”Det er en lille sorg for mig ikke at kunne overskue endnu en fertilitetsbehandling”

Det lille, hyggelige sommerhus i Melby er lunt, og Delphine på to, snart tre år, trisser stadig rundt i nattøj. 

Maria Josefine Konstantin Madsen, bedre kendt som JoJo, brygger kaffe i køkkenet, så det er far Nicolai, Delphine tager fat i. 

LÆS OGSÅ

Michelle frygtede, at hendes opslag ville gøre nogle kvinder triste – så skrev de til hende…

Mens Michelle Kristensen var i fertilitetsbehandling, gik hun til keramik to gange om ugen. Fordi det var konkret, og fordi hun fik et produkt ud af det. Her fortæller hun om det hårde forløb, der nu er resulteret i, at hun og kæresten Pernille venter en lille dreng til oktober.

Hun skal tisse, og det er noget nyt, at det skal foregå uden ble. Det er med andre ord lidt af en ’big deal’, og derfor skal potten trækkes ind foran brændeovnen, så tissetåren både kan bifaldes af de voksne og foregå i behagelig varme fra ilden. 

For JoJo er udsigten til at slippe for bleerne endnu et tegn på, at familielivet er ved at gå ind i en ny fase, og at verden stille og roligt begynder at åbne sig for hende igen.

”Jeg fornemmer smagen af frihed lige nu, og den følelse har jeg brug for at nyde. De sidste år har Delphine været så lille, at hun ikke kunne undvære mig, og hver gang jeg tog tid for mig selv, blev jeg tynget af dårlig samvittighed. 

For hvorfor skulle jeg ikke bare være hjemme ved hende hele tiden? Er det ikke sådan en mor gør? Men nu er hun nået en alder, hvor hun er mere selvstændig. Når jeg går ud ad døren, vinker hun bare farvel med et smil, og det føles dejligt at kunne gå trygt. 

Nicolai er også virkelig god til at forsikre mig om, at det er helt okay at prioritere mig selv lidt igen, og det har jeg i virkeligheden også brug for. 

Det handler nok om, hvad min krop og mit sind har været igennem de sidste år.”

Når JoJo kigger tilbage, har hun været igennem en del. Da hun og Nicolai i sin tid besluttede, at de gerne ville være forældre, havde JoJo regnet med, at det ville gå let. Kvinderne i hendes familie var alle blevet gravide uden problemer, så hun forventede det samme for sig selv. 

Men virkeligheden viste sig at være en anden, og parret måtte igennem halvandet års fertilitetsbehandling, før de kunne stå med en positiv graviditetstest i hånden. 

Den proces drænede JoJo både fysisk og psykisk.

”Nu hvor vi har været forældre i nogle år, har vi talt meget om måden, vi er det på, og hvilke behov vi begge har. Især fordi vi er så forskellige i det. Jeg har hundrede procent et større socialt behov for at komme ud og mærke mig selv igen, end han har, og der bekræfter han mig i, at det er helt okay. 

Han har intet imod at blive alene hjemme ved Delphine, hvis jeg skal ud en aften, så det er jeg begyndt at gøre mere nu. Jeg synes virkelig, vi er et dejligt sted, hvor vi også begynder at have mere tid til hinanden, og vi kan lave flere nye ting med Delphine.

Jeg har lidt lyst til at bremse tiden og bare nyde det, som Nicolai og jeg har skabt.”

I baghovedet lurer dog også tanken om, at tiden måske snart er inde til at starte en ny fertilitetsbehandling, hvis Delphine skal have den søskende, som JoJo drømmer om. Det er dog en tanke, der balancerer på en knivsæg, fordi JoJo ved, hvad det kræver. 

En ny behandling kan sætte hendes sundhed på spil igen og forstyrre den rolige og vidunderlige hverdag, de har i familien lige nu.

”Jeg ved, at vi gerne vil have nummer to, men når jeg tænker på det, synes jeg, det virker uoverskueligt. Altså, hvordan får mennesker flere børn? I et parforhold er man jo to om at få et barn, og Nicolai er mere klar til barn nummer to, end jeg er. Men han respekterer heldigvis fuldstændig, at jeg gerne vil vente. 

Han ved godt, at det er mig, der skal bære det tungeste læs, så jeg skal være klar til at tage kampen. Men jeg kan alligevel godt få lidt dårlig samvittighed over det. Nicolai har sagt mange gange, at han gerne ville tage noget af læsset for mig, men det kan han jo ikke. 

Det er min krop, der skal igennem det hele igen.”

Den overvældende fertilitetsbehandling

I begyndelsen af JoJo og Nicolais fertilitetsbehandling var de fulde af håb. Selvfølgelig havde de ønsket sig, at processen kunne være anderledes, men JoJo holdt fast i tanken om, at kvinderne i hendes familie altid havde været meget fertile, og at det nok bare var et spørgsmål om tid, før hun blev gravid. 

Men efterhånden som tiden gik, og de tre inseminationer ikke førte til noget, begyndte håbet at svinde. Parret gik videre til IVF-behandling, hvor JoJo skulle have udtaget æg til kunstig befrugtning. 

Det resulterede i to æg. Det første forsøgte de med uden held, men efter en lang pause prøvede de med det andet æg. Det blev til deres datter, Delphine.

”Hele fertilitetsforløbet tog cirka halvandet år, og det var helt klart den hårdeste periode i mit liv. Det er faktisk først nu, jeg forstår omfanget af, hvad det krævede af mig. 

Når man oplever noget, der er så brutalt, går man i et slags survival mode, hvor man bare gør det uden at tænke for meget over, hvordan man bærer sig ad. Samtidig arbejdede jeg virkelig meget, og der kan jeg godt kigge tilbage og tænke: Hvordan klarede jeg egentlig det? 

Men drømmen om et barn er så kraftig, at den overskygger alt andet. Under fertilitetsbehandlingen tog jeg 15 kilo på, var bombet af hormoner og havde det dårligt både fysisk og følelsesmæssigt. 

Min krop var på overarbejde, og det hele føltes så dyrisk.”

JoJo havde heldigvis ikke komplikationer under graviditeten, men da hun skulle føde, foregik det ved en lynfødsel, der kun varede tre timer, og den efterlod hende og Nicolai rystede, fordi alting gik så hurtigt. 

Hendes krop kunne knap nok følge med, men parret var lykkeligere end nogensinde, da de endelig stod med deres datter i armene.

Mindre end to måneder efter fødslen af Delphine, mistede Nicolai så sin far, og pludselig stod de i en virkelighed, hvor den største lykke skulle sameksistere med den dybeste sorg.

”Det var en ekstremt overvældende tid. Vi sørgede begge, men samtidig havde vi en nyfødt, der havde brug for os konstant. Det betød, at jeg skulle finde mig til rette i rollen som mor, samtidig med at jeg skulle være en støttende kæreste. 

Det føltes umuligt. 

Jeg følte mig som et barn, der selv havde brug for en voksen, men jeg var tvunget til at være ovenpå – og på en eller anden måde klarede vi os igennem den tid, fordi vi ikke havde noget valg. Jeg føler, at jeg er blevet rigtig voksen de seneste år, og det kan være svært at sætte ord på, hvad det præcis betyder. 

LÆS OGSÅ

Da gynækologen scannede Zandra, vidste hun, at noget var helt galt: ”Jeg var knust”

Som 33-årig får Zandra Kilde beskeden om, at hun er gået i overgangsalderen. Langt tidligere, end hun havde forestillet sig, det ville ske. Beskeden efterlader hende med en knust drøm om at kunne få børn med egne æg, og hun starter et langt behandlingsforløb.

Det er noget med at bære byrden, tror jeg. For fremtiden vil blive ved med at bringe nye udfordringer, og dem skal jeg tackle, fordi jeg er nogens mor nu. Det er en enorm stor opgave at have ansvaret for et lille liv, men jeg har fundet ro i det nu. 

Derfor vil jeg også gerne blive i den følelse lidt endnu, før vi tager endnu en runde i bokseringen.”

Kan Delphine få en søskende?

JoJo er vokset op på Frederiksberg i en familie, der på mange måder minder om Krummernes, fortæller hun. Hendes mor arbejdede kun deltid, hvilket gav masser af tid til børnene og overskud til leg. 

Mens mange af JoJos klassekammerater tog på skiferie i Østrig og sommerferie på Maldiverne, måtte hendes egen familie finde mere kreative ferieformer, da pengene ikke rakte nær så langt – og derfor tilbragte JoJo sin barndoms ferier på ø-lejr. 

Hun voksede op med tre jævnaldrende søskende, og efter forældrenes skilsmisse, da hun var 11 år gammel, fik hendes far en efternøler.

At være del af en stor, livlig og kreativ familie har derfor altid været en naturlig del af hendes DNA.

”Fordi jeg selv er vokset op med fire søskende, har jeg altid tænkt, at jeg selvfølgelig også selv skulle have en stor familie. Og jeg har altid ment, at den største gave, forældre kan give deres barn, er søskende. Men nu forstår jeg pludselig bedre de forældre, som vælger kun at få ét barn. 

Både Nicolai og jeg vil selvfølgelig gerne have et barn mere, men på en eller anden måde er det måske mest for Delphines skyld. Lige nu føles det, som om jeg står ved foden af Mount Everest og tænker, om der mon ikke findes en måde at undslippe turen op til toppen en gang til? 

Det er faktisk en lille sorg for mig ikke at kunne overskue at gå igennem endnu en fertilitetsbehandling lige nu.”

JoJo kan ikke forestille sig livet uden sine egne søskende, og derfor er det svært for hende ikke at vide, om hun kan give Delphine den samme oplevelse. Nicolai er også vokset op med en bror, så de ved begge, hvor betydningsfuldt det er at have en at dele livet med helt fra barndommen.

”Jeg har altid følt, at jeg har et hold i mine søskende. Vi har altid haft hinanden til at læne os op ad, og den dag i dag er de stadig mine tætteste mennesker. Vi er jævnaldrende, og derfor har jeg aldrig følt mig alene. 

Hvis der var problemer i skolen eller med vennerne, vidste jeg, at de altid var der for mig. Den følelse af aldrig at stå alene vil jeg så gerne give videre til Delphine, for den er enormt stærk. 

Det er selvfølgelig ikke en selvfølge, at søskende nødvendigvis er tætte, men vores forældre har sørget for, at vi altid har prioriteret hinanden, været gode ved hinanden og lavet en masse sammen. 

Det har skabt et stærkt bånd mellem os, og i dag taler vi stadig sammen næsten hver dag, fordi vi er en så indgroet del af hinandens liv.”

Hun tænker sig om et øjeblik.

”Det er jo en sorg, hvis jeg ikke kan give den gave videre til Delphine. Det sidder så dybt i mig, at jeg gerne vil give hende det samme, som jeg selv har haft. Det er nok min største drivkraft til at få flere børn, men det er svært, for jeg ved jo ikke, om en ny fertilitetsbehandling vil lykkes.”

Ægudtagning og det biologiske ur

Selvom JoJo og Nicolai endnu ikke er helt klar til at starte i et nyt fertilitetsforløb, har de tænkt over, hvor lang en tidshorisont de har. I december 2024 blev det nemlig muligt at få gratis fertilitetshjælp til barn nummer to, og derfor planlægger de snart at kontakte deres læge for at høre, hvad mulighederne er for dem.

”Jeg er ikke klar til at starte et nyt forløb lige nu, men jeg vil gerne vide, hvad vi kan forvente. 

Hvis de for eksempel siger, at der er en toårig venteliste, kan det måske give mig ro i hovedet at vide, at vi har en tidsramme, vi arbejder med. Jeg kan også mærke, at jeg har brug for at forberede mig på endnu en omgang, hvis man kan sige det sådan. 

Hele hormonshowet med indsprøjtninger og ægudtagningen var så utroligt hårdt, både fysisk og psykisk.”

En af de ting, JoJo frygter mest ved en ny behandling, er ægudtagningen. Det var en ubeskrivelig smerte for hende, og hun husker det som både sårbart og grænseoverskridende.

”Seriøst, jeg ville give min ene arm – ikke den højre, men min venstre – for at have flere æg på frys nu, så jeg slipper for at gøre det igen.”

For nylig medvirkede JoJo i en podcast sammen med forfatter Tine Høgh, og det viste sig, at de havde gennemgået næsten identiske fertilitetsforløb. 

LÆS OGSÅ

En besked fra sønnens skole fik Katrine til at reagere: "Hvorfor må vi nu ikke sige nej mere?"

Klummeskribent Katrine Memborg er træt af, at nej er blevet et fyord, og hun øver sig i at bruge det selv – ligesom hendes børn også skal lære, at et nej kan være det helt rigtige svar nogle gange.

Begge havde været igennem en æg-udtagning, men Tine Høgh havde stadig æg på frys – mens JoJo risikerer at skulle igennem det samme forløb igen.

”Da hun hørte, at jeg ikke havde flere æg på frys, fik hun tårer i øjnene. Det var virkelig rørende, fordi jeg kunne mærke, at hun forstår, hvad jeg har været igennem – og nok skal igennem igen. 

Hun syntes, det var lige så brutalt, som jeg synes. Dengang var det også angsten, der var frygtelig, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg gik ind til. Næste gang ved jeg i det mindste, hvad der venter. 

Og sidste gang kom Delphine ud af det, så det er jo en ekstra drivkraft.”

JoJo og Nicolai har talt om, at hvis de går i gang med endnu en IVF-behandling, så vil de gøre det anderledes end sidst: De vil starte med at få taget æg ud, for så derefter at lægge dem på frys, så de kan tage resten af forløbet i deres helt eget tempo.

”På en måde ville jeg ønske, at jeg kun var 25. Så kunne jeg sige: 'Okay, vi kan sagtens vente nogle år med at prøve igen’, for jeg tror, at lysten kommer tilbage, hvis vi giver det tid. Men der er et biologisk ur, der tikker, og det føles som en ekstra stressfaktor.

Jeg er 37 nu, og jeg ved, at det bliver sværere med alderen. Der er jo en risiko ved at vente, og især hvis man vil have en stor familie med flere børn. 

Så skal man til at rubbe neglene.”

Inden en eventuel ny fertilitetsbehandling er der også andre ting, som Jojo vil være opmærksom på at gøre anderledes.

”Inden næste gang, skal min krop være stærkere. Det er noget af det, jeg tænker mest over. Især styrketræning, fordi min krop skal have det godt og være parat, inden den skal i kamp igen. 

Næste gang vil jeg også huske at passe bedre på mig selv. Jeg skal ikke komme ud på den anden side og have mistet mig selv – især ikke når jeg allerede har et barn nu, jeg skal være en god mor for. Nu har jeg ét barn, så nu skal det ikke være for enhver pris, som det var sidst. 

Jeg kan ikke helt forestille mig, hvordan det må være at gå igennem det samme igen, samtidig med at man er mor. Jeg har dyb respekt for de kvinder, der har gjort det. Det er jo en form for overlevelsesmekanisme, når man er midt i det, og rent mentalt har jeg lært nu, at jeg godt kan klare det. 

Men det skal være på det rette tidspunkt.”

Karrieren kommer med en pris

JoJo har været en fast stemme i danskernes ører i over 10 år. Først som morgenvært på ”GO’NOVA” og senere på ”Go’ Morgen P3”. Mange genkender hende fra de tidlige morgentimer, men efter sin barsel sagde hun farvel til morgenvagterne for at få mere normale arbejdstider. 

Det betyder dog ikke, at arbejdet er blevet nedprioriteret efter Delphine.

”Lige nu er vi i en periode, hvor Nicolai så at sige bærer mere end mig. Det er jo et slæb, man tager som kvinde med fertilitetsbehandling, graviditet, fødsel og amning i starten, og nu kan han endelig komme lidt mere på banen.”

Nicolai har blandt andet taget teten på putterutinen og nætterne, når Delphine vågner. Lige nu arbejder han hjemmefra som selvstændig, så han står også for både aflevering og afhentning i institutionen.

”Vi taler hele tiden om, hvordan vi fordeler tingene, og det er meget dynamisk. Jeg er også begyndt at gå mere ud end ham, og det havde jeg det lidt dårligt med i starten. 

Min forestilling har altid været, at en mor skal være helt tilgængelig – og lige nu er det altså ham, der er det mest. Det betyder også, at der var en periode, hvor Delphine automatisk gik til Nicolai, når hun græd. Det gjorde mig ikke noget, for han er hendes far og verdens bedste, men det udfordrede min egen idé om, hvad det vil sige at være mor. 

Jeg kunne jo vælge at arbejde mindre og være den, der henter og bringer, men jeg har heller ikke lyst til at skrue ned for min karriere.”

Jojo husker, hvordan hendes egen mor ofte var derhjemme, når hun kom hjem fra skole, og hvor dejligt det var, at de kunne hygge sig sammen, hvis JoJo ikke var i humør til at tage i SFO. 

Den slags mor er JoJo ikke umiddelbart selv, nu hvor karrieren også fylder, og det er hun meget bevidst om.

”Min mor betalte en pris for altid at være en nærværende mor, men det er ikke en pris, jeg er interesseret i at betale på samme måde. 

Og er jeg så en dårligere mor? Hvorfor skærer jeg ikke ned på mit arbejde og bruger mere tid med mit barn? 

Det er noget, jeg prøver at finde ro i – at jeg ikke behøver at gøre tingene på samme måde som min egen mor. Man kan være en god mor på mange forskellige måder.”

Alligevel oplever JoJo ofte en følelse af utilstrækkelighed, som om hun ikke kan leve op til forventningerne på begge fronter samtidig. 

LÆS OGSÅ

Cathrine Dufour var ikke i tvivl, da hun mødte Rasmine Laudrup: Det var kærlighed ved første blik

Da dressurrytter Cathrine Dufour mødte Rasmine Laudrup for fem år siden havde heste ellers været hendes et og alt. Men sammen med Rasmine føler hun sig for første gang så tryg ved et andet menneske, at hun kan lægge sit hjerte i hendes hænder, og vide at det vil gå fint.”

Tidligere kunne hun køre 100 km/t uden konsekvenser, men nu påvirker det hele familien, hvis JoJo vælger at påtage sig ekstra opgaver på arbejdet. Så at værne om sin energi har været en vigtig læring.

”Nogle gange kigger jeg på andre kvinder og tænker: ’Hvordan gør I det?’ Jeg bøjer mig i støvet for mine kvindelige kollegaer, der går på arbejde hver dag og har flere børn derhjemme end mig. Hvordan får de regnestykket til at gå op? 

Efter jeg er blevet mor, er det også gået op for mig, hvad jeg godt kan lide ved mit arbejde. Når nu jeg er væk fra min datter, hvad er det så, jeg bruger tiden på? Mine drømme og ambitioner har ikke ændret sig – de er stadig de samme, som da jeg var yngre – for at være mor skal ikke være en stopklods for én. Men det gør selvfølgelig også, at jeg rammer muren nogle gange, fordi jeg tager munden for fuld. 

Det ville måske være smartest at skrue ned for arbejde, men jeg kan heller ikke lade være, for det er sådan, jeg lever bedst. Og så er det heldigt, at Nicolai og jeg er et team, der løser tingene sammen.”

”Sig, jeg er en god mor”

For JoJo er familielivet bedst, når der er tid og ro. Mange af hendes bedste minder stammer fra små weekendture eller tid i deres sommerhus i Melby udenfor Liseleje, hvor de kan være isoleret fra hverdagens travlhed. Noget af det bedste, hun og Nicolai kan lave med Delphine, er små kreative projekter og at inddrage hende i madlavningen. 

Generelt åbner verden sig mere og mere for nye muligheder, jo ældre Delphine bliver, og det fascinerer JoJo.

”Jeg bliver så stolt, når vi henter hende i institutionen, og pædagogerne fortæller, at hun er vildt god til at være omkring de små børn: At se hende i sociale sammenhænge, hvordan hun opfører sig og er som menneske. 

Vi opdager, at alt det arbejde, vi har udført som forældre, har været som et bæger, vi har fyldt op, og nu begynder hun virkelig at blomstre. Jeg er så stolt af hende og er nysgerrig på, hvem hun er som menneske. Hun tester grænser og siger os imod, og det er en ny del af forældrerollen.

Hvordan håndterer vi de situationer? Hvornår skal vi give efter, og hvornår skal vi sætte foden i jorden? Der synes jeg, vi er ret gode til at blive enige. Men hvis Delphine for eksempel er ved at falde, har jeg lyst til at haste over til hende og beskytte hende, og der er Nicolai bedre til at tage det med ro og sige, at det også er okay, at hun vælter en gang imellem. 

Vi er jo to om at bestemme over hende, så vi udvikler os også begge to.”

JoJo og Nikolaj er samtidig ved at finde tilbage til hinanden på en ny måde.

”Jeg synes hele tiden, at Nicolai og jeg har haft det godt. Men nu åbner der sig en helt ny tid i vores parforhold, hvor vi får mere tid til hinanden igen. 

De sidste år har jo været uromantiske og usexede på grund af fertilitetsbehandlingen, graviditeten, fødslen og den første tid som forældre. Vi har hele tiden været hinandens største støtter, men vi har arbejdet hårdt for at få 'fabrikken' til at køre. 

Nu kan vi begynde at kigge hinanden i øjnene igen og nyde, hvad vi har skabt.”

JoJo tror, at grunden til, at de har klaret sig som par, er, at de er gode til at tale om de små ting. Der er næsten ikke noget, der ikke bliver italesat.

”De fleste siger, at fertilitetsbehandling og årene med småbørn er hårdt for et parforhold, og det har det også været. Men vi har været gode til at tale om det. 

Jeg har også fået Nicolai til at love, at vi ikke går fra hinanden, hvis noget bliver hårdt, mens Delphine er lille. Jeg kommer selv fra en skilsmissefamilie, og det ønsker jeg ikke for os. Det hjælper også at anerkende, at det er okay, at det er hårdt og opslidende. 

Nogle gange siger jeg til Nicolai: ”Jeg har brug for, at du siger, at jeg er en virkelig god mor”, og så griner han og siger: ”Det ved du jo, jeg synes, du er.” 

Men selvom jeg ved, at han tænker det, har jeg bare brug for at høre det.”

Når JoJo reflekterer over, hvilken slags mor hun er blevet, kan hun ikke undgå at sammenligne sig med sin egen mor.

”Jeg tænker tit på min mor og undrer mig over, hvordan hun er blevet det overskudsmenneske, der altid kan tage telefonen og har svar parat på alt. Hvordan bliver man sådan en mor? Hvordan har du altid overskud, mor, til at rumme os og løse problemerne? 

Jeg har dog en lille fornemmelse af, at jeg måske også er ved at blive den slags mor, og det er ret vildt. Jeg er faktisk landet i at være en voksen kvinde, som jeg er stolt af at være. 

Jeg har fandme lært at spille det spil, der hedder livet, og når jeg bliver slået hjem, kan jeg vende tilbage til kampen igen. Hvor er vi vilde, mig og Nikolai. Hvor har vi været sindssygt vilde.”