Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Sissel-Jo Gazan
Foto: Sara Skytte Forfatter Sisse-Jo Gazan fortæller om familielivet

Sissel-Jo Gazan om familielivet

Sissel-Jo Gazan: "Jeg er sgu nok familiens overhoved"

Allerede som barn lærte forfatteren Sissel-Jo Gazan at tage verden ind ved at skrive om den. I dag er det hendes erhverv på godt og ondt. For i Berlin, hvor hun bor, forsørger hun tre børn og en stor australier med mudder på hænderne.

Hvilken vej var den første, du gik på?
– Det var Hjelmensgade i Aarhus. Det var et meget sammensat kvarter med både gæstearbejdere og progressive venstreorienterede hippietyper. Det var et sjovt mix, og det var min vennekreds også. Der var nogle som mig, og så var der min veninde Sevim, hvis forældre kom fra Tyrkiet. Min far var meget ung, da mine forældre fik mig, og de var ikke sammen ret lang tid. Da de blev skilt, flyttede jeg og min mor bare over på den anden side af gaden, og de blev ved med at være tætte venner.

Hvad er dit livs omvej?
– Da jeg var fem år, sagde min mor sit job op som folkeskolelærer og købte Nordkaperens søsterskib, Shearwater. Typisk min mor havde hun lige taget en yachtskippereksamen vinteren før. Hun ville gerne noget andet end at undervise, og hun havde sparet op til turen, hvor vi sejlede rundt i Middelhavet i to år. Nogle gange var det bare os to, og så lå vi i havn, andre gange var der nogle, der sejlede med os. Jeg kan huske virkelig meget af den tur, men jeg har også en rigtig god hukommelse. Jeg tror måske, det skyldes de meget sanseindtryk, jeg fik på turen, for der var mange lugte og farver ved Middelhavet. Min mor underviste mig jo på turen, men i stedet for at have læsebogen Mads og Mette med lavede jeg mine egne skolebøger og skrev ting som: ”I nat så vi morild”, ”I dag så vi en stor flok delfiner” eller ”Jeg har fået ringorm”. Det var jo lidt noget andet end ”Der står en ko”. Allerede dengang blev det naturligt for mig at tage verden ind ved at skrive om den.

LÆS OGSÅ: Amanda Collin om at blive skuespiller og mor

Din levevej?
– I en gammel poesibog har jeg skrevet, at jeg enten ville være bondekone eller rockstjerne. Da jeg gik i 8. klasse, var jeg en dag syg derhjemme. Efter skole kom min veninde hjem til mig og fortalte, at læreren havde læst min stil op for klassen, fordi jeg havde fået 13. Omkring samme tid skrev jeg et bidrag til bogen Drømmerejser. De andre forfattere til bogen var voksne og nogle endda kendte mennesker. Jeg skrev om en rejse til La Gomera, hvor jeg sov i en grotte med min mor og nogle tyske hippier. Bogen fik virkelig dårlige anmeldelser, men mit bidrag blev rost i avisen, og jeg var meget stolt. I 3.g begyndte jeg at skrive på min første roman I natten danser ildfluerne, som var en ret syret roman, der både foregik i New York og Grækenland. Mine venner gik i byen, men jeg var helt suget ind i det univers. En af min mors venner var forlægger, og han læste den. Han vendte tilbage og sagde, at jeg skrev skidegodt, men at jeg havde slået et alt for stort brød op. Jeg skulle lige omkring nogle jobs i en blomsterforretning og i Sonofon, hvor jeg skulle stå i en termodragt og holde øje med et panel af blinkende lys og en gang i timen ringe op til en klartone.

– På et tidspunkt inviterede min far mig til Lissabon, og jeg blev så vild med byen, at jeg flyttede derned et halvt år efter. Der skrev jeg min debut Når man kysser i august. Jeg skrev hele romanen på 12 uger og blev derpå forelsket i en taxachauffør, så jeg endte med at bo der nogle måneder. Flere måneder senere da jeg sad på Samsø med min mor, kom der brev fra forlaget i Aarhus: Min bog var antaget. Da jeg havde skrevet min anden bog, sagde forlæggeren: ”Nu skal du til København”. Han syntes, jeg skulle have den store PR-maskine og et nyt blik på mit forfatterskab. Det synes jeg var meget stort af ham, og jeg græd mine modige tårer, da jeg forlod Aarhus.

Mister du nogensinde vejgrebet?
– Da jeg boede i Portugal, oplevede jeg inden for kort tid både et meget voldsomt trafikuheld, og så var der konstant indbrud, fordi vi boede meget tæt på et hårdt kvarter. Til sidst fik jeg en slags angst og turde ikke gå ud. Min far kom til sidst og hentede mig hjem. I den periode kunne jeg ikke mærke vejen under mig. Jeg vidste ikke engang hvilken vej, jeg skulle. Da jeg kom hjem, søgte jeg ind på medicin, men jeg fortrød. Jeg fik det først godt igen, da min første bog blev antaget, og senere blev jeg faktisk uddannet biolog. Jeg mister ikke vejgrebet så meget i dag. Det sker ikke så ofte, når man bliver ældre og kender sig selv bedre. Men det kan jo ske endnu, for jeg har hverken prøvet at få brystkræft eller miste mine forældre.

LÆS OGSÅ: “Kvinder sige ofte, at det er flot, og at de ville ønske, de også turde”

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Jeg har tre børn med to mænd. Min første mand var en tysk læge, og vi var sammen i meget kort tid. Vi har Ea Viola på 16 år. Derudover har jeg fået to børn, Willow og Frankie Roo, med min australske mand. Det er vist ikke så nemt at finde vejen til mit hjerte, men de to mænd har. Jeg kaster mig ud i mange ting, men når det kommer til kærligheden, skal man bestå mange tillidsøvelser, før jeg giver mig hen. At elske nogen på et dybere plan er svært for mig, og det er ikke sket mange gange i mit liv. Mark, som jeg er sammen med i dag, var jeg kæreste med allerede, da jeg var 25 år. Så gik der 11 år, hvor vi ikke havde kontakt. Jeg fik lyst til at tage til Australien med min datter, og så mødte jeg Mark igen, og det sagde ”bang”. Jeg har altid troet på, at man ikke bør gå tilbage til en fuser, men vi har været sammen i otte år nu.

Sissel-Jo Gazan og familien

Hvilken vej bor du på nu?

– Jeg skulle engang til Berlin og bo et par måneder. Jeg var ked af at bo i København, fordi det ikke var min by, og samtidig var jeg lige blevet skilt. Jeg var der i fire måneder og kom til mig selv igen. Berlin mindede mig om min barndoms Aarhus; folkelig og anarkistisk. Når der mangler et bræt på legepladsen, så kommer der lige en far med en hammer. Når der er et tomt hus, kommer der nogen med nogle stole og noget sand, og så er der en café. Samtidig er der tysk ”Ordnung muß sein”. Vi har boet i Berlin nu siden 2005 bortset fra i alt halvandet år i Australien i 2010 og 2012.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?
– Jeg er sgu nok familiens overhoved. Det er mig, der har kommandoen, men jeg har også mange maskuline dyder. Jeg tjener pengene og er ambitiøs. Jo, det er da mig, der har født børnene, men Mark og jeg aftalte, da vi fik den yngste, at vi ville dele det 40/60, og det var 60 til min mand, for jeg havde travlt med at skrive. Det er lidt sjovt, for han er jo en stor tatoveret australier med mudder på hænderne, som godt kan lide at flyve helikopter, men jeg har et stærkt drive, der sætter dagsordenen derhjemme.

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg føler, jeg er på vej ud i uvisheden. Jeg er 43 år og har lige skrevet en roman, som har alle parametre til at blive en succes, men det er også mig, der forsørger alle derhjemme. Der måtte gerne snart komme et seriøst stort internationalt gennembrud eller en filmatisering, og jeg tror også, det er på vej. Min mand er 55 år og kan ikke tysk, så det er sjældent han har job. Han er hjemme hos vores børn, og han er en meget vigtig faktor i min karriere. Jeg forsørger fem mennesker i en usikker branche. Jeg tror kun, jeg tør, fordi jeg er vokset op på den måde. Min mor sagde også sit faste job op for at skrive fagbøger, og så gik vi i perioder og ventede på bibliotekspenge. Jeg panikker ikke over usikkerheden, men jeg kan godt mærke presset. Det kan godt være, jeg en dag er nødt til at sadle om, men jeg holder aldrig op med at skrive. 

Kort om Sissel-Jo Gazan

  • Sissel-Jo Gazan, 44 år og opvokset i Aarhus.
  • Debuterede som 22-årig men fik først sit store gennembrud med krimien Dinosaurens.
  • Fjer i 2008, som bygger på hendes speciale som biolog.
  • Bor til dagligt i Berlin med sin mand og tre børn.
  • Hendes seneste roman, Blækhat, udkom på Lindhardt & Ringhof i efteråret 2017.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Familieliv