Mette Hovmand-Stilling

Foto: Privatfoto Chefredaktør Mette Hovmand-Stilling siger farvel til millimeter-demokrati.

”Det skal ikke hedde sig, at det ene barn får mere end det andet. Men hvorfor egentlig ikke?”

Sol og vind bliver fordelt lige, når chefredaktør for Vores Børn, Mette Hovmand-Stilling, skal lave snackskåle til sine sønner. Men hvorfor egentlig, når den ene bedst kan lide skumfiduser og den anden chokolade? Og havde de i virkeligheden begge brug for en ny madkasse?

Da jeg var barn, havde min storebror og jeg en regel: Hvis vi skulle dele slik, skiftedes vi til at tage et stykke fra posen, til vi havde fået nøjagtig lige mange – eller der kun var de gule vingummier tilbage, som jeg ikke kunne lide, og han så fik resten.

Millimeterdemokrati – jovist – men mine forældre lod os styre det selv, og vi valgte efter vores egne præferencer.

Der er to år og syv måneder imellem min bror og jeg. Det er der sjovt nok også mellem mine egne drenge, som har overtaget modellen, når det gælder fredagsslik: De vælger på skift, til min mand eller jeg siger stop. Det giver mening hos os, for det ene barn kan bedst lide chokolade, den anden skumfiduser, og så er det jo det, de vælger og er tilfredse med.

LÆS OGSÅ: Gråd, vrede og jalousi: Sådan rummer du dit barns svære følelser

Klip til, når JEG laver snackskåle til de selvsamme børn. Her sikrer jeg mig altid, at de er 100 procent ens, for det skal ikke hedde sig, at den ene får mere (eller bedre ting) end den anden. Men hvorfor egentlig ikke? Det er, som om at det, at de får nøjagtigt det samme og lige meget, er beviset for, at jeg også elsker dem lige højt. Som om, at snacktallerkenen symboliserer min kærlighed til dem. Den er lige stor og fuld af det samme. Jeg har ærligt også taget mig selv i at købe ny madkasse til dem begge, selv om det kun var den ene, der manglede, og en ny hue, fordi jeg vidste, at de begge ville synes om den.

Måske har du set dig selv i lignende situationer? 

LÆS OGSÅ: Derfor vil dit barn bare gerne ligne de andre

Personligt har jeg genovervejet min egen tilgang til fordeling af sol og vind – eller skumfiduser og chokolade, efter jeg læste denne historie. Jeg ved jo godt, at det er fjollet, at jeg er så optaget af, at det skal være lige. For børnene er forskellige. Og ved ikke at gøre forskel, men behandle dem fuldstændig ens, kommer jeg netop til at gøre forskel.

Tænk, hvis min søn på ti absolut skal have et nyt bordtennisbat, alene fordi min yngste på syv er vokset ud af sin karatedragt? Det giver ingen mening. Og hjemme hos mig, er det sjovt nok heller ikke hverken børnene eller min mand, der efterspørger den patentlige ensartethed. De kan sagtens finde ud af det selv, den ligger alene hos deres mor – altså mig!

LÆS OGSÅ: Søskende: Nummer to på vej? Få eksperternes råd

Der er et ordsprog, der hedder noget med, at når man får børn, er det ikke kun dem, der vokser og udvikler sig, det er også de voksne, der udvikler sig som forældre. Det, tror jeg, at jeg vil tænke lidt over næste gang, jeg står med snackskålen…

Se, hvad vi ellers skriver om: Familieliv, Børneopdragelse og Klumme

610x200_woordy_knap2.jpeg