Simi Jan: ”Det var da helt vildt”

Det var en noget overrasket korrespondent, der en gennemsnitlig søndag aften åbnede sin mail-indbakke og så en besked fra Danner om, at hun skulle modtage foreningens ærespris i år.

- Det kom fuldstændig ud af den blå luft, og jeg tænkte, "hold da op, det var da helt vildt". Jeg er selvfølgelig meget beæret og dybt taknemmelig for, at de synes, jeg er den rette modtager. Det er både en anerkendelse af mit arbejde, men også en tillidserklæring fra Danner. Jeg er meget overvældet og glad, siger hun til ALTfordamerne.dk.

Fordele ved at være kvinde

Prisen får Simi Jan for sit arbejde med at afdække kvinders vilkår i Mellemøsten gennem jobbet som korrespondent for TV2. Et job, der gør, at hun i næsten fem år har haft bopæl i krigsramte lande.

- I den periode boede jeg både i Afghanistan og Pakistan. Mange af de lande, jeg dækker, er meget konservative, og kvinders plads er i hjemmet. Som kvindelig journalist, kan jeg få adgang til kvinderne på en hel anden måde, end hvis jeg var en mand, og jeg tænker meget over at bruge kvinder i mine indslag og har det nok i baghovedet, at jeg skal sørge for, at de også bliver hørt, siger Simi Jan.

"Det er ikke mig, der gør forskellen"

Men trods Danner prisen og arbejdet med blandt andet at oplyse om forhold for kvinder i de lande, hun rapporterer fra, så føler hun ikke, at hun går rundt og gør en forskel.

- Jeg er jo budbringeren. Jeg er journalisten, der skal videreformidle andre menneskers historie og andre landes konflikter. Dem, der virkelig gør forskellen er jo kvinderne, siger hun.

Gennem tiden er det blevet til indslag om et utal af kvinder, der er blevet til Simi Jans personlige heltinder. Hun har blandt andet interviewet et kvindeligt parlamentsmedlem, der skal køre rundt med vagt til og fra arbejde, fordi hun får dødstrusler på baggrund af sit arbejde. Hun nævner også de kvindelige modeller, der er med til at rykke ved grænserne for, hvad kvinder må.

LÆS OGSÅ: Simi Jan - Jeg så ikke min far i 15 år

- De er jo ikke prostituerede, bare fordi de er modeller, og deres kamp er også en form for kvindekamp, mener Simi Jan.

"Det er bare så uvirkeligt!"

Dem, der har gjort størst indtryk på korrespondenten er de kvinder, der arbejder for kriscentre for kvinder.

- Nogle af dem har historier, hvor jeg seriøst tænker "hold da op, er det en spændingsroman, jeg er ved at læse?". Men det er jo virkelighed. Det er bare så uvirkeligt. De sætter virkelig livet på spil. Jeg har stor, dyb respekt for de her kvinder og synes, det er beundringsværdigt, det de gør. Jeg ved ikke, om jeg selv ville turde gøre det samme, hvis jeg levede i et samfund, som de gør. Det er i virkeligheden dem, der er modtagere af den her pris og dem, der er mine heltinder, siger hun.

Med livet som indsats

Men selvom hun overfor ALTfordamerne.dk bagatelliserer sin indsats, så kræver det ikke megen tanke at regne ud, at der i hendes job også ligger nogle alvorlige konsekvenser og risici.

Gennem tiden er flere journalister blevet bortført og nogle dræbt i de områder, hun har dækket. Inden hun tog af sted, skænkede hun det ikke en tanke og tilbage i 2012, da ALT for damerne tegnede et stort portræt af pigen med parkistanske rødder, ben i næsen og stor udlængsel, beskrev hun det sådan:

"Jeg var klar over, at det måske kunne være farligt i nogle situationer, men ærligt talt tænkte jeg slet ikke på risikoen ved at flytte dertil. Jeg skulle bare ned og rapportere og lave fede artikler. Men så eksploderede det jo," siger Simi Jan.

Skuldrene er faldet ned

I dag har hun igen fast adresse i Danmark, men arbejder fortsat som korrespondent. Blot med mere pendleri. Selv havde hun nok ikke valgt at rykke teltpælene op og flytte hjem igen, men redaktionen blev nedlagt, og hun måtte hjem.

- Fordelen er, at jeg er et civiliseret sted, hvor jeg kan trække skuldrene ned i modsætning til Kabul, hvor jeg hele tiden er på vagt, siger hun om det radikale adresseskift.

Frygter du aldrig for dit liv?

- Jeg tænker ikke sådan til hverdag. Jeg ved godt, der er en risiko forbundet med at være nogle bestemte steder, men jeg tror bare, jeg føler mig privilegeret over mit job. Jeg elsker det. Og når man møder en kvinde, der har været udsat for tvangsægteskab og sidder der med alle sine børn og en masse drømme, hun aldrig har fået lov at udleve, så sætter det alt i perspektiv. Det får mig til at sætte enormt stor pris på alle de muligheder og rettigheder, vi har her hjemme.

Hvis du skulle ændre én ting for kvinders rettigheder verden over, hvad skulle det så være?

Åh, hvis jeg kunne ændre én ting... Så skulle det være vold med kvinder. Hvis man kunne forbyde det, er der meget der ville blive meget bedre. Og det med, at nogle kvinder bliver forbudt at gå i skole! Jeg ville ønske, de kunne få lov til at gøre det, de selv vil. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, hvis det bare er én ting. Der er mange ting, vi tager for givet, og kvinder i de her lande skal kæmpe for helt basale rettigheder; retten til at gå i skole eller blive gift med den de vil.