Når svigerfar tryner familien
Når svigerfar tryner familien

Problemer med svigerforældre

Sådan takler du en dominerende svigerfar

Skal man som svigerdatter tage kampene – eller føje patriarken i form af ens svigerfar? Maja valgte kampene, men det kostede mange frustrationer, og hendes mand var tæt på at miste sine forældre. Læs hendes historie og få ekspertens råd til, hvordan du takler en dominerende svigerfar.

EKSPERTENS LØSNING: Sønnen må træde i karakter


Marion Thorning, konfliktmægler og sundhedsplejerske, Marionthorning.dk.

 

Hvorfor opstår der problemer mellem svigerforældre og svigerbørn?

− Hvis forholdet mellem forældre og voksne børn er afklaret og godt, opstår der sjældent problemer, når der kommer svigerbørn. Men det kan ske, at datteren eller sønnen finder en partner, der kommer fra et helt andet familiemønster eller en anden kultur, ment i den bredeste forstand, hvor kultur handler om, hvordan og hvor meget man er sammen som familie, eller hvor tætte man er. For det kan være svært f.eks. at komme ind i et dynasti, hvor familiemedlemmerne er meget sammen.

 

Hvilken rolle spiller svigerfædrene i konflikter med svigerdøtre?

− Hvis det er en markant, ældre mand, som er vant til at styre familien, vil han forsøge at styre sin søn og nye svigerdatter. Hvis han ikke synes, at den nye svigerdatter passer ind, kan han sætte sin egen dagsorden og sige: ”Sådan plejer vi at gøre, så vi forventer, at I gør, som vi plejer”. Så giver den nye svigerdatter meget høfligt efter, og pludselig styrer det gamle par det hele.

 

Hvordan skal sønnen forholde sig til sin dominerende far?

− Hvis han kommer fra en familie med et patriarkalsk overhoved, og hans kone kommer fra en hel anden type familie, bliver han nødt til at være brobygger. Jeg ser ofte, at den, der bliver gift ind i familien, står alene med sit problem, fordi sønnen ikke tør tage opgøret med sin far eller mor. I stedet er han ”tappert” neutral og vil ikke tage stilling. Sønnen skal bryde ind, så snart han mærker konflikten nærme sig, så han kan håndtere den på en rolig måde eller spørge sin mor, om de sammen kan gøre noget. Hvis man udholder for længe og er ved at blive kvalt af konflikten, kan man ikke sige tingene på en hensigtsmæssig måde.

 

Hvordan skal ”det unge par” håndtere konflikten?

− Vil svigerdatteren selv snakke med sin svigerfar, kan hun sagtens gøre det, men sønnen skal signalere over for sin far, at han støtter sin kone. Det er bedst, at svigerdatteren selv fortæller, hvor grænsen går. Så viser hun, at hun er i stand til tackle den type situationer, og svigerfaderen får mere respekt for hende. Men hvis han fra begyndelsen er fuldstændig afvisende over for hende, må sønnen træde i karakter. Kan han ikke det, må den unge kone gøre op med sig selv, om hun kan leve sammen med en mand, der ikke forsvarer hende.

 

Hvordan griber den unge kvinde helt konkret samtalen med sin svigerfar an?

− Svigerdatteren bliver nødt til at lave en fælles dagsorden med svigerfaderen for at få ham til at lytte. Hun kan spørge, hvad han siger til at tage en snak, og når de sidder der, kan hun sige: ”Hvad siger du til, at jeg fortæller, hvordan det er for mig, og så lytter du?”. Hun kan bruge den sidste konkrete situation, som har været ubehagelig for hende, så det hele ikke kommer ud på én gang. Hvis hun siger: ”Du blander dig hele tiden…”, vil han sandsynligvis sige, at det er han i sin gode ret til.

 

Vil sådan en samtale virkelig ændre noget?

− Svigerdatteren har haft lang tid til at tænke over konflikten, men når hun møder sin svigerfar, bliver han taget på sengen, og så reagerer man kraftigt. Han går i forsvarsposition, men han vil også tænke over, om der kunne være noget om snakken. Næste gang de mødes, vil han stadig være brovtende, men han vil klappe hesten lidt. Han vil ikke vise, at han har givet sig, men han gør det over tid. Man kan ikke forvente, at folk ændrer sig, men hun kan beslutte, hvad der skal være anderledes, og hvad hun kan leve med. Måske skal han stoppe med at irettesætte hende foran børnene, mens hun kan leve med, at han kritiserer maden.

Ifølge konfliktmægler Marion Thorning er de fleste mænd vilde med deres svigerdøtre af den simple grund, at hun er en kvinde. Helt samme princip som gør, at mødre ofte synes, at deres sønner er lidt mere fantastiske end deres døtre. Fordi der er noget mystisk og uidentificerbart ved det andet køn. Men forholdet mellem svigerfædre og svigerdøtre er ikke altid problemfrit. Den patriarkalske svigerfar og hans måske kæmpende svigerdatter med den vattede mand, som ikke beder sin far skrue lidt ned for charmen, er langt fra et sjældent syn. Og vejen ind i sådan en svigerfamilie kan være temmelig knoldet, for skal man føje den bestemte mand, som har ageret dukkefører for familien i årtier, eller skal man forsøge at bryde et fasttømret familiemønster?

41-årige Maja fik til sidst nok af sin kritiske svigerfars nedværdigende kommentarer og sagde fra. Men vredesudbruddet løste langt fra knuderne, og Majas mand Anders måtte i lange perioder undvære sine forældre. Her er Majas historie om sin patriarkalske svigerfar.

Den store dag
I foråret 2008 slår Anders' forældre det afgørende skår i forholdet til deres søn og svigerdatter. Maja og Anders lægger små planer for deres bryllup. Det er anden gang, at Maja skal give sit ja til en mand, og Anders har også tidligere været i et langt forhold, så ingen af dem drømmer om kirkegulv, snublende versefødder på "Jeg er havren" eller blomsterdekorerede festlokaler. Egentlig vil de bare sikre hinanden. Sørge for, at hvis ulykken rammer, og én af dem dør, kan den anden blive boede i deres fælles hus. 

virkeligheden er det måske mest Maja, parret vil sørge for ikke pludselig står uden tag over hovedet. Forholdet til Anders' forældre og Anders' søns mor er så konfliktfyldt, at faren for, at de vil lade Maja stå uden midler, føles skræmmende reel. Men på trods af planerne om et bryllup uden festivitas, føles det alligevel sørgeligt ikke at skulle hejse flaget for kærligheden. Så parret beslutter i 11. time at holde en fest i hjemmet i Odense med lækker mad og god rødvin efter en tur på rådhuset. Afslappet og hyggeligt. Med nervøsitet inviterer de Anders' forældre. Anders far har aldrig brudt sig om Majas indlemmelse i familien. Det har fra første møde været helt åbenlyst. Kommentarerne har været kontante, bemærkningerne kritiske og ekskluderingen benhård. Og nu er kontakten mellem brudeparret og Anders forældre forvandlet til sporadiske, formelle høflighedsvisitter. Men Anders håber stadig på forsoning, og med ondt i maven kører parret over Storebælt for at aflevere en personlig invitation til deres store dag.

− Det kunne de desværre ikke. "Vi har en middagsaftale", sagde de. De foreslog ikke at prøve at ændre den. Det var ikke engang en rund fødselsdag eller noget andet stort.

I dag, fem år efter, er Maja stadig vred. Opgivende og uforstående over for svigerforældrenes utilslørede afvisning.
− Det kan godt være, at de ville signalere noget over for mig, men deres kærlighed til ham måtte da veje tungere. Anders var så ked af det. Han kunne ikke holde en tale til brylluppet, fordi han var så såret over, at de ikke dukkede op. Han havde ikke været gift før. Aldrig har de spurgt til, hvordan det blev holdt, eller hvad vi havde på.

LÆS OGSÅ: Netdating - Her er mændene, du kan møde

Forelskelse og hårde ord
I lang tid, før hun mødte Anders, var Maja fast besluttet på, at hun aldrig skulle have en mand ind i sit liv igen. Efter skilsmissen fra faren til hendes 14-årige søn Jesper, holdt hun hårdnakket på, at nu skulle hun bare være single og MOR. Jespers far var en ballademager, og der var bare for meget rod med penge og damer, som Maja udtrykker det.

− Det var et kæmpe nederlag for mig at blive skilt. Jeg skulle opgive drømmen om at være sammen som kernefamilie, og min søn skulle være skilsmissebarn. Jeg skulle melde ud på arbejdet og i familien, at det glade ansigt, de så i går, var fake, og det hele var noget skidt. Den del af livet forsvor jeg, at jeg aldrig nogensinde skulle i nærheden af igen.

Men efter to år uden langvarige mandlige bekendtskaber gjorde en ferieflirt pludselig det andet køn interessant igen, og Maja oprettede en profil på en datingside. Og der dukkede Anders op.

− Han svarede tilbage, at han faktisk slet ikke var klar til at gå på dates, for han var lige kommet ud af et langt forhold. Så vi skrev og ringede bare sammen. Det var en fast tradition, at klokken halv ni, når ungerne var puttet og madpakkerne smurt, så var vi klar. Vi havde god kemi, og det hele var så uforpligtende.
Efter næsten to måneders skriblerier, konstante indtjek på datingsiden og sommerfugle i maven mødtes de to i Kongens Have i Odense. De gik en tur, og Maja faldt pladask for Anders.

− Han var så rolig og stor og havde god karma. Med Anders var en aftale, og et ord var et ord. Vi sparrede enormt godt om de ting, vi begge oplevede på jobbet. Og så var han et godt hug. De første måneder meldte vi intet ud, men vi forsvandt lidt for omverdenen, så der var en del, der vidste det.

I slutningen af 2005 efter et efterår i forelskelse mødte Maja første gang Anders' forældre. Han havde fortalt, at hans far kunne være lidt bombastisk. Kritikken sad løst på ham og blev kastet ud i rummet uden forvarsel. Men sådan var han over for alle. Det skulle man ikke tage så tungt, fortalte Anders.

− Bedst som du sidder der og har det hyggeligt, får du et eller andet smidt i hovedet. Jeg fortalte en sjov historie om, at Anders havde lavet mad, og det er absolut ikke en af hans spidskompetencer, og vi kommer til at grine. Så peger Anders' far pludselig på mig med en stiv finger og siger: "Du skal ikke sidde der og latterliggøre min søn!" Det ramte mig meget, for det var jo slet ikke for at håne Anders.

LÆS OGSÅ: Det gør du, hvis du forelsker dig i anden

Læs resten af interviewet på næste side... Kritik, fornærmelser og skænderier
Der var ingen opblødning at spore fra svigerfaderens side. For Maja var det tydeligt, at den stive finger var et forvarsel på, hvad hun kunne forvente de næste mange år. Hun skulle rettes på, kritiseres og sættes på plads hver eneste gang, hun så sine svigerforældre.

− Da Anders og jeg flyttede sammen, fredede vi begge to én ting. Anders fredede sin store fladskærm, og jeg fredede mit spisebordsarrangement. Det vidste Anders' far. Alligevel yndede han hver eneste gang, han kom ind i vores hus at pege på spisebordet og sige: "Hvad fanden, har I ikke smidt det lort ud endnu?".

Også børnene var et afholdt kritikpunkt for Majas svigerfar. Både Maja og Anders bragte hver en søn ind i forholdet. Anders' søn var kun fire år og en lille vildbasse. Hang i gardinerne og krævede lidt opdragelse ved bordet. "Dine og mine børn" vejede ikke tungt hos den lille familie, så Maja påpegede også, at Anders' søn skulle sidde ordentligt.

− Vi lavede en regel om, at når vi var i sommerhuset, skulle drengene tage skoene af, når de havde leget ude i haven. Anders' søn kom en dag løbende ind, og jeg bad ham gå ud og tage skoene af, men blev afbrudt af min svigerfar: "Tag dine sko på. Det skal hun ikke bestemme!". Hvis jeg sagde, at drengene skulle spise op, sagde han, at det behøvede de ikke. Sagde jeg ingenting, var det for dårligt, at vi ikke opdragede på vores børn. Alt med ham var magtkampe. Ligegyldig hvad vi gjorde, var det ikke godt nok. Anders blev også kritiseret.

Alligevel var der i begyndelsen ikke meget opbakning og støtte at hente hos Anders. Det var jo bare hans fars form for humor. Han mente det ikke så slemt. Men Maja var dybt frustreret, og så begyndte skænderierne.

− Vi havde en kløft imellem os og noget i vores forhold, som ikke fungerede. I begyndelsen sagde Anders: "Hvorfor kan du ikke bare glemme det? Det har ikke noget med dig at gøre." Han havde hørt på de spidse bemærkninger hele sit liv og kunne ikke længere reagere på de samme fornærmelser. Jeg er glad for, at han på et tidspunkt trådte et skridt tilbage og så på sin far. Han kunne jo godt se problemet. Derfra stod han bag mig og støttede mig hele vejen. Når de forsøgte at få ham til at vælge mellem dem og mig, valgte han altid mig.

Den sidste jul
I 2006 lagde Maja og Anders hus til juleaften og inviterede Anders' forældre. Anders' far stod stejlt på detaljer som, at der skulle serveres risengrød til forret, og ris a la manden burde droppes. Det er et affaldsprodukt, erklærede han. Der var ingen anerkendelse for Majas timer med opsmøgede ærmer i køkkenet, og efter en lang aften kunne hun ikke holde de indestængte følelser tilbage.

− Der kommer et tidspunkt, hvor man ikke kan finde sig i mere. Og for mig var det den juleaften. Dér sagde jeg, at han skulle stoppe med at tromle henover os konstant. Jeg kan slet ikke huske, hvad og hvor meget jeg sagde. Jeg sagde det så hurtigt efter hinanden. Jeg var så gal og ked af det.

Som ventet forstod Anders' forældre ingenting, men reagerede med vrede. Der blev lagt låg på diskussionen, og alle gik i seng. Første juledag var egentlig sat af til julefrokost og familiehygge, men efter morgenmaden takkede Anders' forældre af. I flere måneder derefter var forholdet fuldstændigt frossent og umuligt at tø op trods ihærdige forsøg.

− Måske handler det om, at jeg er en dygtig pige, der har klaret mig selv. Måske har han følt sig truet. Jeg føjede ham ikke, og jeg tror, det irriterede ham, at jeg fik en rolle i forhold til Anders' søn. Han forstod ikke, hvorfor jeg skulle blande mig i hans barnebarns opdragelse. Havde Anders' far ikke været der, havde hans mor været langt mere forstående. Jeg tror, at hun har stået i mange situationer i sit liv, hvor hun har været nødt til at bakke ham op. Så var livet nemmere for hende.

I otte måneder så Anders og Maja slet ikke Anders' forældre. Endelig gik de med til at holde forsoningsmøder. Møder, som Maja er sikker på, at Anders' mor pressede sin mand til. Hun føler i hvert fald, at han hverken udviste vilje eller forsøgte at få forholdet til at fungere med sin søn og svigerdatter. Maja gik hver gang derfra med en følelse af at være blevet latterliggjort.

"Tak for den tid, vi har kendt hinanden"
Forholdet blev aldrig rigtig godt efter den juleaften. Forældrene foreslog flere gange, at Anders kunne besøge dem alene, men han støttede sin kone, og svarede, at de gerne ville komme alle sammen. Til det fik han bemærkningen: "Tak for den tid, vi har kendt hinanden." Anders begyndte at frygte, at han skulle lægge sine forældre i graven uden at være forsonet med dem, og skylden åd Maja op indefra.

− Jeg følte, at jeg havde ødelagt hans familieforhold. Det var en kæmpe forløsning at gå til en psykolog, som sagde: "Tror du, at du kan bryde ind i noget, der har varet i 40 år? Hvis deres relationer havde været ok, kunne du have været nok så dum, det havde ikke rykket på noget". Det her handlede ikke om, at han ikke kunne lide mig. Det var måske en del af det, men han ville bare have tingene på sin måde. Og fik han ikke det, ville han ingenting.

I dag ses Maja og Anders meget sjældent med Anders' forældre. Når de kommer på besøg, forsøger Maja at lave ting sammen med drengene, og hun lader dem bestemme menuen, så Anders far ikke kan kritisere maden. Familien berører kun overfladiske emner og taler om, hvor dyr Kærgården er blevet, eller hvem i svigerforældrenes vennekreds der er blevet syge.

− Når de kommer, er jeg altid stresset og ked af det bagefter. Det rører noget i mig, at der sidder en mand, som i princippet burde ville mig det bedste, men som har brug for at nedgøre mig på den måde. Når jeg ser tilbage, skulle jeg aldrig have sagt noget til dem. Vi skulle bare have trukket os tilbage og set dem mindre. Jeg tager ikke kampene længere, og hvis kritiske emner kommer op, holder jeg mund. Jeg kan ikke vinde den her kamp, så jeg ser dem for Anders og hans søns skyld.

Af hensyn til familien er Maja og Anders opdigtede navne. Deres rigtige identitet er redaktionen bekendt.

Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi