Sofie Linde om kærligheden til Joakim: Han tog teten og sagde "Nu kysser jeg dig"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Jeg kan ikke huske mine første skridt, men de må have været på Trøjborg i Aarhus, hvor mine forældre havde en andelslejlighed, og jeg lærte at gå. Begge mine forældre læste til læger og var i midten af 20’erne, da de fik mig. Siden kom der tre børn til.

Læs også: Sofie Linde er gravid igen

– Det var en ekstremt kærlig barndom i et hjem med højt til loftet, og hvor leg og fis blev prioriteret over oprydning. Det var en kæmpe gave. Man måtte aldrig tænke småt, og vi børn blev udfordret, hver gang vi gjorde det. Vi diskuterede ekstremt meget, og det er jeg glad for i dag. Mine forældre arbejdede meget, men når de var hjemme, var de 100 procent til stede.

– Jeg er den ældste af fire børn, og sjovt nok kan jeg i modsætning til mit eget liv, huske mine søskendes liv i detaljer. Jeg kan huske hver gang, mine forældre er kommet hjem fra hospitalet med en ny baby, og der har været sådan en ”ae-ae, schyyyyyyy”-steming. Jeg kan huske, da jeg trøstede min grædende lillesøster, fordi det gik op for hende, at mor og far havde bollet, og der var endnu en søskende på vej. Jeg er en typisk storesøster, og jeg er et stort familiemenneske. Jeg tager gerne på spontane besøg derhjemme, mindste en gang om måneden, og for mig er tre timers kørsel ikke for meget.

Din levevej?

– Jeg ville egentlig være læge som min mor og far. Ikke at de sagde, det var det, jeg skulle, men det var jo det, vi talte om derhjemme, når vi talte om at gå på arbejde. Jeg drømte ikke om andet. TV-jobbet var en appelsin, der landede i min turban. Jeg søgte faktisk et rengøringsjob i DR, hvor jeg vedlagde sådan en slags rap, og så blev jeg kaldt til casting. De ringede og gav mig jobbet som vært på et børneprogram, og pludselig havde jeg været i DR i ti år. Det er så stort, at det slet ikke var min drøm, men jeg er bare havnet på rette hylde, og jeg elsker mit arbejde.

LÆS OGSÅ: Thomas Hwan: "Noget af det fineste, min mor har lært mig, er, at man ikke skal finde sig i pis"

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Det synes jeg tit, jeg gør. Men den første stor korsvej var nok i begyndelsen på DR. Jeg arbejdede på den måde, at jeg hvert år kunne forlade DR og søge ind på universitetet. Det skete bare aldrig, og til sidst var der en kollega, der sagde: ”Det kommer jo aldrig til at ske. Du er jo landet, hvor du skal være”. Der besluttede jeg mig for ikke at leve efter et uudtalt krav om uddannelse. Jeg tror på mit talent, og at den udvikling, jeg har gennemgået, er nok til at skabe succes. Jeg har jo så aldrig prøvet en rusuge, at være i en læsegruppe eller at sidde i en park to timer i løbet af dagen og læse mig klogere, men jeg tror faktisk heller ikke, jeg ville have egnet mig til det. Der skal altid ske noget.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Joakim (tv-vært og kollega Joakim Ingversen, red.). Jeg har gennem livet haft mange drengevenner, men jeg havde aldrig prøvet at blive kæreste med en, jeg var venner med. Men jeg er så glad for, at måne, sol og stjerner stod rigtigt, da Joakim og jeg tog i byen en aften og delte en stor portion alkohol. Det var en helt almindelig hverdag i juledagene for nogle år siden, og vi havde begge to fri næste dag. Der blev vi enige om, at vi skulle noget mere. Så tog han teten og sagde: ”Nu kysser jeg dig”. Jeg har aldrig været gladere.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det er ret massivt, men som udgangspunkt er det kun hyggeligt at have et job, folk følger med i. Det er da en ære. I nogle situationer ville jeg helst være anonym, men jeg har ikke et hav af dårlige oplevelser. Hvis de dårlige oplevelser var flere end de gode, havde jeg trukket stikket. Det sjove ved X Factor-jobbet er, at jeg lever i en kæmpe offentlig efterkritik. Når jeg går ned i kiosken, siger kioskmanden, at han hepper på én dommer. Så stiger jeg ind i en taxa, hvor chaufføren siger, at den anden gør det godt, og så møder jeg en ekspedient i en butik, der synes, at det er den tredjes tur til at vinde. Det er et folkeligt heppekor. Tit oplever jeg også, at folk vinker og siger ”hej Sofie” på gaden, fordi de tror de kender mig. Det er ligesom, hvis du har en fast ekspedient i Netto og pludselig ser vedkommende i civil, så ved du ikke, hvor du kender hende fra. Det er ret sjovt, når man kan se på folk, at det går op for dem, at de ikke rigtigt kender mig.

LÆS OGSÅ: Anne Sophia Hermansen: ”Hvis kvinder shitstormes, kan de komme til mig og få østers og champagne”

Hvad er dit livs omvej?

– Jeg synes, alting i mit liv er en omvej. Arbejdet, Joakim og det at bo i København. Det troede jeg aldrig, jeg skulle. Jeg har altid sagt, at jeg skulle være læge, have mit første barn som 25-årig med en mørkhåret mand fra Jylland, og vi skulle bo i Aarhus. Og han skulle lave noget andet end mig. I dag kunne jeg ikke være længere væk fra det scenarie. Jeg har fået barn som 28-årig med en lyshåret københavner, og vi bor i København. Jeg arbejder i tv-branchen, og det gør han også. Alt er en omvej. Især København, for jeg har aldrig haft et forhold til København. Nu har jeg været her så længe, at Aarhus ikke længere er mit hjem. København er min by. Jeg elskede den ikke før, men det gør jeg nu. Når jeg kommer hjem til mor og far i Odder, kan jeg mærke roen, og at skuldrene sænker sig, men jeg kommer altså ikke til at bo der til hverdag!

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Jeg er heldigvis aldrig kørt galt, men i takt med, at jeg er blevet voksen, har jeg fået nogle knubs. Jeg har betalt nogle dyre lærepenge i forhold til venner, ekskærester og kolleger. Jeg er blevet klog på, hvem jeg vil omgås. Hvem giver mig plus på kontoen? Der har jeg mistet fodfæstet og indimellem brudt med mennesker, der ikke beriger mit liv og skåret dem væk. Det kræver mod, for jeg er et pleasende væsen, der gerne vil have, at alle har det godt. Men det er en proces at finde ud af, hvem der skal være tæt på, hvem der skal være i armslængde, og hvem der skal helt væk. Dine relationer skal gerne efterlade dig fyldt op af en følelse af, at du også får noget ud af det. I en periode kan du selvfølgelig skulle være løftestang for den gode stemning, men overordnet skal der være plus på kontoen i dine relationer til andre. Jeg har prøvet at føle mig misbrugt i relationer. I perioder har jeg brugt alt for meget tid på aftaler, der fik mig til at gå ked af det hjem. I dag ved jeg, at jeg ikke skal have hvem som helst i mit liv. De skal gøre mig glad.

LÆS OGSÅ: Ankerstjerne: 18 ting, du (måske) ikke vidste om den nye X Factor dommer

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Den skifter. Før var vi to, der altid talte tingene til ende og blev enige om alting. Nu er der kommet et kommunikativt epicenter, hvorfra rollerne fordeles. Hos os er det for eksempel sådan, at den, der har puttetjansen, har ”fri” mellem 17 og 19. Vi er i det hele taget gode til at blive enige, men det er Joakim, der er bedst til at sige: ”Så nu sætter vi os lige ned og planlægger”.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er startet på et learning-by-doing-kursus, der hedder mor, og jeg synes, jeg bliver bedre og bedre for hver dag. Det er den største og bedste udfordring i hele mit liv at have fået Trine. Det er fantastisk ud til fingerspidserne og benhårdt arbejde på samme tid. Samtidig er der så mange flere følelser i det, end jeg anede, at jeg rummede. Pludselig er der så meget at miste. Hendes ve og vel er centrum for alt, hvad jeg gør. Heldigvis falder det mig ganske naturligt. Jeg har dog et ret dårligt strukturgen, men jeg er blevet presset til at lære det. Indtil videre har hun hverken haft kolik eller alvorlig sygdom, men hun er en dame, der ved, hvad hun vil. Det er så sjovt, at jeg tit har siddet og tænkt: ”Hvorfor sover du hele tiden, kan du ikke snart lære at kravle”, og kort tid efter længes jeg efter dengang, hvor hun sov tre timer i træk. Men vi har en fest derhjemme med masser af musik og kasten med klodser. Det er både hyggeligt og benhårdt.