"Vi har delt så mange svære stunder, at vi ikke har overtaget vores fars skam"

Det er ikke så tit, at søstrene Marie, Signe og Vibeke Brixtofte er samlet alle tre. Det kommer de til at tænke over denne morgen, hvor de sidder i Maries lille havestue for at fortælle om deres opvækst, ligheder og forskelle og ikke mindst den far, de har til fælles.

Marie: "Fordi vi aldrig har boet sammen alle tre, har det på en eller anden måde altid været sådan, at vi mest har set hinanden to og to. Signe og jeg. Vibeke og Signe. Vibeke og jeg. Det betyder ikke, at vi ikke har det godt alle tre sammen, men barndomsminderne er to og to, og i dag er vi nok mest samlet, når der er børnefødselsdage i familien."

Da Marie var tre år og Signe halvandet, blev deres forældre skilt. Pigerne boede først med deres mor, Karen, i Hillerød og Farum. Da de var henholdsvis otte og seks år, flyttede de med moren til Mols, og hver anden weekend var de i Farum hos deres far, Peter Brixtofte, og hans nye kone Gertie. I 1990 kom Vibeke til verden, og da Marie var 13 år flyttede hun over til sin far og hans lille familie. Signe flyttede siden efter, da hun skulle i gymnasiet som 15-årig.

Marie: "Jeg boede sammen med Vibeke, fra hun var 2-6 år, men jeg nåede at flytte hjemmefra, inden Signe flyttede til Farum. Signe og Vibeke boede sammen i omkring tre år, indtil Signe også flyttede hjemmefra."

Hvordan var jeres forhold til hinanden dengang?

Marie: "Signe og jeg var tætte i tykt og tyndt og brugte hinanden til alt, da vi var børn og unge. Hvis der skete noget svært i familien, så talte vi altid sammen om det, men til gengæld talte vi nok ikke med andre om det."

Signe: "Når man har skilsmisseforældre, er det enormt rart at have en søskende, man kan dele alt med, og som forstår det hele. Jeg var kun seks år, og Marie otte, da vi begyndte at flyve alene frem og tilbage mellem vores forældre, og vi fandt meget tryghed i, at vi havde hinanden."

Og hvad med dig, Vibeke, der er jo ti år mellem dig og Signe og 12 år mellem dig og Marie?

Vibeke: "Min barndom kan godt være lidt uklar, så jeg har ikke som sådan tydelige minder om at dele en barndom med Marie og Signe. Jeg kan næsten ikke huske den periode, hvor Marie og jeg boede sammen, fordi jeg var så lille. Men jeg kan huske at bo med Signe. Hun passede mig en del og reddede mig tit, når jeg havde nogle krisesituationer. Fra 1999 til 2009 boede Marie i London, og jeg rejste tit over og besøgte hende en hel weekend. Signe var med mig, da jeg fik lavet huller i ørerne, og bagefter fik jeg en masse øreringe i fødselsdagsgave af jer begge to. I var sådan nogle seje storesøstre, som jeg så meget op til. Og som jeg stadig ser op til. I dag føles vi jo mere jævnaldrende, men da jeg stadig er studerende, holder jeg nok på en eller anden sjov måde min plads som den lille."

Signe: "Det var ellers meget sjovt sagt..."

Marie: "Du er måske mere genert, Vibeke?"

Signe: "Men du er meget på i dag. Virkelig."

Marie: "Ja, det er rigtigt, du plejer ikke at sige så meget, Vibeke. Jeg havde faktisk tænkt, at vi skulle hive tingene lidt ud af dig i dag, ha ha."

Vibeke: "Ja, jeg har altid haft den rolle. Men det er nok fordi, jeg har været så meget yngre end jer. Jeg har tit bare holdt mig til ungerne, hvilket jeg har syntes var fedt, men måske er jeg begyndt at tage en anden plads også."

Signe: "Vibeke og jeg måske er mere hjemme og har ofte valgt jobs derefter. Hvor du, Marie, arbejder meget og er en del væk hjemmefra. Du har gang i alle mulige projekter og er lidt ustoppelig på den front. Samtidig ved jeg, at du er en enormt nærværende mor og laver så mange hyggelige ting med din familie."

Vibeke: "Og der minder du meget om far, Marie."

Signe: "Ja, og nu skal man jo ikke blande sig i hinandens liv, men det er nok min bekymring med dig, Marie. Jeg ved, at din familie også betyder enormt meget for dig, men hvis jeg skulle give dig et søsterråd, så ville det nok være, at du skal passe lidt på med, hvor meget du arbejder."

Marie: "Absolut. Det er min afhængighed og min kamp her i livet. Jeg vil virkelig gerne arbejde hele tiden, men jeg hader at arbejde hele tiden. Og det er jo det, der kendetegner afhængighed. Det sjove er, at hvis jeg havde været en mand, så havde man ikke tænkt så meget over det. Det bliver mere tydeligt, fordi jeg er kvinde."

Sig navnet Brixtofte, og de fleste over en vis alder vil straks tænke på Farums borgmester fra 1985 til 2002, Peter Brixtofte. Manden, der i årevis var kendt som den hårdtarbejdende, gavmilde og innovative bykonge, der bl.a. sendte pensionisterne på kommunalt betalt ferie, fik bygget Farum Arena og Farum Park, og som uddelte Compaq-computere til kommunens skolebørn.

Men også manden, der ved tre instanser i 2006 og 2008 blev idømt fire års fængsel for groft mandatsvig i den såkaldte Farumsag. Peter Brixtofte var også uofficielt kendt for sin hang til vin, men det var først efter hans død i 2016, at det for alvor blev sagt højt, at han havde været alkoholiker.

Noget, som Marie i 2019 for alvor satte ord på i sin selvbiografiske bog ”Kun når det regner”. Peter Brixtofte er også den røde tråd i dagens samtale mellem de tre søstre, for han er helt klart den faktor, der binder dem allertættest sammen på godt og ondt.

Marie: "Nu må I korrekse mig, hvis jeg typecaster jer på en måde, der ikke er rigtig, men i et hjem, hvor der er blevet drukket meget, får børnene ofte nogle typiske roller. Den ene rolle er helterollen eller overachieveren. Det er det barn, der skal have 12 i alt, som f.eks. flytter til udlandet, og som måske skriver en bog om det hele. Og nu er det ikke for at udråbe mig selv som helten, men det er den rolle, jeg har haft, måske fordi jeg er den ældste. En anden rolle er entertaineren eller klovnen, og det er dig, Signe. Det var altid dig, der lavede fis og ballade, og som havde den vildeste humor. Og så er der det usynlige barn. Det barn, der måske er lidt genert, og som går under radaren, og den rolle har du haft, Vibeke."

Vibeke: "Egentlig tror jeg ikke, at jeg er genert, det er jeg ikke med venner, men i familien har jeg haft den rolle. Helt hundrede. Jeg havde også rollen som den, der var god med en bold. Jeg spillede fodbold, og den interesse delte jeg med vores far."

Hvor følte du, at du skulle klare dig godt, Signe?

Signe: "Min far kunne godt lide den måde, jeg var med mennesker på. Han syntes, at jeg var god, når der var kriser, og han sagde tit, at man altid kunne regne med mig. Men jeg vil nu sige, at det er et fællestræk for os alle tre, at vi er gode med mennesker."

Vibeke: "Ja, vi går alle meget op i, at andre har det godt. Når vi er i et selskab, er vi meget opmærksomme på, at alle er glade. Jeg har altid prøvet at se det som en positiv egenskab, men jeg ved jo godt, at det er noget, der kommer af, at vi har haft en alkoholisk far. Når man lever sammen med et menneske, der drikker, bliver man meget opmærksom på, hvordan andre har det."

Marie: "Ja, og der har vi nok alle måttet lære, at det er fint nok at ville hjælpe andre, men man har ikke ansvaret for andre mennesker. Det har de selv."

Som den ældste i flokken var det Marie, der først fik øje på farens alt for store alkoholindtag. Allerede som 13-årig, da hun flyttede ind hos ham, bemærkede hun, at han benyttede enhver lejlighed til at åbne en flaske vin.

En morgen satte hun sig ned med ham og sagde: ”Jeg vil gerne have, at du ikke drikker hver dag.” Hvortil han svarede, at hun slet ikke skulle være bekymret, for han holdt hver januar alkoholfri. Den unge Marie kunne mærke, at hendes far ikke ønskede konfrontationen, og derefter var der en slags stiltiende overenskomst imellem dem om, at det var et emne, der ikke skulle bringes på banen.

Når hun tænker tilbage på det i dag, er hun ikke i tvivl om, at hendes far allerede på det tidspunkt var afhængig af alkohol, men dengang kunne hun ikke sætte ordet alkoholiker på det. En alkoholiker var jo sådan en sølle mand på en bænk. Hendes far, derimod, var en succes og arbejdede solen sort.

For redde sig selv lavede hun det, hun kalder det klassiske træk: Hun flygtede. Rejste til London, begravede sig i arbejde og måtte i en periode håndtere en spiseforstyrrelse samt et misbrug af speed og ecstasy. Signe og Vibeke, der blev tilbage, fik langsomt øjnene op for problemerne også, og de stod sammen om at hjælpe deres far. 

Vibeke: "Nej, jeg skammer mig ikke over, at han drak."

Marie: "Nej, men det er der mange børn af alkoholikere, der gør. Man siger, at skam skal deles væk, og jeg tror, at fordi vi har delt så mange af de svære stunder, så er skammen blevet delt, og vi har ikke overtaget vores fars skam."

Vibeke: "Det, tror jeg, er rigtigt. Det, jeg har været skamfuld over, har været de situationer, hvor jeg var meget offentlig med vores far, mens han var fuld. Det har I andre ikke rigtig prøvet, men jeg har haft mange af den slags kiksede oplevelser."

Hvilke oplevelser for eksempel?

Vibeke: "Situationer, hvor folk bare kunne se, at han var beruset. Han lagde ikke selv mærke til, at folk reagerede på det. Heldigvis har jeg kunnet tale med Marie og Signe om det efterfølgende."

Peter Brixtoftes forbrug af vin var noget, som mange kendte til, men som ingen talte højt om eller stillede ham til ansvar for, fordi han passede sit arbejde. Mange journalister vidste godt, at det var bedst at interviewe Brixtofte om formiddagen, men det var først, da sagerne mod ham begyndte at rulle i 2002, at det kom ud.

Her begyndte BT at skrive om hans dyre vinkøb og overskridelse af det kommunale repræsentationsbudget, hvilket førte til, at han samme år trak sig som borgmester. I november 2011 fik Marie en opringning fra sine søstre, som ville have hende med i en fælles intervention overfor faren.

De ville stille ham stolen for døren og sige, at hvis han ikke holdt op med at drikke, så ville de ikke se ham. Marie havde egentlig opgivet at gøre noget på det tidspunkt, men hun var klar, da hendes søstre rakte ud.

De havde skrevet et kærlighedsbrev til deres far og mødtes med ham for at få ham i et afvænningsprogram, men han smed dem ud af sit hus, og de så ham ikke i en længere periode.

Signe: "Jeg har efterfølgende tænkt, at det ikke var den rigtige måde at gøre det på, men det kan man ikke altid se, når man står i det. Den desperation, han havde i månederne efter, fordi vi ikke ville se ham, var jo forfærdelig. Ens børn er jo det allermest dyrebare, man har. Jeg er ikke ekspert, men når jeg prøver at sætte mig ind i, hvordan det må have været for ham, så synes jeg egentlig ikke, at det var okay, at vi gjorde det."

Marie: "Jeg har det lidt anderledes med det. Han holdt ikke op med at drikke og fik det tværtimod værre, men hvis vi ikke havde lavet det forsøg, så tror jeg altid, at jeg ville have tænkt, okay, tænk hvis vi havde lavet en intervention, kunne det så have reddet ham? Så jeg har lidt ro med, at det prøvede vi også. Og det virkede ikke."

Har I selv fået hjælp udefra til at håndtere nogle af de her oplevelser?

Vibeke: "Vi var på et pårørendeforløb på Majorgården. Det var der, vores far skulle have været på afvænning, men det endte så med kun at være os, der mødte op. Vi var de eneste i det forløb, der ikke havde ”vores misbruger” med."

Marie: "Jeg var 32 og læste psykologi på det tidspunkt, så jeg troede, at jeg vidste en masse, men pludselig var der en, der sagde, at alt det, jeg bøvlede med i forhold til at have svært ved at sige fra, det er typisk for børn af misbrugere. Der var mange ting, der gik op for mig i det forløb, og Vibeke og jeg fortsatte også i et noget familieterapi sammen bagefter, hvor vi fik talt ud om en masse ting."

På DRTV ligger dokumentarserien ”Brixtofte – helt, skurk, far” fra sidste år. Her medvirker Marie og Signe, særligt i det sidste afsnit.

Hvorfor er du ikke med i dokumentaren, Vibeke?

Vibeke: "Jeg tror, der er flere grunde, men først og fremmest er jeg lidt mere privat og har altid været det. Det er fint at være med i det her interview, fordi det handler om os som søskende i relation til vores far, men det andet havde jeg ikke behov for."

Men det var dig, der fandt jeres far død?

Vibeke: "Ja."

Kan du sætte nogle flere ord på det?

Vibeke: "Det ved jeg ikke..."

Hun holder en lille pause.

Du siger, at du ikke har grædt særlig meget siden, din far døde, hvorfor?

Vibeke: "Jeg snakker heller ikke særlig meget om det. Altså, jeg kan godt snakke om det på overfladen, det er jeg ret god til."

Men du bliver påvirket nu, når vi taler om det, kan jeg se?

Vibeke: "Ja... Men det er fordi, det er sjældent, at der er nogen udefra, der spørger mig, hvordan det egentlig var at finde min far. Det er klart, at det er meget traumatisk, men jeg prøver også at finde de gode ting ved det. Jeg tænker, at det nogle gange næsten må være sværere for jer, Marie og Signe, fordi jeg ved, hvordan han så ud, da han var død. I har jo bare nogle forestillinger om, hvordan han så ud. Men jeg ved det. Fordi jeg fandt ham. Så på den måde er det ikke så skræmmende."

Var det også form for lettelse, at han fik fred?

Vibeke: "Det vil jeg ikke sige, at det var. For selvom det var rigtig svært for ham at leve til sidst, var det også svært, at det skulle ende sådan. Han havde så meget godt i sig og var så sindssygt dygtig og klog. Han var sådan et inspirerende menneske, så jeg kan være ked af, at han ikke er her til at dele det med andre. Med os og med vores familier."

Signe: "Jeg kan mærke, at det her er lidt svært at tale om, for jeg ved ikke, om jeg har det helt på samme måde med fars død, som I har. Jeg ville aldrig tænke, at det var for det bedste, at han døde..."

Hun får tårer i øjnene.

Når jeg spørger om det var en lettelse, mener jeg ikke, om det var godt, at han døde, men om det måske var det bedste for ham i den situation?

Signe: "Jeg må være ærlig og sige, at jeg er virkelig, virkelig ked af, at han ikke lever mere. Jeg synes, han har fyldt utrolig meget godt i mit liv..."

Stemmen knækker helt over.

Signe: "Og jeg er utrolig ked af, at han ikke ser min datter vokse op. Min søn havde han et godt forhold til, men min datter nåede han ikke at møde. Og jeg er ked af, at han ikke nåede at se min smykkevirksomhed. Vi har alle tre fået så meget godt med fra ham, og så kommer man alligevel altid til at sidde og snakke om alt det med alkohol. Det er jo ikke underligt, for det fyldte så meget, men hold kæft, hvor har vi også fået mange gode værdier med af ham."

Et halvt år efter Peters død væltede ordene ud af Marie, og inden hun fik set sig om, var de blevet til bogen ”Kun når det regner”. Da hun valgte at udgive bogen om sin opvækst, var det ikke med Signes velsignelse, men hun følte, at hun ville være med til at holde på tabuet og dermed svigte alle de børn af misbrugere, hun havde haft i terapi, hvis hun bare gemte den væk i en skuffe.

Signe: "Det er svært for mig, at den bog kom ud, og den har fyldt meget negativt for mig."

Talte I ikke om, om det var okay, at den kom ud?

Signe: "Jeg sagde, at det ikke var okay..."

Hun holder en pause. Kigger på Marie.

Signe: "Men man har jo sit frie valg her i livet. Marie og jeg har gennem livet haft et lidt stormfuldt forhold. Jeg ved ikke, om det er fordi, vi minder så meget om hinanden, men da vi var yngre, kunne vi i hvert fald godt komme op og toppes. Men da vores far døde, besluttede vi os for, at vi ikke skulle blive uvenner mere, og jeg tror, at det hjalp os igennem den proces med bogen. Jeg var ikke parat til, at det hele skulle komme frem, og der var ting i vores opvækst, som jeg ikke havde oplevet på samme måde, og derfor havde jeg ikke lyst til, at den bog kom ud. Og så kan man sige, at nu har jeg selv medvirket i den dokumentar på DR, men det var fordi, jeg på det tidspunkt – meget senere – følte, at det hørte med til historien om min far."

Marie: "I dag er vi hurtigere til at finde hinanden igen, når vi har været uenige om noget, end vi var før i tiden."

Har I følelsen af, at I har hinandens ryg?

Alle tre: "Ja!"

Marie: "For mig er det vigtigste ved at have jer som søstre, at vi det her helt unikke fællesskab. At vi kan være fælles om det svære. At vi har fælles minder. Og at vi er hinandens livsvidner. Det betyder alt. Og efter vores snak her i dag, tænker jeg, at vi simpelthen skal ses lidt oftere. Alle tre. Ikke bare to og to."