"Når man danner familie som to kvinder bliver det meget tydeligt, at familie er noget man opfinder"

Som lesbisk er Kristina Nya Glaffey vant til, at damebladsartiklerne sjældent handler om at få sin kvinde helt op at ringe på lagnerne, og at lørdagsfilmen ofte er en romantisk komedie med en mand og en kvinde i hovedrollerne. Men nu har hun gjort en forskel og skrevet Danmarks første bog om en lesbisk kernefamilie. Sådan en var hun selv en del af før skilsmissen fra sin kone sidste år.

LÆS OGSÅ: Anders Agger: "Kvinder er allermest kvindelige, når..."

– Jeg skrev bogen, fordi jeg var interesseret i, hvordan man laver en lesbisk kernefamilie, og i hvordan man i det hele taget skaber sin egen familie, når det, man selv kommer fra, ikke er noget, man har lyst til at gentage? Hvad sætter man i stedet? Og hvordan er det for et barn at vokse op i? Både min ekskone og jeg er vokset op i ganske almindelige heteroseksuelle familier, så det har vi ingen chance for at vide. Det må mine børn fortælle mig om på et tidspunkt, siger Kristina Nya Glaffey.

"Busser betalte engang en flink læge ude i Nordvest det samme, som en brugt bil eller mindst seks iPhones koster for at putte en haletudse ind i mor. Ni måneder senere tog en af hans venner på hos-pitalet Emma og mig ud gennem et hul i hendes mave. Det siger vi til folk, hvis de spørger os. Og det passer." Fra "Mor og Busser"

"Mor og Busser – en romantisk komedie" udkom i 2014 med masser af ros fra anmelderne. Oprindeligt skulle bogen have været henvendt til børn, men den sorte humor og de indforståede spydigheder om det moderne parforhold, som voksede frem af siderne, passede ikke til det, fortæller Kristina Nya Glaffey, som dog fastholdt barnet som fortællerstemmen:

– Parforholdskonflikter bliver hurtigt triste og socialrealistiske i voksenbøger, så det er et lettere greb at bruge barnets perspektiv på de voksne.
Den oplagte forskel på at være et lesbisk par med børn og et heteroseksuelt par med børn, er fraværet af en mand, og det fylder en del både i bogen og i virkeligheden.

– Jeg ved jo ikke, hvordan det er at lave familie med en mand, men det er svært at tænke familieliv uden om en farfigur og en morfigur, og når man er to kvinder, hvem er så faren? Hvordan får man udfyldt den ramme, og skal man det? Når man danner familie som to kvinder bliver det meget tydeligt, at familie er noget, man opfinder, både fordi man er samme køn, og fordi selve undfangelsen af børnene er noget, der koster tid og penge. Mit indtryk er, at for heteroseksuelle par virker det at blive forældre mere som en naturlig forlængelse af ens identitet som mand eller kvinde. Som lesbisk føles det mere konstrueret. Det kan måske være sundt, fordi det er mere til forhandling, hvem der tager opvasken, og hvem der tager barslen for eksempel.

LÆS OGSÅ: Forelsket, gravid, nygift... og enke   

"Mændene og damerne har lavet en aftale om, at mændene ikke er særlig gode til at vaske op og gøre rent og bestemme, hvad for noget tøj børnene skal have på om morgenen, siger Busser, og at damerne er dårlige til at parkere biler og spille computerspil og bore huller i væggen, og mor siger, at hende og Busser har lavet en aftale om, at det er mor, der er bedst til alting, undtagen at stå tidligt om op morgenen."
Fra "Mor og Busser"

Alligevel har det ikke været nemt for Kristina og hendes ekskone at bryde med rollerne.

– Vi har jo fået ind med modermælken, hvordan en familiestruktur er, så det kræver noget arbejde, hvis man ikke vil repetere den. Og det er altid svært at gøre noget nyt, fordi man har tendens til at gentage ting, man kender i forvejen, især når man har små børn og er presset.

Det er endnu ikke mainstream at være to kvinder om at skabe en familie, men det er en skilsmisse til gengæld. Fire ud af ti ægteskaber ender som bekendt i skilsmisse. Hvor forfatteren er bosat, er der dog intet usædvanligt ved at have fået børn med en af samme køn. Kristina Nya Glaffey bor på Nørrebro, som er kendt for at være et af de mest multikulturelle og på alle måder mangfoldige kvarterer i København, så fordomme mod homoseksuelle er ikke noget, hun møder. Tværtimod.

– Det er ikke nødvendigvis noget negativt at være lesbisk, når man lever i en urban, kreativ klasse. Nærmest det modsatte. Her er det en positiv værdi at skille sig ud og at leve på en anden måde end flertallet. Mange vil også gerne føle sig tolerante ved at omfavne for eksempel homoseksuelle mennesker.

– Jeg tror, det føles mere udsat at være enlig kvinde med et donorbarn. De skal nok svare på flere spørgsmål om, hvorfor de laver familie alene, mens det er mere genkendeligt med to mennesker, der får børn sammen, selvom de er kvinder. Vi er jo også vant til, at kvinder har noget med børn at gøre, så det er igen mindre opsigtsvækkende, end hvis for eksempel to mænd får børn sammen.

"(...) Til gengæld synes mor og Busser og deres venner alle sammen, at man skal bo i København, helst i en lejlighed på Nørrebro, og at man skal varme mælken på gaskomfuret, inden man kommer den i kaffen. De synes også, at indvandrere er søde, selvom ingen af dem kender nogen, og at man skal stemme, når der er folketingsvalg, helst på en, der hedder Johanne Schmidt-Nielsen." Fra "Mor og Busser"

LÆS OGSÅ: Søren Østergaard: "Jeg valgte kærligheden frem for barnet"

I lighed med enlige kvinder, som får barn med en donor, har Kristina og hendes ekskone skullet tage stilling til, hvilken fertilitetsmetode, de ønskede. Skulle donoren være kendt eller ukendt? Og hvilken klinik – offentlig og gratis eller privat og pebret?

– Vi har en anonym donor til vores børn. Lovgivningen var sådan, at lægerne ikke måtte lave reagensglasbørn med åben donorsæd, som betyder, at børnene kan møde donoren, så det var ikke en mulighed for os at kende donoren. Men jeg tror, vi havde valgt en anonym donor, selvom lovgivningen tillod os andet. For os var det det rigtige valg, for andre er det rigtige valg et andet, siger Kristina Nya Glaffey og uddyber:

– For os var det sådan, at det var min ekskone og mig, der var forældre til barnet, og vi havde ikke noget ønske om for eksempel en tredje eller fjerde forælder. Dengang vi var i fertilitetsbehandling, var der ret meget usikkerhed om, hvor mange par en donor rent faktisk måtte donere sæd til. Derfor tænkte vi, at det måske kunne blive overvældende for et barn på et tidspunkt at skulle møde en donor, der havde mange andre donorbørn. Men som sagt, det var bare vores tanker, og jeg tror, det er meget forskelligt, hvad der er det rigtige valg i sådan en situation. I dag havde jeg muligvis valgt noget andet, og ingen af os ved, hvad vores børn til sin tid ville ønske, vi havde valgt for dem.

LÆS OGSÅ: Da Micheal og Marie ventede barn nr. 2, mærkede Marie en kræftknude i sit bryst

"Mor siger også, at Busser ikke må sige noget som helst om mænd, mens Emma og mig hører på det, og at Busser skal på en meget lang sommerferie, den dag Emma og mig kommer i puberteten. Så siger Busser, at hun ikke har noget imod mænd, hun er bare lidt mistænksom over for mennesker med hår i ansigtet, og så siger mor, at hun giver Busser en gul post-it-seddel med og skriver FAR! på den, næste gang hun skal til psykolog, og så siger Busser, at det emne har hun ikke råd til at gennemgå med psykologen (...)" Fra "Mor og Busser"

Det kan lyde som en meget privat ting at blive spurgt om, hvordan man har valgt at få børn. Og det er spørgsmål, som heteroseksuelle par nok sjældnere bliver stillet, selvom de lige så vel kan have fået deres barn ved hjælp af en anden mands sæd eller en anden kvindes æg. Men det at få et barn på andre måder end den klassiske betragtes på mange måder ikke som en privatsag i vores samfund, mener Kristina Nya Glaffey.

– Lovgivningen på det område og diskussionen om den bliver altid lidt forenklet ud fra nogle følelser om, hvad man selv ville vælge, mere end den er baseret på fornuft. Det gælder også for f.eks. Etisk Råd eller for diskussioner i Folketinget, er det mit indtryk. Når en mand og en kvinde får børn, overvejer man jo ikke, om det er etisk forsvarligt, om man bør kende genhistorikken, eller hvad ved jeg. Men når man får børn via det statslige system, som vi har fået, er man jo underlagt lovgivningen. Og den har hidtil ikke gjort det særligt nemt for de nye familieformer.

– Hvorfor kan et barn ikke have flere forældre end to? Nogle vælger jo at få børn tre eller fire sammen, men ifølge lovgivningen kan man kun være to forældre. Så det er ikke muligt at danne familie på den måde, uden at nogle mister forældremyndigheden. Frem for at myndighederne skal bestemme, hvordan vi skal leve, burde reglerne sikre de familietyper, der er.

LÆS OGSÅ: "Hvis det her er noget, jeg dør af, så må jeg sige, at jeg har brugt tiden godt"

Det er den slags regler, der er optager mange homoseksuelle familier, men for alle andre er det især de etiske aspekter ved de nye familieformer, som vækker debat. Er det for eksempel ikke synd, hvis et barn ikke ved, hvem dets far er?

– Det er sjovt, at folk føler sig foranlediget til at tage etisk stilling til, hvordan andre danner familie. Hvorfor føler mange, at de skal have en holdning til det? Hvorfor har de ret til på afstand at vurdere, hvilke familieformer der er forsvarlige? Der er jo ikke indslag i TV-Avisen om, at nogle kvinder vælger at være sammen med følelsesmæssigt imbecile mænd. Og der er mange andre måder at leve på, som den brede befolkning heller ikke tager stilling til. Men det er meget synligt, hvis man vælger ikke at få børn på den traditionelle måde, og så kommer der fokus på det, siger Kristina Nya Glaffey.

"Busser siger, at hvis man gerne vil vide, hvordan det er at være gift, så skal man bare forestille sig en matematiktime uden frikvarter og med en meget lang ligning oppe på tavlen med en masse ubekendte på begge sider af lighedstegnet." Fra "Mor og Busser"

Kristina Nya Glaffey om:

...kvindeblade
Jeg læser ikke så mange parforholdsråd i ALT for damerne, for det handler ofte om, at manden ikke kan finde ud af at tale om sine følelser, og at kvinden skal sætte sine forventninger ned. Når man er to kvinder, der lever sammen, er det jo ikke noget, man genkender.

...skilsmisser
I forbindelse med at jeg selv er blevet skilt, har jeg lagt mærke til, at der er uhyggeligt mange indslag og artikler om skilsmisser, og om hvor skadelige de er for børnene. Man kunne i princippet også forestille sig tv-indslag om, at kærlighedsløse eller problematiske ægteskaber skaber ulykkelige børn, de indslag er der bare ikke så mange af. Det er sjovt, at det er en privat sag at vælge at leve i et ikke-velfungerende parforhold, men et mere eller mindre offentligt anliggende at blive skilt.

...homokrydstogter
Det er et udenlandsk fænomen, men det er et godt eksempel på en homokultur i både Danmark og udlandet, som profiterer på at sælge særlige produkter til homoseksuelle. Det kan åbenbart være en god forretning at opfinde behov til folk, f.eks. i forlængelse af deres seksualitet. Den slags forretningsmetoder synes jeg, det er værd at problematisere. Men når det er sagt, så synes jeg jo, det er helt forståeligt, at folk f.eks. gerne vil gå på lesbiske barer eller lesbiske køreskoler.

LÆS OGSÅ: Ingen vidste, hvor utrygt der var i Turélls barndomshjem

LÆS OGSÅ: "Hvis Søren begynder at tale om kirkebryllup, må jeg forklare ham, at det må blive med hans næste kone"

LÆS OGSÅ: Anna Grue kollapsede af stress: "Der var blod over det hele"