Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Foto: Privat Min kæreste siger selvfølgelig, at jeg ser dejlig ud, men who’s he kidding?

Graviditet er en smart løgn i en pladderromantisk Hugh Grant-film

"Jeg drukner i mit eget spyt, og hele brystkassen låses fast i spændinger. Jeg har ikke sovet de sidste fire dage. Og jeg kan heller ikke passe mit tøj længere." Klummeskribent Sabrina Rønning Gade skriver ærligt om sin graviditet, der langt fra er som den, man ser på film...

Hvorfor er der ikke nogen, der siger, hvor hårdt det i virkeligheden er at være gravid (ja, allright, det gør mange sikkert, men det har jeg altså ikke lyttet til)?Jeg har halsbrand H.E.L.E. tiden. Og ikke bare den der, i øvrigt alt for, velkendte halsbrand, der brygger ætsende opstød, når man igen er kommet til at spise lidt for meget Christianshavnerkage eller hælde upassende mængder af rødvin blandet med hele baren fra Cocktail (altså, filmen!) ned i halsen, som prøvede man febrilsk at slukke tørsten i Afrika. Nej, her taler jeg om et flammehav af den kaliber, som end ikke den lokale brandstation med hobbyfædre ville kunne slukke. Jeg drukner i mit eget spyt, og hele brystkassen låses fast i spændinger. Jeg har ikke sovet de sidste fire dage. Og jeg kan heller ikke passe mit tøj længere. Og når jeg møder andre gravide, der er lidt længere henne end mig, tænker jeg misundeligt, ’shit, jeg er jo en hvalros allerede nu.’ Min kæreste siger selvfølgelig, at jeg ser dejlig ud, men who’s he kidding?

Tja, det er svært at sammenligne, og man skal ikke sammenligne, det ved jeg altså godt, og måske er jeg i virkeligheden også for hård ved mig selv.

LÆS OGSÅ: Jordemoderen fra Velkommen til verden

Det er jo bullshit

Jeg er uden tvivl blevet mere selvbevidst og straffer nu mig selv som en anden Bridget Jones i den lokale gym, men er det ikke naturligt, at usikkerheden forstærkes i et stadie af sårbarhed og kropslig forvirring? Min mave er hård som sten. Og bare det at tage strømper på… at binde mine sko får mig til at lyde som et fødende kvindemenneske fanget i et pressestadie. Et rum uden luft.

Hvorfor taler man om ni måneder for øvrigt? Hvem har smedet den smarte løgn og promoveret den i pladderromantiske Hugh Grant-film? Det er jo bullshit! 

Heldigvis føles det nu endelig som om, at jeg har nået en milepæl. At jeg næsten har klatret op ad kvindekroppens Kilimanjaro og overvundet tømmermændstilstande, opkast og brændende nætter. Jeg er snart klar til at skrige ud til hele verden, at jeg ’fucking did this’ og nu kan vinge den af min indre bucket list. Uge 31. Ja, det kan da godt være, at det ikke lyder af så meget, og at jeg stadig ikke er helt i mål, men altså nu er hovedet med. Jeg er med. Hvis så bare røven (pardon my French) ville følge trop. 

Det gør pt. pokkers ondt, når jeg rejser mig og går et par skridt, og det er altså ikke fordi, at mine balder sover af at have fladet den lidt for meget til ugen must-see HBO-serier, det føles bare som om, at alt er ved at falde ned, falde fra hinanden. Jeg ligner praktisk talt en, der er blevet taget bagi, og det er jeg altså ikke. Lad os lige slå det fast.

LÆS OGSÅ: Klumme: har du rost din dreng i dag

Høj stresstest

Nå, men jeg håber virkelig, at babyen i min mave, min kommende datter, kommer til at elske mig… at hun ikke kommer til at frastøde mig, for min krop er ved at gå i fordærv i forsøget på at lave hendes, og nu har lægen altså også haft fingeren langt oppe i måsen på mig og rodet lidt rundt, og hun kan ikke rigtig sige noget. Jeg skal slappe af. Jo tak, easier said than done! Og det er bare alle de ydre faktorer. Jeg har også scoret for højt i en stresstest hos jordemoderen, så nu vil hun holde øje med mig og have mig til at åbne op, som skulle alle problemerne i min hjerne udredes. Jeg tror ærligt ikke, at det har noget med graviditeten at gøre, resultatet havde med garanti ikke set anderledes ud, hvis jeg ikke groede et menneske i mig. Jeg har altid bekymret mig. Usikkerheden ridder rundt i mig. Jeg har altid haft mylderbæ i hovedet, været tynget af en indre turbulens, så intet har ændret sig. Jeg er fucked. Jeg er fucked up. Og den eneste forskel er, at der nu er nogle, der stiller spørgsmål for ikke at ødelægge hende.

Jeg er utålmodig. Jeg vil bare gerne have hende ud. Nu!

Gidsel i babyboblen

Jeg har i øvrigt ikke gjort opmærksom på min graviditet, jeg har ikke lavet et klassisk opslag på FB eller IG, jeg ved ikke, om det er mærkeligt, altså ikke at gøre det, når man tænker på min generation og vores konstante tilstedeværelse online, men er det ikke blot overfladisk info? Jeg er træt af at kigge på netværkets speltmødre, der nærmest hverver fornøjede moms-to-be til uopnåelige kliker, hvor intet nogensinde kan blive godt nok, økologisk nok, glaseret nok… nok, nok, nok. Er det bare fordi, jeg endnu ikke holdes som gidsel i babyboblen?

Jeg hader i øvrigt, når jeg spørger andre gravide, hvor langt de er henne og så får stukket et regnestykke tilbage i hovedet. 28+3. Jeg mener, hvad fanden skal det betyde? Ja, jeg ved det sgu da godt, men der er jo ingen andre, der tæller på den måde. Jeg kan i hvert fald aldrig holde styr på det. Jeg glemmer. Så jeg regner altså kun i uger.

Man møder i det hele taget mange nye mennesker i forbindelse med en graviditet, og man finder hurtigt ud af, at jordemødrene er nærmest sovende tålmodige, men det skal man måske også være i deres fag.

LÆS OGSÅ: Klumme: Var det en fejl at blive gravid

Er det de nøgne bryster?

Vi har meldt os til alle de kurser, vi om muligt kunne og tilkøbt os et lille vetræningskursus, men altså det er jo en guldgrube uden lige med kursusejere, der stædigt prædiker om den smertefrie fødsel. Findes der sådan en? Jeg vil da helt sikkert foretrække ikke at briste, og jeg er da også blevet skræmt godt og grundigt af andre kvinders oplevelser, men jeg kan altså ikke finde 3.000 kr. i budgettet. Det kommer nok til at gøre naller, og selvfølgelig brister jeg, det ville være atypisk andet, men fattige har jo heller ikke en chance i det her vanvittige forberedelsesgame, så mon ikke også jeg klarer mig. Fingers crossed.

Nå, men vi mødte den her hippie i går til et fødselsforberedelseskursus, og han kunne altså ikke forstå, hvorfor kvinden er blufærdig i fødselssituationen. Uden at have nogen som helst forståelse for den målgruppe, han adresserede med sine ukyndige ord, slyngede han spørgende ud:

”Hvad er problemet? Er det de nøgne bryster? Er I bange for at skide?”

Han forstod det bare ikke (tydeligvis!) og konkluderede, at kvinden i så fald også måtte være blufærdig udenfor graviditetens rammer. Hvorfor ville hun da ellers have et behov for medicinske tiltag, der kan tømme maven inden? Det er jo ikke kemikalier værd at proppe kroppen med. Og jeg vil ikke engang nævne hans mening om en epiduralblokade. Den kender I nok! Jeg er glad for, at jeg ikke er hans kvinde, og min kæreste sendte ham da også en diskret grimasse, og jeg tænkte taknemmeligt ’tak for dig.’ Når man ikke har en vagina, har man ikke ret til en mening. Sådan må reglen være. Og han skal da slet ikke kaste den holdning flabet ud i et rum fyldt med mulige blufærdige kvinder. Altså, jeg kommer til at være rimelig eksponeret i forvejen, så jeg vil gerne have al den hjælp, jeg kan få for bare at føle en snert af mig selv.

Kald mig bare blufærdig. Det er jeg nok også.

Se, hvad vi ellers skriver om: Gravid, Klumme og Mor