Som ung var Sarah Grünewald truende overfor andre: ”Det var et råb om hjælp”

Som teenager havde tv-vært og skuespiller Sarah Grünewald det ikke altid helt nemt, og i podcasten ”Mit Yngre Jeg” beskriver hun perioden fra hun er 13 til omkring 19 år gammel som mudret.

”Jeg kæmper rigtig meget med det meget mørke og finder tryghed i at have det dårligt,” siger hun i podcasten og beskriver, hvordan de svære tanker var lidt uventede, fordi hendes tidlige år var gode på hjemmefronten.

”Min barndom var faktisk okay. Jeg voksede op på landet på Falster, red heste, havde min egen hest, spillede meget musik. Min mor og far var et anderledes forældrepar, for min mor var stewardesse og fløj meget, og jeg fik også lov til at flyve med hende. Min far havde restaurant og kørte i en gammel Porsche. Og når jeg ser tilbage på mine forældre dengang, så var de faktisk et ret cool par.”

Begge hendes forældre havde dog meget skæve arbejdstider, og det efterlod ofte en ung Sarah Grünewald lidt til sig selv.

LÆS OGSÅ

Sarah Grünewald om mørk fortid: Jeg ville ikke leve mere

Den 41-årige vært og model Sarah Grünewald fortæller om en hård tid, hvor hun var tæt på at gøre det hele forbi.

”Jeg følte mig alene og trivedes derfor ret godt i mørket. Jeg begyndte også at være meget selvdestruktiv. Så jeg startede i en meget ung alder med at ryge hash og eksperimentere med stoffer, og fandt på en eller anden måde helle i at bedøve mine følelser,” siger Sarah Grünewald.

”Jeg tror faktisk, jeg var allermest ked af det lige inden jeg kom på efterskole, fordi jeg kunne mærke, hvor ked af det min mor var, og hvor bange hun var for at miste mig. Men at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gøre mig selv.”

”Jeg kunne ikke trives. Jeg trivedes ikke i skolen, og jeg trivedes ikke rigtig derhjemme.”

Var truende og stjal

Sarah Grünewald oplevede, at mange af de jævnaldrende i hendes nabolag på Falster var lidt overladt til sig selv, præcis ligesom hende. Og derfor var det naturligt, at de fandt et fællesskab i hinanden. Men der var ikke tale om en sund gruppedynamik.

LÆS OGSÅ

Cathrine Widunok Wichmand om sin barndom: ”Jeg tænker altid, at det er der ikke nogen børn, der skal opleve”

En skilsmisse kan være noget af det sværeste at komme igennem – og for Cathrine Widunok Wichmand påvirkede hendes forældres skilsmisse hende rigtig meget i mange år fremadrettet. I ALT for damernes podcast ’Tungdom’ fortæller hun åbent om sin svære barndom.

 ”Jeg har både været butikstyv, og jeg har også været voldelig. Det har jeg. Vi var en pigegruppe, som passede på hinanden, og vi hørte også med i en drenggruppe. Jeg har også haft fat i drengenes kraver og sagt, ”hvis I ikke opfører ordentligt, så får du en på skallen.” Jeg vil så sige, at jeg ofte truede med det, og når slåskampene så begyndte, så var jeg den, der var løbet,” siger hun med et lille grin og fortsætter:

”For jeg var jo bare en lille fugl, ikke? Jeg kunne ikke rigtig slå. Men jeg var ikke bange for konfrontationerne og jeg var meget fanden i voldsk. Men det var jo et råb om hjælp.”

”Og når jeg var i de her fællesskaber, så var det enormt selvdestruktivt, hvor jeg ikke trivedes med mig selv. Altså på den måde, at vi tog ret mange stoffer, og det var voldsomt.”

I dag kan Sarah Grünewald se, at den ADHD-diagnose, hun har fået stillet senere i livet, højst sandsynligt også har spillet en rolle dengang.

”Jeg ved jo, at jeg har ADHD, og jeg tror, at mine forældre havde lidt svært ved at forstå, hvor min rastløshed kom fra. Hvorfor jeg ikke bare kunne være hjemme, hvorfor jeg ikke bare kunne slappe af og tegne eller sidde stille på skolebænken. Og det kunne jeg jo nok heller ikke selv forstå, og derfor fandt jeg bare et miljø, hvor andre måske også har været diagnosebørn. Og vi fandt en måde, hvor vi kunne bedøve os selv lidt, og det var jo en virkelig usund måde, der aldrig ender godt, men dengang var det rart at være i de fællesskaber.”

Et nyt fællesskab

Efter 8.klasse skete en stor forandring i Sarah Grünewalds liv, som bragte hende fra Falster til Langeland.

LÆS OGSÅ

Før Sarah Grünewald fik diagnosen ADD, var hverdagen som mor hård: ”Det er et tabu”

Sidste år fik Sarah Grünewald diagnosen ADD og startede efterfølgende på ADHD-medicin. Det føltes som en gave, fordi hun nu har fået styr på sit tankemylder – og så er det blevet nemmere at være mor.

”Jeg tager min 9. klasse på Langelands efterskole, og dér bliver jeg faktisk mere eller mindre hjulpet hen af en sagsbehandler,” siger hun.

I det nye miljø på efterskolen skete også noget indeni Sarah Grünewald.

”Set i bakspejlet ramte sagsbehandleren bulls eye ved at flytte mig langt væk, hen til Langeland. Og på Langeland var der musik, og der var kunst, og der var teater, og der var et fællesskab, hvor man vågner med hinanden, og du går i seng om aftenen, og når du står op, så er folk der stadig. Og for mig var det første gang, jeg fik lov til at tænke lange tanker – og der var også tid til at man sagde højt, hvordan man havde det. Blandt mine venner derhjemme var det ikke på samme måde okay at have følelser, der var lidt svære.”

Forandringen inde i unge Sarah Grünewald kunne også ses på hendes udseende, husker hun.

LÆS OGSÅ

”Mine nærmeste blev en forhindring, fordi de stjal min tid”

Hun havde haft sit drømmejob som forlagsredaktør i et år, da det i januar gik op for Lise Rønne, at hun svigtede sine børn, når arbejdet definerede hendes liv. Og da hun sagde det højt, væltede det ind med tilkendegivelser fra folk, der genkendte sig selv. Nogle kalder den kendte tv-vært for privilegieblind, men Lise Rønne mener, at de fleste af os har flere muligheder, end vi tror, for at leve mere i overensstemmelse med vores værdier.

”Det er på Langeland som 15-årig at jeg endelig finder ud af, at jeg ikke behøver at være så mørk. Mine mange piercinger blev lov til at være der lidt endnu, men jeg var lidt goth-agtig, da jeg kom dertil og brugte meget eyeliner. Jeg havde også lige været skaldet, men nu lod jeg mit hår gro ud og det hele blev mere mildt og lidt hippieagtigt. Og hippe betød jo også kærlighed dengang, og at man blev krammet.”

For Sarah Grünewald understreger hendes oplevelser fra ungdommen, at hun vil gøre meget for at undgå at komme derud igen.

”Man kan sige, at nu sidder jeg og smiler den dag i dag, men jeg tror også, at det skyldes, at jeg har besøgt det mørke, og også har måttet tage en beslutning om, at dér vil jeg ikke hen igen. Men det har krævet arbejde, og det gør det stadig den dag i dag.”