Stéphanie Surrugue: "Det nytter ikke noget, at jeg leger Geo Metz i høje hæle"
Foto: Peter Kleis

Stéphanie Surrugue: stort interview

"Vi er en generation af kvinder, der kun har en kæreste, hvis vi har lyst til ham"

Artiklen blev første gang publiceret i 2014Hun har taget turen fra Københavns Vestegn til et af de mest populære tv-programmer og er undervejs kommet tæt på bl.a. prinsgemalen, Jørgen Leth og Yahya Hassan. Den 37-årige journalist, forfatter og tv-vært Stéphanie Surrugue er lige dele fuldblodsfransk og usnobbet forstad og balancerer ubesværet gennem såvel de journalistiske genrer som sin forholdsvis nye rolle som tv-darling. Så længe hun ikke skal bruge alt for lang tid på at tale om sine sko.

For nylig fortalte Mette Østergaard, nyudnævnt chefredaktør for TV 2 News, at hun lever fint med først at se sin søn efter kl. 17. Sille Nørgaard har sat fokus på, at det er et typisk pigesyndrom at have lavt selvværd. Begge udsagn må sige at være et opgør med en klassiske forståelse af kvinderollen, som også kendetegner Stéphanie Surruge. 

Hun har ikke sovet ret meget i nat, da Eurowoman møder hende. Men for en gangs skyld kan hun ikke skyde skylden på sit relativt nye job på Go'morgen Danmark, hvor tre vækkeure strategisk placeret ved sengen, på gulvet og i vindueskarmen til hverdag sørger for, at hun svinger benene ud af sengen klokken 3.25.

De sidste to døgn har hun nemlig siddet klinet til skærmen for at se hele tredje sæson af serien Homeland. I dag har hun fri og kunne egentlig bare have sovet længe. Der er bare lige én detalje.

- Jeg har ikke forstået, at jeg er ved at blive A-menneske, så jeg vågner stadig tidligt de dage, hvor jeg ikke skal op. Men det er måske også lidt mere klædeligt i en alder af 37 år. Voksne mennesker står jo tidligt op og får noget ud af dagen, ikke? siger journalisten og tv-værten.

- Jeg er nok ved at blive voksen med forsinket virkning. Jeg er også holdt op med at ryge, så jeg synes jo, at jeg er blevet sindssygt kedelig.

I august tog Stéphanie Surrugue orlov fra rollen som vært på TV 2 News-programmet Kulturen på News til fordel for jobbet som morgenvært på et af landets mest populære tv-programmer med omkring 600.000 daglige seere. Her kan hun på en enkelt morgen komme ud for at skulle guide hr. og fru Danmark gennem alt fra udviklingen af en ny vaccine mod ebola og Islamisk Stats fremfærd i Syrien til at tale om chokoladekager med programmets græske dessertkok og i øvrigt lige stille om til dagens vejrudsigt.

Men hvordan endte en af Danmarks dygtigste journalister, der ud over TV 2 News har en baggrund inden for hovedsagelig kultur- og udlandsstof på Politiken, på et så folkeligt program som Go'morgen Danmark?

- Jeg tænkte umiddelbart, at programmet lå meget langt væk fra det, jeg har lavet før som journalist, fordi det er meget blødt og bredt. Men jeg kan ikke lade være med at gøre ting, som ikke burde kunne lade sig gøre, siger Stéphanie, der gennem sin karriere har dækket alt fra filmfestivaler til præsidentvalg og naturkatastrofer.

Undervejs har hun skrevet en bog om prins Henrik, mens hun i parentes bemærket var ansat på Danmarks mest republikanske arbejdsplads, Politiken, og hun har skrevet klummer i Eurowoman om sit privatliv. De sidste to år har hun dækket Tour de France for TV 2, og for nylig har hun fulgt den 19-årige digter Yahya Hassan under et tre dage langt besøg i Finland i forbindelse med et interview til Euroman. Trods de mange spring i sin karriere kan Stéphanie Surrugue dog sagtens selv se den røde tråd.

- Det er enormt nemt at være kulturjournalist, for jeg synes jo, at alt er kultur. Men jeg ved også godt, at det er en måde at rage til sig på. Jeg kan ikke rigtig begrænse mig, og derfor har jeg nok bare specialiseret mig i gode historier, om det så er cykelløb, præsidentvalg eller en ung digter. Hvis historien er god, vil jeg sindssygt gerne dække den.

Hun har derfor heller ikke nogen problemer med at forklare skiftet til Go'morgen Danmark.

- Jeg har altid kastet mig ud i ting, hvor jeg har tænkt, at det måske ikke gav vildt god mening på den lange bane, men at det gav rigtig god mening nu og her. Og sjovt nok har det ofte vist sig netop at give god mening på den lange bane, fordi det ene har ført til det andet. Go'morgen Danmark ville gerne skærpe programmets profil og have noget mere aktualitet og substans, og det synes jeg ikke, at jeg kunne takke nej til at bidrage med. Det ligger egentlig også meget godt i forlængelse af mit temperament, fordi jeg altid har været en blanding af seriøs nørd og lalleglad, fjollet tøs, forklarer hun.

Før i tiden var hun dog langt mindre fokuseret på læsernes og seernes behov, end hun er i dag.

- Jeg har nok altid været lidt Georg Metz-agtig, siger hun med henvisning til den evigt samfundskritiske journalist, forfatter og lederskribent på Information. Han er jo fantastisk i sin enorme intellektuelle arrogance. Han har engang sagt om sin journalistik, at han ikke er særlig modtagerorienteret. Det er jo den vildeste måde at sige på, at man egentlig bare gerne vil lave det, man selv synes er sjovt. Der tænkte jeg: "Hey, Georg Metz, I get you!"

- Men efter jeg er begyndt at lave fjernsyn, har jeg tænkt, at det egentlig er lidt flabet at tænke sådan, for man bliver sgu da nødt til at tænke på seerne. Tæller dine historier, hvis folk ikke læser eller hører dem? Ikke rigtig, vel? Jeg skal love for, at jeg øver mig i den del nu. Politiken og Kulturen på News er begge meget smalle i forhold til Go'morgen Danmark, og så nytter det ikke noget, at jeg går rundt og leger Georg Metz i høje hæle.

Terpede franske verber
Stéphanie Surrugues rødder stritter mildest talt i forskellige retninger. Hun er født i Hvidovre og opvokset på forskellige adresser på Københavns Vestegn, bl.a. Taastrup og Greve. Samtidig har hun hele sin barndom gået på katolsk privatskole på Østerbro i København. En kombination, som har givet hende det, hun i dag kalder et reelt 'S-togstraume', og som måske er en del af forklaringen på, at adressen de sidste mange år har heddet Pisserenden i Indre By i København. Et stenkast fra såvel den tidligere arbejdsplads Politiken og hendes nuværende, der som bekendt sender fra hhv. Tivoli og Københavns Hovedbanegård afhængigt af årstiden. Hendes danske mor har arbejdet på den franske ambassade i 30 år og mødte hendes far, den noget ældre franske cykelrytter Roland

Surrugue, tilbage i 60'erne i forbindelse med et cykelløb, han skulle køre i Danmark. Dengang var Stéphanie Surrugues mor blot 15 år.

- Det var jo en skandale. De endte med at få en særlig tilladelse fra kongen, så hun kunne flytte til Frankrig og blive gift med min far, fortæller hun.

Forældrene boede i det franske i en årrække, hvor moderen bl.a. blev hårmodel for L'Oréal, og hvor parret fik deres første barn, tv-værtens 12 år ældre storesøster. Senere flyttede familien til Danmark, hvor Stéphanie Surrugue blev født og i de første syv år af sit liv boede i et lille parcelhus i Hvidovre. Med det franske flag hejst i flagstangen i haven. Fransk sprog og kultur fyldte på alle måder meget i barndomshjemmet, og Stéphanie Surrugue blev bl.a. "kylet en måned til Frankrig hver sommer", så hun kunne lære sin franske familie og ikke mindst sproget at kende. Derhjemme talte familien en blanding af dansk og fransk, men mest det sidste, og efter skole terpede hun franske verber med sin far. Han havde, siden familien flyttede til Danmark, arbejdet som murer, men da Stéphanie Surrugue var 10 år, blev han invalidepensionist efter en række blodpropper, og så var der rigeligt med tid til fransk disciplin.

- Min søster og jeg er opdraget ret strengt og ambitiøst. Jeg har altid fået at vide, at jeg havde et godt hoved, og det lå aldrig rigtig i kortene, at jeg skulle gøre et eller andet crazy som at tage på gøglerskole i Guatemala, siger tv-værten, der er den første student i familien til begge sider.

Men selv om hun ikke har været på den obligatoriske selvrealiserende rygsækrejse, har det ikke betydet, at verden var hende fjern og fremmed. Tværtimod.

- Jeg lærte tidligt, at man kan anskue verden på forskellige måder, alt efter hvilket land man kommer fra. Når jeg besøgte mine klassekammerater, var der altid mindst en af forældrene, der talte cirkusdansk, fordi de kom fra England, Israel eller noget tredje. Det har gjort, at jeg er vokset op med en kæmpe nysgerrighed på verden. Jeg har ikke skullet lære, at man kunne være anderledes. Sådan var det bare.

Men hvor kultur i bred forstand havde en central plads i opvæksten, var den finkultur, som Stéphanie Surrugue senere har specialiseret sig i, ikke lige så tydeligt repræsenteret.

- Vi var bestemt ikke sådan en familie, der havde årskort til Louisiana. Jeg har altid ønsket, at jeg kom fra et hjem med klaver, men det gør jeg virkelig ikke. Jeg ved ikke engang, om man kan sige, at vi holdt avis. Altså, min far cyklede ned i kiosken efter BT ...

I forældrenes bogreol stod heller ikke de store litterære sværvægtere, men blot et par hyldemeter af det klassiske bogklubudvalg fra Barbara Cartland til Lademanns leksikon. Stéphanie Surrugue læste det hele. Hun pløjede sig igennem alle fire bind af Borte med blæsten i en alder af 11 år.

- Jeg læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af. Selv reklamer. Alt, der var sat sammen af bogstaver. Jeg pjækkede fra frikvartererne for at liste ind på skolebiblioteket og læse.

Katolsk Privatskole
Den kultur, hun ikke blev opfostret med hjemmefra, fik Stéphanie Surrugue til gengæld tifold på den katolske privatskole. Bl.a. valgte klasselæreren at tage eleverne med til Wien for at opleve Wieneroperaen og Sigmund Freuds hjem frem for den klassiske ekskursion til Berlin. Derudover begyndte hun sammen med en flok andre elever at få privatundervisning i latin efter skole.

- Det var jo helt vildt morakker-agtigt, men hvis du først får øjnene op for romersk og græsk litteratur- og kulturhistorie, skal du virkelig være ignorant for ikke at begynde at interessere dig for kultur. Det har helt klart været med til at forme mig.

I gymnasiet videreudviklede hun sin interesse for kultur og brugte bl.a. sine aftener på at tage S-toget ind til København for at se balletdanseren Peter Bo Bendixen blive plasket ind i rød maling i Det Kgl. Teaters genopsætning af Dødens triumf og for at tage i biografen og se film som Pulp Fiction. Efter gymnasiet tog hun et år til Paris for at studere filosofi og europæisk filmhistorie, og derefter gik turen til Roskilde Universitet for at læse fransk og journalistik.

"Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at journalistikken var et kald, og at jeg altid har haft en drøm om at blive en del af den fjerde statsmagt. Det var det ikke, men i dag er jeg sindssygt glad for, at jeg valgte at gå den vej," siger hun.

Og hvis hun skulle have haft nogen rest af tvivl om, hvorvidt det var den rigtige retning, var den eftertragtede praktikplads på Politiken dét, der skulle til for at sætte to tykke streger under beslutningen.

"Jeg kunne slet ikke være i min krop af glæde, da jeg startede på Politiken. Det var så vildt at gå ind ad svingdøren på Rådhuspladsen til den avis, jeg møjsommeligt havde sparet sammen til et abonnement på ved at arbejde i Dams Bageri i Hundige Centret som teenager."

Det internationale udsyn, hun havde med fra barndomshjemmet, blev hurtigt transformeret til en interesse for udlandsstoffet, og de journalistiske forbilleder var korrespondenter som Ulla Terkelsen, Mette Fugl og Leif Davidsen. Men i første omgang måtte hun nogle måneder på forbrugerredaktionen Lørdagsliv som en del af avisens turnusordning for praktikanter.

"Så jeg sad der 11. september 2001 og skrev om vitaminholdige frosne grøntsager, mens de to tårne væltede i New York, og jeg bare kunne se, at jeg befandt mig midt i verdenshistorien. Hele avisen gik jo i rød alarm, så jeg styrtede ned i redaktionssekretariatet og sagde, at de kunne sætte mig til hvad som helst. Jeg ville bare gerne være der dag og nat. Det var første gang, det gik op for mig, at jeg har brug for at være tæt på de store historier. Jeg har det meget svært med at sidde i udkanten af nyhedsdagsordenen."

Efterfølgende kom hun på udlandsredaktionen, og efter i begyndelsen af have trådt sig selv lidt over tæerne tog hun sig sammen og fik sagt til redaktøren, at hun talte fransk. Fluks blev hun sendt af sted til Schweiz for at dække en FN-afstemning og derefter det franske præsidentvalg. Og det blev begyndelsen på talrige rejser for avisen. Efter praktiktiden var planen ellers at skrive speciale på RUC, men på opfordring fra den daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden søgte hun kort efter en stilling på avisen. I første omgang i 'gravergruppen' – avisens redaktion for undersøgende journalistik.

Rejserne fortsatte, og Stéphanie Surrugue fandt hurtigt ud af, at det var en stor fordel, at hun ikke var bundet af børn og parcelhus.

"Jeg havde jo en kopi af mit pas liggende på Politiken, så jeg hele tiden var klar til at styrte op på udlandsredaktionen og sige: "Tag mig, tag mig!" Jeg må have været virkelig irriterende ..."

Senere rykkede hun videre til avisens kulturredaktion, hvor hun især fordybede sig i en stor sag om bogtyveriet

på Det Kgl. Bibliotek, som hun endte med at udgive en bog om sammen med journalisten Lea Korsgaard. Men da hun i 2011 blev ringet op af TV 2 News, som ville have hende til at udvikle og være vært for Kulturen på News, tøvede hun ikke ret længe, da hun på det tidspunkt havde været på Politiken i sammenlagt 10 år inklusive praktik og orlov."Jeg var jo begyndt at være en af dem, der sad nede i kantinen og talte med om gamle dage, og som praktikanterne efterhånden opfattede som en del af møblementet. Det var på tide at rykke videre."

Kendt fra TV
Springet fra dagblad til tv-skærm betød samtidig, at Stéphanie Surrugue gik fra at være et anerkendt navn i mediebranchen til at være en mere offentlig person, som seerne
genkendte på gaden.

I første omgang var det dog ikke overvældende.

"Jeg oplevede det ikke så voldsomt på TV 2 News. Dels fordi det er en lidt smal kanal, og fordi Kulturen på News er et nicheprogram. Men også fordi programmets seere jo er vældig civiliserede mennesker. De nikker højst anerkendende, når jeg møder dem i Operaen eller teaterlobbyen."

Første gang, hun tænkte over, at der var ved at ske noget, var, da hun dækkede Tour de France for TV 2 forrige år, hvor de danske turister begyndte at genkende hende i Frankrig. Og efter hun er blevet vært på Go'morgen Danmark, har interessen for alvor taget fart.

"Jeg kan godt mærke, at jeg arbejder på et program med nogle væsentlig højere seertal nu. Jeg kan ikke gå ned ad gaden, uden at der er nogen, der hilser. Og hvis jeg kommer til at gabe offentligt, kommer folk over og siger: "Du har jo også været tidligt oppe i dag, høhø ..." Det skal jeg lige vænne mig til," siger hun.

Stéphanie Surrugue havde ikke personligt nogen idé om, at hun havde talent for at lave tv. Godt nok var hun allerede forinden begyndt at markere sig som en af dem, der 'kæftede op' i bl.a. P3-programmet Mads og monopolet, så hun var ikke skræmt af tanken.

Men det varede ikke længe, før både Kulturen på News og hun høstede stor ros. Senest i sommer, hvor hun vandt prisen som 'Bedste kvindelige tv-vært' ved årets tv-festival. I det daglige forsøger hun dog at undgå at tænke på, hvor mange mennesker der rent faktisk kigger med, når hun siger "Godmorgen Danmark" klokken 6.30.

"Det tænker jeg overhovedet ikke over. Så ville jeg dø af skræk. Derfor er jeg også glad for, at jeg ikke begyndte at lave fjernsyn som 20-årig, for jeg tror, at jeg var blevet skør af det. I dag har jeg en journalistisk rygrad, der gør, at jeg føler, jeg har noget at komme med. Man bliver jo enormt forfængelig af at være studievært, og det kan fandeme godt stige dig til hovedet, at folk mener noget om dig hele tiden," siger hun.

Og det er der i den grad folk, der gør.

"Jeg kan få mails fra seere, som enten synes, at jeg ligner lort, eller som synes, at jeg ligner en million i den samme grå trøje. Der er folk, der mener, at jeg skal plukke mine øjenbryn mindre, at jeg skal have længere nederdele på, eller at jeg skal bruge lyserød neglelak i stedet for rød. Men hvis jeg skulle forholde mig til hver enkelt kommentar, ville jeg jo få en blanding at total paranoia og storhedsvanvid. Jeg er nok blevet mere robust med årene, så jeg tager det ikke ind."

Det er ikke kun seerne, som Stéphanie Surrugue har mærket en øget opmærksomhed fra. Også de kulørte blade har fået øjnene op for hende og fremhævet hende som den franske ladylike tv-vært i stramme kjoler og høje hæle. Hvis det da ikke har handlet om "singlepigen Stéphanie", der har "lært at acceptere sine former". Som udgangspunkt har hun det o.k. med interessen for hendes person, for som hun siger:

"Jeg er ikke noget meget privat menneske, og jeg synes endnu ikke, at jeg har oplevet noget krænkende eller helt vildt forfærdeligt. Jeg har det egentlig meget cool med, at man får nogle hak over tuden, hvis man stikker den frem. Hvis man ikke kan klare det, skal man ikke være på skærmen."

Feminist i maskinrummet
Alligevel kan hun selv som garvet journalist blive overrasket over, at en lille bisætning, hun siger i et større interview, kan tages ud af sammenhæng og blive til en overskrift i tabloidpressen.

"Men mine venner har ikke så ondt af mig, for jeg burde jo vide bedre efter snart 14 år i mediebranchen," siger Stéphanie Surrugue, som samtidig ved, at der i nogle medier er større sandsynlighed for, at hun bliver spurgt til sin civiltilstand end i andre.

- Jeg kunne aldrig finde på at boykotte et bestemt medie. Det synes jeg ville være lidt hysterisk. Men jeg kan da undre mig. Jeg er med på, at de kan synes, det private er dødelig interessant, men jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har givet et interview, hvor jeg ikke er blevet stillet spørgsmål om mit privatliv. Og der kan jeg ikke lade være med at tænke: Ville folk stille mig de spørgsmål, hvis jeg var gift? Ville man spørge: "Hvordan går det med jeres ægteskab? Knager det lidt? Knalder I stadig?" Nogle gange tænker jeg, om visse medlemmer af den danske journaliststand vitterlig ikke kan sove om natten, fordi de ikke ved, hvilken mand jeg ser eller ikke ser. Jeg undrer mig inderligt over mekanismerne i det, men jeg må bare konstatere, at interessen er der, selv om jeg selv synes, det er sjovere at tale om alt muligt andet.

Interessen for hendes privatliv var også et tema, hun diskuterede på de lange køreture med Jørgen Leth under den ugelange dækning af sommerens Tour de France.

- Vi talte om, at det måske virker foruroligende på nogle, at jeg ikke har mand og børn. Det er, som om mange har svært ved tanken om, at vi er en generation af kvinder, der kun har en kæreste, hvis vi har lyst til ham, og ikke, fordi vi har brug for økonomisk eller social tryghed. De færreste af mine veninder har både mand og børn, men vi har en kæmpe omgangskreds og tætte relationer, og vi rejser meget og er glade. Vi er bare ikke til det der fuldblodsfamilieliv med parcelhus og 1,7 børn. I hvert fald ikke lige nu.

Hun ved godt, at den type spørgsmål oftere bliver stillet kvinder end mænd, og hun står også ved, at hun er feminist, ligesom hun indførte køn og ligestilling som stofområde på Kulturen på News. Men ellers er det ikke et prædikat, hun dyrker specielt meget i offent-ligheden.

- Jeg har ikke behov for at skrive en masse vrede debatindlæg om, hvor dumme mænd er. Der er da ingen tvivl om, at især mediebranchen stadig er meget domineret af mænd, men det er ikke noget, jeg personlig lider under. Jeg har det fint med mandlige chefer og lønforhandlinger, og jeg kan sagtens være en bisse og kræve min ret. Jeg er også meget bevidst om, at kvinder også selv skal gøre noget, hvis vi har ambitioner. Mænd kan da sagtens være dumme indimellem, og vi kan kalde det mandehørm eller strukturelle samfundsmekanismer. Men vi kan også lade være med at kalde det noget og bare håndtere det. Det er nok den vogn, jeg er på.

Alligevel kan det irritere hende, at hun gang på gang må høre for sin påklædning og de franske aner. Det var især tydeligt, da hun i 2010 kom hjem efter at have dækket jordskælvet i Haiti.

- Jeg havde i bogstaveligste forstand gået rundt blandt de døde og var nok en lillebitte smule forandret som menneske, men jeg måtte i hvert fald 10 gange svare på, om jeg nu også havde stiletter på dernede. Og så kan folk sige: "Ej, men han mente det ikke sådan ..." Nej, det ved jeg fandeme godt, men det gør mig virkelig vred, fordi jeg ved, at der må være noget tankegods bag. Jeg vil sgu anerkendes som dygtig journalist, før jeg skal stå og pjatte om mine sko.

Hendes mere diskrete tilgang til køn og ligestilling gør, at hun ikke ser det nødvendigt at placere sig noget bestemt sted i det feministiske landskab, selv om andre feminister ofte prøver at få hende til at gøre netop det.

- Jeg er blevet kaldt for 'freelancefeminist', fordi jeg insisterer på ikke at høre til nogen af stederne. Det kan godt provokere mig. Jeg har bare lyst til at gøre tingene så godt, jeg kan, og hjælpe nogle andre dygtige kvinder frem, når det er muligt. Jeg synes, der er så mange andre, der gør et godt job med at kæfte op udadtil, mens jeg prøver at børste noget støv af rørene inde i maskinrummet.


LÆS OGSÅ: "Jeg kunne aldrig finde på at lyve om min vægt...pt 72 kg."

LÆS OGSÅ PÅ EUROMAN.DK: TV2-vært Stéphanie Surrugue: "Jeg måtte skælde Yahya Hassan ud"

LÆS OGSÅ PÅ ALTFORDAMERNE.DK: Stephanie Surrugue: Jeg har lært at acceptere min krop

Stéphanie Surrugues kulturfavoritter

Litteratur
"Jeg bliver ved med at vende tilbage til en digtsamling, der hedder Helvedes-blomsterne af den franske digter Charles Baudelaire. Jeg er vild med de digte, for de kunne lige så godt have været skrevet i dag. Det kunne nærmest være Yahya Hassan, der var forfatteren bag, fordi der er en ekstrem vildskab og dramatik i dem. En forfærdelig masse kærlighed og sex og narko. Derudover læser jeg lige nu Lea Korsgaards seneste bog Orgasmeland, som handler om 30'ernes danske seksualpolitiske forening Sexpol. Jeg elsker hende for at skrive en bog, der er så nørdet, om en flok idealister, som ville omstyrte samfundet gennem orgasmer og seksuel revolution. Det er jo et politisk stykke danmarkshistorie. De mente det rent faktisk."

Musik
"Det er lidt pinligt, for jeg ved ingenting om moderne musik. Jeg hører enormt meget 50'er- og 60'er-musik. Det har jeg altid gjort. Men er der noget, der holder i denne verden, er det den franske crooner Charles Aznavour, som jeg og alle andre kvinder i min familie elsker. I min familie er man først en rigtig kvinde, når man har været til koncert med ham. Jeg kan altid finde et nummer, der passer til mit humør. Han er 90 år nu, og jeg har været til koncert med ham to gange, hvor jeg tudede mig igennem. Jeg er så vild med ham, at det er helt åndssvagt. Intet over og intet ved siden af. Det er bare fuldfed fransk amour. Enten begynder man at græde, eller også begynder man at danse rundt i stuen."

Film
"Jeg har læst europæisk filmhistorie med speciale i italiensk neorealisme, og derudover har jeg læst fransk filmhistorie. Jeg har gjort alt det rigtige og har set så mange fucked up franske sort-hvide film og tyske stumfilm, at man skulle tro, det var løgn. Men hvis jeg skal nævne én film, som jeg har set 50 gange, og som jeg nok kommer til at se 50 gange til, inden jeg dør, er det Pretty Woman. Jeg tror, det netop er, fordi jeg har analyseret alt det andet sønder og sammen, at jeg elsker den film. Jeg vil bare gerne være ulykkelig, når hun sætter sig ned i limoen og kører væk, og Roxette synger It Must Have Been Love. Også selv om jeg godt ved, at de lige om lidt får hinanden igen, når han kravler op ad stigen og råber: "Miss Vivian" og har de der blomster i munden. Og jeg græder, når hun græder, når de er i operaen og ser La Traviata. Det gør jeg hver gang. Jeg elsker det."

Restaurant
"Jeg spiser rigtig meget ude, for jeg elsker mad, men jeg gider ikke lave det selv. Jeg kommer enormt meget på Geist på Kgs. Nytorv i København, som er ejet af min gode ven Bo Bech. Jeg elsker stemningen derinde, fordi det lidt er en festrestaurant. Også når man er der en onsdag. Det er ikke det der analt fine, hvor man skal sidde med rank ryg og opføre sig ordentligt. Man må godt fyre den lidt af, og så synes jeg jo, at han laver fantastisk mad."

Få Stéphanie Surrugues 3 bedste tips til Cannes på Eurowoman.dk/Cannes.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview