Om lidt er Sørens yngste søn færdig med folkeskolen – og det får blandede følelser frem i ham som far

Der er en sidste gang for alting. En sidste gang, du afspiller en cd, ringer til dine bedsteforældre, drikker et glas vin med en ven eller kæreste, du siden mister kontakten til. 

En sidste gang du smører madpakke, følger dit barn i skole, tjekker glemmekassen for vanter og drikkedunke på vej ud. Havde du vidst, at det var sidste gang, havde du sikkert skænket det en ekstra tanke og dvælet lidt ved begivenhedernes flygtighed.

Men livet kommer sjældent med den slags påmindelser.

Nu er min yngste søn snart færdig med 9. klasse, og jeg har været til min sidste skole-hjem-samtale. Med tre børn i tre forskellige klasser må jeg have været til mindst 60 af den slags samtaler gennem årene, fratrukket dem, hvor deres mor måtte tage sig af den halvårlige pædagogiske tortur i nedslidte klasseværelser med en tung dunst af daggamle teenagerprutter og skole-hjem-skideballer hængende i luften. 

Nu er det så mission accomplished, selvom jeg sidder noget skamskudt tilbage her på kanten af udskolingen.

Det begyndte ellers med både begejstring og engagement. Præcis som skoleinspektøren krævede af os på den allerførste skoledag, da vores stolthed og forventninger endnu strålede om kap med børnenes. Som engageret far skulle jeg spille en aktiv rolle i mine børns skolegang, bakke op om det smukke demokratiske projekt, vi stadig med rette kan kalde folkeskolen, selvom skiftende socialdemokratiske regeringer har forsøgt at banke den halvt ihjel med inklusion og idiotiske reformer.

LÆS OGSÅ

Skal bestikket pege op eller ned i opvaskemaskinen?

Mange laver ubevidst denne fejl, der reducerer vaskeresultatet.

Således gik jeg helhjertet ind i klassediskussioner om sukkerpolitik, legegrupper og prisloft på fødselsdagsgaver. 

Jeg tog på lejrskole med de andre fædre, serverede røvsyge pastasalater og pølsehorn til klassens evindelige sammenskudsgilder og tjekkede ForældreIntra og siden Aula dagligt med alvorlig mine.

Især sidstnævnte bed med årene store lunser af både overskuddet og begejstringen. Var der skideballer fra lærerne – og det er ikke nogen sjældenhed for os med drengebørn – følte jeg mig personligt ansvarlig, ofte på grænsen til skamfuld. Jeg måtte jo være en fiasko som far, når mine sønner ikke kunne finde ud af at spise deres madpakker i ro og mag i frikvarteret eller række fingeren op i matematiktimen. 

Mere engageret kan man vel dårligt blive som forælder?

Nu er det så snart overstået. Om få dage skal min søn modtage sit afgangsbevis, tage sine klapsalver fra klassekammeraterne og udveksle de allersidste høfligheder med en lærerstab, der sikkert vil savne ham lige så lidt, som han vil savne dem.

Jeg leder efter en følelse af sentimentalitet over, at dette vigtige kapitel i ethvert forældreskab nu er overstået, men mærker højst en lettelse over, at jeg nu omsider kan slette Aula fra min telefon. 

I flere år har jeg været en del af en forældregeneration, der har krævet for meget af folkeskolen, og en del af en skole, der har krævet for meget af os forældre. Med denne forbandede beskedtjeneste som skræmmeeksemplet på alt det, der kan gå galt, når både forældreengagement, folkeskole og følelser løber en tand for løbsk. 

Men det er ikke længere mit problem. Farvel og tak.

Jeg overvejer alligevel at logge ind en sidste gang, før jeg sletter. Om ikke andet så for at dvæle lidt ved, at der er en sidste gang for alting. 

Også skideballer.

LÆS OGSÅ

Sofie endte i sengen med en gift mand - og konsekvensen var større, end hun havde forventet

Jeg var faldet rigtig godt til i den landsby, min datter og jeg var flyttet ud til efter en barsk skilsmisse. For alle var så imødekommende og venlige, og mit liv var blomstret op. Alt det ændrede sig, da jeg en aften løb ind i Martin på den lokale kro. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.