Det er et vaskeægte mirakel. Jeg har endelig fået mig slæbt hen til legepladsen med drengene. Endda med en lille madpakke til dem og varm kaffe i min to-go-kop, som jeg har set frem til hele den lange morgen.
Min yngste har sovet endnu ringere, end han plejer, de sidste fire nætter. Jeg kan knapt tænke, husker intet (havde blandt andet glemt at skifte fra sutsko til udesko), og kan faktisk kun lige akkurat hænge sammen. MEN, men, men, hurra, vi er kommet af sted!
Nu sidder jeg så i solen, nyder min kaffe og mine to drenge leger på livet løs. Alt er for en stund helt roligt, og jeg suger det til mig.
Så vil min ældste, naturligvis, gynges. Jeg ved, han kan selv, men jeg ved også, at det nogle gange alligevel er rart at blive skubbet af mor. Men jeg orker simpelthen ikke at lette mig og slippe min skønne kaffe, så jeg svarer: ”Du kan faktisk godt selv, men jeg vil gerne skubbe dig, når jeg har drukket færdig”.
Meget diplomatisk svar, tænker jeg, og min dreng løber hen til klatrestativet i stedet.
Tror I så ikke, at moren ved den anden gynge åbenlyst ruller med øjnene af mig. Oh my god! Hun – OG hendes babydaddy – er på legepladsen med deres lille guldklump, som de mandsopdækker i sådan en grad, at klumpen slet ikke får lov til at gøre noget selv.
Hun kender ikke mig, hun ved ikke, at jeg ikke har sovet en hel nat i mands minde, hun ved ikke, at jeg lige er blevet skilt, er mutters alene med ungerne, og faktisk er sygemeldt med stress. Og alligevel føler hun, at det er passende at rulle med øjnene. Jeg er dybt chokeret.
Jeg vælger at smile til hende, blive siddende og tage en kiks op af tasken, som jeg nyder, mens jeg færdiggør min kaffe. Jeg ranker ryggen og står ved mig selv. For hun kender ikke mig. Hun ved ikke, at jeg gør mit ypperste bare for at hænge i og komme gennem dagen.
Til alle (solo)mødre derude: HÆNG I. Stå ved jer selv, for I er alt for seje.
Hold fast i, at I gør jeres bedste. Selv de dage, hvor det ikke føles sådan, så gør I stadig det bedste, I kan – lige den dag.
