Sisse Fisker: Det tog tre år at blive gravid, fordi min krop var stresset

På Costa Rica opdagede Sisse Fisker, at de gør det helt anderledes. Familielivet. Her bor man sammen flere familier i flere generationer. Ingen er i institution – hverken de yngste eller de ældste. Man passer på hinanden. Man prioriterer hinanden. Man er sammen. Langt væk fra sin familie og ude og lave en ny programserie med DR dæmrede det for hende, at der skulle ske ændringer i hendes liv. Tirsdag den 25. august løb en Facebook-opdatering over skærmen fra Sisse Fisker: Hun havde gjort noget vildt. Hun havde sagt sit faste job op på DR. Mødet med de costa-ricanske familier havde gjort et så eftertrykkeligt indtryk på hende, at hun måtte give sit eget familie- og arbejdsliv et kvalitetstjek.

LÆS OGSÅ: Christian Tafdrup: Jeg faldt for dominerende kvinder, jeg bare ikke passede sammen med 

− Der slog det mig virkelig: "Hvorfor pokker ser jeg kun mine børn to en halv time om dagen?". Jeg var uden for lands lov og ret, ingen wi-fi, ingen distraktioner og med masser af tid til at tænke. Og da jeg kom hjem og havde savnet mine unger vildt meget, var Samuel pludselig blevet 5 år og skulle i skole lige om lidt. Shit! Der vidste jeg, at der skulle ske noget i mit liv.

Men sjæleransagelsen begyndte allerede længe inden. Faktisk allerede da hun blev sygemeldt og sofalagt i fire måneder i foråret 2014, efter at en MR-skanning året forinden havde vist, at Sisse Fisker havde haft to diskusprolapser og gik rundt med betændelse i knoglerne i ryggen. Med ét var hun kronisk rygpatient, en immobil mor og færdig med det aktive sportsliv. Det gav tid og anledning til refleksion.

LÆS OGSÅ: Kvinder, livet stopper ikke ved de 40

− Jeg begyndte at stille mig selv nogle alvorlige spørgsmål om, hvad det er, der er vigtigt her i livet. Det er helbredet, men hvorfor løb jeg også så hurtigt på arbejdet? På rejserne med DR faldt de sidste brikker på plads. Jeg mødte utrolig mange mennesker, der var fuldstændigt ligeglade med alt det materielle − de gik bare efter passionen. Om det så var at være biavlere, fiskere eller samuraier. Pludselig vidste jeg, at det var dét, jeg også ville.

Kvalitet på kornet
Sisse Fisker har vinket farvel til "Aftenshowet", fordi hun efter otte år følte, at hendes udvikling var stagneret. Det var hendes drømmejob, da hun blev headhuntet i sin tid, og det har været spændende, givende og udfordrende i
årevis. Men til sidst var det blevet rutinearbejde, og netop gnisten og lysten er en uundværlig drivkraft for sådan en som Sisse Fisker. For hende handler arbejde om så meget mere end at kunne betale huslejen.

− Jeg kan godt lide at arbejde meget og hårdt, når det giver mening. Pointen er bare, at det skal være noget, jeg brænder for, og at jeg skal kunne sige ja og nej og kunne skrue ned, efter der har været skruet op. Det er ikke min mission at komme tilbage til kødgryderne. Det er ikke projekt "jeg holder fri for konstant at være sammen med mine børn". Det handler i bund og grund om, at jeg vil lave noget, der giver mening og gør mig pisseglad, når jeg er væk fra min familie. For
så tror jeg på, at det også er den energi, man tager med hjem. Ellers er det ikke tiden og fraværet værd.

LÆS OGSÅ: Her er årsagen til, at mænd og kvinder misforstår hinanden 

− Min selvstændige biks skal være fyldt med ting, jeg er passioneret omkring. Jeg elsker at lave tv i livsstilsgenren, så det vil jeg fortsat, men med friheden til kun at sige ja til det allersjoveste. Og så vil jeg have mere tid til min familie og til at rejse med dem og nyde dem. Jeg vil have mulighed for at lade hjertet drive mig. Og plads til det frivillige arbejde, som giver mig så meget andet end materiel rigdom. Mens jeg var sygemeldt, stiftede jeg SMILfonden, som har til formål at holde fester for syge børn, som er meget på Rigshospitalet. Det gjorde jeg, fordi jeg havde brug for at tænke på nogen, der havde det værre end mig selv, og det giver så meget mening for mig! Jeg tror ikke, at jeg bliver rig af det her jobskifte, men jeg tror, at jeg bliver gladere.

− Lige nu er jeg vildt forventningsfuld omkring fremtiden, men jeg er også ved at gå lidt i sort over, at der som udgangspunkt går nul kroner ind på min konto de næste måneder. Men det er nu, jeg skal gøre det. Om fem år vil mine børn hellere være sammen med vennerne, og om ti år går de på diskotek og synes, jeg er vildt pinlig. Og arbejdet skal jeg sikkert have, til jeg er 80 år eller sådan noget.

− "Fyrreårskrise" tænker nogen måske om min beslutning, men jeg har det godt med min alder. Jeg tror aldrig, jeg har haft det bedre, faktisk. Jeg fandt en ro, efter jeg havde fået børn. Jeg har heller aldrig haft det bedre med min krop, selvom der er noget, der hænger mere end andet. Jeg er nærmest helt i zen. Det er derfor, jeg har turdet tage beslutningen. Det nemme havde været bare at blive i det faste job med den gode løn, men jeg kan mærke, at det er tid til nye prioriteringer og mål. Jeg har altid fungeret bedst, når jeg sigter efter noget. Også selvom jeg nogle gange ikke når målstregen, og andre gange ændrer målet sig undervejs. Det lå for eksempel aldrig i kortene, at min drøm ville blive familie, men i dag er der jo ikke noget, der er vigtigere.

Store drømme
Sisse Fisker er selv ud af en klassisk kernefamilie med en storesøster, og to forældre, der stadig er sammen, født og opvokset i flækken Tårs syd for Hjørring. Men de længsler havde hun ikke for sit eget liv. Da hun var barn, drømte hun om at blive professionel håndboldspiller, og allerhelst ville hun bare være Anja Andersen, som var hendes store idol. Fra børneværelset blandt plakaterne af håndboldstjernen forestillede hun sig, at hun som voksen selv ville ende i landsholdstrøjen. Senere forelskede hun sig hovedkulds i tysk og lavede tidligt en detaljeret plan for, hvordan hun skulle blive tolk og komme til udlandet på eventyr.

LÆS OGSÅ: "Min venindes mand lå nøgen i min seng. Ved siden af mig"  

− Jeg var meget effektiv og målrettet som ung. Uddannelsesplan – flueben ved dén og af sted. Jeg nåede også både udenlands og at læse i fire måneder på Handelshøjskolen, før jeg gik helt kold i bøger og forretningsbreve og ringede tudbrølende til mine forældre og sagde: "Jeg kan simpelthen ikke. Der vokser støv på mig, hvis jeg skal sidde og kigge på de bøger i fem år!" Det var helt forkert, og det var frygteligt, for jeg havde været så sikker på, at det var det, der skulle være min fremtid. Det var en kæmpe fiasko for mig, da det ikke holdt alligevel. Så var det tilbage til tegnebrættet.

− Da jeg et lille år senere trådte ind på en nyhedsredaktion som 21-årig, vidste jeg bare, at det var dét, jeg skulle. Jeg kontaktede Kanal 2 uopfordret og tilbød at arbejde gratis for dem i en efterårsferie, mens jeg læste kommunikation. Tempoet og intensiteten var så meget mig! Jeg har krudt i røven og er vildt nysgerrig, så det opfyldte en masse behov for mig.

Hun endte med at være på Kanal 2 i nogle år, selvom hun slet ikke var journalist af uddannelse eller berettiget til den journalistpraktikplads, hun fik. Men så fandt hun ud af, at hun kunne kombinere sin store sportsinteressere med journalistikken og blive sportsjournalist, og at det fedeste sted at gøre netop dét, var på TV2. Med sin vedholdenhed og lidt held lykkedes det Sisse Fisker at komme til, hvad, hun troede, var en uformel samtale hos sit andet store idol, TV2's sportsredaktør, Morten Stig Christensen.

− Da jeg kom frem til Odense, sad de dér − tre mand høj på sammenlagt 150 år, og jeg var bare 25 år gammel og ville dø for et job hos dem.

Jobbet viste sig at være ny sportsnyhedsvært på TV2, og de endte med at ansatte hende på pletten. Sisse Fisker var euforisk.

− Arbejdet blev min kærlighed. Ja, og så en hel masse andre nede på baren Frank A torsdag og fredag aften, haha! 20'erne var generelt en ret ubekymret tid for mig. Min største udfordring var at finde min hylde, men da det var gjort, arbejdede jeg bare som en sindssyg og elskede det. Der var selvfølgelig kærester, og også kærester, som jeg var glad for, men lysten til familieliv var slet ikke i mig. Holdet på TV2-sporten blev min anden familie. Jeg hang ud med alle drengene
– Morten Ankerdal, Jimmy Bøjgaard, Thomas Kristensen. Jeg var virkelig i mit rette element. Men efter fem år begyndte jeg at blive rastløs. Og så ringede DR en dag og sagde: "Vi har det perfekte job til dig", og så rykkede jeg til DR og "Aftenshowet".

Familielængsler
Men da Sisse Fisker rundede de 30, vendte alle fremtidsforestillinger og håb på hovedet.

− To dage efter min 30-årsfødselsdag mødte jeg Sune i Vodka Juice-baren på Skanderborg Festival og vidste øjeblikkeligt, at jeg ville være sammen med ham resten af livet og have børn med ham. Der var bare et eller andet over ham. Han så så lækker ud med flot, halvlangt hår, og var meget mere rolig og tilbageholdende end mig. Den første aften skete der ikke noget, der syntes jeg bare, at han var vildt sød. Anden aften fulgte han mig hjem til min campingvogn fem kilometer uden for festivalpladsen i silende regn og gik hjem igen efter at have sagt pænt godnat, helt gentlemanagtigt. Det hele endte med, at jeg inviterede ham på date weekenden efter i Odense, hvor han kom en time for sent, helt nonchalant, mens jeg stod og svedte over en karrygryde. Der var jeg lige ved at fyre ham, men det gjorde jeg heldigvis ikke. Selvom vi på mange måder er vidt forskellige, så klikkede det bare. Det var helt rigtigt fra allerførste møde, og jeg tror, jeg sagde til ham allerede på tredje date, at jeg kunne se mig selv få børn med ham. Otte måneder senere flyttede vi sammen i København, og så skred alt andet i baggrunden.

− Vi brugte tre år på, at det skulle lykkes at stifte familie, og jeg var lige ved at blive skør af det. Jeg havde sat mig et mål – jeg ville være gravid, og så skulle det bare ske nu. Det fyldte utrolig meget i mig, at jeg ikke kunne blive det. Også meget mere, end jeg ville være ved dengang. Da først behovet opstod, var det jo, som om jeg pludselig ikke kunne være et helt menneske, hvis jeg ikke blev mor. Jeg havde dage, hvor jeg bare tudede og var vildt ked af det. Nu havde jeg fundet manden, jeg ville have – ville han så gå fra mig, hvis jeg ikke kunne få børn? Og den ene veninde efter den anden kom og sagde, at hun var gravid, og at det kun havde taget en uge. Det var så frustrerende, og jeg havde lyst til at råbe: "Fuck dig – det skal du ikke sige til mig!" Det føltes, som om barnevognene omringede mig, når jeg var ude at løbe. Det var så altopslugende. Jeg så kun gravide maver og barnevogne i de år. Det var forfærdeligt.

Lægerne undersøgte dem på kryds og tværs og kunne ikke finde anden forklaring, end at Sisse Fiskers krop var stresset. Det havde hun svært ved at forstå. Hun havde ingen symptomer, følte sig ikke stresset og betragtede sig selv som enormt sund. Hun løb maratonløb, trænede meget og spiste sundt.

− Jeg pressede min krop for hårdt, viste det sig. Den dag, jeg løb mit sidste maratonløb i maj 2009, lovede jeg min læge, mig selv og Sune at smide mine løbesko i skraldespanden, og det gjorde jeg. Og så blev jeg gravid den næste måned. Er det ikke vanvittigt?! Jeg tog testen, da jeg var alene på ferie på den græske ø, Zakynthos, efter jeg flere morgener havde haft for meget kvalme til at spise græsk yoghurt og melon, og BUM – to streger. Jeg kan huske, at jeg ringede til Sune... − og så lagde jeg på. For jeg kunne jo ikke sige det over telefonen. Jeg måtte holde min mund, til jeg kom hjem.

− Jeg kunne næsten ikke være inde i mig selv af lykke, så jeg fortalte det til nogle tjenere: "Jeg er graviiid! Må man godt spise tzatziki?". Da jeg skulle hjem, klistrede jeg graviditetstesten på en flaske græsk olivenolie, pakkede den ind og skrev et kort til Sune om, at han ville komme til at elske gaven lige så højt, som han elskede mig. Da han åbnede den, grinede han og sagde, at jeg virkelig havde oversolgt gaven. Men så drejede han den rundt og så graviditetstesten, og så var det jo bare... fantastisk! Og jeg elskede at være gravid og gå og blive tykkere og tykkere. Hold kæft, hvor jeg glædede mig. Og da Samuel kom til verden i april 2010, var min lykke bare gjort. Endelig blev vi forældre!

Fra barn til børn
Fordi det havde været så umådelig svært at få et barn, overvejede Sisse Fisker og hendes mand slet ikke at tage prævention i brug, da den tid kom. De kunne tydeligvis ikke blive forældre sådan uden lige, så de kunne lige så godt lade
være, tænkte de. Men allerede inden barslen var slut, var Sisse Fisker gravid igen.

− Det var så surrealistisk! Vi kiggede nærmest kun lige på hinanden juleaften, og vupti – den 20. januar stod jeg med en positiv graviditetstest igen. Selvom det var uventet og meget hurtigt, var vi aldrig i tvivl om, at vi skulle have ham. Det var bare så overraskende og skørt, fordi vi havde kæmpet så meget for ét barn, og så hed det pludselig børn. I flertal. Vores anden søn, Isak, blev født i september 2011, og to dage efter overtog vi vores hus. Det gik jo ikke at bo i en etværelses på Islands Brygge fire mennesker. Kort tid efter sad jeg med Isak og morgenmad ud over det hele midt i flytterodet. Samuel var lige kommet i flyverdragten og var på vej af sted med Sune, og der slog det mig: "Hej-hej – der blev jeg lige voksen!" Mor til to og husejer. Alt skete oven i hinanden. Både helt vildt, og helt vildt dejligt.

− Jeg havde aldrig forestillet mig, at 30'erne ville blive, som de blev. Jeg har tit siddet foran havedøren derhjemme, hvor Sune har løbet rundt i haven med drengene og tænkt: "Hold kæft – jeg er landet helt rigtigt!". Det føles så godt i maven. Det perfekte, lille hus, tæt på byen, ham der manden, der leger med de der åndssvagt søde børn... Man ved jo ikke, om man får den følelse omkring sit liv. Og det gør jeg virkelig tit. Wow, jeg er heldig! 30'erne har været det bedste årti nogensinde, men jeg er så klar til et nyt årti, nye drømme og mulighed for at nyde det hele meget mere.

− Nu er jeg lige blevet færdig med min bog, "Livets opskrift", så nu skal jeg lige trække vejret og prioritere min skrøbelige ryg og min familie. Første step er, at vi rejser til Asien i januar og februar hele familien. Jeg vil gerne vise mine drenge verden og lære dem lidt om, hvor privilegerede vi er i Danmark. Og så håber og tror jeg på, at rejserne vil få os alle fire til at rykke tættere sammen i bussen. Det er jo det, der er meningen med livet. 

LÆS OGSÅ: "Jeg har sort bælte i at miste"

LÆS OGSÅ: "Jeg kan dø af én enkelt druktur" 

LÆS OGSÅ: Nyskilt og forelsket: Jeg glemte mine børns behov