Ritt Bjerregaard og Christine Antorini Vandrelyst scroll-down
Foto: Peter Nørby Ritt Bjerregaard og Christine Antorini vandrer sammen, og nu har de også udgivet bogen "Vandrelyst".

Ritt Bjerregaard og Christine Antorini mødes og vandrer: ”Alle burde have en veninde fra en anden generation”

De tidligere politikere Ritt Bjerregaard og Christine Antorini er veninder og enige om, at det er en stor gave at omgås nogen, som er et andet sted i livet. Og at de svære samtaler bliver nemmere at tage, når man går.

Af Marie-Louise Truelsen
Livsstil ALT for damerne

Ritt Bjerregaard og Christine Antorini har fundet ud af, at de er blevet bedre veninder af at vandre sammen. For de to tidligere politikere hænger det sammen med upinlige tavsheder, tissepauser og nøgenbadning, og de er blevet så vilde med at vandre, at de har skrevet en bog, der både handler om venskab og vandreruter i Danmark. 

Ritt: "Med bogen ”Vandrelyst” vil vi gøre opmærksom på de chancer og muligheder, det giver venskaber at vandre. I stedet for at sidde og drikke en kop kaffe med en gammel tante eller en veninde vil vi foreslå, at man udvider sine venskaber ved at gå en tur sammen. Det har vi taget helt bogstaveligt i vores vandrebog, hvor vi har været ude og gå med forskellige kvinder rundt omkring i landet. Det er der kommet mange spændende samtaler ud af, og vi har samtidig udforsket, hvad kvindefællesskaber kan, når man er sammen i længere tid."

Christine: "Vi har oplevet, at vores vandreture giver et helt andet samtalerum samtidig med, at vores mentale rum udvides. Da vi vandrede på Bornholm, havde vi læge Bente Klarlund med. Hun er ekspert i krop, motion og bevægelse, og hun er ikke i tvivl om, at der udover de fysiske fordele også er mentale gevinster ved at gå. Forskning dokumenterer, at mange tænker, husker og lærer bedre, når de er i bevægelse, og vi har selv oplevet, at det kan være næsten meditativt at gå. Man har hele dagen for sig, der er højt til himlen, man går ved siden af hinanden, og man kan være stille, uden at det er pinligt. Det er pinligt at være stille om et middagsbord, men man kan godt gå og være stille. Og når man så taler, kommer der også ofte en anden type samtaler ud af det. Samtaler, som måske ellers kan være svære at tage."

Ritt: "Og vi kunne jo bare gå for at gå, men vi er begge sådan nogle typer, der synes, at der skal komme noget ud af det, vi gør, og at det er godt at dele ud af sine erfaringer. Derfor kiggede vi på et tidspunkt på hinanden og sagde: Hvorfor skriver vi ikke en bog om det?"

Når man skal lave et interview om at vandre, er det jo oplagt at gå, mens man taler. Det var også idéen med Ritt og Christine, men tre uger før vores aftale skred Christines cykel på noget isslag, og hun faldt og brækkede sin højre ankel tre steder. Der skal dog mere til at slå den tidligere politiker ud, og hun skrev med det samme, at vi måtte gøre en dyd ud af nødvendigheden og lade det være en del af historien, at man kan falde, men at man heldigvis også kan genoptrænes, så man kan komme ud og vandre igen. Det ligger hende meget på sinde.

Vi holder derfor fast i aftalen om at gå lidt rundt på Amager Fælled, men Metroen er dog blevet skiftet ud med en taxa, da Ritt og Christine en solbeskinnet tirsdag morgen møder op ved Naturcenter Amager. Christine er på krykker, hun må slet ikke støtte på sit højre ben, så ”vandreturen” bliver ganske kort. I stedet sætter vi os på Traktørstedet Vestamager. Området er Christines gamle hood. Hun boede her som barn og ung, og også som voksen med små børn. Hun kender området ind og ud, og derfor er det blevet en af vandreruterne i bogen. Der er også en vandrerute på Vesterbro, for det er barndommens gade for Ritt, og på den måde har de lært noget nyt om hinanden, hvilket også er en af pointerne i bogen. At vandreture kan bruges til at udvide venskaber. Også venskaber, der har varet i mange år som Ritts og Christines.

Christine: "Vi mødtes første gang, da jeg sad i Folketinget for SF. Der var nogle ret hårde diskussioner om den europapolitiske linje, og jeg havde oprindeligt hørt til nej-sigerne, men havde flyttet mig over til at være kritisk-konstruktiv overfor Europa. Ritt var meget optaget af det europæiske og fulgte de debatter, og på et tidspunkt inviterede hun mig til en kaffe og en snak. Det, syntes jeg, var rigtig stort. Af to grunde. Først og fremmest var det rart, at et politisk menneske, som jeg respekterede, opdagede mig. Men for det andet handlede det også om omsorg. Ritt har altid haft blik for kvinder, som kan og vil noget, men som også kan komme i skudlinjen. Og det var jeg. Det var virkelig dejligt med sådan en erfaren, politisk kvinde, der så det og inviterede mig ind. Vi talte om politik, men også om, hvordan man står imod, når det blæser. Det havde Ritt selv prøvet flere gange, men for mig var det nyt. Det gjorde en forskel, og jeg har siden tænkt over, hvor meget det betyder, at man ser andre og tør række ud, selvom man egentlig ikke kender hinanden."

Ritt: "Og så er det holdt ved som et venskab."

Venskabet blev hen ad vejen udvidet til også at omfatte sangeren Anne Linnet og forfatteren Hanne-Vibeke Holst, som Ritt kendte i forvejen, og som hun introducerede Christine for. Hun fandt nemlig ud af, at de alle fire havde mistet deres mødre, og at der var meget at snakke om i den forbindelse. De snakke blev til bogen ”Mødre og døtre”, og senere har de fire også lavet bogen ”Livsmodig” sammen. Vandrebogen var Anne og Hanne-Vibeke dog ikke lige klar til at kaste sig over, og derfor blev det Ritts og Christines projekt. Det har bundet dem endnu tættere sammen som veninder, og sjovt nok er der også en forbindelse mellem dem helt tilbage i tiden.

Jeg har læst et sted, Christine, at din mor var meget fascineret af Ritt?

Christine: "Ja, det er rigtigt. Min mor var på samme alder som Ritt. Hun var født i Schweiz og var nyuddannet lærer, da hun kom til Danmark og blev gift med min danske far. Ritt var også lærer, og min mor syntes, det var spændende med den ligestillingsdagsorden, der var i Danmark i 70’erne, og som Ritt var en del af. Min mor kom fra et meget traditionelt samfund, var katolsk opdraget, så det med at opleve stærke kvinder på samme alder med eget job og egne meninger, det kunne hun godt lide."

Hvem er Ritt og Christine?

Ritt Bjerregaard

  • Forhenværende overborgmester, minister, EU-Kommissær og eksportambassadør til Kina.
  • I dag er hun pensioneret og bruger sin tid som foredragsholder og forfatter.
  • 80 år og gift med lektor Søren Mørch.

Christine Antorini

  • Direktør for LIFE Fonden.
  • Forhenværende medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og tidligere Undervisningsminister samt Børne- og Undervisningsminster.
  • Uddannet cand.comm. i offentlig forvaltning.
  • 56 år, gift med Jan og har to voksne børn fra et tidligere forhold.

Ritt og Christine er aktuelle med bogen ”Vandrelyst”, som udkom den 13. april 2022 på Gyldendal.

Så Ritt har været en del af din bevidsthed, fra du var barn?

Christine: "Jeg blev aktiv i SF’s ungdom, så det var nogle andre politiske kvinder, jeg kiggede på. Ebba Strange og Lilly Gyldenkilde. Men jeg vidste selvfølgelig, hvem Ritt var. Så det var egentlig først, da jeg som voksen mødte Ritt, at min mor satte ord på, hvad sådan en politisk figur som Ritt havde betydet for hende i de unge år. Hun syntes, det var vanvittig spændende, at Ritt og jeg begyndte at tale sammen."

Sjovt at I så sidder her sammen, og at du kunne have været veninde med Christines mor, Ritt?

Ritt: "Ja, og jeg vil sige til andre, der er gamle som mig, at det er en stor gave at omgås nogen, som er et andet sted i livet. Som har nogle flere kræfter, og som ser muligheder foran sig. Nu er jeg ved at være 81 år, og så ved man godt, at det lakker mod enden. Jeg tror, at man som gammel godt kan forfalde til lidt mismod over alt det, man ikke kommer til at opleve, og der hjælper det meget at være sammen med sådan en som Christine, der er 24 år yngre. Så skubber man de tanker væk, for nu er man jo i det og laver ting sammen. På den måde tror jeg også, at bogen er en anbefaling til andre gamle om ikke kun at omgås nogle jævnaldrende men også nogle, der er yngre. Især for sådan nogle som mig, der ikke har børn. Jeg kan jo høre på mine veninder, at når man har børn, så følger det mere med af sig selv, at man ser yngre mennesker, men det gør det jo ikke automatisk, når man ikke har børn."

Christine: "Jeg synes, at alle skal tænke over at have venner i alle aldre. Det er en kæmpe berigelse, at jeg har Ritt i mit liv og en anden veninde, der er 79 år. De har det til fælles, at de begge holder sig friske, følger med og gør det, de kan. De har nogle andre erfaringsuniverser, der bliver en del af mit liv, og det sætter jeg enormt meget pris på."

Ritt: "Og det er gensidigt."

Aldersforskellen mellem Ritt og Christine har også haft en vis betydning i forhold til de fælles vandreture. På godt og ondt.

Ritt: "Altså, for mig betyder det selvfølgelig, at jeg føler mig mindre gammel, fordi jeg er med. Men samtidig har det også givet mig nogle oplevelser af, at jeg netop er det. Gammel. At der er nogle ting, som er vanskeligere for mig. Jeg vidste godt, da vi gik i gang med vandrebogen, at det selvfølgelig var en udfordring. Christine har taget det op og været opmærksom på det, og vi har talt om det. Især efter den første tur til Bornholm, hvor jeg faktisk ikke kunne klare det sidste stykke. Der følte Christine lidt, at hov, det burde jeg måske have tænkt over, men det synes jeg jo ikke. Det må jeg sørme selv tænke over. Og det var en meget god lærestreg."

Christine: "Jeg tænker ikke på Ritt som gammel. Og hver gang jeg siger det, siger Ritt: ”Jo, jeg er gammel, og jeg er pensionist”. Og det synes jeg faktisk, at der er et ret fedt statement ved. På turen herud i taxa talte vi om min brækkede ankel, og jeg sagde, at ja, men det havde jo være endnu værre, hvis jeg havde været et gammelt menneske og havde brækket den. Og så kom jeg i det samme i tanke om, at nå ja, du er jo gammel, Ritt, ha ha. Men normalt tænker jeg ikke over det, for du er jo enormt vital, og det sætter begrebet alder i relief. Hvad er det, der gør, at man oplever, at et menneske er gammelt? Det værste er måske ikke det fysiske, det er mere, hvis det mentale går i stå, og man f.eks. ikke har mod på at prøve nye ting. Samtidig betyder det fysiske noget, det kunne jeg jo godt se på Bornholmerturen, men jeg glemmer, at Ritt er 80 år, netop fordi hun er så frisk og vil så meget."

Ritt: "Jo, jo, jo … men vi skriver også i bogen, at andendagen på en vandretur godt kan være svær. Jeg har været på andre vandreture med veninder, og der har jeg været ude for, at jeg skulle sætte mig ned på en træstub og ramte helt ved siden af. Der tænkte jeg, okay, nu er den altså ved at være gal, nu skal du vist ikke gå meget længere. Og der er det lidt farlige jo, at hvis man ikke har tænkt over det i forvejen, kan man være et sted, hvor der ikke er andre veje end fremad."

"Der er ikke noget med lige at gå en smutvej til venstre eller tage en taxa, hvis du er langt ude i naturen. Så må man blive ved med at gå og så ellers holde flere pauser. Det understreger bare, at planlægning er vigtig – af flere grunde – når man vandrer."

Christine: "Ja, og planlægning er også noget med f.eks. at huske at have vand nok med, hvis det er meget varmt, som det var på Bornholm. Måske var det også, fordi du ikke fik nok væske, Ritt, at du fik det skidt på den tur. Da vi begyndte på bogen, tænkte vi, at vi skulle gå mellem 15 og 20 km om dagen, men nej, nu er det maks 15 km."

Er det er din grænse, Ritt?

Ritt: "Ja, det er det. Men så kan jeg godt gå flere dage a 15 km. Og så har vi også lært – og det er også noget med alder – at jeg skal tisse hele tiden."

De griner højt begge to.

Ritt: "På et tidspunkt, da jeg igen havde siddet der på hug, måtte jeg sige til Christine, at det værste faktisk var, at det var SÅ svært at komme op igen. Hvortil Christine svarede: ”Så siger du bare til, så kommer jeg og giver dig en hånd”."

De griner igen.

Christine: "Og det er jo meget sjovt, for hvad er det, der gør, at man lærer hinanden rigtig godt at kende, når man vandrer? Det er selvfølgelig det, at man går og snakker, men det handler også om, at man lærer hinandens vaner, uvaner og svagheder at kende. Kroppen bliver jo enormt nærværende, når man er ude og vandre, og så indtræffer de der helt banale ting som, at man f.eks. skal tisse undervejs."

Ritt: "Men du skulle aldrig tisse …"

Christine: "Jeg var god til at holde mig, ha ha. En anden ting er, at vi begge to godt kan lide at bade, så hvis der var en mulighed for det undervejs, og der ikke lige var nogen i nærheden, så var det af med tøjet. Jeg havde da aldrig set Ritt uden tøj før, men nå, okay, nu har vi så set hinanden uden tøj på. Og det er fint nok. En del af det med at vandre er, at naturen – på alle måder – rykker tæt på."

De svære samtaler, som bliver nemmere at tage, når man går, har Ritt og Christine også haft.

Christine: "Jeg husker en samtale, hvor du delte, Ritt, at din mand, Søren, havde været syg. Det havde vi ellers ikke snakket om, og du fortalte blandt andet, hvad det havde betydet for jer i coronatiden. I er jo der i livet, hvor det kan være, at en af jer pludselig ikke er her mere. Og selvom vi kender hinanden godt, så er sådan en samtale noget, der skal have tid. Man skal arbejde sig lidt ind på hinanden og finde ud af, hvor balancen er. Det gav mig rigtig meget, at vi havde de samtaler, for det har også givet mig nogle tanker om, hvad jeg skal tænke i, når jeg selv bliver gammel. Ikke fordi alt skal være planlagt, men der skal være noget opmærksomhed på det. Jeg er trods alt så gammel, at jeg ved, at livet har en bagkant. Og jeg har en veninde, dig Ritt, som har været tæt på at stille træskoene, men som har kunnet tale om det."

Ritt: "Og kræften er der jo stadigvæk."

Christine: "Ja, og der sidder man jo ikke rigtig over rødvin og en dejlig treretters menu og siger: ”Nå, skal vi lige snakke lidt om døden?”. Vandring giver et rum til sådan en samtale."

Ritt: "Ja, det er jeg enig i. Men så har vi til gengæld også haft nogle sjove og glade samtaler om Jan, Christines mand …"

Må jeg høre lidt om det?

Christine: "Altså, jeg er gift med Jan, og det er et voksent, modent ægteskab. Han er jordens dejligste mand, og Ritt har været med hele vejen på sidelinjen."

Hvor længe kendt hinanden?

Christine: "Vi mødte hinanden for knap tre år siden på Roskilde Festival. Meget romantisk historie. Den vil jeg spare dig for …"

Nej, kom med den?

Christine: "Okay, ha ha, historien har faktisk også en vandrevinkel. Jeg var ude og spise med en god veninde. Hun er med i en anden vandregruppe, jeg har, hvor vi tager på nogle lidt større vandreture i Europa. Hun er også aktiv på Roskilde Festival, og hun spurgte mig, om jeg ikke havde lyst til at komme forbi til en flæskestegssandwich i Meyers Madhus om fredagen, hvor jeg var på festivalen. Det ville jeg gerne, og så sagde jeg sådan lidt afslutningsvist: ”Nå, men du skal jo også lige huske at sige til, hvis du kender en sød mand.”"

Hun griner.

Christine: "Min veninde tænkte sig lidt om og sagde så: ”Det GØR jeg, du skal da møde Jan, hvorfor har jeg ikke tænkt på det før!” Hun fortalte, at han var afklaret fraskilt, havde voksne børn, var høj og havde sunde fritidsinteresser som badminton og sejlads. Top, sagde jeg, ham kører vi med. Og så grinede vi lidt af det. Da jeg så skulle på Roskilde om fredagen, fik jeg en sms om, at Jan også ville komme. Vi møder hinanden, falder bare i hak og har været sammen siden."

Christine smiler over hele ansigtet. Det gør Ritt også.

Ritt: "Ja, og jeg fik en lykkelig opringning fra Christine: ”Nu skal du bare høre…!”"

Så det var kærlighed ved første blik?

Christine: "Det var det simpelthen. Så kom coronanedlukningen, vi havde rigtig meget tid sammen, og så valgte vi at blive gift året efter. Det føltes godt og rigtigt, men vi gjorde det helt hemmeligt. Nu til sommer holder vi den store fest, og derfor skal den her ankel bare være i orden."

Ritt: "For mig har det været sjovt at følge med i, hvordan det udviklede sig med Jan, og på et tidspunkt sagde jeg til Christine, at nu sørger I vel for at blive boende hver for sig. Ja, ja, jeg har jo min egen lejlighed, svarede hun, indtil hun en dag kom og fortalte, at nu havde de været ude og kigge på lejlighed sammen … Men det er jo så skønt, og jeg har truffet Jan og kan godt forstå, at Christine synes, han er dejlig."

Christines ankelbrud har sat mange tanker i gang hos hende. Det er et voldsomt brud, som kommer til at kræve lang genoptræning, og hun har talt med lægerne om, hvorvidt hun kan forvente varigt mén.

Christine: " De har sagt til mig, at jeg vil komme til at cykle og gå igen, men at det godt kan være, at der kommer en lille stivhed i anklen, så det kan blive svært at vandre langt og kuperet. Og jeg kunne godt tænke mig at vandre bl.a. Himalaya på et tidspunkt, når jeg bliver gammel og ikke har et fuldt arbejdsliv længere og…"

Ritt: "AJ, Christine! Nu bryder jeg virkelig ind her, for det var det, du lærte af din mor. At du ikke måtte udsætte noget. Christines mor talte hele tiden om alt det, hun skulle, når hun blev gammel, og hun blev ikke ret gammel. Da vi lavede bogen ”Mødre og døtre” snakkede vi meget om, at det ikke kan nytte noget, at man udsætter det, man gerne vil."

Christine: "Okay, så vil jeg rette mig selv. For det mener jeg stadigvæk. God pointe, Ritt. Men jeg vil ikke kunne bestige Himalaya eller andre bjerge, hvis jeg ikke kommer op på dupperne med den her ankel. Det er første gang, jeg har fået en skade, hvor jeg tænker, at min bevægelsesfrihed bliver indskrænket, også når jeg bliver gammel. Og jeg kan love for, at jeg går i gang med min genoptræning, så snart jeg må, og det er derfor, jeg er her i dag, selvom det er besværligt med krykker. Den vigtigste pointe i det her er, at hvis man vil have et aktivt liv som gammel, er det bare om at passe på kroppen og blive ved med at være aktiv og bruge den. Præcis som Ritt gør. Hun er et stort forbillede."

De bedste vandreidéer fra Ritt og Christine

Christine: "Tag så lidt som muligt med. Bagagen skal være let, og man kan alligevel ikke tage højde for enhver situation. Tjek vejrudsigten og tag evt. et let regnslag med. Og pak en sarong ned i stedet for et tungt håndklæde, hvis du gerne vil bade undervejs. Sarongen tørrer hurtigt og kan også bruges over skuldrene, hvis du er ved at blive solskoldet. Vi har gået i almindelige sneakers, det kan man sagtens her i Danmark. I det hele taget går vi ind for, at man bare bruger de ting, man allerede har. Det er ikke nødvendigt at investere i en masse nyt udstyr for at vandre herhjemme. Husk også lidt ekstra papir og hånddesinfektion, for når man skal, så skal man. Og tag en pose med til det brugte papir."

Ritt: "Vi har sat fokus på kvindefællesskaber i vores bog, og vi har fundet lokalkendte kvinder alle de steder, hvor vi har gået, så de har kunnet fortælle om området undervejs. Vi har selvfølgelig et godt netværk og måske lettere adgang til nogle mennesker, men alle kan google f.eks. lokale historikere eller andre, der tilbyder vandreture. Vi har også gået med lokalkendte veninder, og på den måde har vi lært nyt om både veninderne og om de områder, de bor i."

Christine: "Det er jo vigtigt at kunne finde rundt, og jeg vil gerne anbefale den app, der hedder Maps.Me. Den har alle de små stier med. Ritt vil helst have et stykke papir i hånden, så hun printer kort ud hjemmefra eller tager Naturstyrelsens små foldere. Det er nok et af det steder, hvor alder spiller ind, ha ha."

Ritt: "Det er sjovt at have en idé med sin vandretur. Vi er f.eks. optaget af Elsebeth Egholms krimier, som foregår i Aarhus, og vi kunne godt tænke os at vandre derovre. Så vi fik arrangeret en tur rundt med Elsebeth, hvor vi gik i fodsporene på en af hendes karakterer, Rina. Det kan man også sagtens selv gøre. Andre idéer er f.eks. at vandre rundt i København og se alle de nye broer. Man kan også lægge en rute efter statuerne i en by eller efter pladserne."

Christine: "Vi har prøvet at lægge vores vandreture, så man kan komme ud til ruterne med offentlig transport. Samtidig er vi ærlige om, at vi et par gange har været nødt til at tage en taxa, fordi bussen f.eks. lige var kørt, og ja, vi ved, at vi er privilegerede, at vi har kunnet gøre det, og for det meste kan man sagtens undgå det."

Ritt: "Giv en vandregave. Jeg fik en vandregave af min ven, som er planchef i Nordhavn. Det var en vandretur rundt derude og en frokost. Det var sjovt at se alt det nye og futuristiske kombineret med vandet, og jeg tænkte straks, at Christine også skulle med derud, så det kunne blive en af ruterne i bogen. Jeg ønsker mig ikke længere ting, jeg ønsker mig noget, der enten kan spises eller opleves. Og en vandregave kan være begge dele."

Christine: "Det er en rigtig god idé at planlægge en vandretur hjemmefra. Ritt og jeg har mindst en ting til fælles, og det er, at vi elsker at organisere og planlægge. Vi har stået for vores ture på skift. Man kan selvfølgelig godt komme herud på Amager Fælled og bare gå ud i det blå, men det er sjovt lige at læse lidt op på det. Herude ligger f.eks. Pinseskoven, som er selvsået birkeskov. Hvorfor kommer der lige sådan en? Og hvordan var det egentlig med militæret herude i gamle dage? Det giver en ekstra dimension til turen, at man lige forbereder sig og deler sin viden med dem, man går med."

Se, hvad vi ellers skriver om: Gåture, Veninder og Bøger
Tilbage til toppen