Opdragelse: Det er magi at sige ja

Vi ved det godt. Vi skal være anerkendende over for vores børn, være positive og støttende. Men det er bare svært, når Laura stiller urimelige krav om film lige før sengetid eller is ti minutter i aftensmad.

Så ryger det ud af munden på os: “Nej!” Og når Laura græder fortvivlet, får hun den igen: “Nej, sagde jeg!” For det er jo vigtigt at sætte grænser. Og hvordan gøres det bedre end med et klart og kontant nej?

LÆS OGSÅ: Opdragelse: En god mor tør sige NEJ

Der er faktisk masser af muligheder for at sætte grænser og få pareret dit barns mest skøre idéer uden brug af nej. Og når du undgår de skarpe og afvisende nej’er, slipper både du og dit barn for den råben og skrigen, der ofte følger i kølvandet på et afslag.

– Der er lidt magi i at sige ja, siger Anni Simonsen, der er NLP-psykoterapeut og forfatter til pjecen Ja-opdragelse.

– Det er respekt og loyalitet i stedet for slåskamp. Jeg tror på, at vi skal skabe en alliance med vores børn. Et ja signalerer, at vi er på barnets side, og at vi klarer den sammen, forklarer hun.

Ja giver muligheder

Det lyder måske langhåret, at du skal ‘vende dine nej’er til ja’er’. Og hvad er der egentlig galt med at møde Gustavs ønsker med et nej, når de nu – med voksenøjne – er helt i skoven?– Du skal sige ja til dit barn, fordi det skaber muligheder i stedet for begrænsninger. Hvis Gustav får nej til en slikkepind, så stopper jeg ham med et afslag; jeg giver ham ikke en anden vej og noget at handle på, forklarer Anni Simonsen.LÆS OGSÅ: Opdragelse: Lær dit barn at være optimistIfølge Anni Simonsen kan du nemt sætte de nødvendige grænser og sige fra, hvis du møder dit barn med et ja og fokuserer på, hvad der KAN lade sig gøre, og hvad der er muligt i situationen.Det er måske at sige til Gustav, at du godt kan forstå, han gerne vil have en slikkepind, men at den får han desværre ikke i dag. Eller du kan vælge at tilbyde ham en udsættelse og sige, at når han har fået en stor portion aftensmad, så må han gerne.LÆS OGSÅ: Opdragelse: 7 synder, du aldrig må begå!Når vi møder de små med et nej, der ikke har nogen åbning og ikke byder på et alternativ, så gør det noget ved barnet.– Et blankt nej føles som en afvisning. Når Gustav får et vrissent nej, føler han det som et slag mod ham som person, og det rammer hans følelse af at være værdifuld, forklarer Anni Simonsen.– Vi mennesker er flokdyr og vil høre til. Når vi får et nej, føler vi os afvist – også selv om det er dit barns handling og ikke barnet selv, du siger nej til. Det kender vi voksne også; vi tager gerne et nej ind og bliver påvirkede. Men hvis nej’et indebærer en åbning, hvor du anerkender barnets behov (‘det forstår jeg godt, men…’) eller tilbyder det en udskydelse (‘det ville også være rart med lidt slik nu, men det får vi i morgen efter aftensmaden…’), så sker der noget andet.

Plads til at græde

Det er oktober, stiv kuling og tre grader udenfor, og Marie vil have sin stropløse sommerkjole på. Det er selvsagt ikke altid, at barnets ønske kan opfyldes, og hvad gør du så?LÆS OGSÅ: Anerkendende opdragelse: En uge uden ris, ros og truslerHemmeligheden er at undgå den umiddelbare reaktion: “Nej, de kan du ikke nu!” Og i stedet lade tanken rotere en ekstra gang og få øje på, hvad der rent faktisk KAN lade sig gøre: “Det er også en dejlig kjole Marie. Den må du løbe lidt rundt i i aften, inden du skal i seng, men nu skal du have bukser på.”Det er ikke utænkeligt, at din kreativitet og imødekommenhed umiddelbart preller af på Marie, der bryder sammen i krampegråd. Hun gider ikke vente til i aften, og mor er bare så dum.“Herregud, det er da ikke noget at græde over!”, hører vi os selv sige. Men jo – der er mas ser for dit barn at græde over, minder Anni Simonsen om.LÆS OGSÅ: "Mor, når du skælder mig ud, har jeg svært ved at elske mig selv"– Børn kan ikke gradbøje følelser. De sørger virkelig over den is, de ikke må få, eller den kjole, de ikke må tage på. Vi forældre vil gerne ordne det og stoppe gråden, og hvis vi ikke kan det, bliver vi usikre, forklarer hun.Anni Simonsen anbefaler, at du i stedet for at blive irriteret sætter dig og holder om Marie. Sig for eksempel: “Man kan godt blive ked af det, når der er noget, man ikke må. Du vil så gerne have den kjole på, det forstår jeg godt, den er også flot.”Måske lader barnet sig trøste, måske må du gå skridtet videre og tilbyde afledning: “Se her, du kan få din nye bluse på i stedet”, eller “skal vi ikke se en tegnefilm?”Hvis intet virker, og din tålmodighed er ved at rinde ud, så træf en voksenbeslutning om, at nu må Marie være ked af det, mens du for eksempel rydder op eller skræller kartofler. Spørg hende, om hun vil med, og hvis hun afslår, så sørg for at være tilgængelig. Du må ikke forsvinde.Det er vigtigt ikke at forvise barnet eller efterlade det alene med sine følelser – så føler det sig forkert og alene. Hvis du lader dit barn sørge lidt for sig selv, så vend tilbage med fem minutters intervaller, og tilbyd knus og kram. Det vigtigste er, at du viser barnet, at det er okay, at det er ked af det.Når vi anerkender vores barns behov og sætter ord på dem, giver vi plads til de voldsomme følelser og ønsker, der kan være i en lille krop. Det kan være svært i starten, men det bliver nemmere, når du øver dig, fortæller Anni Simonsen.– Vi har lært gennem et langt liv at sige nej. Nu skal vi lære at sige ja. En sidegevinst er, at dit humør stiger på grund af den følelse af accept og anerkendelse, der følger med et ja.

Lektie: Du må kun sige ja!

Giv dig selv lektier for: Resten af dagen i dag og i morgen må du kun sige ja til det, dit barn beder om. En kiks? Klodserne ud over hele stuegulvet? Tegnefilm? Ud at køre på motorcykel i nattøj?Denne udfordring anbefaler Anni Simonsen alle forældre at tage op. Det betyder ikke nødvendigvis et ja til den leg eller den kiks, barnet gerne vil have. Men et ja til, at du forstår barnets behov, og hvor vigtigt det er for ham eller hende.LÆS OGSÅ: Lyt til dit barns behov – og undgå konflikterVi kender alle til at være sulten, en halv time før maden står på bordet. Anerkend behovet hos dit barn, og tal om, at det også er ærgerligt – måske kan behovet udskydes, til maden er klar, måske kan det klares med en håndfuld rosiner. Uanset hvad så åbner du op for de muligheder, barnet har i situationen, så den lille ikke mødes med et afvisende nej.

5 veje ud af konflikter

De fleste situationer kan du takle med disse fem trin.

Virker trin 1 ikke, må du videre til trin 2 og så fremdeles.
En tænkt situation: Alfred vil have sine fodboldstøvler på i børnehave. Du synes bestemt ikke, han skal rende rundt på knopper hele dagen.

Sådan takler du situationen uden at sige nej:

Anerkend barnets behov

Fortæl Alfred, at du godt kan forstå, at han er glad for sine støvler og gerne vil have dem på. Men at han skal have sandaler på i børnehave. Måske accepterer han. Måske synes han, du er dum og streng.

2. Vis mulighederne

Fortæl, hvad der KAN lade sig gøre. Sig til Alfred, at når han har været i børnehave, så kan I gå over i parken og spille fodbold, og så kan han få sine støvler på. Måske synes han, det er en god idé.

Måske kan han ikke vente hele dagen og begynder at græde.

3. Trøst barnet

Hold om Alfred, og fortæl, at man godt kan blive ked af det, når der er noget, man ikke må. Og at det er i orden. Måske stopper gråden, måske vrider han sig hidsigt løs og vil ikke trøstes.

4. Tilbyd afledning

Sig til Alfred, at du godt kan forstå, at det er svært at vente. Foreslå, at I læser en bog sammen eller hjælpes ad med at pakke hans taske. Det vil Alfred måske gerne. Måske bliver han bare endnu mere vred over dit dumme forslag.

5. Vær tilgængelig

Lad Alfred sørge i fred, mens du pakker taske eller rydder op. Anerkend, at han er for vred til at blive trøstet lige nu. Sig, at han gerne må komme med dig, og vend tilbage med fem minutters mellemrum, og tilbyd knus og trøst.

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Stå fast, kære mor!

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Åh nej, nu glemte jeg at sige ja!

LÆS OGSÅ: Sådan taler du dig ud af hverdagskonflikter med dit barn