Plejemor: ”Det er stort, når tingene lykkes for et barn, der bærer på så tung en last”

For den 46-årige pædagog Molla Friis-Mikkelsen var der ingen tvivl, da hun blev spurgt, om hun ville være plejemor til to børn. Børnenes mor kunne ikke længere selv tage sig af dem, og Molla Friis-Mikkelsen havde allerede lejlighedsvist passet børnene, så de kendte hinanden i forvejen.

– Det virkede helt naturligt, at vi tog dem til os, og vi var faktisk ikke i tvivl, siger hun.

På det tidspunkt var Molla Friis-Mikkelsen og hendes mand omkring 23 år gamle, og siden da har de – udover de to første – haft tre plejebørn i forskellige aldre. Et par år efter de første gang blev plejeforældre, fandt de ud af, at de ikke selv kunne få børn, og for Molla Friis-Mikkelsen har det tilføjet livet så megen lykke at få plejebørn, at hun aldrig ville have været det foruden:

– Den gang synes vi, det virkede spændende og var overbeviste om, at det ville tilføje noget til vores liv. Og det har givet os så mange guldøjeblikke, at det er ubeskriveligt. Det er stort, når tingene lykkes for et barn, der bærer på så tung en last, og derfor fylder de mindre sjove stunder heller ikke så meget, siger hun.

For ja, der er mindre sjove øjeblikke i livet som plejefamilie. Mest af alt har frygten for at få børnene fjernet igen indimellem fyldt i familiens tanker, fortæller Molla Friis-Mikkelsen. Hvert år skal børnenes anbringelse nemlig vurderes i kommunens Børne- og Ungeudvalg for at afgøre, om de biologiske forældre er i stand til at tage vare på deres børn igen.

Vigtigt samarbejde mellem plejefamilie og forældre

En ny verden at bo hos plejefamilie

En af de udfordringer, man som plejefamilie vil møde, er at hjælpe plejebarnet med at navigere i to verdener, forklarer Thomas Vorre. Der er det hjem, barnet kommer fra, og der er det nye liv hos en plejefamilie. Alting kan være nyt for børnene: Det kan være, de aldrig er blevet kysset eller krammet før, og det derfor føles grænseoverskridende for dem. Det kan være, at de har været vant til at sidde foran fjernsynet og spise toastbrød i stedet for at indtage et hjemmelavet måltid rundt om et bord. Eller måske har det normale været forældre, der konstant opholdt sig i hjemmet i stedet for forældre, der har et fuldtidsjob. Listen er lang og forandringerne ofte mange.

– Er man klar til at påtage sig opgaven, er det helt fantastisk givende. Det er en stor glæde når man har et barn, der kommer fra svære kår, men som lige så langsomt – ved hjælp af forudsigelighed og stabilitet og gennem kærlighed og omsorg – begynder at rykke sig. Gradvist begynder de at få det liv, som vi andre taget for givet, at et barn skal have, slutter Thomas Vorre.

LÆS OGSÅ: Ny undersøgelse: Hver tredje reagerer ikke ved mistanke om omsorgssvigt

LÆS OGSÅ: Psykisk vold mod børn skader lige så meget som fysiske overgreb

LÆS OGSÅ: Blog: Det blev et ja til eventyret ved at være plejefamilie