Mine børn får lov til at klare deres egen konflikter
Foto: Privat Selvom det kan være svært vælger jeg at blande mig udenom, når mine drenge har en konflikt. Og det virker.

Klumme: Mine børn får lov til at klare deres egen konflikter

Jeg har valgt at blande mig udenom, når mine børn skændes. Men jeg trøster gerne og giver råd til, hvad de kan gøre.

Har I ligesom jeg nogle gang været vidne til, hvordan børn behandler hinanden, når de tror, der ikke er voksne tilstede? Specielt på en legeplads i børnehaven eller i frikvarterene, hvor opsynet med børn er lidt mere løst. Jeg synes godt nok, at det kan være lidt barskt nogle gange. Det giver lige et lille indblik i, hvad der venter vores små poder, når vi lukker dem ud i den virkelige verden. Jeg kan kun forestille mig, hvor svært og grænseoverskridende det må være for de børn, der er vant til at have en mor, far eller anden voksen lige ved hånden til at holde styr på unoderne.

LÆS OGSÅ: Konflikter mellem søskende kan faktisk være lærerigt

Jeg kan bestemt nogle gang virke som en ignorant mor over for mine egne børn. Men det er et bevist valg. Nu har jeg aldrig haft børn, der slås så blodet flyder. Men helt ærligt, hånden på hjertet, hvem har det? Det kan nogle gange se sådan ud. Og vi kan bestemt overbevise os selv om, at hvis vi ikke var trådt til dér i sidste øjeblik, så havde lille Birger mistet en arm. Vi når altid liiige at komme ungen til undsætning.

Har I nogensinde overvejet, hvad der egentlig ville ske, hvis det var, vi ikke blandede os? Familieterapeut Fie Hørby har sagt, at man faktisk ikke behøver at blande sig i noget, et plaster ikke kan klare. Bum. Den tog jeg til mig.

Jeg hørte det lige oven i, at de vilde lege på trampolinen tog til hjemme i haven. Det var den evige slåskamp, der altid startede som sjov og ballade, men som til gengæld hver eneste gang endte med en skadet kriger. I starten prøvede jeg at stoppe og halvt forbyde det. Og halvhjertet som det lyder, var det fysisk umuligt. For der er også noget i mig, der synes, at de selvfølgelig skal have lov til at slås, hvis det er dét, de vil. For det er det. Jeg var til gengæld så træt af at skælde ud og føle, at jeg skulle nå at stoppe det inden, det endte galt. Hvilket altid var endnu mere frustrerende, når jeg så ikke nåede det. Så var jeg jo bare endnu mere gal, ikke kun på dem, men nu også på mig selv. Til sidst tog jeg Fie på ordet og tænkte, det må simpelthen komme an på en prøve.

Ud over mine grænser

Det endte med, at de fik frie tøjler på trampolinen, og jeg ville blande mig fuldstændig udenom. Jeg har fra den dag gang på gang ladet en søskendekonflikt gå ud over hvad, min egen grænse tillader – med Fies ord in mente.

Det kan være svært at se på, når de går til den, men faktisk er det utrolig sjældent! Der har stadig ikke været brug for et plaster. I starten kom de ofte farende, når skaden var sket. Jeg trøster hver gang, og jeg siger altid noget a la: ”det kan jeg godt forstå ikke er rart”. Men jeg går ikke ind og blander mig. For det første fordi de har en konflikt, som jeg ikke er en del af. For det andet fordi jeg tror på, at de godt selv kan klare det. Også selvom det nogle gange ikke går helt retfærdigt til derude. 

LÆS OGSÅ: Når søskende skændes: Det er ligegyldigt, hvem der startede

De ender som oftest med at finde ud af det. Hvis ikke, så er de fint i stand til selv at tage en pause fra hinanden, men der går ikke mere end et par minutter, og så starter næste leg. Så længe der ikke er et åbenlyst mønster i, hvem der er boksebold, så tænker jeg ikke, at der er brug for en forælder. Jeg føler, at jeg ødelægger deres indbyrdes søskendeforhold, hvis jeg skal ind og være dommer hele tiden. Det er et tabt slag.

Hvis der er et mønster, gør jeg mere ud af at hjælpe boksebolden med at sige fra end at skælde ud. Desuden kan jeg sagtens foreslå dem, hvad jeg selv ville gøre, hvis det var mig, der stod i den situation. På den måde er de så småt begyndt selv at ræsonnere og afstemme situationen. De har efterhånden fanget princippet i, hvordan de passer på hinanden.

Selvfølgelig går det imod ens moderlige instinkt ikke at gribe ind, når der er uretmæssigheder i luften, men jeg er så taknemmelig for, at jeg kastede mig ud i det. Jeg bliver så stolt og kan give mig selv et lille klap på skulderen, når jeg lader mine børn klare konflikten på egen hånd. Hele vejen igennem.

LÆS OGSÅ: Søskende-skænderier giver succes

Før i tiden, hvor jeg blandede mig, fik jeg aldrig lov til at være vidne til, hvor gode, søde og omsorgsfulde de faktisk er, og se, hvordan de selv er i stand til at komme på rette kurs igen. Herhjemme har vi tre styks, så det er også ofte, at der er én, der træder til og hjælper de andre to igennem det. På en overraskende konstruktiv måde. Man bliver så varm om hjertet.

Søskende er en gave både i forhold til deres indbyrdes forhold, men også i forhold til det arbejde, der ligger for døren som forældre. Jeg ser det som en kæmpe fordel, at mine børn står for deres helt eget førstehjælpskursus i konflikthåndtering herhjemme. Jeg under virkelig alle forældre at se hvor gode børn, vi egentlig har, når vi lader dem klare det selv, vokse med opgaven og stå på egne ben. Bare en gang imellem.

LÆS OGSÅ: Hjælp dine børn til at blive lykkelige søskende

LÆS OGSÅ: Søskende bliver klogere af at skændes

LÆS OGSÅ: Sådan lærer du dit barn at løse konflikter

Se, hvad vi ellers skriver om: Klumme