"En mandlig træner udtalte, at han kunne komme i tanke om 40 ting, han hellere ville lave end at se kvindefodbold"
Det er stadig ufedt at være kvindelig fodboldspiller. Ikke på grund af sporten, men på grund af ulige behandling.
Normalt hører vi om ligestilling i forbindelse med diskussionen om, hvorvidt Beyoncé er feminist samt i de nye tv-serier, hvor kvinder spiller en større rolle. Men det gør sig også gældende i sport.
For selvom fodbold er en af de mest populære holdsportsgrene blandt kvinder i alderen 19-24 år, åbner klubberne rundt om i Danmark ikke pengepungen, når det kommer til prioriteringen af damefodbold. De må nøjes med herrernes aflagte spillershorts i størrelse XL, drikkedunke uden låg og urimelige træningstider.
En problematik jeg som aktiv fodboldspiller selv kender alt for godt. For uanset hvilken klub jeg har spillet i, hvilken alder jeg har haft og i hvilken række mit hold har befundet sig i, har problemet været det samme: Mændene er klubbens førsteprioritet, hvad end de er det højst rangerede hold eller ej. Underordnet er det, at kvinderne betaler præcis samme kontingent i kroner og ører som drengene.
LÆS OGSÅ: Er du klar til at få børn? Her er 10 ting du skal være forberedt på
Det er ikke kun i min tid som ungdomsspiller, at jeg har oplevet, hvordan herreholdene er blevet favoriseret. Senest har jeg spillet førstedivisionsfodbold, i en klub, hvor herrerne igen blev udråbt til "førstevælger", både når det gælder træningstider og kamptider. Det til trods for, at vi kvinder var rykket op i landets anden bedste række og lå højere rangeret end herreholdet.
Spillernes beretninger
Jeg satte mig for at se nærmere på tendensen, som jeg ikke er den eneste, der kan nikke genkendende til. En række kvindelige fodboldspillere har haft lignende oplevelser. Maria Kvist er en af dem.
Hun har spillet fodbold i 29 år og kan fortælle, at oplevelsen af at blive nedprioriteret som damespiller til fordel for herrerne, er ren.. hverdagskost. Ydermere er hun ofte stødt på fordomsfulde og nedværdigende kommentarer om damefodbold, såsom:
- "Livet er for kort til kvindefodbold". Ja, det er en sætning jeg tror de fleste kvinder, der spiller fodbold, har hørt mindst en gang i deres fodboldkarrierer, indleder Maria Kvist.
- I min nuværende klub var der på et tidspunkt en mandlig træner, der udtalte, at han kunne komme i tanke om 40 ting, han hellere ville lave end at se en kvindefodboldkamp, og en af dem var at sove, forsætter hun.
- I en af de klubber jeg har spillet i, var det forudindtaget, at herreholdet var klubbens flagskib til trods for, at det var kvinderne, der bragte resultaterne, og blev ved med at rykke op, fortæller Maria.
Michelle Schuldt er også en garvet fodboldspiller, der har hoppet i de knoppede støvler i over 17 år. Hun har gennem årene oplevet samme ulighed i langt størstedelen af de klubber, hun har spillet i:
- Ikke nok med at mændene altid får træningstøj, så får de også tøjet vasket. De får de bedste kamptider og træningstider. De får lov til at spille på opvisningsbanen, får tildelt de dygtigste trænere, bliver tilbudt allokeret massage- og fysioterapi. Og så er der generelt bare mere fokus på, at eksponere herrernes kampe og tiltrække publikum til disse, udtrykke Michelle.
Kia Ruus har som de to andre spillet fodbold hele livet. Hun er også stødt på de samme udfordringer:
- Der hvor jeg har mærket uligheden mest, er når det kommer til materialer og banetider. Men jeg oplever også, at især de ældre medlemmer i klubben kun taler om herreholdene, som om vi slet ikke eksisterer.
Der hersker altså en nedladende sproglig tone omkring kvindefodbold i klubberne, som bestemt ikke baner vej for et opbrud med det konservative kønshierarki. Men den negative tone forgår ikke kun i det lukkede omklædningsrum. Tænk bare på Oddset-reklamerne, hvor blondiner tænker fordummende tanker om offsideregler og kommentator-jagon. Men hvorfor, kan man spørge sig selv, er det accepteret i fodboldmiljøet at opføre sig kvindeundertrykkende og mandschauvinistisk? Det har vi spurgt to forskere om.
Forskernes egne oplevelser
Den ene er Idrætssociolog Laila Ottesen, der blandt andet har forsket i fodboldkultur på Københavns Universitet, og som selv har spillet fodbold i 40 år. Hun er i den grad bekendt med manglen på ligestilling i fodboldverdenen:
- Jeg kan huske, fra dengang jeg selv spillede fodbold, at dameholdene fik de dårlige træningstider og det dårlige tøj. Det er ærgerligt, at der efter 30 år ikke er sket mere på det punkt. For nu oplever jeg, at mine niecer, der også spiller fodbold, løber ind i de samme problemer, siger Laila.
Karen Sjørup, der har forsket i ligestilling, køn og sprog på Roskilde Universitet, og er også stødt på problematikken:
- Jeg har hørt det mange gange. Og jeg har selv villet skrive om det. Det er nemlig et godt udtryk for, at kvinder bliver begrænset i deres muligheder, siger Karen Sjørup.
- Ødelagte drikkedunke og slidte trøjer er et udtryk for en ikke tilladelig kønsdiskrimination, fortsætter Karen.
Hvorfor ulighed netop her?
Både Laila Ottesen og Karen Sjørup er enige i, at uligheden skyldes, at kvinder er kommet senere ind i fodboldverdenen end mænd. Og at mændene derfor føler, at det er "deres" sport:
- Fodbold har eksisteret i mange år i Danmark, kun for mænd. Så da kvinderne begyndte at spille fodbold i slutningen af 60'erne, så kom de, ud fra mændenes syn ind og ødelagde deres mandeverden, fortæller Laila Ottesen.
- Mange har den opfattelse, at fodbold er et mandeforum, hvor der finder en form for homosocialt fællesskab sted. Her nyder man at være sammen med sit eget køn. Man kan sidde og sige alle de dumme vittigheder man vil, som man ikke kan, når konen er der. Man kan tale om kvinder og man kan prale af sine erobringer, siger Karen Sjørup.
Hun mener, at mændenes ejerskabsfølelse ikke kun optræder inden for fodboldverdenen, men at det afspejler en generel tendens i samfundet:
- Der ligger i vores samfund en forestilling om, at mænd er de geniale og kvinder er efterabere.
Hvad skal vi stille op?
Men hvordan bryder vi så med tendensen? Det giver Laila Ottesen og Karen Sjørup svar på her:
- Hvis tendensen skal ændres, skal det prioriteres i både organisationer og klubber. Fra min egen klub ved jeg, at det frivillige klubsystem også kan stille krav til, at der skal gøres noget, fortæller Laila.
- Men det handler også om, at vi skal have flyttet ved folks forestillinger om kvindefodbold. Her kunne man køre en kampagne i lighed med den i England, der går på, at man skal give racismen det røde kort, afslutter Laila.
- Kvinderne skal stå sammen om at få lige vilkår med mændene. Det har vi en lov om i Danmark og den skal ikke undertrykkes, afslutter Karen Sjørup.
Hvad siger DBU:
Men hvad siger de i Dansk Boldspil-Union? Vi spurgte Henrik Ravnild, der er DBU bestyrelsesmedlem i Københavns Kommune. Han var ikke bleg for at sige, at prioriteringen gik til mændenes fordel, når det kommer til at rådgive kommunen om, hvilke hold der skal have hvilke banetider:
- Det er ikke forkert set, at kvinder kommer senere på prioriteringslisten, når det kommer til banetider, siger Henrik Ravnild.
- Vi mener fodboldspillet er bedre blandt mændene. Der er mere kvalitet i ungdomseliterækkerne end i kvinderækkerne, fortsætter Henrik Ravnild.
Han oplyser dog, at der på landsplan er sat adskillige ressourcer af til at styrke kvindefodbolden. Det er desuden DBU's overordnede mål med deres initiativ 'Vision 2020'.
LÆS OGSÅ: Er du også træt af at vaske tøj, mens kæresten ligger på sofaen
LÆS OGSÅ: 20 ting der kun sker i romantiske film
LÆS OGSÅ: Derfor skal du give lave mænd en chance