SPONSORERET indhold

Veninden slog op: "Det var værre end noget breakup, jeg har været ude for med en fyr"

Eksperter mener, at det kan være i orden, at slå op med en veninde.

Foto: Video: Drive Production
18. dec. 2015 | Livsstil | Eurowoman

Vi har tidligere skrevet om ghosting; når han bare lige pludselig ikke tager telefonen og lægger dig på kommunikativ glatis.

Men desværre er det ikke kun i romantiske forhold, at den slags beskidte tricks bliver brugt. Det sker også mellem veninder.

LÆS OGSÅ: Eksperterne vejleder: Sådan finder du ud af, om du skal slå op med en veninde – og sådan gør du

- Jeg er blevet decideret dumpet. Selvom jeg godt bagefter kunne se, at det var det mest fornuftige, så synes jeg, det var helt vildt hårdt, da hun en dag pludselig bare ikke tager telefonen. Det var hardcore i hvert fald, lyder det fra Simone, 27, i Eurowomans videokoncept "Kvinder om kvinder", hvor syv venindepar tager bladet fra munden, og tager hul på tabuer lige fra intimbarbering til bryster.

Og hun er ikke den eneste blandt kvinderne i panelet, der har oplevet at blive slået op med af en veninde.

- Jeg er engang blevet slået op med af en veninde, jeg havde været bedsteveninde med i 10 år. Hun sendte mig en mail på Facebook, hvor hun i detaljer forklarede mig, hvor træt hun var af mig. Det var værre end noget break-up, jeg har været ude for med en fyr, fordi du et eller andet sted forventer det fra en fyr, men du forventer det ikke af en veninde, siger Mette Marie Lei Lange, 33.

I udgangspunktet er der ikke noget galt med, at vælge en veninde fra. Men måden man gør det på kan være mere eller mindre konstruktiv, mener psykolog og daglig leder af Girl Talk Anna Bjerre:

- Jeg synes, at man skal tænke over, hvad motivationen er for at sige det. For man kan gøre den anden rigtig ked af det. Relationer må jo gerne omdefineres, uden at de af den grund bliver dårligere. F.eks. når man får børn. Så længe begge parter er indforståede med det, er det okay, at venskabet ændrer sig. Problemet opstår, hvis den ene bliver bitter, skuffet eller sur. Så kan det være nødvendigt at italesætte problemet. For det meste løser problemet sig af sig selv, og venskabet løber ud i sandet. Men ellers er det okay at ridse forventningerne op – altså fortælle sin ven, hvad hun kan forvente sig af dig nu, sagde hun til Eurowoman tidligere i år, da vi skrev om emnet.

Sus, 27, mener som Anna Bjerre heller ikke, at det nødvendigvis skal italesættes, hvis man føler, at man er vokset fra hinanden.

- Tit sker der jo bare det der med, at man er vokset fra hinanden, og der er jo ingen grund til at sige "Vi er vokset fra hinanden, vi ses - nok ikke igen - men hej".

- Jeg synes, det er fint, når det udfaser, det har jeg altid kunnet acceptere. Nogle venskaber, de dør bare, og så må man tænke hold kæft, hvor var det fedt, da vi var sammen, men jeg er et andet sted i mit liv nu, og jeg har andre mennesker, som opfylder de behov, so be it, lyder det fra Simone, 21.

Bliv klogere på de hårde brud med veninder i videoen herover. 

LÆS OGSÅ: Sådan tackler du, hvis du ikke kan klare din venindes nye kæreste

LÆS OGSÅ: 17 tegn på, at du er i et forhold med din bedste veninde

LÆS OGSÅ: Sådan går du til din veninde, hvis du har mistanke om en spiseforstyrrelse