Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Stephanie Caruana
Foto: Alamy

Vi lyver for vores børn

Ja, også dig. Dine børn har ikke perfekte forældre. Gudskelov for det.

KLUMME: Mine børn har desværre en mor med virkelig dårlig humor. Når min søn på seks spørger 'Hvad må vi, når vi kommer hjem?', siger han i virkeligheden 'Må vi se skærm?'. Jeg svarer som regel, at de må få smæk og komme i seng uden aftensmad. Efterhånden har han luret, at det ikke passer, eftersom det aldrig er sket. Men som han siger; 'man ved jo aldrig'.

Selv kan han ikke lyve. Han flækker som en lille træsko af grin, når han forsøger at fuppe mig, siger at der ikke blev spillet bare en lille smule forbudt iPad. Mig? Jeg øver mig i at slippe facaden om, at jeg er Batmor, der klarer alt. Jeg fortæller dem om det svære (men ikke for meget) i livet, også i mit. Også når jeg bliver vred på mit eget afkom (for det bliver man jo). De har ret til at vide hvorfor. De har ret til at vide, at vi voksne også har været nogle små lømler.

Engang sneg vi os til at gøre det, vi ikke måtte. Nej, den flaske Pisang Ambon i barskabet havde da altid været halvtom. Selvfølgelig havde vi da sovet hjemme hos den veninde. Vi havde i hvert fald ikke kysset med nogen. Det var da ikke, fordi vi havde påstået, at vi var 18 og var taget på Christiania eller Krasnapolsky. Eller hvad det nu var.

Jeg havde en tro på, at det nok ikke gik helt galt. Og vi kunne på en eller anden måde altid redde den hjem, også hvis det gik heftigt til. Vi regnede ikke med, at der kom en såkaldt voksen. Selv var jeg altid ædru, da de andre begyndte at fulde sig. Andres brækture var en glimrende illustration af grænse.

Så var der sex. Jeg vidste godt, at der var niveauer. Der var snav, grams, bollesex (som helst skulle være noget særligt) og så var der alt det, som kun var for rigtige voksne, der havde prøvet meget og vidste, hvad de kunne lide. Og man skulle kunne lide den anden og stole på hinanden. Det var, hvad jeg instinktivt vidste.

LÆS OGSÅ: Når en donor er bedre end en forkert far

Min mors snak om bier og blomster var: 'Pas på, mænd er kun er ude på én ting'. Nu var hun jo også enlig mor i en lang, stolt række af enlige mødre, så fair nok. Sex var ikke i min omgangskreds noget, piger blev målt efter eller bedømt på. Ikke som i dag. Jeg oplevede aldrig skam eller udskamning. Og jeg håber ikke hverken min datter eller søn gør.

Jeg får en dag lange snakke med min pige og min dreng om grænser, samtykke. Om at kunne mærke, om man gør det rigtige. Alt det, som vi andre diffust fandt ud af, nogenlunde i fred for forældre. Vi må give vores børn rum til at blive gode mennesker. Både ved at vise dem, at de er det og ved at vise, at voksen, det er ikke noget, man bliver på én gang.

Nogle dage er jeg i tvivl, om jeg er den rette til den tjans. Når jeg nu tager så meget gas på dem, gemmer festrygersmøgerne på spruthylden. De børn ville slå hånden af mig eller tro, at jeg faldt død om på stedet, hvis de vidste, at jeg i festligt lag kan finde på at ryge. De har aldrig set mig med en cigaret eller beruset. Det er nok en fejl.

Vores forældres generation har oplevet voksne med skjulte liv, især følelsesliv. Mens vi med små børn har oplevet fulde voksne, dumme voksne, vrede voksne, kede voksne, så skåner vi selv vores børn. Vi lader dem se os som 'overskudsvoksne'. Vi skjuler lige så meget. Er det sundt?

De bliver måske skuffede, når de opdager, at vi var fejlbehæftede og fjollede, decideret menneskelige. Men det hører jo også med. At kunne håndtere skuffelser. Nutidens børn og unge er kompetente og perfektionistiske. Og vi frygter sådan at svigte dem. Vi knokler og slår knuder på os selv for ikke at skuffe. Men de kan klare mere, end vi tror.

Mine børn er tit nogle små kegler, der ikke hører efter. Så siger min alvorlige stemme, at de ikke skal drøne rundt. Men når jeg har dem med til receptioner og møder (jeg er voksen, enlig, forældreløs og uden sitter), er de englebasser, og man skulle tro, de var en andens. Jeg kender alle mine fejl, så de må have det efter deres far.

En masse børn tror, at voksenlivet består af møder, regninger, brok og for lidt tid. De tror, vi kan holde til alt og kommer, når de kalder. Jeg tror ikke, at mine unger vil søge den samme grad af frihed, som jeg selv bare tog. En frihed, der kom af at tro, at vi nok godt kunne selv. Og visheden om, at ingen andre gjorde det for os. Men jeg håber det.

Vi er nødt til at fortælle dem, at voksne også laver fejl, gør åndede ting, men at de kan stole på os. Også selvom vi spiser deres slik, når de ikke ser det, tager et hvæs eller snaver med nogen i smug. At vi har taget dumme valg som teenagere.

Vi må have modet til at sige, at vi ikke altid vil kunne være der. At vi har et liv. At vi en dag dør. Og give dem redskaberne til at kunne klare sig selv og vide, at de er okay, præcis som de er. De kan ikke bruge vores facader og dårlige samvittighed til en pind.

LÆS OGSÅ: "Jeg glædede mig til endelig at få et voksenhjem"

LÆS OGSÅ: Sådan giver du slip på dit barn

LÆS OGSÅ: "Jeg følte mig fyret som mor"

Se, hvad vi ellers skriver om: Stephanie Caruana og Klumme