Pernille Blume
Foto: Trine Bukh

”Nu er hun ikke længere kun min Pernille”

Svømmehallens fugtige varme har i to årtier udgjort en næsten daglig kulisse for Pia Blumes liv, men hun har været lykkelig for den ­krævende hverdag som mor til elitesvømmeren Pernille Blume – også når ­omgivelserne har sat spørgsmålstegn ved deres livsstil.

I Gladsaxe Svømmehal skyder en dreng gennem vandet som en raket. På tilskuerrækkerne sidder hans mor, Pia Blume, sammen med hans femårige lillesøster, Pernille. Sammen betragter de, hvordan determinationen fører drengekroppen fremad: Anders vil komme først. Pernille vender sit lille hoved mod sin mor og siger: "Det der vil jeg også!"

Pia melder sin datter til svømmeholdet Leg og plask, og i første omgang ser hun overbærende til, mens Pernille tonser rundt med hovedet mere under end over vandet.

– Jeg sad og grinede ved mig selv og tænkte "hvordan skal hun nogensinde lære at svømme?", husker Pia.

– Men det gik jo meget godt!

I lejligheden i Virum, hvor Pia bor sammen med sin nu 22-årige datter, ligger to blankpolerede trææsker indeholdende hver sin OL-medalje og vidner om, at det gik mere end godt. Navnet Pernille Blume blev med ét landskendt, da den unge svømmer sensationelt slog hånden først ind i 50 meter fri og vandt guld, mens hun og tre holdkammerater vandt bronze i fire gange 100 meter medley. Medaljerne var belønningen efter årevis af flid og disciplin – ikke bare for Pernille, men også for hendes mor. Det fremgik tydeligt af Pias reaktion, da TV 2 optog hende, mens hun fulgte datterens guldkamp hjemme fra stuen.

– Jeg hopper op og ned og kaster mig tilbage i stolen, helt vantro, siger Pia.

– Det var så stort; jeg kunne slet ikke få det ind. Det var forløsningen på hele denne rejse, og jeg kunne kun lade være at tude – fordi jeg på forhånd havde besluttet, at det ville jeg ikke på tv!

LÆS OGSÅ: Niels Olsen og Joy-Maria har været sammen i 25 år: “Det er da en udfordring at leve i et parforhold, hvor man laver det samme”

Drænet af spørgsmål

Vantro beskriver fint den stemning, der præger Blume-hjemmet, for det er ikke helt sunket ind, at det virkelig skete. Pia ved blot, at konkurrencens 24 sekunder vendte op og ned på alt.

– Da jeg tog imod Pernille i lufthavnen, måtte jeg kravle rundt mellem journalister for at komme hen og give hende et knus. Jeg tænkte "nu er hun ikke længere kun min Pernille, nu er hun alles Pernille". Det var mærkeligt, fortæller Pia.

Enhver forælder kan nok sætte sig ind i, at det er underligt, når et helt land pludselig kender ens barn. For Pia forstærkes fornemmelsen af, at båndet mellem hende og Pernille er ekstra solidt, netop på grund af sporten. For hun og børnenes far har altid haft en aktie i ungernes svømmekarrierer (storebroren Anders har også været elitesvømmer): kørt børn til træning morgen og eftermiddag, tilbragt weekend efter weekend til svømmestævner, sørget for, at der ventede et rent håndklæde og en madpakke efter træning. Det kan lyde som en sur tjans, men det har det aldrig været for Pia.

– Det har givet mig ekstrem glæde at være noget for mine børn og skabt stor samhørighed mellem os, at jeg og deres far har kunnet støtte dem i deres drømme, forklarer Pia, som blev skilt for fire år siden.

Skilsmissen har ikke noget med svømningen at gøre, understreger hun, for sporten har altid haft en positiv plads i familiens liv, og havde det ikke været svømning, der holdt dem beskæftiget, havde det været noget andet. For sådan er Blume-familien. Aktive og i gang. Som ung dyrkede Pia gymnastik på eliteplan, og børnenes far spillede fodbold på højt niveau. Alligevel var vindermentalitet ikke noget, forældrene satte ord på.

– Hvis man har et stort drive, ligger det implicit i den måde, man lever på. Men vi har aldrig målt og dømt hinanden, forklarer Pia og fortsætter:

– Allerede som niårig gik Pernille selv til træneren og spurgte, om hun kunne rykke til et bedre hold. Så lysten kom fra hende. Da sporten begyndte at kræve mere, sagde vi ikke 'du skal', men spurgte 'er det det, du vil?'.

Svømningen blev en livsstil, og ja, de måtte melde fra til sociale arrangementer. Og nej, Pernilles primære veninder var ikke dem fra klassen. Men i bytte fik familien store sportslige oplevelser og et unikt netværk af svømmebørn og -forældre. Men livsformen stak ud, og det har Pia skullet stå til regnskab for.

– Folk spurgte for eksempel "har de børn ikke en cykel?", når jeg kørte dem rundt. I starten blev jeg drænet og følte, at jeg skulle forsvare mig, siger Pia.

– Så skal jeg forklare, at morgentræning på eliteplan er 6 kilometers svømning, og så har man altså brug for en varm bil og en madpakke på vej til skole. Men med tiden lærte jeg at trække på skuldrene. Jeg vidste med mig selv, hvad vi fik ud af det, og det havde jeg det godt med.

LÆS OGSÅ: Annemette Voss: ”Jeg kastede op, fordi jeg simpelthen ikke kunne rumme mere”

Nedturen før opturen

Et liv med topidræt er dog ikke lutter lyse stunder, og den største nedtur ligger paradoksalt nok umiddelbart inden OL-sejrens optur. Inden jul sidste år så Pia nemlig frustreret til, mens svømmeglæden sev ud af datteren. Pernille måtte slæbe sig til træning, kom udmattet hjem og kastede sig apatisk på sofaen. Pia, som selv har været nede med stress og efterfølgende har uddannet sig til coach, var ikke i tvivl om, at folkesygdommen havde ramt Pernille, og hun måtte kæmpe for ikke at trække mor-kortet.

– Jeg havde sådan lyst til at sige "nu stopper du med at svømme!", for hun var ikke glad, fortæller Pia.

– Det var hårdt at se. Men det måtte ikke være min afgørelse, for Pernille er voksen, og jeg har respekt for, at kun hun kan tage så stor en beslutning.

I stedet tog Pia coach-kasketten på og lyttede og spurgte. Til sidst besluttede Pernille sig: Hun stoppede. Indtil hun efter et par måneder sagde: "Jeg har altså lyst til at prøve igen." Pia så energien blive genantændt i sin datter – og bakkede op om den noget nær utopiske drøm om OL kun fire måneder senere.

– Jeg sagde aldrig: "Tror du nu, at du kan?" For så ville jeg have plantet en tvivl i hende, og det er ikke min opgave.

Drømmen gik som bekendt i opfyldelse, og Pia er spændt på, hvad den fører med sig – og nervøs. For hvad betyder det pludselig at være allemandseje? Familien fik en smagsprøve på pressens ikke altid hensynsfulde ageren, da en formiddagsavis skrev om Pernille Blumes frække fortid – med henvisning til en serie billeder i undertøj, som Pernille engang fik taget til mandebladet M.

– Det stikker lidt. Men Pernille går rundt i badetøj det meste af tiden, så for hende var det ikke noget særligt, siger Pia.

– Man tænker lige, hvad hvis det bliver drejet eller misforstået? Men det er jeg ikke herre over. Sker det, må vi tage den derfra.

Indtil videre nyder Pia synet af de to OL-medaljer, som både udgør en slutning og en ny begyndelse på familiens svømmeeventyr. 

Pias råd til elitesportsforældre

Støt dit barn ved at være der fysisk - det skaber tryghed og tillid.

Tvivl aldrig på dit barn - begrænsningerne skal mærkes på egen krop.

Du kan opmuntre, men ikke presse - drivet skal komme fra barnet selv.

Luk ørerne for andres holdninger til jeres liv. Stå ved, at du har det godt med jeres valg.

LÆS OGSÅ: Stjernen fra Vild med dans: "Jeg kan godt lide, når en mand er en mand"

LÆS OGSÅ: Danske Michaela Lintrup på 19 år lever af at spille Counter-Strike på Costa del Sol

LÆS OGSÅ: Stephania Potalivo: "Jeg blev mobbet af dem, der var misundelige"

Pia Blume, 52 år

Shipping-koordinator i Novo Nordisk og selvstændig stresscoach i Blume Consulting. Fraskilt og mor til Pernille, 22 år, og Anders, 25 år.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Kendte