Svend Brinkmann
Foto: Robin Skjoldborg/Gyldendal Vi har haft en snak om sorg med psykologiprofessor og forfatter Svend Brinkmann, som har skrevet bogen Det sørgende dyr, der udkom i 2018.

Kunsten at dø

Svend Brinkmann: Derfor er sorg blevet et problematisk fænomen

Han er allevegne. Og nu har han også skrevet en bog om sorg. Forfatter og psykologiprofessor Svend Brinkmann mener, at den sørgende skal have tid og plads til at sørge, og den døde skal huskes og mindes. Det kræver nye ritualer og en erkendelse af, at vi hver især bare er et lillebitte ‘blip’ i universet, så vi kan møde tanken om vores egen dødelighed og selve døden med sindsro eller noget, der ligner. Det er lidt af en kunst i disse FOMO-tider.

Hvorfor er sorg interessant?

– Sorg fortæller noget interessant om mennesket i vores tid. Vi lever i et højhastighedssamfund, som er fokuseret på lykke og produktivitet, effektivitet og positivitet. Alt det, der er i direkte modsætning til sorg og den sørgende. Derfor er sorg blevet et problematisk fænomen.

Hvordan løser vi det?

– Ved at lade den sorgramte sørge. At være i sorg er en proces, hvor den sørgende er ude af trit, asynkron, med det, der foregår i samfundet i øvrigt, og det skal der være plads til. Sorgen har sin egen rytme, og sorgen kræver, at vi taler om den. Men dét at være i sorg er udfordret, fordi vi lever i et individualiseret samfund, hvor der ikke er fælles ritualer og skabeloner for sorgen. Dem bliver vi selv nødt til at skabe for, at vi kan være i processen. Når vi er martret af sorg, SKAL vi have nogle ritualer, for vi har brug for at markere de svære eksistentielle overgange i livet. Indtil nu har vi set det som progressivt at bryde den slags ritualer, skabeloner og mønstre ned, så individet kan gøre, hvad det har lyst til. Det er også hjælpsomt i nogle dimensioner af tilværelsen. Men når det kommer til situationer, hvor du er hjælpeløs, og det er du, hvis du har mistet én, du elsker, er det ikke opbyggeligt. For du ved ikke, hvad du har lyst til. Du er forvirret og skal gribes af noget og nogen.

Hvordan var ritualerne tidligere?

– Ritualerne har været helt mekaniske. Der har været regler for, hvor længe du skulle gå i sort, og hvor lang tid, der skulle gå, før du måtte date igen, som det hedder i dag. De rammer kan også overdrives, fordi de kan være undertrykkende i forhold til dine egne erfaringer. Men en balance derimellem, tror jeg, vil være ideel. Vi har bare ikke fundet den endnu. I autencitetens hellige navn har vi smidt de faste rammer væk, for ‘vi skal leve livet på vores egen spontane måde, som vi føler for i øjeblikket.’

LÆS OGSÅ: Det sidste farvel: "Hun døde, mens vi fortalte eventyr"

Hvilke ritualer er nye?

– Nye ritualer vokser frem på nettet, bl.a. på sitet Mindet.dk, hvor du kan lave en mindeside for den døde. Andre benytter sig af Facebook, hvor de skriver til de pårørende, men også på den dødes profil, selv om den døde i sagens natur ikke kan læse det. Der bliver også stiftet sorggrupper af græsrodsbevægelser, hvor man i fællesskab forsøger at hjælpe og gribe hinanden. Der kommer litteratur og lyrik om emnet, fx Naja Marie Aidts bog (Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, om forfatterens søns død, red.), der bliver lavet musik af bl.a. Søren Huss og Kira Skov (som begge har mistet deres ægtefæller, red.), og DR har lavet tema om sorg.

Er der også en fascination af sorgen?

– Helt sikkert. Der er også en kildrende uhygge ved sorgen, men det er ikke grunden til, at de sørgende interesserer sig for sorgen. De interesserer sig for sorg, fordi de er i sorg. Men det er måske grunden til, at så mange af os andre interesserer os for den. Ligesom vi opsøger tårepersere, lytter til sørgelig musik i mol, læser dødsannoncer eller går tur på kirkegården og siger: “Ej, han blev godt nok ikke gammel,” når vi ser fødsels- og dødsåret. Det er en form for hyggesorg, en romantisering af sorgen. Det giver en eller anden form for kontakt med noget eksistentielt, som vi ellers mangler. Lige indtil sorgen rammer os, så er det ikke romantisk mere.

Hvorfor skal vi tale om sorgen?

– Fordi sorgen findes. Fordi sorgen er en del af tilværelsen. Men jeg synes ikke, det er noget, vi skal pålægge andre. Jeg hørte engang Bent Fabricius-Bjerre, som nærmer sig de 100 år, blive spurgt om, hvad han tænker om døden. Han svarede, at det spekulerer han aldrig på. Han ser bare fremad og glæder sig til det, han skal i morgen. Jørgen Leth har sagt nogenlunde det samme. Jeg synes også, det er en legitim måde at forholde sig til døden på: ikke at forholde sig til den. Ikke alle mennesker skal sidde og gruble over deres endelighed, der er bare mange af os, som ikke kan lade være. Og det er sgu også i orden.

Hvis du ikke kan lade være, hvilket tankespor kan du så bevæge dig ud ad?

– Hvis du interesserer dig for ideer og filosofi, er der en rig tradition for ars moriendi, der betyder kunsten at dø, og hvordan du forholder dig til din egen dødelighed. De gamle græske filosoffer og de romerske stoikere har haft en praksis for, hvordan du lærer at forholde dig til din egen endelighed og har en masse konkrete råd.

Kirkegard
Illustration: Barbara Dziadosz

Hvad er det for nogle råd?

– De gamle grækere og stoikere var optaget af at møde døden med sindsro uden at være bange for at være gået glip af noget. Den førsokratiske filosof Epikur har en meget berømt sætning: “Hvor døden er, er jeg ikke. Og hvor jeg er, er døden ikke.” Med andre ord: Når jeg er død, er jeg død, og når jeg er i live, er jeg ikke død. Og hvorfor frygte noget, som jeg aldrig vil være sammen med? Der er gået 13.7 milliarder år i det her univers’ levetid, hvor jeg ikke har eksisteret, og så er der måske, hvis jeg er heldig, 80 år, et lille ‘blip’, hvor jeg eksisterer. Og bagefter er der en evighed, hvor jeg heller ikke eksisterer. Men jeg ser jo ikke tilbage på de 13.7 milliarder år, før jeg kom ind i verden, som forfærdelige, så hvorfor skulle jeg tænke på den anden side af livet som forfærdeligt? Det er en tanke, der har været i den vestlige verdens filosofi i 2.500 år.

Er der andre gode tanker, der kan tænkes?

– Der er også en østlig tradition med et parallelspor, som er mere spirituelt end filosofisk. En af de buddhistiske meditationer handler om, at du billedligt skal se din egen død for dig, og hvordan din krop forgår. At gennemspille scenariet for at få erkendelsen af, at det er helt naturligt, at du indgår i et større kredsløb, hvor det er selvopblæst at tro, at det skulle have så stor betydning, at din lille oplevelsesverden en dag vil få ende. Alt andet går jo videre …

Hvad er det vigtigste, du har lært om sorgen?

– Det interessante ved sorg er ikke sorgen i sig selv. Det er det, sorgen fortæller om at være menneske. Den britiske filosof Simon Critchley, som jeg er stor fan af, siger, at sorgen minder os om det, mennesket ikke kan. Det er i modsætning til vores tids tradition for, at du skal være den bedste udgave af dig selv, din egen lykkes smed, en vinder, alt det bullshit. Men Chritchleys pointe er, at der er en dimension af mennesket, som ikke kan. At vi er nogle tragikomiske væsener, for vi vil så gerne, men vi kan slet ikke alligevel. Vi vil så gerne mestre det, fikse det og være vores egen herre, men sorgen fortæller os, at det er en total illusion. For vi er ikke selv herre over, hvem vi elsker, og at dem, vi elsker, dør fra os. Det kan vi ikke fikse. Når mennesket er i sorg, bliver det sat i en situation af radikal umulighed. Det, synes jeg, er utrolig vigtigt at snakke om. Særligt lige nu, hvor vi skal ‘kunne’, ‘vælge’ og ‘være motiverede og passionerede.’

LÆS OGSÅ: Ulla Tørnæs: "Min mor døde, da jeg var otte år"

Og det kan vi ikke finde ud af?

– Det lyder, som om jeg er i gang med at rive tæppet væk under os, men i virkeligheden er det meget opbyggeligt. Fordi det bliver nemmere at tilgive dig selv, når du ikke præsterer, og når du fejler.

Hvordan lærer vi at leve med sorgen?

– Det gælder om at knytte vedvarende bånd til den døde. For et halvt århundrede siden sagde man, at det gjaldt om at kappe båndene over til den døde, så den energi og de følelser, der var investeret i den døde, kunne investeres i andre, så du kunne komme videre. Men det gælder ikke om at komme videre. Hvis du har mistet den, du elsker, kan du selvfølgelig godt blive forelsket igen. Men det betyder ikke, at du holder op med at elske den, du har elsket.

Kan sorg ligefrem være meningsfuld?

– Ja, for den er udtryk for kærlighed. Kærligheden forsvinder ikke, fordi den, du elsker, forsvinder. Men genstanden for kærligheden forsvinder, så du ikke rigtig kan komme af med din kærlighed, og det kan gøre ondt. Derfor er sorgen smertefuld, men også meningsfuld. Fra vi er små børn, til vi er oldinge, er sorgen en følgesvend, en grundtone i vores liv. Vi kan skrue rigtig meget ned for den, og det har vi gjort så længe, at den næsten er blevet uhørlig. Og når vi så mister nogen, bliver der skruet så højt op, at vi ikke kan høre andet. Måske derfor er der grund til, at vi skruer lidt op for den, også i de situationer, hvor vi ikke mærker sorgen, så den ikke overrumpler os fuldstændig, når den rammer.

Flere ord om sorg

brødrene løvehjerte astrid lindgren

Brødrene Løvehjerte af Astrid Lindgren

Tvebak og Jonathan og deres rejse til Nangijala, landet man kommer til, når man dør.

Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage af Naja Marie Aidt

Om det pludselige tab af sønnen Carl, og hvordan livet opleves og leves efter hans død.

På en måde skal vi dø af Lotte Blicher Mørk

Rigshospitalets hospitalspræst om sine erfaringer med sorgen og døden, og hvordan vi tåler afmagten.

Jeg går i min fars støvler af Julie Top-Nørgaard

Om at være datter til en syg far, der siden dør, og om at få livet til at hænge sammen på trods.

Et år med magisk tænkning af Joan Didion

Hvordan ægtemandens pludselige død får det hele til at gå i stå, og dog går livet videre.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Psykologi, Sorg og Døden