Fallulah er blevet mor
Foto: Petra Kleis Sangerinden Fallulah har født tvillingepiger.

Sangerinden Fallulah har født tvillinger

Fallulah er blevet mor for anden - og tredje - gang. Hun har nemlig født tvillinger og kan nu kalde sig mor til tre piger.

Gode ting kan komme ud af en corona-krise. Det beviser den dansk-rumænske sangerinde Fallulah med det borgerlige navn Maria Apetri. D. 23. marts fødte hun nemlig tvillinger, som har fået navnene Evi og Augusta. Det skriver hun på sin Instagram-profil og deler samtidig det første billede af pigerne.

I et stort interview med magasinet Vores Børn fortæller Maria Apetri om øjeblikket, hvor hun fik nyheden om, at hun ventede tvillinger:

– Jeg siger for sjov: “Nu er der vel kun én derinde, ha ha ha”. Sygeplejersken svarer: “Jeg tjekker lige”, og så kører hun rundt med skanneren… “Nå, hov, der var faktisk én til”, siger hun så. Og jeg begynder bare at grine helt hysterisk!

Hendes kæreste, sangeren Thomas Holm, reagerede en smule anderledes:

– Thomas var lidt i chok. Det er ikke lige det, man forventer. Men min mormor er tvilling, så jeg har altid haft sådan én “det kunne jo godt være”. Men det her er ikke genetisk, for de er enæggede. Så det er helt tilfældigt, at ægget har delt sig. Det er ret vildt, at ægget har tænkt: Vi skal være to. Jeg laver lige en makker.

LÆS OGSÅ: Fallulah: "Det bliver stormfuldt - men vi kommer totalt meget igennem det sammen"

En lille hær af piger

35-årige Maria Apetri og Thomas Holm har i forvejen datteren Gloria, som kom til verden i 2016. Dengang kendte de ikke kønnet på forhånd, men i denne omgang valgte parret at få kønnene at vide på tvillingerne, før deres ankomst tidligere i marts.

- Med Gloria kendte vi ikke kønnet på forhånd, hvilket var meget svært for vores omgivelser at forstå, for hvordan kunne vi så forberede os? Men vi havde det sådan: Det er et spædbarn, behovene er vel de samme uanset kønnet. Denne gang har vi valgt at få det at vide på forhånd, også for Glorias skyld. Selv om hun hele tiden har vidst, at det var piger, udtaler Maria Apetri til Vores Børn.

Maria Apetri med kunstnernavnet Fallulah blev for alvor kendt i den brede offentlighed, da hendes nummer 'Out of It' var temasang til den populære DR-serie 'Lykke' fra 2011. Hun har siden debutalbummet The Black Cat Neighbourhood fra 2010 udgivet to albums. Hun står samtidig bag græsrodsbevægelsen Hej Søster, som arbejder for at skabe opmærksomhed om danske, kvindelige musikere. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Mor og Kendte