Rikke var prostitueret: "Jeg ville gøre det igen anytime"
Foto: Les Kaner

Rikke Grosell prostitution

Rikke var prostitueret: "Jeg ville gøre det igen anytime"

Rikke Grosell havde en kæreste og to børn. Hun var studerende. Og så var hun luder. Her fortæller hun åbent og ærligt om, hvordan det var at sælge sex, og om hvordan hun vil tackle det i forhold til sine børn, nu hvor hendes bog omtiden på lagnerne kommer ud i butikkerne.

Han duftede godt på en diskret måde – en duft, der ramte hende, da hun gik hen for at knappe hans skjorte op. Han var hverken indbydende eller frastødende, og egentlig ville hun godt kunne have kysset ham. Måske ville det ligefrem næsten være nemmere og mere naturligt at indlede med at kysse. Men det var vist ikke kutyme, og hun ville gerne følge bureauets retningslinjer og gøre det rigtigt – hvad det så end betød. Ærlig talt, så vidste hun det endnu ikke rigtigt. Hun krængede skjorten ud over hans skuldre.

"Hende jeg talte med, da jeg ringede, sagde, at jeg var din første kunde?" Hvad har du sagt, Maja? Jeg smadrer dig!

Hun trykkede sig kælent ind mod ham. Han var spinkel, og hans overkrop mindede om en ung skoledrengs. Men hans brystvorter var mørke og rejste sig øjeblikkeligt i det øjeblik, hun begyndte at tegne cirkler omkring den ene.

LÆS OGSÅ: Julie fik fjernet sine silikonebryster efter 2 uger: "Det var ikke udseendet af dem, men følelsen indeni"

For fem år siden begyndte Rikke Grosell at køre som escortpige. Senere blev hun bordelluder. I dag er hun cand.pæd.psyk., radiovært, skribent og foredragsholder. Og aktuel med bogen "Vidunderlige skam", hvorfra citatet ovenfor stammer. En roman, der med hendes egne ord er 99,5 procent selvbiografisk. Alt i bogen har hun selv oplevet, men for at beskytte nogle mennesker og for at skrive et drama frem er få ting blevet ændret lidt. Bogen giver et indblik i en verden, som de færreste kender fra andet end medierne. Det har været nødvendigt for hende at skrive den, for hun mener, at mediernes billede af prostitutionsmiljøet på mange måder er fordrejet og misvisende.

Hun bor i en hyggelig, lille gade i Roskilde med sine to børn. Ansigtet er uden makeup, kjolen enkel, og benene har hun smidt op på spisebordet, mens hun over en kaffe fortæller om sit liv som prostitueret og de tanker, hun har gjort sig i forbindelse med tilblivelsen af sin bog. For kan man overhovedet tillade sig at skrive sådan en bog, når man har to børn?

Men historien begynder et helt andet sted. Med en lille, ængstelig Rikke, som voksede op med sin mor og bror. Hun var bange for andre børn, fordi de ofte var så voldsomme, og gik som ung tidligt hjem fra festerne, fordi hun hurtigt fik nok.

LÆS OGSÅ: Tanja Rahm: Sådan var mit liv som prostitueret

Bordellet i kælderen
Hun fik sin første kæreste som 22-årig. Sent, siger hun selv. Fordi hun var sent udviklet. Han var 14 år ældre end hende og boede i en ejendom med bordel i kælderen, og allerede dengang pirrede det hendes nysgerrighed.

– Det var ikke kun tanken om sex med mange mænd, der gjorde mig nysgerrig, det var også tankerne om, hvem de prostituerede var, hvad der skete på bordellet, hvordan tingene foregik, hvordan der lugtede – alt muligt. Men dengang turde jeg ikke gøre noget ved min fascination.

– I dag, hvor jeg har prøvet at være inde i den verden, ved jeg, at det både er en spændende og sjov verden – en helt anden end den, medierne beskriver – men det er også en barsk verden. Jeg har set mange helt unge piger i branchen, hvor jeg har tænkt: Lille skat, du er simpelthen ikke gammel nok til den her verden. Du har ikke etableret dit jeg endnu, og du er ikke stærk nok til at kunne sortere ud i, hvad der er virkelighed, og hvad der er fantasi og leg. Jeg er glad for, at jeg selv ventede med at slå til, for jeg slog til på det helt rigtige tidspunkt. Jeg var 35 år, endnu ikke alt for gammel, og med en stærk og robust følelse af, hvem jeg var. Jeg havde mærket meget af livet på egen krop på det tidspunkt, og jeg kunne godt tåle at falde. Man bliver jo bedre og bedre til at rejse sig, jo ældre man er.

Forholdet til kæresten sluttede, hun fik børn med to andre mænd, og så mødte hun ham, der i romanen hedder "Morten". Han var lige kommet ud af et 20 år langt ægteskab, og de to blev vildt draget af hinandens rastløshed. Deres sexliv var en fantastisk legeplads, de eksperimenterede med S/M og var enige om, at de som udgangspunkt måtte det hele. En beslutning, hun i dag kalder naiv. Efter et halvt års tid rakte han hende et brev, hvor der blandt andet stod:

"Jeg har lyst til at prøve, hvad der sker, hvis jeg tager et par elskerinder. Sådan mere fast i det. Nogen, som naturligvis kun er legekammerater, og som intet har at gøre med det liv, vi to har sammen..."

– Jeg blev vred, da jeg læste det brev. Vred over måden han gjorde det på, for det var sådan en alt-eller-intet-besked. Hvis du vil mig, så skal du finde dig i det her. Bum. Samtidig var jeg flov, fordi det unægtelig gav mig en følelse af ikke at slå til i min måde at være kæreste på, min måde at være kvinde på, og min måde at være seksuel på. Jeg følte simpelthen ikke, at jeg var god nok til at tilfredsstille ham, og det er jo meget ydmygende. Jeg tog hjem, og så så jeg ham ikke i lang tid. Vi gjorde det faktisk forbi med hinanden i en uge.

– Nogle dage efter, jeg havde fået brevet, dukkede tanken om at være prostitueret op. Jeg var i gang med en opgave til universitetet, og pludselig sad jeg og googlede escortbureauer. Det væltede frem med oplysninger og anmeldelser af bureauer og ludere. Jeg læste og læste, og på et tidspunkt fandt jeg en kontakt, hvor der stod, at de indimellem søgte piger. Jeg skrev en kort mail om mig selv, noterede vægt, højde og telefonnummer og vedhæftede to billeder. Og så trykkede jeg "send" og tænkte, at jeg var vanvittig! Jeg lovede mig selv, lige da jeg gjorde det, at det skulle være min fest, og at jeg kunne gå hjem fra den, når jeg ville. Og det overholdt jeg også. Jeg har da haft kunder, som jeg hellere ville have været fri for, men jeg har aldrig nogensinde gjort noget, som har haft en konsekvens for, hvem jeg er i dag eller for min efterfølgende lyst til sex eller mangel på samme. Jeg har aldrig haft kunder, som har ændret noget i mit følelsesliv. Det bilder jeg mig i hvert fald ind.

Den første kunde
Rikke blev hurtigt kontaktet af escortbureauet og kaldt til møde. Og så skulle nyheden breakes til "Morten", som blev overrasket uden at være afvisende.

– Jeg tror måske, at han fik sin egen medicin at smage. Han var åben over for det, men han var da ikke ligeglad. Det tog os et par flasker rødvin lige at finde frem til en måde at gøre det på, så vi sikrede os, at vi begge ville kunne holde til det.
Og så opfandt de ludernavnet "Amalie".

– For mig har der altid været en dyb kløft imellem "Amalie" og Rikke, det har været to helt forskellige personer, og jeg tror også, at det var derfor, jeg kunne være i den branche og komme fuldstændig hel ud på den anden side. Hvis "Amalie" fik kritik, havde det ikke noget med mig at gøre. Jeg har arbejdet sammen med mange piger, som blendede de to ting, og det var derfor, de gik i stykker. Når man går hjem fra bordellet eller chaufføren har sat en af efter en tur som escort, skal man sige, hej, hej, nu er jeg ikke luder mere i dag. Og det kunne jeg.

Da Rikke blev ringet op af escortbureauet med det første job, blev hun vildt glad...

– Og helt vildt nervøs! Jeg kan huske, at jeg dagene op til, sad i toget på vej til universitetet og kiggede på alle mænd. "Kan" jeg ham der? Hvordan ville ham der være? Og hvad gør jeg, hvis jeg kommer ud til en mand, jeg bare ikke kan ha'? Der er jo sådan en offentlig forestilling om, at man som luder bare skal bide tænderne sammen og gøre det uanset hvad. Men det skal man altså ikke. Og jeg kan love for, at jeg har sagt nej. Den eneste mandetype jeg faktisk ikke havde haft på radaren op mod mit første job var en asiat. Og det var lige præcis, hvad han var.

LÆS OGSÅ: "Før voldtægten var jeg den sjove pige"

Og det fører os tilbage til, hvor vi begyndte. Med Rikkes første kunde.

– Asiater er ofte meget androgyne og – undskyld – ret ufarlige. Så da jeg så ham, tænkte jeg gud, er det bare det? Det var simpelthen så nemt, og han var ekspederet færdig i løbet af ingen tid. Faktisk havde jeg næsten en følelse af, at jeg voldtog ham, han var så nem, lille og spinkel og lå bare der. Tiden gik vildt stærkt. Det gør den ikke altid, fandt jeg senere ud af.

Netop den lange "arbejdstid" hos kunderne var en af årsagerne til, at Rikke efter tre måneder stoppede som escort. En anden grund var den lille angst, der kunne snige sig ind, hvis hun var ude hos en kunde, der var ubehagelig. 

"Vend dig," sagde han. Hun parerede ordre. Der kunne umuligt være meget tid tilbage. Hvis han ville have en udløsning, skulle det være snart, og han måtte selv finde ud af hvordan, for hun anede ikke længere, hvad hun skulle stille op med ham. Han skulle til at tage hende, mens hun lå på alle fire, og hun nåede lige akkurat at række en hånd bagud og sikre sig, at han ikke havde taget kondomet af. Hun stolede ikke en skid på ham. Han kneppede hende som en desperat og fortsatte sin færd, da telefonen ringede. Noget, der fyldte hende med fornyet mod og et vanvittigt had rettet mod ham. 

"Ud af mig! Nu!". Hun hvæsede sætningen ud i den grimme lejlighed, og han trak sig omgående ud af hende. Hun rejste sig hurtigt op og kastede et blik på hans pik. Han sad på gulvet i en underlig stilling. Fuck! Hvor var kondomet!?!

– Det var få gange, jeg oplevede noget ubehageligt som det, jeg beskriver i bogen, men da en god ven sagde til mig, at jeg hellere skulle arbejde på bordel, begyndte jeg at overveje det og kontaktede et sted, jeg havde fået anbefalet.

"Rufferi er en nødvendighed"
De næste fem måneder arbejdede Rikke på bordel på Frederiksberg. Hun havde fast søndagsvagt og nød de ordnede forhold. Duften af kaffe, de tændte stearinlys og følelsen af at blive passet på. Ikke mindst af telefonpigerne.

– Og her vil jeg gerne fremhæve fejl nummer et i den politiske debat om prostitution. Heksejagten på telefonpigerne på bordellerne. Rufferi er jo forbudt, og for et par år siden var der razzia mod stort set samtlige bordeller i København, hvor telefonpigerne fik kæmpe bøder og retssager på nakken. Men når man arbejder på et bordel, elsker man sin telefonpige. Man får en kæmpe krammer af hende, når man kommer på arbejde. Hun laver kaffe til dig, hun sørger for tæppe til dig, hvis du trænger til en lur, hun spørger, hvordan du har det – og så tager hun imod dine kunder. Hun sælger dig jo, hun sidder og fortæller, hvor lækker og dejlig du er, hvor skønne øjne du har, og at dine bryster er de pæneste i verden. Og jeg kan love for, hvis man har en kunde, der er det mindste flabet, så får han det største spark ud ad døren igen. Man er nødt til at forstå, at rufferi er en nødvendighed, hvis vi gerne vil have, at prostituerede skal have ordentlige arbejdsforhold og et ordentligt miljø at være i. Prostitution kan ikke lade sig gøre uden telefonpigerne og bordelmutter, der sørger for rene håndklæder, rent sengetøj og shampoo på badeværelset.

– Det var en lise at skifte til bordelverdenen, hvor man som regel kun har kunderne en halv time, så er de ude af vagten igen. Nogle gange kommer de allerede efter fem-ti minutter, og så er det ud. Det er virkelig ikke meget, de mænd får for deres penge somme tider. Og det er en anden ting, der er meget oppe i medierne. At det er så synd for den stakkels luder, som bliver fuldstændig slidt op og ydmyget. Men jeg har virkelig stået med benet i den anden lejr og har tænkt: "Stakkels mand – jeg har lige lænset dig for 1000 kroner for ti minutters arbejde." Det er noget, som de fleste mennesker har svært ved at forestille sig og forstå. En anden ting, som folk ikke ved, er at prostitutionskunder som regel er flove, skamfulde og ydmyge, så som luder har du altid magten. Jeg har set store mænd på 95 kilo krybe langs panelerne. Og hvis luderen siger "hop", så siger de "hvor højt?"

– Når det er sagt, er det også vigtigt at understrege, at sådan er det ikke nede i Skelbækgade, og sådan er det heller ikke for de afrikanske kvinder, der står på Vesterbrogade og Istedgade. De to verdener bliver tit sammenlignet, men offentligheden og politikerne skal simpelthen lære ikke at blande trafficking sammen med almindelig prostitution. I min optik må man hjertens gerne være modstander af prostitution, man må også gerne være tilhænger af at kriminalisere prostitution, men man skal bare kende nuancerne, før man tager beslutninger. Der er lige så mange nuancer i prostitutionsfaget, som der er i for eksempel håndværkerfaget. Der er sindssygt mange måder at være prostitueret på, og miljøerne er virkelig forskellige.

Når Rikke i dag ser tilbage på tiden på bordellet, oplevede hun det faktisk lidt som et frirum fra en hektisk hverdag. Hun blev dog også opmærksom på, at ikke alle havde det lige så godt i faget.

"Hvis jeg var dig, ville jeg nok skrue en anelse ned for blusset. Ikke alle piger er som dig. Jeg kan godt lide dig, men du skal regne med, at det ikke er alle pigerne, der arbejder her for sjov ligesom dig. Jasmin har gjort det her i mange år, og det betaler faktisk hendes husleje. Hvis du vil være gode venner med hende, må du nok hellere lade være med at spille højt på strå".

LÆS OGSÅ: Syg debat bakker op om sex-kunder

Sådan sagde en af telefonpigerne til Rikke en dag, og det gjorde hende flov.

– For det var jo rigtigt. Her kom jeg og havde en kæreste derhjemme, der ofte hentede mig klokken 12 om natten og også kørte de andre piger hjem. Jeg havde opbakning, jeg studerede ved siden af, og jeg var sund, rask og stærk. Nogle af de andre piger var jo simpelthen så bange for, at deres familie og kæreste opdagede, hvad de lavede, men min kæreste og mine venner vidste godt, at jeg var luder, så jeg kunne tage det helt roligt. Men mit udgangspunkt og mit liv kunne godt virke meget arrogant på en pige på 23, der ikke havde nogen uddannelse, som fik bank af kæresten og som ikke havde andre muligheder for at tjene penge end at sælge sex. Så ja, der fik jeg lige en verbal lussing af telefonpigen, og den konsumerede jeg fuldstændig. Og derefter gik jeg ret stille med dørene.

En oplevelse rigere
Rikkes forældre har først senere fået at vide, at hun har været prostitueret. Hun synes, at det er den prostitueredes ansvar at sørge for, at der ikke er nogen, der bliver kede af situationen. Hun ville heller ikke gøre sine forældre bange. Og børnene? De har først fået det at vide nu.

– Det har været en lang proces, om jeg overhovedet kunne være bekendt over for mine børn at skrive den bog. Jeg har hele tiden vidst, at jeg godt turde selv, fordi sådan er jeg. Men kunne jeg tillade det over for mine børn? Jeg har ikke ansvaret for, hvordan mine forældre eller venner har det, men jeg har ansvaret for, hvordan mine børn har det. Nu, hvor bogen kommer, og de har fået det at vide, kan jeg sige, at mine børn ikke ønsker at være offentlige med det. Men jeg kan også sige, at jeg synes fandengalemig, at de er seje, og jeg er så stolt af dem. De måtte godt have smækket med døren og knejset med nakken, og de måtte godt have ment, at jeg var klam. Men de står mig bi og støtter mig. Smiler lidt ad mig og hæver også øjenbrynene en smule. Men jeg har mine børn i ryggen, og jeg føler, at de er en kæmpe støtte.

– Jeg er godt klar over, at der vil komme noget snak hen over frikadellerne i mine børns kammeraters familier. Man må gerne mene, at det ikke er okay, at jeg har været prostitueret, og man må meget gerne komme og tale med mig om det, men min største appel i den sammenhæng er, at forældrene tænker over, at den måde, der bliver talt om andre over frikadellerne, ryger direkte videre til skolegården. Jeg har sagt til mine børn, at vi ikke selv kan styre slagets gang, men vi har lavet en aftale om, at de altid skal fortælle mig de ting, de hører i skolegården. Jeg ved godt, at børn kan have svært ved at sige den slags direkte til deres forældre, så hvis de ikke vil sige det til mig, kan de sige det til min bror eller min ekssvigerinde, som står både dem og mig meget nær.
Forholdet til "Morten" gik i stykker et års tid, efter at hun stoppede som prostitueret. Hun mener dog ikke, at prostitutionen var årsagen til, at det ikke gik mellem dem. I dag er hun single, vil gerne have en kæreste igen på et tidspunkt og håber ikke, at bogen vil stå i vejen for det.

– Altså, jeg har da tænkt, shit, jeg får aldrig en kæreste igen, der er jo ikke nogen, der vil være kæreste med en eksluder. Men på den anden side har jeg også tænkt, at okay, nu ved de det. Det kan godt være, at der er færre at vælge imellem, men i forhold til dem, der er, bliver det måske nemmere, for nu ved de på forhånd, hvem jeg er.

– Hvis jeg kigger tilbage på min tid som prostitueret, ville jeg gøre det igen. Anytime. Jeg er ikke så bange for at skrabe knæene med min seksualitet. Og hvis en veninde kom og sagde, at hun ville prøve det af, ville jeg sige: "Do it". Men sørg for, at der er nogen, der ved, hvor du er, og at der er nogen, du har så meget tillid til, at du kan fortælle om det. Sørg for at have en skulder at græde og grine ved. Og sørg for, at der er nogen, der ved, hvordan du har det.

– Jeg synes, at jeg er blevet en oplevelse og en indsigt rigere ved at have haft mulighed for at kigge bag scenetæppet i en voldsomt lyssky branche, men jeg har ikke en følelse af, at det har ændret mig. Jeg har det lidt, som da man var ung og havde været på interrail. Man kom hjem og havde set et bredere udsnit af verden, og man var en erfaring rigere, men man var stadigvæk sig selv. Og igen – det kan jeg kun sige, fordi jeg hele tiden har haft mit netværk til at støtte mig. Hvis jeg havde været angst for, at nogen, jeg stod tæt på, ville slå hånden af mig, så havde det været noget helt andet.

LÆS OGSÅ: Kvinderne går bevidst efter fulde mænd på vej hjem fra byen

LÆS OGSÅ: Sexisme: Endelig siger en mand klart fra

LÆS OGSÅ: Voldtaget - hvorfor går gerningsmanden fri?

Rikke Grosell

40 år. Uddannet cand.pæd.psyk. Har tidligere arbejdet som pædagog og har i en periode af sit liv arbejdet som prostitueret. Er i dag radiovært på Radio24syv, skribent og foredragsholder.
Rikke er single og har en søn på 9 og en datter på 13. Aktuel med bogen "Vidunderlige skam", som bygger på hendes erfaringer som tidligere escortpige og bordelluder. Bogen udkommer den 22. maj 2015.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview