Fra Sarah til Noah: Ét spørgsmål vendte op og ned på mit liv

For selvom spørgsmålet i det store billede kan virke abstrakt, vidste det unge par begge to nøjagtigt, hvad det drejede sig om.

Dengang hed Noah Sarah og var en kvinde. Udenpå og juridisk i hvert fald.

Og spørgsmålet handlede om netop det: Om Sarah overhovedet havde det godt med sin krop og sit køn. Det fik tankerne til at eksplodere og satte gang i en proces, som Noah altid vil være dybt taknemmelig for.

I dag har han nemlig ikke længere bryster, og han har fået det skæg, den dybere stemme og det CPR-nummer, der passer til den person, han altid har følt sig som inden i.

”Her er jeg 10 år, fuld af energi og glæde - ikke spor påvirket af ikke at ligne de andre piger. Jeg bekymrede mig ikke, ej heller gjorde mine forældre.”

Drengepigen

Noah er født som pige, men siden barnsben har han aldrig følt, at han kunne spejle sig én til én med kvinderne i sit eget liv eller de Bratz- og Barbiedukker, som mange af hans veninder legede med som små. Han følte ikke, han hørte til i kassen ’kvinde’, som han ellers udefra set var født til at være i.

”Jeg har altid kigget på mig selv og tænkt, at jeg ikke har passet ind i pigerollen, og jeg har kunnet se, at der hvor jeg følte mig tilpas, følte de andre piger sig ikke tilpas,” fortæller han i dag.

”Alle de forventelige udviklingstrin, man som kvinde går igennem, der var jeg slet ikke – og der ville jeg heller ikke komme hen, vidste jeg meget hurtigt. Det var for eksempel slet ikke et interessepunkt for mig at gå med make-up eller gå i det tøj, mange af mine jævnaldrende veninder gik med.”

Både i hjembyen Mørkhøj, og da han i 2014 deltog i og senere vandt fjerde sæson af X Factor under sit daværende navn Sarah, var han kendt som den drengede pige med den hæse stemme og det baggy tøj.

”Jeg har altid fået tillagt et mere mandligt udtryk, og folk har kendt mig som den lidt mere voldsomme, lidt mere hurtige og lidt mere højtråbende type.”

Men inderst inde vidste Noah godt, at han ikke ’bare’ var en ’drengepige’. Udover at tape brysterne op, så de ikke kunne ses under den løse bluse, tog han dog ikke yderligere stilling til sit køn, før han som 19-årig stod under bruseren med Sika og græd.

Skiftet

For den aften i badet satte gang i tankerne. Andre tanker end han før havde tænkt. Nu var det nemlig ikke længere kun ham selv, der tænkte det, men også omverdenen der så det. Det fik ham til at føle, at det var tid til at tage skridtet videre.

”Da jeg endelig blev mødt i det, jeg havde følt så længe, mærkede jeg en eksplosion af ’nu kan jeg komme videre’, men også ’hvor fuck starter jeg henne?’. Det var en stor blanding af forskellige tanker, der ramte mig, fordi når ét spørgsmål blev besvaret, så kom der gerne fire nye,” fortæller han og beskriver, hvordan han brugte resten af aftenen på at græde.

Græde af forløsning, af taknemmelighed og af spænding.

”Nu var det ikke længere nok for mig, at jeg gik og følte mig som noget andet, nu skulle der sættes aktivt ind. Der blev udarbejdet en tidsplan oppe i hovedet. Hvornår skal der ske noget? Hvor hurtigt skal jeg kontakte lægen? Mange af tingene er svære at lægge en plan efter, fordi der er en masse ventetid – og når man ikke kender processerne, så ved man heller ikke, hvor man ender henne.”

”Jeg ved ikke, om skægget afslørede det, men jeg har siden min ankomst til verden skiftet køn og skal leve med to ømme røvballer hver tredje måned i et par dage - skægget kommer jo ikke af sig selv.”

Processen

Spørgsmålene var mange hos den dengang unge kvinde.

”Da jeg havde sagt, hvem jeg var, eller hvem jeg følte mig som, så var dén ligesom ude, men så skulle jeg svare på utallige nye spørgsmål hos lægen, psykologen, eller hvem jeg nu havde en aftale med. Og nogle ting havde jeg ikke chancen for at tage stilling til på forhånd, for jeg anede ikke, at det spørgsmål ville dukke op, før jeg fik det stillet.”

Ville han for eksempel have sprøjten med mandlige hormoner med det samme, eller ville han starte med en gel, der gjorde hormonerne lidt nemmere at dosere? Ville han have børn – og i så fald, ville han gerne have sine egne børn, biologisk set?

Der var mange planer for fremtiden, der skulle tages stilling til, og selvom Noah havde været afklaret i mange år, og alle spørgsmålene derfor ikke nødvendigvis var lige svære, så var der alligevel mange risici og andre uvisse faktorer, han hele tiden skulle have i baghovedet.

”Vi har et system, hvor der er mange pauser, og jeg tror, at ventetiden i det hele taget har givet mig nogle vigtige tænkepauser. Jo langsommere, jeg tog tingene, og jo mere mit hoved var med i processen, jo mere tilfreds tænkte jeg også, at jeg ville blive i sidste ende.”

Friheden

Noah træder ud i den lille have. Den skarpe sol rammer hans overkrop, og han kigger ned ad sig selv og på de lange, vandrette ar, han har under brystvorterne. Han er på vej hjem efter noget værktøj, han skal bruge til at bygge en væg hos genboen. Det er varmt, og han har derfor smidt trøjen.

”Først tænkte jeg: ’Kan folk se, at jeg har ar... det kan man måske ikke... eller hvad?’. Alle tankerne om, om andre kunne se, hvad der var – eller nærmere havde været, fyldte meget. Men det blev hurtigt overskygget af følelsen af at kunne gøre det, jeg altid har ønsket, at jeg kunne.”

I december 2019 var der nemlig sket noget, Noah havde drømt om hele sit liv: Han havde fået en flad brystkasse efter at have fået fjernet brysterne.

”Generelt har mange følelser på min rejse været ret antiklimatiske, fordi jeg har taget det hele så roligt og langsomt. Jeg vidste, hvad jeg gik imod, og jeg har vidst, hvor jeg gerne ville hen. Men det var en fantastisk følelse endelig at kunne gå ud i haven den dag, fysisk som den mand med flad brystkasse, jeg havde været indeni så længe,” fortæller han.

”Det var en følelse af lethed. Der var ingen bekymringer. Tingene var bare, som de skulle være nu.”

”Intet er umuligt! Jeg stod for 5 år siden med bryster på min krop, ingen hormoner, kun en henvisning og et nummer i køen, og jeg ventede spændt trods det uvisse.”

Trans nok

Efter en lang proces står Noah nu på den anden side med fladt bryst og skæg, men han skal stadig have hormonindsprøjtninger hver tredje måned resten af livet.

Når han ser tilbage på sit eget forløb, er han glad, men også frustreret over, hvor mange trin han skulle igennem for at skifte køn – alle de blanketter med besværlige forklaringer, der skulle udfyldes, uden at der var en overskuelig step 1-2-3-guide.

Det er heldigvis blevet bedre og nemmere siden da, fortæller han, men han synes stadigvæk ikke, at systemet er godt nok.

”Jeg synes, at der er for lidt information til de unge, der sidder derude – især hvis de er alene og ikke har nogen at snakke om det med. Det synes jeg ikke er i orden. Vi har et fælles ansvar i samfundet for at kunne hjælpe hinanden og turde tale højt om det,” siger han og fortsætter:

”Hvis mit liv bare kan give dem et glimt af følelsen af, at de ikke er unormale, og at der er hjælp at hente, så synes jeg, at jeg har gjort et godt stykke arbejde.”

Noah har på Instagram, Youtube og sit eget website samt hjemmesiden Trans Nok skabt et forum for dem, der går med tanker om at skifte køn, dem, der har gjort det, samt deres familiemedlemmer, venner og andre nysgerrige. Her deler han både nyttige links, historier fra transkønnede og andre oplysninger, som Noah selv følte, han manglede eller i hvert fald skulle lede længe efter, da han stod overfor at skulle skifte køn.

”Jeg vil gerne hjælpe de unge, og jeg vil gerne være boksepuden i samfundet, hvis det betyder, at den næste generation kan få det nemmere. Tænk, hvis min søn kom til mig og sagde, at han gerne ville være en pige. Jeg ville hade mig selv, hvis ikke jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne, for at gøre det nemmere for ham,” siger han og tilføjer:

”Men jeg har virkelig fokus på de unge. Det er dem, der har brug for et talerør, der kan hjælpe med at sige nej til mor og far, for det er ikke altid rigtigt, det de siger. Men også overfor læger, som jeg har oplevet, at mange har mødt modstand fra. For mig handler det om, at der skal være den rigtige hjælp til de unge og dem, der ikke kan sige det selv. De skal have nogen at støtte sig op ad, og når jeg ikke kan være der fysisk, så må jeg være til stede på en anden måde.”

”’Hvorfor valgte du at blive en mand?’ Ja, hvorfor valgte jeg det? Min følelse af at være en mand er ikke noget jeg har valgt - kunne jeg vælge, så havde jeg ikke valgt at skulle igennem hormonbehandlinger resten af mit liv, operationer og så mange psykiske op og nedture - jeg havde valgt at have det godt i egen krop.”

Transmand

”Er det vigtigt?”

Noah står nøgen. Kun den nedre kønsregion er dækket af et skilt med bogstaverne og spørgsmålstegnet.

Billedet er taget i en tid, hvor han på sin Instagram modtog mange spørgsmål om, hvad han havde i bukserne, og om han havde fået foretaget en kønsoperation.

Nu pryder billedet ikke bare hans Instagram, men også forsiden på fagbogen ’Fra Sarah til Noah – Transmand’. Ligesom Noahs sociale medier og website, samler bogen al den viden, Noah selv – og de mennesker omkring ham – har manglet undervejs, og med den håber han at kunne nå endnu længere ud og ikke bare skabe et forum for dem, der selv ønsker at skifte køn, men også deres familier og venner.

”Det er et virkelig følsomt emne, og der sidder virkelig mange mennesker derude, som ikke har de rette informationer, og ikke ved, hvordan de skal håndtere tingene. Derfor føler jeg, at det er vigtigt, at der kommer historier og viden ud, som viser, at der er masser af muligheder.”

Hvad er det for en viden, du gerne vil have ud?

”Alt,” svarer han kort, men uddyber:

”Det er alt det grundlæggende, men det er også de små ting, som giver en større livskvalitet. Det er viden om det undertøj, der gør, at transmænd får trykket deres bryster ind, så man ikke kan se dem. Hjemmesider til sexlegetøj. Hjemmesider til hjælp. En miniguide til hele forløbet – fra at ringe til lægen, finde de rigtige blanketter osv.  Det kan lyde som små ting i den generelle verden, men det er kæmpe ting for en transperson.”