Jeg kan ikke holde min kærestes søn ud

Spørgsmål om håndtering af kærestes søn

For tre måneder siden flyttede jeg og min datter sammen med min kæreste, som selv har en søn på syv år. Det har jeg desværre fortrudt, for jeg har lyst til at stikke af hjemmefra, hver gang min kærestes søn er her.

Sønnen lider af svær autisme, og jeg har svært ved at rumme ham og alle hans udfordringer. Han er her hver anden weekend, og ja, jeg vidste godt, hvad jeg gik ind til, da vi besluttede at flytte sammen, men jeg anede ikke, at jeg ville få så svært ved at rumme drengen.

Jeg har ellers arbejdet med diagnoseramte børn og været glad for det, så jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke kan holde min kærestes søn ud. Jeg har ganske enkelt lyst til at gå hjemmefra, når han er her.

Han kræver konstant opmærksomhed og vil også sove i vores seng, men det har jeg sagt nej til. Derfor sover min kæreste sammen med ham, ellers græder han og siger, at han er bange. Jeg kan derfor heller ikke sidde i vores stue og se tv, for det forstyrrer drengen.

Han nævner konstant alle de ting, han skal med sin mor, og han taler også altid om, at hans mor altid siger, at han har ret til at være bange og føle, som han gør. Jeg er virkelig presset, dels fordi, jeg ikke kan holde det her ud, dels fordi, jeg har så dårlig samvittighed over at føle, som jeg gør.

Jeg har også ondt af min egen datter, der konstant skal vise hensyn. Jeg frygter, at hun på sigt vil vælge at bo fast hos sin far, hvis det her fortsætter. Hvad gør jeg? Skal jeg flytte ud igen? Jeg elsker min kæreste og vil være knust, hvis vores forhold går i stykker. Nana

Vibeke Dorph råder til at spille med åbne kort

Den biologiske kærlighed er smart. Den afstedkommer nemlig, at vi er i stand til at rumme vores biologiske børns udskejelser, fejl og mangler, fordi naturen har sørget for, at vi elsker dem til hudløshed, og derfor kan bære over med det meste.

Problemet er så, at denne ubetingede kærlighed ikke gælder for stedbørn, fordi vi ikke er biologisk beslægtet med dem. Vi kan holde af dem og gøre vores bedste, men vi kommer tit meget let til at betragte dem som mennesker, der har invaderet vores privatsfære, og vi forventer også gerne, at de skal opføre sig mere voksent, end de egentlig er i stand til. Det er bl.a. derfor, der tit er så store spændinger og konflikter i sammenbragte familier, tror jeg.

Nu er din stedsøn tilmed autist, hvilket kun gøre spændingerne værre. Her spørger du så fornuftigt nok, om du skal flytte ud, dels for din datters, men også for din stedsøns skyld. Svaret kender du kun selv, men det er godt, at du forstår, at det er dig og ikke drengen, der skal ændre adfærd, for hans lidelse er smertefuld nok i forvejen, og den kan han ikke gøre for eller lave om på.

Var jeg dig, så ville jeg nok prøve at se tiden an. Det er i forvejen en stor udfordring at skabe en velfungerende sammenbragt familie, I har kun været sammenboende i tre måneder, så giv det en chance. Stop her med at have dårlig samvittighed over, at du føler, som du gør.

Dine følelser er helt i orden, så længe du ikke lader dem gå ud over drengen. Jeg tænker også, at når sønnen trods alt kun er hos jer hver anden weekend, så kunne du bruge den weekend på at lave noget sjovt med din datter og lade din kæreste hygge sig med sin søn. I kunne så ses om aftenen og her lave noget sammen alle fire.

Skulle det alligevel ikke gå, jamen, så er også det helt i orden og forståeligt, så må du og kæresten rykke hver til sit for en tid. Vigtigst er det, at I spiller med åbne kort, gør i det, så skal I nok finde en måde at indrette jer på, så både børn og voksne trives.