Jeg var nødt til at smide mine forventninger ad h... til, da jeg blev mor

Selvfølgelig…. Tænker du måske? Men det var bestemt ikke en selvfølgelighed for mig…

Jeg havde jo forberedt mig på mor rollen, læst bøger om baby fra A til Z, alt om amning, sove-rutiner, mors tudetur på andendagen, hvornår må jeg træne igen, hvad er godt at spise, når man ammer, og ikke godt (selvfølgelig havde jeg også styr på det).

Jeg havde købt det bedste af det bedste, øko-dyne, øko-tøj, øko-numseklude, uldne ammeindlæg, alt var på plads, selv vigtigheden i at huske at inddrage far, og ikke at blande mig. Bare lade ham gøre det på sin måde. YES, ingen problemer…

Ikke en finger at sætte på min redebygning og parathed til at blive mor. Og så var jeg meget stolt over, at jeg nåede at blive færdig med min uddannelse som psykoterapeut, inden jeg fødte. Så var der jo ligesom styr på alt det psykologiske også. Skulle der dukke noget uventet op, så kunne jeg tage det i opløbet, for der kunne jeg trække på min faglighed… JEG HAVDE TOTALT STYR PÅ DET.

Min nye virkelighed

Terapi blev min redning

Sjovt nok kom jeg pludselig i tanke om min terapeutiske faglighed – om at terapi ofte er vejen frem for mig, når min verden drejer den forkerte vej, og jeg har brug for overblik og et roligt stå sted for at kunne gå videre med mig selv i behold.

Så jeg gik i terapi…

Jeg delte, hvad der fyldte mig i forhold til at være blevet mor. Jeg tror, jeg græd så meget, at jeg tømte Kleenex-bøtten. Både af sorg, men også af lettelse.

For gud, hvor var det befriende at få luft, jeg “spyttede” alle mine tanker, frustrationer og dårligdomme ud i hoved på terapeuten, og jeg kunne mærke, at hun greb mig og alt, hvad jeg sagde. Jeg blev mødt af kærlige smil, stor forståelse og redskaber. Såsom at tage det som det kommer, sige pyt og kysse på min perfektionisme, når den står klar i uniform.

Trække vejret nogle ekstra gange og sætte mit gear fra femte ned til første, forstå, at når jeg bedre fandt min balance, ville Villads også falde mere i hak, acceptere at jeg ikke kan styre særligt meget, og at det er helt ok.

Noget af det, som gjorde mest indtryk på mig, var, da terapeuten sagde til mig: “Hvor ER han heldig at have en mor, der tager sig af dét, der er svært”.

Sådan havde jeg ikke lige set det…

Men det fik mig til at stole mere på, at jeg var en god MOR. Også når dage med morgenhår, opvask, sure stofbleer og færdigkøbt babymos var min virkelighed.

Læs mere på henriettehviid.dk