Nye bøger: Chick-lit, der får dig til at skraldgrine
SPONSORERET indhold

Nye bøger: Chick-lit, der får dig til at skraldgrine

Privatdetektiven Helen Walsh skal finde et forsvundet boyband-medlem, og hendes kommentarer undervejs får en til at skraldgrine.ALT for damerne giver digher anmeldelsen af "En sag for Helen Walsh" og fem andre bøger.

Af: Marie-Louise Truelsen, Anna Pia Holmgaard, Louise Engelst, Katrine Nadia Jørgensen og Julie Mølle Foto: IStock
22. mar. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

"En sag for Helen Walsh"
Af Marian Keyes
Cicero, 445 sider, 299,95 kr.



Et stort, irsk boybands genforening er omdrejnings-punktet i Marian Keyes' "En sag for Helen Walsh". Den depressive privatdetektiv Helen Walsh bliver kontaktet af det tidligere boyband Laddz's manager. Gruppen står over for flere genforeningskoncerter, men det ene medlem er forsvundet, og han må og skal findes inden første koncert. Helen er helt sin egen og siger alt, der falder hende ind, og det er bogens helt store force. Kommentarerne får en til at skraldgrine, og man kan ikke vente med at læse næste side, for at se, hvad hun nu får rodet sig ud i. Selvom det er en såkaldt chick-lit, tager bogen et seriøst emne som depression op, hvilket giver læseren lidt at tænke over. Trods emnet sidder man tilbage med en opløftet følelse i kroppen. le



LÆS OGSÅ: Boganmelderen anbefaler: Koldt og klogt til vinteren
 
"Frostgrader"
Af Birgitte Bartholdy
Lindhardt og Ringhof, 352 sider, 299 kr.



Damebladskrimi – det lyder ikke just rosende, vel? Men Birgitte Bartholdy, der gennem 22 år var ansat på nærværende ugeblad, bruger sin førstehåndsviden til at skabe et velfungerende scenarie fyldt med troværdige detaljer fra livet i og omkring sådan et blad, her døbt "Front". Det skorter ikke på magre redaktører, magtspil, meningsløse hierarkier, jalousi og overfyldte tøjstativer. Layla er hovedpersonen, der finder et lig en tidlig morgen på redaktionen. Chokket forvandles til forundring: Hvorfor i alverden skulle Erling dø – i cocktailkjole? Laylas privatliv er rodet med en deprimeret far og en stigende paranoia: Hvem forfølger hende, hvorfor? Stilen er sirlig, sine steder tung – som et ægte tæppe, hvor mønster og plot er vævet med stor omhu. Underholdning til damer, ment som ros. ap



"Ti ting jeg har lært om kærlighed"
Af Sarah Butler
Lindhardt og Ringhof, 336 sider, 299,95 kr.



Alices far er døende, og hun må derfor tage hjem til London. Mens hun kæmper med den hårde afsked med faderen, dukker en hjemløs mand pludselig op i hendes liv. Bogen er bygget op, så man skiftevis følger Alice og den hjemløse Daniel, hvilket fungerer fint. Mellem hvert personskift læser man ti ting, som personen har lært i livet. Det bliver man som læser lidt træt af i længden, da der ofte skiftes person. Alices del af bogen er rigtigt fin, og jeg vil gerne læse meget mere om hende, men delen med Daniel er mystisk og fanger ikke helt. Forfatteren burde have holdt sig til de mere "normale" karakterer, da hun er virkelig god til dem. le



LÆS OGSÅ: Ugens bøger: Svensk krimidronning imponerer

"Kvinden ved 1000°"
Af Hallgrimur Helgason
Lindhardt og Ringhof, 466 sider, 299,95 kr.



For ti år siden lå jeg i en dampede blå lagune, mens jeg kiggede ud over de sorte lavasten. Jeg læste "101 Reykjavik", der tegnede et trist billede af en moderne mand på overførselsindkomst. Nu er Hallgrímur Helgason endnu en gang aktuel med en roman om sit moderland, der giver et både smukt, asocialt og sønderrivende indblik i den islandske (og europæiske) kultur og historie. "Kvinden ved 1000°" fortælles af den 80-årige Herra, der venter på, at hendes kremeringsovn skal nå op på 1000 grader. Herra er barnebarn af Islands første præsident og datter af en SS-officer, og hendes livshistorie er baseret på en virkelig person, der døde for få år siden.



"Patriarkens hændelige død"
Af Leif Davidsen
Lindhardt og Ringhof, 359 sider, 299 kr.



Adam og Gabriel – hovedpersonernes navne har bi-belsk tyngde, og alvoren i den seneste, helt glimrende thriller fra Leif Davidsen er også til at føle på. Hans viden og skarpe blik på Ruslands samfund og politik er igen hans store force. Her er en mand, der ved, hvad han taler om, og kan sine fortællegreb. Adam er playboy og tv-meterolog i Danmark, Gabriel tvillingebroren, der arbejdede i den russiskortodokse kirke for den øverste leder, Patriarken. Han dør – og Gabriel tæves ihjel. Under Adams rejse tilbage til Rusland, hvor Gabriel skal bisættes, og hvor deres mor er født, viser det sig, at de to dødsfald ikke var uafhængige – tværtimod. Adams hævntørst er stor – men kirkens interesser, den politiske korruption og volden er mægtige modstandere. ap



LÆS OGSÅ: Ny e-bog om kvindes vej gennem skilsmisse

"Jordfald"
Af Louise Kringelbach
Lindhardt og Ringhof, 279 sider, 229,95 kr.



Lasse er til den rituelle fuldefest med kammerater, der overrækker en pokal til den mest kiksede deltager – sådan rent livsmæssigt. Den med flest fiaskoer, sorger og tab i løbet af året, der gik. Morbidt, ikke? Lasse får pokalen. Men han får også for meget, skrider, brækker sig og spekulerer lidt på selvmord. Der er nemlig grænser for, hvad man kan grine af. Louise Kringelbachs anden roman "Jordfald" balancerer elegant mellem sorg og bitter humor, en klar stemme om at blive ældre og indse, at man nok har valgt nitten i tombolaen. Lasse, lattermilde Lærke, nevøen Jonathan, den gamle væverske og en hel masse brudte illusioner udgør grundsubstansen i romanen, en smidig og stilsikker læseoplevelse, som starter mørkt og slutter bedre. ap