Line Jensen
Foto: Claudia Vega Rod og stiftblyanter er et livsvilkår hjemme hos tegner Line Jensen.

Tegneren Line Jensen: ”Skam er stærkt adfærdsstyrende, og vi skal ud over den skam”

“Mest af alt holder jeg af hverdagen,” skrev Dan Turèll. Tegneren Line Jensen, 43, er stik uenig. I hvert fald på papiret. Med sine tegninger skildrer hun opvask og talebobler, der illustrerer den dødssyge trummerum – og at kvinder stadig har ansvaret for hjem, børn og rene bordplader, uden at de har bedt om det. Det har hun fået en karriere og 29.300 følgere på Instagram ud af.

“Tørre bordet af. Stille mad frem. Pakke mad væk. Tørre bordet af. Stille mad frem. Pakke mad væk. Tørre bordet af.” 

Ordene står skrevet med stiftblyant og en blanding af store og små bogstaver. B’ets nederste boble er mindre end den øverste. T’et ligner et vindblæst kors. Hvis en grafolog analyserede håndskriften, ville det ikke overraske, hvis hun sagde, at det var udtryk for hurtighed fremfor perfektion. Eller at det var en 10-årig, der havde skrevet det. Det er det ikke. Det er Line Jensen, der har ført blyanten, og som har taget et billede af de nedfældede ord og lagt det på sin Instagram-profil @linejensen_illu. Der er 29.300, der følger hendes streg. Oftest tegninger af en kvinde, en mand og nogle børn fanget i hverdagen, hvor de mindre flatterende sider viser sig. Opvask og rod. Unger, der hyler, og forældre, der tænker som børn: “Hvor er der en voksen?” Det er livet, som det er og ikke, som det måske burde være, fanget i glimt. Og blyanten, der suser henover papiret, understreger med sin grå ujævne linje, at det ‘perfekte’ er en by i Rusland, som ingen nogensinde har besøgt. Slet ikke i denne coronatid, hvor vi, i skrivende stund, er fem uger inde i en verden af sprit, værnemidler og lukkede døre. Det er bag de døre, familielivet skal bestå sin prøve. Og det er netop det, Line Jensen med sine tegninger nærstuderer med udgangspunkt i sin egen klan, sin musikermand og tre døtre i haveforeningshuset på Amager. 

LÆS OGSÅ: Mynte My Uthaug om feminisme: ”I skal ikke finde jer i, at I bliver kaldt ludere”

“Det er helt vildt, det der foregår i verden, men mit eget liv står fuldstændig stille. Jeg prøver bare at sætte én fod foran den anden og tænke så lidt som muligt.”

Det passer ikke, det hun siger. For Line tænker hele tiden. Det er den største del af hendes arbejde. Den usynlige del, der foregår oppe i hovedet. Det er grænselandet mellem “Hvem er jeg?” og “Hvem vil jeg gerne være?” hun afsøger. Hvordan så store filosofiske abstraktioner kan fortættes til en skitse. Hun forsøger lige nu at finde nogle små øer af stilhed, så hun kan høre, hvad der foregår på øverste etage, og hvad hjertekulen siger til det hele. Det kan være svært med hjemmeskoling, “Moar, moar, moar” som lydtapet og et gulv, hvor verdens største perleplade har kastet op.   

mit arbejde.jpg

Dine tegninger viser ofte, at hverdagen kan være en bitch. Hvordan har du det med hverdagen? 

“Jeg hader den, og jeg elsker den. Jeg hader den tit, mens jeg står i den. Men nu, hvor jeg har mistet den, savner jeg den. Jeg savner, hvor lykkelig og ubekymret, den har været indtil nu. Men lige så frustreret, jeg er over den lige nu, vil jeg sikkert se tilbage på den her tid som lykkelig. Phillip Faber-sang hver morgen, o g børnene, der rendte rundt i underbukser og malede med vandfarver. Måske er det det, der skal til. At komme væk fra hverdagen, så man kan savne den, komme tilbage til den og glæde sig over den,” siger Line Jensen, der sjældent maler roserne røde uden ikke også at fremhæve det mindre skønne. Ofte mænd. 

“Det privilegium har mænd i højere grad. De får lov til at gå ud at sparke til noget og komme hjem og være taknemmelige for det, de har. De har alle et job, der er så vigtigt, at de ikke kan holde weekend eller barsel fra det. Manden skal både gå til fodbold og løbe maraton, mens kvinden går rundt og samler strømper op fra gulvet. Hvorfor?”

Det usynlige arbejde

Det er fire år siden, Line Jensen begyndte at tegne. Hun var på barsel med sit tredje barn, Solvej. Hendes veninde udfordrede hende til hver dag at lægge en tegning på Instagram. Hun greb den – og blyanten, med venstre hånd, for den højre brugte hun, når hun ammede. Line Jensen afbillede, at barselslivet ikke var den fest, de fleste går rundt og taler om. Hendes mand og faren til den nyfødte kunne ikke forstå, at hun var bitter. Han troede, at det var alle kvinders hedeste drøm at trisse rundt og bruge samtlige af døgnets timer i selskab med en baby. 

“Jeg blev rasende og ked af det. Det var jo ikke, fordi min mand var ond, men fordi han lægger under for den fælles forståelse, at mænd tager ud og laver noget, der kan ses. Kvinder står for det usynlige arbejde. Vi tørrer bordet af igen og igen og samler Lego-klodser og gækkebrevssmulder op. Det fylder 80 procent af vores dag, men det er ikke værdsat som arbejde. Det kan jeg blive virkelig harm over!” Hun taler højt nu, men stemmelejet falder hurtigt ned igen. 

Line Jensen 2.jpg

“Personligt er jeg blevet mindre og mindre bitter. Jeg tager mere og mere ud, ’står på scenen’ og bliver taget alvorligt for det, jeg laver. Jeg tør sige højt, at jeg vil leve af det her; mine tegninger. Det skal kunne lade sig gøre! Men jeg bliver mere og mere bitter på mit køns vegne, fordi der er mange, der ikke får lov til det.”

Det handler ifølge Line Jensen om skam. Skammen over at have behov for at gøre noget andet end at tage sig af børn og hjem. Sådan gør en ægte mor jo ikke.

“Skam er stærkt adfærdsstyrende, og vi skal ud over den skam. Første skridt er at blive opmærksom på, at der er et behov for en pause fra hjemmet og turde sige det højt. Hvis ikke du siger det højt, kan du ende som offer, “Jeg får heller aldrig lov til at gøre noget.” I stedet skal du sige: “Hey, jeg vil også gerne ud. Kan vi købe os til rengøring, finde en barnepige eller vil du tage dig af børnene?”

Hun er varmet godt op nu. 

“Men der er også en anden side af det. Kvinder, der vil have hele barslen for sig selv og farvekoordinerer babyens tøj, og som ikke tør give ansvaret til mændene. Hvis du vil ud, må du også give ansvaret fra dig. Du må stole på, at han finder ud af, hvornår babyen har det for varmt, og hvad lige præcis den der type grynt betyder. “Men det er jo sådan noget kun mødre ved,” er der mange, der siger. Næ! Det er sådan noget du ved, hvis du er sammen med barnet hele tiden.”

Mon ikke, der sidder en mor eller to derude og føler sig ramt. Det er det, Line Jensen kan med sine ord og sine tegninger. Men det var slet ikke det, der var meningen til at begynde med. Tegningerne skulle fungere som ventil, som kunne punktere forventningerne til barselslivet. Et egoistisk projekt, kald det selvterapi, hvor hun fik udtrykt og udforsket sine følelser, frustrationer og fornemmelser. Men det havde en smitteeffekt. De små øjeblikke fanget med en stiftblyant og sat i en kvadratisk ramme på Instagram vakte genklang hos andre nybagte mødre – og kvinder generelt. I begyndelsen havde hun 250 følgere, som var vennerne fra Facebook. Men det udviklede sig hurtigt til en større følgerskare, fordi det ramte noget andet hos folk end billedet af en sød baby. Det var en direkte vej ind til folks følelser. Da det gik op for hende, at tegningerne kunne tage lidt af vægten fra tunge ammeskuldre og andre ågbærende kvinder, fortsatte hun.  

LÆS OGSÅ: Mille Dinesen: "Mit hjerte er blevet dobbelt så stort"

“Det er ikke nogen vilde ting, jeg brokker mig over eller særligt vanvittige ting, der foregår hjemme hos os. Nogle gange er vi uvenner over opvasken eller skændes om, hvem der har sovet dårligst. Det er åbenbart så tabubelagt, at det kan være en kæmpe forløsning at finde ud af, at det også foregår hos andre. Vi har alle de der små, nederen ting, vi kæmper med, og vi ved godt selv, at vi er latterlige. Når vi får det sagt højt, finder vi ud af, at så er det heller ikke værre. Men hvis vi går med det indeni, ikke får talt om det og skammer os over det, kan det blive et virkeligt problem. De små hverdagsproblemer derhjemme betyder noget. Det er her, vi vågner op og går i seng. Det er grundlaget for alt.”

Derfor arbejder hun også hårdt på at holde selvcensuren på afstand. Hvis Line Jensen først tegner en skitse og forsøger at forfine den, forsvinder følelsen. Det er pointen, at det er umiddelbarheden, der står tilbage og bliver sluppet fri til følgerne. 

Fire liv på 43 år 

Ordene, der kommer ud af Line Jensens mund, stikker i mange retninger. Om at føle sig forkert med læbestift på, for så snyder hun folk, sådan er hun jo ikke. “Jeg vil helst lave alt i nattøj.” Om at have det ambivalent med Instagram. “Det kan være en tiltrængt pause, og det kan være et kæmpe spejl af min egen utilstrækkelighed.” Om at have angst og ikke turde tro på, at det hun lavede og levede af, var ‘rigtigt’ og godt nok. “Hver gang jeg havde en fornemmelse af, at det gav mening, slog jeg mig selv oveni hovedet og sagde til mig selv: “Hvem tror du, du er?”” Og om at komme ovenpå og nu ikke være bange for at indtage sin plads og blive siddende på den. Det er store emner, men ordene, der beskriver dem, føles ikke tunge. Det er bare sådan, det er. Trækken på skuldrene. Skulle vi aldrig have den kop kaffe? Hun er god på streg, men hun kan også noget med sin tale. Nogen burde give Line Jensen sit eget radioprogram. Som når hun fortæller om de mange liv, hun har levet i sine 43 år. Det første var i Aarhus, hvor hun er vokset op med sine gymnasielærerforældre, som begge er de første studenter i deres familie. I barndomshjemmet var der en stolthed over deres akademiske identitet. Af samme årsag var det givet, at Line Jensen skulle på gymnasiet efter folkeskolen, og på universitet efter gymnasiet. Hun havde faktisk slet ikke indtryk af, at man kunne gå en anden eller tredje vej. Hun har altid tegnet, men det var noget, man gjorde, når lektierne var lavet. Det andet liv begyndte i Aarhus, hvor hun startede på kunsthistorie, fordi det var det mest kreative fag, hun kunne finde i universitets katalog. Så mødte hun faren til sit første barn. Han havde ikke gået på gymnasiet, og han var et af de klogeste og mest nysgerrige mennesker, hun havde mødt. Han så Line Jensen for andet end hendes gode karakterer, og “det var en game changer.” Hun droppede ud af studiet, tog på kunsthøjskolen Krabbesholm og flyttede senere til København. Hun begyndte på Den Grafiske Højskole, hvor hun ofte sad og arbejdede til klokken to om natten. En befrielse og et åbent rum uden bagkant. Her hørte hun til. Hendes mand var droppet ud af sit studie på musikkonservatoriet og levede af at være bassist på turné. De hørte musik, levede i en tourbus og havde et stort netværk af mennesker, der levede frie liv. Det var en god tid. Hun blev gravid, Nora kom til verden. Parret havde været sammen i fire år. 

“Det gik ikke så godt, efter vi fik barn. Mit liv blev sølle og sindssygt hårdt. Jeg brugte mange kræfter på at dække over ting, der ikke fungerede, og lod, som om ting, som overhovedet ikke var normale, var normale.” 

Kvindekamp.jpg

Line Jensen var i forholdet i yderligere tre år. I 2017 døde han af en kombination af stoffer og alkohol. 

“Han havde rigtig mange gode sider, men også rigtig mange svære sider. Han tog stoffer fra begyndelsen af vores forhold og havde et kokainmisbrug, der eskalerede, når vi havde det dårligt. Det var en ond spiral. Da vi var sammen, var jeg hele tiden i tvivl, om det jeg følte, var rigtigt eller ej. Om jeg var hysterisk. At han døde af det, gør, at vi ser tilbage på vores liv med andre briller. Jeg havde ret til at være i tvivl.”

Efter skilsmissen begyndte hendes liv nummer tre. Det var benhårdt. Siden blev det en befrielse. 

“Jeg brød med illusionen om kernefamilien. Jeg fandt mine egne ben og forsørgede min datter. Jeg fandt en stærk identitet i at være alenemor, løbe maraton og være single med mine veninder. Vi tog til koncerter og foredrag. Der var en lang periode, hvor jeg havde ondt af dem, der var i parforhold. Jeg syntes, det var så sørgeligt, at så snart man fik barn, skulle man droppe det, der var spændende.”

Men du faldt selv i fælden igen?  

“Mange af mine tegninger handler om netop det. Det kan godt være, at jeg bor i et kolonihavehus med mand og tre børn, og det ser lykkeligt ud på overfladen. Men det er en kliché på lykkeligt liv. Når det er sagt, opleves det anderledes den her gang. Min mand kommer hjem, når han siger, han kommer hjem. Vi er to voksne mennesker, der virkelig gerne vil hinanden, vores familie og fællesskab. Jeg kunne ikke tegne de her tegninger, hvis ikke der var en underliggende præmis om, at vi er okay. Bare dét, at han lader mig gøre det, er en kærlighedserklæring.”

Føler du dig aldrig fanget?

“Jeg spræller og spræller. Det er det, jeg kæmper med. Jeg savner at have et liv, hvor jeg kan mødes med mine veninder til hvidvin på altanen. Men det er også et kæmpe arbejde at holde hinanden ud.”

Skandaløse Snehvide

Starten på liv fire var, da hun i 2012 mødte sin nuværende mand, musikeren Rune Kjeldsen, som er far til hendes to yngste døtre. “Du er så god til at fortælle historier. Hvorfor fortæller du ikke dine egne?” spurgte han. Han såede det første frø til den grafiske designers tegnekarriere. Tegningerne blev en forlængelse af det sprog, som Line Jensen altid har talt. Desuden kom der to piger til familien, Kirsten og Solvej. Og et faldefærdigt hus på Møn, som familien boede permanent i sidste år, fordi den ældste datter skulle på efterskole, og de to yngste endnu ikke var startet i skole. Nu var muligheden for at bytte shawarma og sirener ud med strand og vand der. 

“Vi købte huset, lige inden det røg på tvangsauktion og en uge inden, jeg fandt ud af, at jeg var gravid med vores yngste. Den graviditet var et helvede fra start til slut, så jeg fik ikke gjort meget ved det hus. Det er smadret, men sindssygt dejligt at være i.”

LÆS OGSÅ: Johanne Schmidt-Nielsen: Det ville jeg ønske, jeg selv vidste, da jeg blev student

De blev så glade for at bo i huset, at de gerne ville blive boende, men det drømmer den ældste på 17 ikke om. Det må vente. Indtil da skal der tegnes og læses eventyr for pigerne. Med kommentarspor. 

“Min mand synes, at jeg er lidt for optaget af at give mine feministiske værdier videre. Jeg bliver rasende af at læse Grimms eventyr højt. Snehvide for eksempel, der er ingen, som spørger hende, om hun vil giftes. Hvad har hun egentlig lyst til? Hvorfor skal hun bare sidde og vente? Børnene siger: “Sådan er det bare, hun er prinsesse!””

Line Jensen 1.jpg
“Det er også et kæmpe arbejde at holde hinanden ud.” Line Jensen om parforholdet.

I dag lever Line Jensen af sine tegninger, som hun primært sælger fra sin webshop. Muleposer, T-shirts, print og de to bøger, som hun i øvrigt selv har finansieret, bliver skippet afsted som ‘I see you’-skulderklap til hele Danmarks kvinder. Derudover laver hun tegneopgaver for andre, lige for tiden Sex og Samfund, Mødrehjælpen og Politikens magasin Mad. 

Hvad kommer der til at ske i dit femte liv? 

“Jeg drømmer om at blive bedre til at fordybe mig i noget, sætte noget større i gang og gøre det færdigt. Jeg vil gerne finde på historier. Digte noget. Jeg kan kun fortælle noget, der er i virkeligheden.” 

Det kan også noget. Er det ikke noget med, at virkeligheden – og hverdagen – altid overgår fantasien? 

Hvem er Line Jensen 

  • Uddannet fra Den Grafiske Højskole i København. Har levet som selvstændig grafisk designer, inden hun for fire år siden gik i gang med at tegne. I dag kan hun leve af sine tegninger.
  • Har udgivet to bøger, Hver dag starter det forfra (2017) og Det store regnestykke (2019). Har modtaget arbejdslegat fra Statens Kunstfond på 50.000 kroner to gange og projektstøtte til sin første bog på 30.000 kr.
  • Hendes første bog vandt Pingprisen for årets debut i 2018.
  • Gift med musiker Rune Kjeldsen, med hvem hun har døtrene Solvej på fire og Kirsten på seks. Har også Nora på 17 fra et tidligere forhold. 
  • Find hende på @linejensen_illu på Instagram, hvor hun lægger noget op dagligt. 

Lines lidt af hvert 

Læser … “Det sidste jeg læste, inden corona brød ud, jeg ikke har været alene siden, var Monica Isakstuens Vær god ved dyrene.”

Lytter til … “Podcasts, Invisibilia, Radiolab, This American Life og Dolly Parton’s America, og så får jeg artikler læst højt på Zetland. Af musik elsker jeg country americana, blandt andre Lucinda Williams.”

Ser … “Unorthodox og Mrs. Fletcher.” 

Siger ofte … “Det ved jeg ikke. Tror jeg.” 

Har skabene fuld af … “Papkasser og pap og plastikcharteks og kuverter og prints og T-shirts, der kan pakkes.” 

Mangler altid … “Min blyant.”

Råd, du ville give dig selv som ung? ... “Du behøver ikke altid gøre, hvad læreren siger.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Livsstil og Kvinder du skal kende