Jonas får dræn i ørene

– Okay lille mand, skal vi prøve at kigge på dine ører?

Det er en smilende ørelæge, der tager imod Jonas og hans mor og far på øreklinikken i det gamle, brolagte Rådhusstræde i indre København. Jørgen Henrichsen, hedder ørelægen. Lille Jonas på to år sidder musestille og temmelig betuttet på skødet af sin mor, mens Jørgen kigger på hans små ører og lyser med sin store pandelampe. Da ørelægen rækker armene frem og griber efter nogle instrumenter på et rullebord, spørger Jonas:

– Hva’ det, mor? Hva’ det?

– Det er en tragt, så jeg bedre kan lyse ind I dit øre, smiler Jørgen og tager et stort måleapparat frem. Den måler, hvordan trommehinden bevæger sig, forklarer han.

Ørelæge, ørelæge!

Sproget gik i stå

Surt ikke at kunne høre

Nul morgenmad!

Efter operationen

Jonas’ mor, Louise, fortæller, hvordan det gik, da Jonas fik lagt dræn:

Jeg vågnede allerede klokken fem om morgenen, den dag Jonas skulle opereres, og var nervøs, fordi han skulle i fuld narkose. Men alt gik, som det skulle, og operationen gik heldigvis superhurtigt.

Da Jonas skulle i narkose, gik ørelægen ud af rummet, så det kun var narkoselægen, sektretæren, Jonas, Peter og mig, som var til stede. Det var for, at Jonas ikke skulle forbinde ørelægen med noget slemt sidenhen.

Narkoselægen viste Jonas masken. Men så blev Jonas virkelig arrig og nægtede at lægge sig ned. Til sidst blev vi nødt til at holde ham fast. Jeg holdt hans ene lille arm, Peter den anden, sektretæren holdt hans ben fast, og narkoselægen holdt Jonas’ hoved og gav ham masken på. Det var hårdt. Der gik nok højst et minut, inden han var bedøvet, men jeg syntes, det var forfærdelig lang tid.

– Jeg er lige her, blev jeg ved med at sige til Jonas med rolig stemme. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for ikke at panikke, og det lykkedes mig heldigvis at forholde mig rolig.

– Nu er han væk, sagde narkoselægen så.

Men Jonas holdt stadig fast i min hånd, så jeg slap først, da jeg selv følte mig fuldstændig sikker på, at han var helt væk. Så gik Peter og jeg ud af rummet og ventede i venteværelset, mens ørelægen lagde dræn på Jonas.

Allerede efter 15 minutter var det overstået, og så fik vi lov til at komme ind igen, så vi kunne være der, når Jonas vågnede. Han lå på en lille drømmeseng. Da han kom til sig selv, kæmpede han for at komme ud af narkosen. Han græd rigtig meget. Ville op til mig og ned igen og væltede rundt i ti minutters tid, inden han faldt til ro.

Da vi kom hjem, fik han masser af is og kølige ris med bananyoughurt over – det var et stort hit! Han var drøntræt og faldt hurtigt i søvn om aftenen.

Vi kan allerede mærke en stor forskel på Jonas. Han råber ikke mere, når han snakker. Pludselig reagerer han på måger, der skriger, og på lyden fra en ambulance langt væk. De lyde har han åbenbart ikke kunnet høre før! Hans næse løber heller ikke mere. Det må være dejligt for ham at være sluppet af med de øregener!

LÆS OGSÅ: Børnesygdomme: Hjælp dit barn gennem vinteren

LÆS OGSÅ: Sygt barn: De 12 uundgåelige sygdomme

LÆS OGSÅ: Madlavning med de mindste