GIV ET BLAD I JULEGAVE TIL ÉN, DU HOLDER AF

Mine drenge er nat og dag - og jeg har endelig  lært at håndtere det
Tasja Fosbøls drenge er vidt forskellige, og derfor komplimenterer de perfekt hinanden. Foto: privat

Mine drenge er nat og dag - og jeg har endelig lært at håndtere det

Mine to drenge tricker noget forskelligt i min mand og jeg. Den, vi oftest har sammenstød med, er selvfølgelig den af vores unger, der ligner hver af os selv mest.

Jeg var overbevist om, at da nummer to i rækken kom, som endda var endnu en dreng, så ville der komme en klon af nummer et. Det var gået forholdsvist gnidningsfrit med nummer et, der selvfølgelig altid har sovet som en drøm alene på eget værelse, lige siden han var spæd. Det var måske naivt at tænke, at sådan én snupper vi igen. Ikke desto mindre var det lidt det, jeg regnede med. Men det sekund, nummer to i rækken kom til verden, skinnede hans diametralt modsatte personlighed igennem.

Han blev født fem dage efter, at storebror var rundet de to år. Storebror var og er en tro kopi af sin mor både udseendes- og temperamentmæssigt. Med nummer to barn fik jeg udleveret en miniudgave af min mand, dér midt om natten på fødestuen. Jeg skulle derfor lige omstille mig i forhold til den ”lille” kødklump på 4600 gram, der lå trygt og tungt i mine arme.

LÆS OGSÅ: Personlighed: Brødre, men vidt forskellige

Vi følte for den linje, som vi havde lagt for nummer et. Jeg må indrømme, at det tog mig et par år, helt præcist tre år, før jeg besluttede mig for ikke at se ham lillebror som familiens udfordring, men i stedet at tage ham, som han var og forsøge at embrace den fuldstændig utraditionelle måde at gøre alting på. Groft sagt så var vi vant til at storebror gik fra A til B, hvis vi pænt bad om det. Lillebror skal altid lige omkring Æ, Ø og Å, inden han sjældendt ender ved B. Det brugte jeg uanede mængder af tid, både fysisk og psykisk, på at forstå og for den sags skyld at undgå.

Vores to modsætninger har altid været vores Ongo og Bongo og uadskillelige lige siden kødklumpen kom til verden. De komplementerer hinanden, som kun de to kan og har en fest sammen. Den mindste mand er lige ud af posen, holder sig ikke tilbage, er ofte top upassende og stjerne kæk. I stedet for at jeg brugte de første par år på at arbejde imod det, er det gået hen og blevet egenskaber, som jeg finder svært charmerende. Selvfølgelig altid til en vis grænse.

LÆS OGSÅ: Søskende: Sådan tackler du dine børns forskelligheder

Med hver deres personlighed og temperament har min mand og jeg efterhånden udledt et vis mønster i, hvem vi som oftest har sammenstød med. Det er selvfølgelig den af vores unger, der ligner hver af os selv mest. De har hver deres keyboard, der gør dem i stand til at trykke control-alt-delete og få mor eller far helt op i det røde felt. Storebror har et mor-keyboard og lillebror et far-keyboard.

Da den tredje i rækken kom, var vi efterhånden blevet dét klogere og vidste på ingen måder, hvad vi kunne forvente os. Det hjalp selvfølgelig heller ikke, at vi skulle skifte lyserøde bleer fremfor de blå, som vi efterhånden følte os specialister i. Igen kom der et lille individ til verden, der er sin helt egen. Hun har dog uden tvivl et mor-keyborad og kan sno alt, hvad der har bare en lille snært af testosteron i sig, om sin lillefinger. Hun er vores lille skinke og et festfyrværkeri.

Ofte er det sådan, at hvis fx lillebror har keyboardet fremme og bliver ved med at trykke, kan far sidde og være lige ved at springe i luften, uden at det rør mig det mindste, tværtimod. Jeg finder hans små finurlig- og herligheder top underholdende. Til gengæld kan storebror virkelig få mit pis i kog, hvor det på ingen måde rører far. Hvad jeg kan opfatte som stjerne påståligt eller top flabet, ser min mand overhovedet ikke. Tænk at man kan se det samme barn og dets handling SÅ forskelligt.

LÆS OGSÅ: Har du også et yndlingsbarn?

Der er flere studier, der hårdnakket påstår, at alle forældre har en favorit. Og dem der påstår, at de ikke har en favorit, er bare bedre til at skjule det. Jeg vil dog alligevel være en af de forældre, der hårdnakket påstår ikke at have en favorit. Jeg kan se, efter at min mand og jeg har kunne udlede et mønster i, hvem vi hver især oftest har sammenskød med, at kemien passer forskelligt i forhold til de forskellige relationer, vi har til hver af vores børn. Men det gør ikke vores kærlighed mindre til hver af dem.

Grundet de naturlige og forskellige relationer, man som forældre har til sine børn, kan det stå sin prøvelse, når du er alene sammen med dem. Så er der bare ikke lige en wingman, der kan træde til og lægge en dæmper på en situation eller konflikt, som kører i selvsving, fordi to stædige asener trykker på hinandens knapper. Det var en lettelse, da dette gik op for min mand og jeg. For man kan undgå så mange unødvendige konflikter.

Vi kan som forældre bestemt også trykke på hver af vores ungers keyboard. Der er intet, der er bevidst, men min ældste søn kommer til tider til at minde mig om det. Han reagerer på helt samme måde som jeg. Når man er presset og der er én, der hiver keyboardet frem, går vi ned. Jeg bliver gal og tuder indeni, han bliver gal og tuder udenpå.

Han er efterhånden så stor, så han snildt kan sætte ord på, når han føler, at jeg er mere efter ham end de andre. Det gør så ondt, for det rammer lige i hjertet! Det værste er, at jeg godt kan se, hvad han mener. Det er i sådan nogle situationer, at han gør mig til et bedre menneske, for så må jeg rette op den følelse, han sidder tilbage med. For den kan om nogen nedbryde et lille barn, og det er det sidste, jeg ønsker.

LÆS OGSÅ: "Jeg synes ikke, det er fantastisk at være mor til tvillinger, der er så forskellige"

LÆS OGSÅ: 10 ting du ikke skal regne med at få gjort, når du får barn nummer to

LÆS OGSÅ: Gæt de rigtige gener: “Hvem er vores mor og far?”

Se, hvad vi ellers skriver om: Klumme