GIV ET BLAD I JULEGAVE TIL ÉN, DU HOLDER AF

Anne Glad Wagner
Foto: Les Kaner Anne Glad om at føde, blive mor til Kaj og sin kærlighed til Kim.

Anne Glad om sin fødsel: "Min krop havde ventet SÅ lang tid, og så vidste den bare, hvad den skulle gøre"

At Anne Glad blev mor for første gang som 45-årig, skyldes udelukkende, at hun havde mødt den 13 år yngre Kim. Og det er også på grund af ham, at hun aldrig kunne drømme om at droppe makeup og stiletter, selv når hun skal ud med Kaj i klapvognen. Men ellers er hun præcis som de fleste nybagte mødre: Fuldstændig benovet over biologien og meget mere bange.

Udgangspunkt

– Jeg er vokset op i ren 60’er-velfærdsdanmark-idyl i et parcelhuskvarter i Næsby på Fyn i den nordlige udkant af Odense. Begge mine forældre var lærere. Min far arbejdede med udfordrede unge, og min mor var lærer på den skole, hvor min bror og jeg gik. Set i bakspejlet var det ret tåbeligt at udsætte os børn for det, for de andre lærere var selvfølgelig usædvanligt venlige og omsorgsfulde over for os, og det gav en bagside i forhold til klassekammeraterne.

– Skolen interesserede mig ellers meget. Men i forhold til kammeraterne, som begyndte at gå til halfester og komme sammen, blev afstanden bare større og større, som årene gik. Jeg måtte ikke gå til den slags, og derfor blev jeg heller aldrig en del af kliken. Mine forældre har nok haft for stor indsigt i, hvad der foregik til de halfester. Til gengæld kunne jeg, modsat mine kammerater, godt få lov til at tage til Paris med min kusine og hendes ungdomsskole.

– Jeg følte mig helt klart som en outsider i folkeskolen. Mine forældre syntes heller ikke, vi skulle have Lacoste- og BALL-trøjer. Hvis jeg gerne ville følge en bestemt mode, kunne min mor og farmor sagtens sy noget. Det gjorde også, at jeg valgte en meget flippet stil i forhold til det der mærketøjsræs i de ældre klasser, og faktisk havde jeg masser af super smart – og meget specielt – tøj, som jeg var glad for og stolt af.

Anne Glad Wagner
Foto: Les Kaner.

– Jeg havde ret meget selvværd, men ikke den helt store selvtillid. I min klasse var jeg meget ensom, men der var godt nok også nogle vilde typer, som eksperimenterede med stoffer og pot. Der var mange oversete børn dér i 80’erne, som også var en opbrudstid, hvor forældre begyndte at blive skilt, efter vi i Danmark i mange år i højere grad havde holdt sammen på familien. Og så var der meget arbejdsløshed, den krise kunne man godt mærke. Der blev sat lapper på bukserne, og jeg arvede tøj fra kusinerne og måtte gå i røde træskostøvler i mange år i træk, længe efter at træskostøvler var the shit.

– At have lærerforældre betød på den anden side at have syv uger sammen med dem, hvor der bliver spillet rundbold og holdt ødegårdsferier i Norge og Sverige. Jeg husker tilbage på de somre som én lang, lykkelig tid.

– Min mor har altid haft uendelig tillid til mine evner. Jeg husker meget tydeligt, at vi sad hjemme i sofaen og hun sagde: ”Hør her, du kan ALT. Jeg er ikke stødt på noget endnu, du ikke er dygtig til, så ligegyldigt hvad du har lyst til, så kan du det!” Det er altså noget af en gave at give sit barn med. Jeg er ikke sikker på, at andre end min mor nogensinde så et stort lys i mine klaverevner for eksempel, men hun var ikke i tvivl om, at jeg kunne blive pianist, hvis det var det, jeg ville.

LÆS OGSÅ: 20 grunde til at droppe at være den perfekte mor

Lavpunkt

– I januar 2002 lukkede mit elskede bureau, Rapp Colins, jeg havde været på i to år. Det var it-boblen, der sprang, og reklamebranchen havde det rigtig svært i de år. Jeg blev omplaceret og var SÅ ked af det. I fem måneder arbejdede jeg og en kollega solen sort.

– På det tidspunkt havde jeg slæbt min daværende kæreste med til København, vi havde købt hus i Brønshøj, og to dage før vi fik nøglen til huset i Brønshøj, blev jeg så fyret. Men mens fyringen var en lettelse for mig, var det et giga chok for min kæreste, som virkelig have brug for at have styr på de faste udgifter og havde insisteret på et obligationslån til 7 pct. i stedet for et af de kortsigtede med lav rente. Så vi sad rigtig hårdt i det. For et lån på 1,6 millioner havde vi faste udgifter for 26.000 om måneden. Det var så forfærdeligt. Både for ham og for mig. De næste to år befandt vi os i en økonomisk spændetrøje, som jeg lovet mig selv aldrig at udsætte mig selv for igen.

– Det betyder selvfølgelig noget for parforholdet, når sådan noget sker. Vi havde også en istandsættelse at se til og stod pludselig over for nogle fundamentale valg: Er det vigtigt med kitningen af vinduerne? Honeymoon eller vinduer? Skal vi knalde eller male? Vi nåede kun at bo i huset i to år, så gik vi fra hinanden.

Anne Glad Wagner
Foto: Les Kaner.

– Kim og jeg sidder ikke i nogen stor villa oppe nordpå, vi har en dejlig, stor lejlighed, men vi kan sige den op i morgen, hvis jeg lægger mig syg, og vi ikke kan skrabe penge sammen. Den frihed, har jeg fundet ud af, betyder alt for mig.

Vendepunkt

– Det var en klart vendepunkt i starten af 2016 at stoppe med at være fastansat på Envision. Tanken om at blive selvstændig havde spiret i mig i mange år, selvom det samtidig virkede angstprovokerende. Fordi begge mine forældre var statsansatte, har jeg haft et indgroet mantra om, at det var vigtigt at vide, at der kom penge ind på kontoen hver måned. I virkeligheden har der været masser af selvstændige i min familie, som har drevet landbrug og gartneri og ismejeri. Jeg har bare bildt mig ind, at det var farligt og fik det da også bekræftet, da en onkel gik på røven.

– Kim og jeg havde snakket om, hvorvidt vi gerne ville have et barn, vi var stadig i tvivl. Men så kastede vi os ud i det, der skete bare ikke noget, og dér gik det op for mig, at jeg altså ikke kunne være direktør fire dage i Aarhus og så forvente at blive gravid, mens jeg arbejdede som en gal. Så dét var en helt konkret anledning til at sige stop.

– Tanken med egen virksomhed har aldrig været et mega set-up. Jeg er mig selv og en enkelt assistent. Og når jeg lige nu sidder og er lidt småstresset, skal jeg huske mig selv på, hvorfor det er fedt at være selvstændig. For det er jo også, at man har ro og frihed, og at det er lykkedes at barbere 10-20 timer af min arbejdsuge. Og det var tiltrængt. Der gik tre-fire uger, før den ringetone, der havde bosat sig i højre øre, helt forsvandt, efter jeg havde sagt mit faste job op. Ligesom jeg i flere år havde døjet med et tic, der stod og sitrede under venstre øje, hvilket er ret bøvlet, når man laver tv. Det er også forsvundet. Meget få gange efterfølgende har jeg presset mig selv derud, hvor jeg igen er begyndt at kunne mærke den der velkendte summen i hovedet.

”Det var en fantastisk oplevelse som 44-årig at mærke biologien gå så ur-agtigt i gang. Jeg havde en virkelig dejlig graviditet”

– Det er heldigvis et helt anderledes arbejdsliv, jeg har nu. Især fordi jeg har hundrede procent kontrol over, hvad jeg laver og ikke laver. Og kan ændre på det, der stresser mig. Det er da en kæmpe gave at være selvstændig, når man er på barsel, og ikke skulle tilbage til en arbejdsgiver, tjekke ind på et bestemt tidspunkt og indfri andres forventninger til mig.

– Det handler nok også om at erkende, at livet bare er så kort. Kaj er jo et lille mirakel. Jeg blev gravid som 44-årig. Godt nok har jeg en ung mand, hvilket nok også er en vigtig del af forklaringen på, at det lykkedes. Vi har ikke besluttet ikke at få flere børn, men fra start har jeg tænkt, at det nok er den eneste gang i mit liv, jeg kommer til at opleve det – og det skal jeg bare nyde. Jeg NYDER at amme og stå op om natten og alle de stadier, der er og kommer – i stedet for at stresse over dem. At se, at han vokser og at se ham i øjnene og have det sjovt med ham, sidde på gulvet i flere timer og lege hver eneste dag. Tænk at være så privilegeret, at vi kan sige, at han ikke skal være i vuggestue mere end seks timer om dagen.

– Når vi skal optage ”Kender du typen” i Jylland, køber jeg et hotelværelse til en familie, og så kommer Kim og Kaj med. Kaj vil stadig godt have sin mor om aftenen, og så skal han have det. Hvor mange kvinder kan tillade sig det?

Anne Glad Wagner
Foto: Les Kaner.

Smeltepunkt

– Der er tretten år imellem Kim og mig, og det var hundrede procent pga. den aldersforskel, at vi blev kærester tilbage i 2014. Vi tænkte begge to, at det her kunne vi jo bare kaste os ud i. Det var en gratis omgang, helt ufarligt, for det skulle jo ikke være, og derfor havde vi paraderne nede. Vi mødte virkelig hinanden helt åbent og nøgent, vi behøvede ikke at spille spil, for der var ingen planer for fremtiden. Det var nu og her, og så skulle vi også lige passe på ikke at blive alt for glade for hinanden, men det var der jo heldigvis ingen fare for, for vi var jo fra hver vores planet…! Det var en virkelig overraskende forelskelse. En stor ting at erkende – at ”her sidder jeg og får tårer i øjnene, fordi der er et menneske, der ser mig på en måde, jeg ikke er blevet set på før, og som forstår mig, og hvis hjerne fungerer på en måde, jeg ikke kan modstå”. Jeg glæder mig, til vi får tid til de samtaler igen og ikke bare kigger på hinanden om aftenen og siger ”skal vi gå i seng?” – ”ja, lad os det”.

– Der følger mange fordele med, når man finder en mand, der er årgang 1985 – året før min konfirmation…! Jeg oplever, at han er bagt i en tid, hvor kønsroller var noget andet end det, jeg og min generation er vokset op med. Han er ikke bange for, at han skal udfylde en eller anden stereo-typ. Min generation har haft et opgør med noget 70’er-ballast, som har været lidt svær at tumle rundt i, fordi vi fandeme skulle være ens. Den lider Kim ikke af, han synes ikke, vi skal være ens. Og det, tror jeg, gør noget for hans kvindesyn, som giver en virkelig dejlig dynamik – mentalt og i det hele taget i vores parforhold. Kim kan hele tiden lære mig noget nyt. Han har en anden kulturel referenceramme. F.eks. har han givet mig et andet blik på popmusik, fordi jeg er vokset op med, at en hel masse ikke var ”fint”. Der siger Kim meget: ”jamen hør, det er en god melodi, en fremragende tekst”. Han hoppede bare rundt på sit børneværelse til Spice Girls og syntes, det var fucking awesome, og har ikke tænkt, at deres musik var til piger. Det var til børn. På den måde er han vidunderligt fordomsfri på en masse punkter, hvor jeg meget har været styret af at tænke i kasser og rammer. I min barndom havde vi meget travlt med at tage afstand fra bestemte ting – musik, tøjmærker, væremåder... Kim er vokset op i 90’erne, hvor der var peace, love and harmony efter Murens fald, pengerigelighed og højt til loftet. Så den mur, jeg har at spille bolden opad i ham, bringer altså bolden tilbage på en virkelig dejlig måde. Sjovt og positivt. Og så er han skidegodt begavet. Det er vildt nok, at jeg finder en mand, som matcher mig og giver mig modspil, og som ikke er bange for mig eller har mindreværdskomplekser, og som er så meget yngre end mig. Det har jeg ellers oplevet i stor stil, og jeg forstår da også godt, at det kan være meget intimiderende for en mand, der er opdraget til, at det er manden, der er skaffedyret, at finde en kæreste, som tjener fire gange så meget, som han nogensinde selv vil komme i nærheden af. I forhold til Kim og mig handler det ikke om, at der skal være en kæmpe kontrast på nogen måder – vi er bare to mennesker, der har sat os ud over rollerne, og så bakker vi hinanden virkelig godt op.

LÆS OGSÅ: Huxi Bach om at blive far

Tyngdepunkt

– Når jeg har udtalt mig i tidligere interviews i forhold til spørgsmålet om børn og måske givet udtryk for, at den var rimelig lukket ned, så er det jo også bare vildt at tænke, at jeg som kvinde har skullet svare på det igen og igen. Jeg ville ønske, at jeg var sådan en, der sagde ”det rager ikke dig”, men det er jeg ikke.

– Da jeg gik fra min tidligere kæreste, tænkte jeg, at ”nå ja, det kommer jo nok ikke til at ske så”. Det var også en slags rationale – hvad er sandsynligheden for, at jeg møder en mand på nuværende tidspunkt, som ikke har børn? For jeg gider sgu ikke være nogens papmor!

Anne Glad Wagner
Foto: Les Kaner.

– Men det skete! Kim havde ingen børn. Og for mig var det en fantastisk oplevelse som 44-årig at mærke biologien gå så ur-agtigt i gang. Jeg havde en virkelig dejlig graviditet, og det var vildt at opleve min krop på den måde. Kroppen, der modnedes frem til fødslen. Og Kaj, der vendte sig og gjorde min fysik klar til at få ham ud i verden. Tænk sig, at alt det havde ventet 44 år i min krop på at blive aktiveret. Under fødslen lavede Kim ”din-mor-vittigheder” og var virkelig sjov og upassende hele vejen igennem og havde lavet en fed playliste. Det var virkelig en fest. Jeg kunne ikke have klaret det uden ham. Det var sjovt det meste af tiden, selvom det også var alt andet. De var bekymrede for Kaj, så jeg havde elektroder alle vegne. Jordemoderen sagde til mig ”jeg tror, kræfterne er bedre brugt på at tie stille” – fair nok, så holdt jeg kæft. Det var vigtigt for mig, at jeg ikke fik noget smertestillende, for jeg kan ikke tåle lattergas, og jeg ville ikke de andre ting, og dét lykkedes. Jeg følte mig SÅ sej bagefter.

”Jeg kan stort set ikke huske noget fra de første mange måneder, hvor jeg selvfølgelig også var i søvntortur, og jeg er stadig kun 90 pct. af mig selv”

– I det hele taget den biologi altså… Råmælken begyndte at løbe til to måneder, inden jeg fødte, så jeg gik rundt med ammeindlæg og pletter på tøjet. Og igen: Min krop havde ventet SÅ lang tid, og så vidste den bare, hvad den skulle gøre. Min farmors veninde havde i tidernes morgen sagt til hende, at ”de små løg kunne man ikke amme med”. Derfor sagde min farmor tidligt til mig, at det skulle jeg ikke bekymre mig om. Hun fik selv nogle kæmpe kasser, da hun fik børn. Jeg har nu ikke fået farmors rack, men mindre kunne jo også gøre det. Mine små løg har klaret det så fint. Og hvor smart var det lige, at Kaj selv vidste, at det var der, det foregik, kunne lugte sig frem og møve sig op. Wauw, hvor var det cool! Og helt circle-of-life-agtigt sørger lykkehormoner, udskilt under amningen, for at få livmoderen til at trække sig sammen. Det er altså godt tænkt!

– Jeg kan stort set ikke huske noget fra de første mange måneder, hvor jeg selvfølgelig også var i søvntortur, og jeg er stadig kun 90 pct. af mig selv, den kører ikke så hurtigt, som den gjorde, inden jeg blev gravid. Og meningen er jo også, at jeg skal fokusere på Kaj. Smart, det giver så fint mening.

Højdepunkt

– Hele pakken er mit livs absolutte højdepunkt, for det er ikke kun Kaj, det er også Kim. Det havde ikke været den her fest, hvis ikke det havde været Kim. Jeg har aldrig haft den der vilde drift i forhold til at få et barn. Men at få Kims barn har været en drift. Det gør mig jo endnu mere til hans dame, det, synes jeg, er fedt. Jeg mødte en gammel ven, som sagde ”ja, så er du for evigt Kajs mor – først og fremmest”. Ja, men på førstepladsen er jeg altså Kims dame.

– Kim er bedre til at være forælder, end jeg er. Jeg ser op til ham og den måde, han ser Kaj på. I stedet for at stresse over, at Kaj var rasende og ked af det og ikke ville spise i går, greb han ham og løb rundt med ham i lejligheden, så Kaj jublede lykkeligt og glemte alt om at være sur. Kim er også så god til at putte Kaj. Det er jo ingen sag at putte et barn, når man har bryster, men at gøre det, når man ingen bryster har, er virkelig en bedrift!

Anne Glad Wagner
Foto: Les Kaner.

– Jeg er virkelig stolt over at have en mand, der er så awesome med mit barn. Jeg er på ingen måde en mor, der betvivler min mands beslutninger. Der er hundrede procent tillid. Nogle gange kalder han mig weekendfar, for jeg kan godt være den, der glemmer, at Kaj måske lige skulle have haft en trøje mere med. Der er Kim meget bedre til at huske alle behov. Jeg er god til at komme hjem med en købt bolle, der lige kan spolere appetitten før aftensmaden. Kim er omvendt heldigvis ikke blevet den der kvinde, der hakker på mig. Han synes, jeg er lige så god, det er bare ikke den fornemmelse, jeg sidder med.

”Jeg er virkelig stolt over at have en mand, der er så awesome med mit barn. Jeg er på ingen måde en mor, der betvivler min mands beslutninger”

– Ved at få Kaj mærker jeg også den der grund-angst, der er blevet plantet i mig. Den har jeg aldrig kendt til i mit liv. Det har aldrig fyldt meget i mine tanker, at mennesker skal dø. Men den slipper mig jo aldrig nu. At der kan ske mit barn noget, er jo helt ubærligt. Jeg ved, jeg kommer til have præcis den samme fornemmelse, når han er 36.

Forankringspunkt

– På Kristi Himmelfartsdag i år fik vi en vidunderlig giftefoged til at rykke ud på sin fridag og hjem til os, hvor vores familie var samlet til brunch og ikke vidste, at vi skulle giftes. Da det ringede på døren, greb jeg den ene af de to buketter, jeg havde købt til bordet. Alle blev meget glade. På den måde kunne vores søskende være vidner, og vores mødre kunne være til bryllup uden først at have været forbi frisøren og ude at købe nye kjoler. Så nu er der styr på navnene – vi hedder Glad Wagner hele banden, vi har netop modtaget vores vielsesringe fra en guldsmed i Ribe, og på et tidspunkt får vi vel også tid til at holde en fest. Vi skal have en fest!

LÆS OGSÅ: Sofie Linde: Vi kvinder kan være så fandens usolidariske

Anne Glad Wagner
Foto: Les Kaner.

Fikspunkt

– Jeg bliver simpelthen så overrasket, når jeg skal sige, hvor gammel jeg er. Jeg føler mig ikke specielt voksen. Når jeg ser mig selv i spejlet, synes jeg, jeg har set træt ud det seneste år, men jeg har det okay med det, jeg ser. Jeg prøver også nogenlunde at fokusere på at spise sundt og dyrke lidt motion, men at blive mor er jo også bare én lang tilsidesættelse af egne, primære behov. Så lige nu er det vigtigere at få Kaj til at spise aftensmad, end at jeg får mine 600 gram kål. Det er jo bare en vild omvæltning, jeg har kastet mig ud i. Jeg har haft al den tid i verden, jeg havde brug for i en egoistisk tilværelse. Og nu… Ja, der har i hvert fald aldrig været hakkekød i mit liv i de mængder, der er nu. Heldigvis har jeg aldrig brugt en masse tid på at sidde på min flade, så jeg føler ikke, at der pludselig er en masse fritid, jeg går glip af. Jeg misser fire træningspas om ugen, og det føles som det mest naturlige i verden.

– I forhold til min alder og Kim tænker jeg, at jeg skal holde mig skarp. Sørge for at gøre mig umage – det skal alle småbørnsmødre. Kim sætter ikke pris på, at jeg hopper i et par sneakers. Nix. Og det er da ellers det nemmeste, når man skal ud at gå med klapvognen! Men praktisk har sgu aldrig været sexet. Det handler igen om ikke ud af ren og skær bekvemmelig at få sig en praktisk page eller et par havregrødsfarvede bukser, der kan lynes af under knæet. Jeg tror faktisk, at man alene ved at klæde sig upraktisk på kan se yngre ud. Så der skal jeg bare blive ved at stramme op. Kim kan lide en kvinde. Han sætter virkelig pris på, at jeg tager makeup på og ifører mig en kjole og et par gode hæle. Og har langt hår. Alle stereotyperne. Og så er det jo godt, at han har fundet en, der elsker at være kvinde. Jeg elsker at gøre mig i stand for ham.

Smertepunkt

– I forhold til Kaj er min alder et smertepunkt. Ikke at han har en gammel mor nu. Det, tænker jeg egentlig ikke, at han har. Han har en mor, som er ret sjov og fresh. Men i forhold til, at jeg skal danse både til hans første og andet bryllup, kan det måske godt begynde at knibe lidt. Fremtidstankerne kan synes lidt skræmmende. Og hvis han forbliver enebarn, føler jeg, at jeg er endnu mere nødt til at give ham mit løfte om at gøre alt for at stay fresh.

Hvem er Anne Glad Wagner?

anne_glad_47.jpg

Anne Glad Wagner, født 1972

  • Livsstilsekspert, tv-personlighed, foredragsholder og tekstforfatter især kendt fra ”Kender du typen”.
  • Aktuel som vært på tv-programserien ”Manipulator”, der belyser, hvordan vi bliver manipuleret af mennesker og markedskræfter.
  • Laver desuden podcasten ”Bogselskabet” og er engageret i UNICEFs Præsidium og Julemærkefonden.
  • Bor i indre København med ægtemanden, musikproducer Kim Glad Wagner, 33, og deres fælles barn, Kaj, på godt et år.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende, Kærlighed og Mor