Forældre vil ikke sige godmorgen, fordi jeg er en ung mor

At være en ung mor er for mig et begreb, som jeg associerer med noget negativt. Jeg brugte store dele af min første graviditet på at bearbejde grumme kommentarer, onde blikke og faktisk også min egen selvopfattelse. For hvorfor er det negativt at være ung mor?

Udadtil var jeg den stereotype ’unge mor’ og levede op til alle fordommene: Tatoveringer, ustabilt forhold, ingen uddannelse og før, jeg blev gravid, var jeg ikke den mest ansvarsfulde og rolige teenager, du mødte på din vej. Jeg festede og drak mig fuld sådan set gennem hele min teenagealder. Men halløj, jeg var teenager?

Ung, men mor

Jeg var 17 år gammel, da jeg blev gravid, og 18 år, da Magnus kom til verden. Men fra det øjeblik, at han blev født, var jeg hans mor.

Jeg er blevet mødt af forældre i vuggestuen, der ikke engang ville hilse godmorgen; Forældre, der har holdt mig udenfor og forældre, der både har givet skæve blikke og direkte sagt deres lettere snæversynede mening.

Men når jeg går hen og siger: “Undskyld, men jeg kunne ikke undgå at føle mig holdt lidt udenfor”, og bliver jeg mødt af spelt-mafiaen, der fniser og siger “hov” – hvem er det så lige, der opfører sig ungt (på den ufede måde)?

“Du skal ikke bevise noget, bare fordi du er en ung mor”.

”Har du nogen gange lyst til at kaste dit barn ud af vinduet, så er det okay?! Så længe du ikke gør det”.

“Ingen mor ved, om dét, hun gør, er præcis det rigtige, men det, at man ser på sit barn og indretter sin indsats efter dets behov – det er at gøre det rigtige.”

Det er nok de bedste råd, jeg har fået med på vejen.

Lever især efter den i midten. Den fjerner en del af den dårlige samvittighed, når jeg sukker efter et par lækre sko (der ikke er plads i økonomien til), så længe jeg kommer hjem med aftensmad og en pakke bleer alligevel.

Læs mere på Standardmor.bloggersdelight.dk.