Thomas Bo Larsen: Jeg har brug for at kunne gemme mig og hive stikket ud

Thomas Bo Larsen starter altid fra bunden.

Når et projekt er færdigt, er det glemt. Det skal ikke påvirke hans næste præstation, ligesom han helst ikke tænker på, hvad det skal føre med sig i fremtiden.

Ofte resulterer det i, at skuespillerens projekter stikker lidt i forskellige retninger.

Måske kan det godt være lidt skizofrent sådan at skifte fra den ene yderlighed til den anden. Men det er det fede ved skuespil, forklarer Thomas Bo Larsen efterfulgt af sit karakteristiske, tørre grin. Det er dét, der holder ham i gang.

De seneste år har den danske skuespiller stukket næsen i alt fra hyggeonklen Anders i Lille-Per til pornofilmsinstruktøren Karsten i Viaplay-serien Veni Vidi Vici.

Nu er han igen serie-aktuel – denne gang i rollen som den hårdkogte gangsterboss Thomas Waldman i Viaplay og TV3’s nye dramaserie, Advokaten.

En karakter, der er langt mere spændende end ham selv, lader han vide.

Vi møder skuespilleren til en snak om grænser, afslapning og om altid at starte fra scratch.

Du har tidligere fortalt, at du har hang til projekter, som rykker ved folks grænser. Hvorfor det?

Jeg tror, at det nærmere er projekter, der rykker ved min egne grænser. Veni Vidi Vici var den ene ydmygelse ovenpå den anden, og i Advokaten er det lige modsat. Da jeg havde spillet gangsterchef i et lille års tid, tog jeg til Spanien og spillede Onkel Anders, som igen er noget helt andet. Og det synes jeg er interessant. Det er det, jeg godt kan lide ved mit job - at prøve min egen personlighed af i de her forskellige roller. For mig er det interessant, at de er så forskellige som muligt.

Hvad er det, de kan, sådan nogen grænsesøgende projekter?

For mig bliver de mere interessante i forhold til, hvis det bare er mainstream, og karakteren bare går lige ud. I Advokaten er den her gangsterboss ond, men der må være en grund til, at det er sådan. Jeg prøver at finde ind til, hvad jeg synes er grunden til deres paranoia, og hvorfor deres mørke sider opstår. Der skal være et eller andet, hvor man kan se, at der er et menneske bag al frygten og ondskaben. Det er min nøgle til at prøve at låse en figur op, som godt kan virke flad for mig på papiret. Prøve at finde det, der står mellem linjerne.

Hvad synes du er sjovest? Er det de sjove roller eller de lidt anderledes roller?

Jeg synes ikke rigtigt, at der er noget, der er federe at spille end andet. Det er min fantasiverden at lave det, jeg laver. Jeg tænker ikke over, hvad den næste rolle er, eller hvad jeg skal spille. Jeg starter helt forfra fra scratch, hver gang jeg får en ny opgave. Så har jeg glemt, hvad jeg har spillet før, og jeg gider heller ikke at koncentrere mig om, hvad jeg skal spille fremover. Det handler om det, jeg laver nu, og så går jeg så dybt ned i det, som jeg kan. Det kan godt være lidt skizofrent at gå fra gangsterboss til Onkel Anders, men et eller andet sted er det også meget befriende.

Hvilken af karaktererne kan du bedst se dig selv i?

Generelt kan jeg ikke se mig selv i nogen af de roller, jeg spiller. Overhovedet ingen af dem. Mads i Bedrag (tv-serie fra 2016, red.) var jo nærmest arbejdsnarkoman, og det er jeg slet ikke. Jeg slapper af, når jeg kan komme til det. Vidi Vici er en filminstruktør, som higer efter anerkendelse hele tiden, og det har jeg heller ikke brug for.

Så du vælger roller, der ikke minder om dig selv?

Det kan godt være, at jeg måske ubevidst fjerner dem fra mig selv i mit skuespil.

Hvorfor?

Det ved jeg ikke. Jeg synes måske, at jeg er lidt kedelig selv. Ha ha. Og så synes jeg, at det er spændende at dykke ned i rollerne, der ikke minder om mig.

Nu siger du selv, at du ikke er en arbejdsnarkoman. Men jeg tænker, at du har lavet rigtig mange projekter på kort tid. Hvordan hænger det sammen?

Jeg har arbejdet rigtig meget, men jeg er god til at sørge for at slappe af, når jeg kommer hjem fra arbejde. Så laver jeg noget helt andet. For eksempel betyder mine venner, familie og mine nære relationer rigtig meget for mig. Og så kører jeg motorcykel.

Jeg er født med en kineser i røven, men gennem årene har jeg fundet nogle redskaber til at finde ro. Jeg holder for eksempel af at meditere, fordi jeg på den måde kan lukke alt ude og lukke helt af, og det finder jeg en ro i. Så jeg er god til, synes jeg, at hive stikket ud.

Hvad gør du, når du skal slappe rigtigt af?

Så rejser jeg tit og gerne på motorcykelrejser. Jeg og to af mine venner skal for eksempel snart køre tværs over Indien. Jeg går ikke så meget op i store, dyre biler, men jeg går op i at se verden, og jeg kobler helt af ved at tage væk. Det er ikke charterferier, som interesserer mig, men i stedet det at komme ind i landene og møde kulturen. Det har det altid gjort, og jeg har været hele jorden rundt et par gange, tror jeg. Så jeg prøver at finde tre uger eller en måned, hvor jeg kan komme væk, men så ved jeg også, at den skal have én på hatten, når jeg kommer hjem. Og det er måske også for at viske tavlen ren, at jeg gør det. Så kan jeg starte fra scratch igen.

Når du kigger tilbage på alt det, du har lavet, hvad er du så mest stolt af?

Jeg har arbejdet meget med Thomas Winterberg, og vi har lavet to film, der er nået ud over hele verden, og som jeg indimellem bliver genkendt for, når jeg rejser rundt. Festen og Jagten er to banebrydende film, som jeg er utroligt stolt over at have været med i, men det er ikke noget, jeg dvæler ved. Det er bare enormt livgivende, når der er en eller anden inder møder mig langt inde i Indien og siger, at han har set filmen. Det, synes jeg, er meget sjovt.

Hvad tænker du om den berømmelse, der følger med?

Jeg ville ikke bryde mig om, hvis jeg ikke kunne gemme mig en gang imellem, og i starten syntes jeg, at det var meget svært. Men folk er søde, venlige og flinke, når jeg møder dem på gaden. Det er jo mine kunder eller fans - ej, ikke fans - men folk, der godt kan lide mit arbejde, og det er livsbekræftende og noget, jeg er glad for.

Det er da irriterende, hvis der er nogen, som er negative, men så lukker jeg bare røven på dem. Heldigvis er det dog sjældent, jeg oplever det. Som en mand sagde til mig på en tankstation for et par år siden, så er det helt vanvittigt her i Danmark, at vi skuespillere bare kan køre rundt på cykel. Og det er jeg egentlig enormt glad for. Det priser jeg mig lykkelig over, at jeg kan.