Psykologi historie

En case fra virkeligheden

5-årig er alt for aggressiv

Alexander er 5 år gammel og har to ældre søskende på 8 og 9 år. Moren er meget alene med børnene, og familien synes, at Alexander er en udfordring.

Han er morsyg og meget dominerende og prøver konstant grænser af. Han får tit ekstreme anfald, hvis han får et nej og slår, råber og græder. Hvis moren har ham alene, er han som regel meget medgørlig – men det er sjældent, fordi der er to andre søskende. Ellers prøver Alexander konstant grænser af og gør dumme ting. Oftest får han ekstreme anfald, når han får et nej. Så slår han sin mor og bliver ved med at gå grædende bagefter og råbe, og blive mere og mere gal. Han har meget svært ved at komme videre og ud af sin vrede, og bliver endnu mere gal, hvis man prøver at finde på et alternativ. Han er utrolig dominerende over for sine søskende og slår dem, og respekterer slet ikke et nej, hvis han for eksempel ikke må lege med maden eller ikke må få en is. Han kan blive frygtelig aggressiv og hidsig.

Han bliver ofte henvist til sit værelse, fordi han konstant ødelægger stemningen i familien og ikke respekterer det, forældrene siger. Tit går han ud af værelset igen, og hans mor har faktisk overvejet at låse døren.

Alexanders mor kan mærke, at hun ikke længere kan håndtere konflikterne konstruktivt, og savner hjælp og handlingsanvisninger til at komme videre. Både så hun kommer på rette spor, og så hun ikke mister sig selv.

Lola Jensen, hvordan vil du hjælpe?

Casen giver mig stor lyst til at hjælpe Alexander og hans familie, især hjælpe ham ud af al den negative kontakt. Jeg vil først observere familien over nogle dage, som jeg gjorde det i TV-udsendelserne. Derigennem vil jeg prøve at finde ind til kernen af problematikken i Alexanders bøvl i familien.

Nu er det uklart, om de to store er piger, eller far eller mor har to børn alene, og Alexander er første fællesbarn. Måske står mor for meget alene med børnene, og lader Alexander være symptom for sine frustrationer og afmagt over dette. Eller det er en travl familie, hvor man er nødt til at bøvle for at få sin egen ”forældrekvote.” Jeg tror, at jeg i mine iagttagelser ville finde, at Alexander er en mere ”Det bestemmer jeg selv type” end de to store, og det har chokket forældrene lidt, og givet dem lidt for meget ”laden stå til og det går nok/går over/og sådan var de to andre jo ikke” holdning.

Allermest kan jeg læse af casen, at omgivelserne på forhånd forventer, at med Alexander er der bøvl hele tiden, og mødes han med den forventning, lever han op til det, han ved jo ikke bedre. Jeg ville derfor øve både forældre og søskende i at give ham sin helt egen voksentid, møde ham med positive forventninger og anvisninger. Men jeg ved, især hans alder taget i betragtning, at han de næste dage, uanset familiens stilskifte, hele tiden vil teste, hvad omgivelserne mener om den ”nye positive stil.” Vejen til at teste dette, kender han kun via den negative adfærd, som jo har et alt for godt tag i ham. Og her vil time out komme i brug. Han vil deltage i snakken en dag, hvor han vil få introduktionen, at hele hans familie den næste tid vil gøre rigtig meget for, at han får det nemmere, men skulle der alligevel, og det tror vi ikke, opstå bøvlede situationer, så vil han få hjælp til at komme ud af disse med en lille pause på værelset.

Med denne positive omformulering plejer børnene at blive på værelset, for de ser det som en lettelse at være kommet ud af den negative situation. Men skulle det, som casen viser, ske, at han render ud hele tiden, så vil jeg anbefale, at mor går med på værelset under time out, men uden at snakke om episoden med ham. Målet er blot, at han finder lidt ro i sig selv igen, og de to store kan sagtens klare deres alene imens. Efter kort tid vil Alexander føle, at det ikke er en fordel at komme på værelset ved uhensigtsmæssig adfærd under måltidet. Og dernæst vil han lige så stille få øje på sine omgivelsers ændrede stil til det mere positive og imødekommende over for ham, og det plejer at give Alexander og co. den sidste motivation væk fra den uhensigtsmæssige adfærd.

Grethe Kragh-Müller, hvordan vil du hjælpe?

Overordnet set er det familiens relationer, der kan ændres, så alle kommer til at trives bedre. Familien her er kommet ind i et uhensigtsmæssigt samspil. Jeg ser dette mønster tit, og det handler ofte om, at forældrene forventer mere af barnet, end det kan klare i den alder.

Alexander her er et vitalt barn – et barn med meget energi og følelse. Og han kan, som mange andre børn i denne alder, ikke selv styre sine følelser. Og forældrene forventer, at han skal holde op med at reagere og råbe og så videre.

I en sådan situation ville jeg tale med moren, om hvordan hun oplever Alexander. Hun agerer ud fra, at hun tænker “At nu skal han ikke dominere så meget, og nu skal der sættes grænser.” Hvis moren tænker så meget i at sætte grænser, får hun ikke hørt, hvad Alexander gerne vil. Når han tit bliver smidt på værelset, så vil han opleve, at det er ham, som der er noget i vejen med, og så vil han reagere utilpasset. Og få det dårligere med sig selv. Han handler jo, som han gør, fordi han ikke har det godt. Han er for lille til at gøre det anderledes. Jeg ville prøve at tale med forældrene om, at man ikke kan forvente, at det er nok med en forklaring til en 5-årig, man må handle samtidig. Hvis han for eksempel ikke må lege med maden, så må man gøre følgende:

“Nåh, Alexander jeg kan se, at du er færdig med at spise, så jeg flytter lige maden væk.” I en periode må forældrene beskæftige sig meget med ham, så han ikke får mulighed for at gøre så “mange dumme ting.” Det vil være en god idé at tage en periode, hvor forældrene siger til sig selv, at Alexander endnu ikke kan styre mellemhjernen – (menneskets mellemhjerne har med følelsesoplevelse at gøre). Når man ved det, kan man bedre tage det roligt som voksen. Når han bliver vred, må man være der ved siden af ham og kunne rumme hans følelser, formidle tryghed – desuden kan man hjælpe ham med at styre de vrede handlinger.

Det er forskelligt fra barn til barn, hvor tæt de vil have en voksen. Men vis, at du er der for ham og sæt dig ved siden af ham og sig: “Jeg er her lige ved siden af.” Hvis han begynder at slå, så ville jeg holde ham på hænderne (eventuelt bagfra hvis han er svær at styre) og samtidig med rolig stemme sige: “Jeg passer lige på dig, mens du er så vred.”

Det er vigtigt, at den voksne siger til sig selv, at Alexander ikke har lært at regulere sine følelser endnu, og at det derfor er deres opgave at hjælpe ham med det. Blandt andet ved at hjælpe ham med at styre de vrede handlinger.