Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Thomas Skov
Foto: Bo Nymann Thomas Skov hylder kvindekroppen.

Thomas Skov om kvindekroppen

"Undskyld, men der skulle være et par bryster her i nærheden. Ved du hvordan jeg finder vej til dem?"

Thomas Skov Gaardsvig har skrevet en hyldest til kvindekroppen, der begynder i New York og kommer rigtig godt rundt derfra.

Jeg husker tydeligt første gang, jeg var i New York.

Jeg brugte lang tid på at gå rundt på gaderne og bare betragte det hele. De høje huse. Menneskerne. Alle de gule taxier. Jeg snusede det hele ind og prøvede at danne mig et indtryk af det hele.

Nu har jeg besøgt New York nogle gange. Fascinationen er stadig lige så stor, men jeg slapper lidt mere af, når jeg bevæger mig rundt derovre.

Det er fuldstændig det samme med kvindekroppen.

Jeg skal besøge den en del gange, inden jeg bevæger mig hjemmevant rundt.

Jeg husker tydeligt flere gange i de tidlige år af min seksuelle karriere, hvordan jeg i mødet med en ny kvindekrop de første gange må have virket som en turist, der lige var kommet ind med 4-flyet og nu stod i et helt ukendt territorie med et kort slået op uden det fjerneste begreb om, hvilken vej det skulle vende.

Jeg kunne selvfølgelig godt spørge om vej.

"Undskyld, men der skulle være et par bryster her i nærheden. Ved du hvordan jeg finder vej til dem?"

Som regel fandt jeg dog vej til de steder, jeg havde brug for at finde uden at spørge.

Jeg tror dog det havde været en fordel for mig – og for kvinden – og havde sparet en del pinagtige situationer, hvis jeg havde nærstuderet et kropskort eller havde talt med andre, der allerede havde været på besøg.

Det er også derfor jeg kun har været i Mexico City én gang. Det var simpelthen for farligt og for uoverskueligt. Og sådan en kvinde har jeg også været sammen med. Mine oplevelser som vildfaren kropsturist har i hvert fald flere gange spændt ben for, at jeg kunne vende tilbage.

Når jeg kigger på min egen krop, er jeg tilfreds med, hvad jeg ser. Okay, et par centimeter mere hist og her havde ikke gjort noget, men inderst inde er jeg glad for min krop. Jeg kunne dog ikke bruge flere timer på at kigge på andres mandekroppe. Efter flere års regelmæssig gang i svømmehaller og fitnesscentre har jeg efterhånden set de klunker, jeg har behov for.

Blev jeg i stedet sat til at nærstudere kvindekroppen, kunne jeg sidde i ugevis og kigge og lade mig fascinere. Jeg er svært betaget af kvindekroppen. En del af fascinationen er naturligvis, at kvindekroppen har andre features end min egen krop, men jeg synes edderbankeme også, at en kvindekrop rent æstetisk er flot.
Jeg forstår, hvorfor mange malere har malet kvindekroppe.

I virkeligheden er kvindekroppen en af de interesserer, jeg har haft længst. Siden jeg var 13-14 år faktisk. De første bryster, jeg så, sad på en pige, jeg gik til svømmeundervisning med. Min klasse og jeg havde svømning én gang om ugen, men desværre har jeg den systemfejl, at jeg ikke virker i vand. Så jeg var blevet placeret i det lave bassin for at undgå at drukne. Vi var to, der fik specialundervisning. Mig og en pige med downs ved navn Majbritt. Hun var en skidesød pige, men med lige så lidt svømmehud, som jeg havde.

LÆS OGSÅ: Casper Christensen og Frank Hvam: Kvinder er perfekte i denne alder

En dag, mens vi ligger og plasker i det vand, der lige akkurat kan dække os, når vi lægger os på bunden af bassinet, med en mere og mere frustreret lærer på bassinkanten, der ikke forstod et kvæk af, at vi ikke forstod, hvad hun sagde – da rejser Majbritt sig op i det 40 centimeter lave vand, og med et svuptag hiver hun ned i sin badedragt og lader sine allerede veludviklede bryster titte frem til skue for alle, der var til stede. Hvilket så udelukkende var mig. For en 13-årig dreng, der var lige rigeligt fascineret af bryster, virker det som et drømmescenarie at få lov til at beskue et par bryster helt tæt på. Det føltes dog ikke helt rigtigt.

Men det blev startskuddet på en jagt på bryster, der stod på i massivt omfang de følgende år. Og til dels stadig gør det.

Første gang jeg så et par bryster, jeg selv havde indflydelse på at få set, var, da jeg havde en kæreste som 16-årig, og vi efter et langt petnings-tilløb endelig lå der i teenagesengen og lod trøjerne falde. Jeg kan huske, at lyset – selvfølgelig – var slukket på hendes værelse, men da jeg endelig har fået fumlet bh'en af hende, er jeg så træt af at være så tæt på et par bryster, men uden at kunne se dem, at jeg i ramme alvor siger til hende: "Må jeg lige tænde lyset, så jeg bedre kan se dem?" Kunne jeg rejse tilbage i tiden og sige noget mere cool og passende, ville jeg gøre det. Men på en eller anden måde er den sætning så kikset, at den har været en meget god forsmag på, hvordan min rejse som kropsturist har udviklet sig.

Tilbage på teenageværelset i starten af 00'erne sagde min kæreste ja, og det var et tidligt tegn på, at uanset hvor befippet og kikset, jeg har opført mig i nærheden af en nøgen kvindekrop, så er det alt sammen gået alligevel.

Jeg skriver det her for at hylde mødet med kvindekroppen. Og fandtes bogen "Turen går til Kvindekroppen", ville jeg ikke købe den. For frustrationen, angsten og nysgerrigheden er det, der gør, at man finder sin egen vej rundt på hinandens kroppe.

Nogle gange skal man fare vild for at ende et godt sted, og pludselig finder man en baggyde, man måske ikke var endt i, hvis man bare havde fulgt den vej, alle andre er gået.

Hvis du har mistet overblikket over, hvad der er metaforer, og hvad der rent faktisk er rejsetips, så lad mig slå det fast én gang for alle. Jeg elsker kvindekroppen! 

LÆS OGSÅ: Thomas Skov: "Jeg er efterhånden blevet en habil elsker"

LÆS OGSÅ: Sådan friede Thomas Skov til kæresten

LÆS OGSÅ: Andreas Bo: "Jeg tror på det tilfældige kærlighedsmøde"

Se, hvad vi ellers skriver om: Bryster