High need barn
SPONSORERET indhold

Et "besværligt" barn: "Om natten vågner han så hyppigt, at jeg er holdt op med at se på uret"

Udmattende? Jovist, men der er masser af fordele ved at have et såkaldt high need-barn, forklarer journalist, May Kjærsgaard.

Af: May Kjærsgaard Foto: Privat
02. apr. 2016 | Børn | Vores Børn

KLUMME: Jeg hader betegnelsen “besværlig”. Jeg vil ikke selv tænke sådan om min søn, og jeg vil SLET ikke have, at andre tænker sådan. Alligevel kommer jeg til at bruge betegnelsen, når jeg skal forklare, hvordan han er anderledes end andre børn. For det føles unægtelig, som om det er dét, han er.

Min søn er det, der med en amerikansk betegnelse, hedder High Need. Babyer, der er High Need, har kort fortalt brug for mere af alt – undtagen søvn. De har brug for – og kræver – mere opmærksomhed, omsorg, amning, stimulering og så videre. Livet med en High Need-baby betyder for mit vedkommende, at jeg er konstant ‘på’.

LÆS OGSÅ: Hvad sker der inde i din babys hjerne?

Når jeg hører andre mødre på barsel tale om alt det, de når, mens deres baby sover lur, får jeg en knude i maven. For min baby sover aldrig lur mere end 20-30 minutter ad gangen. Med mindre jeg ligger ved siden af, og der er fri adgang til brysterne. Men det føles helt ærlig ikke som en pause. Tit sover jeg med ham, men ofte ligger jeg bare og er låst til sengen, mens min hjerne laver mentale to-do-lister. Om natten vågner han så hyppigt og søger mig, at jeg er holdt op med at se på uret. Til gengæld har jeg googlet “kan man overleve helt uden REM-søvn”.

LÆS OGSÅ: Børnenes bedste sprogbøffer

I lang tid har det at få noget at spise i løbet af dagen været så besværligt, at det er blevet nedprioriteret. Jeg går i bad om aftenen, mens barnets far har vuggevagt, og jeg har lært at tisse med min søn på armen. Jeg nyder mine aftener, hvor jeg tit har et par timers fritid, men det er en begrænset frihed, da jeg aldrig ved, hvornår han vågner, og kræver mig for igen at finde søvnen.

Jeg har måtte ændre min forestilling om, hvordan det ville være at have et barn. Jeg havde for eksempel et billede af, at jeg ville rejse meget og være på farten med min lille baby, men har måtte sande, at det ikke er en mulighed for os. Med hans korte søvnperioder og store behov for konstant underholdning er bilture alene med ham en umulighed og længere strækninger i bus eller tog en udfordring, som jeg har mere end almindeligt svært ved at overskue.

Der er lyst på solsiden

Alt det her lyder unægteligt som en klagesang over at have fået et besværligt barn. Men sandheden er (som altid) mere nuanceret, og virkeligheden er, at jeg ikke for noget som helst i verden ville bytte min søn for et nemt barn. Han er i skrivende stund knap 8 måneder gammel, og for hver dag får han mere personlighed. Jeg er vild med den person, han er ved at blive. Han har humor, viser allerede omsorg og er det sødeste væsen, jeg kan forestille mig. 

LÆS OGSÅ: Når baby får personlighed

Han tvinger mig til at være konstant nærværende og opmærksom. Derfor er båndet mellem ham og mig ekstra stærkt. Jeg ser alle de små finurligheder i ham og spotter alle hans behov, fordi jeg har den ekstra opmærksomhed på ham, som er nødvendig for, at han trives. Og det gør han; trives. Han er glad, smilende og nysgerrig på verden. Det kræver bare mere at holde ham i trivsel. Han suger i perioder al min energi og alt mit overskud, men når jeg kan se, at min lille søn trives og udvikler sig, er dét det hele værd.

Solsiden af High Need-betegnelsen er – hvis babyerne får deres behov opfyldt og bliver støttet på den rigtige måde – at babyerne bliver børn, der er meget sociale, viljestærke, målrettede og de er ofte meget intelligente. Så der er meget at glæde sig til. Selvom hverdagen kan være hård, er det en hverdag fyldt med så meget kærlighed og så mange grin, at det er alle anstrengelserne værd.