Birthe Neumann
Foto: Sara Skytte Skuespiller Birthe Neumann om at blive genkendt i Paris, være skuespiller og tage orlov for at blive bedstemor.

Birthe Neumann efter 42 års ægteskab: "Jeg er blevet dygtig til at få min vilje"

Birthe Neuman er en drømmer, som øver sig i at være til stede. Hun er også en succesfuld skuespillerinde, et skrøbeligt sind og gift med den samme mand på 42. år.

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Kærholmen i Vanløse, hvor jeg er født og opvokset i en toværelses lejlighed med mine forældre og lillesøster. Min far var skolelærer. På den tid var det ikke ret almindeligt at have sit eget værelse, og det havde vi heller ikke, før vi kom i den alder, hvor vi skulle læse lektier og derfor fik soveværelset. Det var også min mors systue, men det var helt vildt alligevel.

Din levevej?

– At være skuespiller er bare en side af min person. Der er en drømmende og ikke særlig jordnær side af mig. Jeg har altid gået og leget med at være en anden eller være et andet sted. At forestille sig noget har altid været en del af min måde at være til på. Som barn skulle jeg også have at vide, når jeg skulle spise, eller når jeg skulle lege. Jeg havde nok forestillet mig at gå en akademisk vej og gerne noget med at skrive eller fortælle historier. Men skuespilfaget virkede nemt for mig, for jeg skulle bare gå til optagelsesprøve og møde op. Fra den dag var der altid nogen, der fortalte mig, hvad jeg skulle. Dengang skabte skuespillere ikke deres arbejde på samme måde, som de gør i dag. Telefonen ringede bare, og så spurgte de, om du ville være med i det og det. Når det så er sagt, er intet nemt. Du skal være med i de rigtige ting for at holde dig på vognen.

LÆS OGSÅ: Anne Linnet: "Alle havde en fest omkring mig, men jeg havde det helt af helvede til"

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Paul og jeg har været gift i 42 år (skuespiller Paul Hüttel, red.). Vi mødtes på Det Kongelige Teater, hvor vi begge var. Paul var en del år ældre end jeg. Han havde været i gang i mange år, mens jeg var ung og ny. Han var køn og mørk. Jeg havde set ham på film og var lidt lun på ham, som man jo var. Men jeg havde også indtryk af, at han var arrogant og lidt for smart. Han gik med lyserød skjorte og signetring og lignede en mafioso. En dag fandt vi ud af, at vi begge boede på Dalgas Boulevard og begge cyklede til arbejde. Han viste sig at være utrolig enkel og sød, opmærksom og hjælpsom. Han var det diametralt modsatte af, hvad jeg forestillede mig. Det var en øjenåbner, og jeg blev forelsket med det samme.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Jeg lavede revy nogle år i Mogenstrup og Fredericia. Der opdagede jeg, at jeg har et komisk talent. Revy er en meget direkte form for teater, og der er kontant afregning. Det er ufatteligt hårdt. Senere blev jeg spurgt, om jeg ville være med i større revyer, og det tænkte jeg længe over. Men det var for hårdt for mig, og jeg har aldrig fortrudt, at jeg ikke kom med i for eksempel Cirkusrevyen. Jeg ved, jeg ikke har styrken til det. Det er meget hårdere end film og tv. Du SKAL levere hver aften mellem 20 og 22.30, hjem og sove og så på igen næste dag. Jeg syntes, det var svært at lægge mig om aftenen, når jeg var oppe i gear. Jeg elskede at spille teater, men det var altid svært for mig at være klar igen næste dag. Revy er en ekstra hård udgave af teatret, og du kan ikke gemme dig bag nogen eller have en dårlig dag. Publikum SKAL grine.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det generer mig ikke. Men jeg kan godt fortryde, at jeg er så sjusket, når jeg går ud i joggingbukser og med en elastik i håret. Jeg ligner en posedame. Til gengæld bliver jeg så rørt, når nogen genkender mig i det outfit. Efter Festen boede jeg to måneder i Paris, hvor jeg slappede af og så teater. Jeg oplevede flere gange, at folk kom hen til mig på gaden og talte til mig, men med mit skolefransk forstod jeg ikke andet end ”magnifique”. Jeg blev så glad for, at man åbenbart i Paris sætter pris på en midaldrende kvinde, og ved en enkelt lejlighed var der endda en smuk mand i et tog, der slog hænderne sammen og nærmest tilbad mig, mens han sagde ”magnifique”. En dag blev jeg stoppet af nogle franskmænd, der talte tilpas langsomt til, at jeg forstod dem, og da gik det op for mig, at det var Festen, de mente. Når man er en forfængelig nar som mig, kan man godt tro, at det er mig og min nye skindjakke, der er magnifique.

LÆS OGSÅ: Anne Herdorf: "Man kan jo ikke overlade hele sit liv til tarotkortene"

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Ja i den grad. Jeg fik en dyb depression, da jeg var i midten af 40’erne. Jeg havde indtil da brugt mit liv på at blive så dygtig som muligt. Jeg gik meget op i, hvordan andre vurderede mig, og i at få deres anerkendelse og leve op til det hele. Jeg var bange for ikke at slå til. Samtidig oplevede jeg – som så mange andre på den alder – at komme til et sted i livet, hvor man må se i øjnene, at de forandringer i livet, som man troede, var på vej, ikke kommer. De afgørende valg i livet er truffet. Du kan godt skifte job, men du får ikke livet tilbage, og de fleste løb er kørt. Ud over at gå med de tanker er jeg også arveligt disponeret for en depression, for det havde min mor og mormor også. Det kom på et par år, og det gik efterhånden op for mig, at det ikke bare var dårligt humør og træthed. Jeg var bange, handlingslammet og ude af stand til at stå ud af min seng om morgenen. Det var et helvede, og det ved alle, der har prøvet at have en depression. Jeg skrev dagbøger og talte mig ind i depressionen, og til sidst blev jeg indlagt og kom omsider i medicinsk behandling. Jeg havde nægtet behandlingen på grund af bivirkningerne, men endelig var der en overlæge, der fik overbevist mig. Så blev jeg rask, og det var et vendepunkt i mit liv. Fra da af stoppede alle ambitioner og forsøg på at følge med. Jeg var bare så glad for at være rask. Endelig kunne jeg nyde en blå himmel igen.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Den har ændret sig. De første år var det gennem min mand, for han vidste bedst med det meste. Han havde prøvet alting før, og jeg syntes, han var så klog. Det fortog sig med tiden, og i dag tror jeg, det er mig, der er kommandøren. Jeg er blevet dygtig til at få min vilje. Jeg er udspekuleret. Jeg siger ikke bare ”det vil jeg”, og jeg bruger aldrig konfrontation. Det hedder manipulation, og det kan jeg vist være ret god til. Han er svær at flytte og ved, hvad han vil. Vi har også gensidig respekt, og det sker ofte, at han siger: ”Du havde jo ret”. Jeg holder for eksempel meget af at rejse, men jeg skal bruge de nævnte teknikker for at få Paul med.

LÆS OGSÅ: Susanne Bier: "Jeg er ikke sådan en, der går til fest og ligesom - knips - bare bliver festens midtpunkt"

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Jeg har aldrig fundet valgene svære. Først i bagklogskabens lys har jeg erkendt, at jeg kunne have valgt det stik modsatte. Men man vælger jo det, man synes er rigtigt på det tidpunkt. For eksempel da jeg blev mor. Jeg tilsidesatte familie og barn, fordi jeg altid skulle arbejde. Dengang fik jeg at vide, at jeg skulle møde på teatret 10 dage efter fødslen, fordi forestillingen, jeg var med i, skulle fortsætte. Først bagefter kunne jeg se, at jeg jo havde et valg. Jeg kunne have holdt en pause fra teatret. Det har selvfølgelig haft omkostninger. Jeg ville ikke gøre det om, men det var den slags tanker, der optog mig meget i 40’erne, og det var de tanker, der gjorde mig syg. Da min datter kom og fortalte mig, at hun var gravid, gik jeg direkte op til min chef på teatret og bad om orlov. Jeg ville være der og opleve mit første barnebarn. Det krævede ingen overvejelser.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er altid på vej til at blive et mere afbalanceret, rummeligt og roligt menneske. Hele mit liv er gået med at arbejde mig hen imod en større ro. Jeg er flyvsk i tankerne og har ofte svært ved at skabe struktur. Jeg bliver aldrig et helt jordnært menneske, men jeg arbejder på det, og det kommer jeg til at gøre, så længe jeg kan sanse. Man er jo ikke til at leve sammen med, hvis man hele tiden går i sin egen fantasiverden og fortaber sig i en bog eller en serie. Hvis jeg bliver optaget af noget, har jeg svært ved at lægge det fra mig. 

Hvem er Birthe Neumann?

BirtheNeumann4.jpg

Birthe Neumann, født 1947

  • Uddannet skuespiller.
  • Har været ansat på Det Kongelige Teater, men er de seneste år kendt fra film som for eksempel Festen og Elsker dig for evigt, og har senest medvirket i Journal 64 samt i Hella Joofs Happy Ending, hvor hun har hovedrollen.
  • Gift med skuespiller Paul Hüttel, som hun har en datter og to børnebørn med.
Se, hvad vi ellers skriver om: Kendte, Karriere og Livsstil