Der er sket noget, jeg næsten ikke
tør fortælle af frygt for at jinxe det,
men de sidste fire måneder har jeg
næsten hver morgen trænet yoga
med min favorittræner på Youtube.
I årenes løb har jeg forsøgt at stå på
rulleskøjter, starte til reformer, teste
forskellige yogaformer, boksning
m.m., og det hele er sjovt-sjovt, men
så dropper jeg det af uransagelige
årsager.
Youtube-træneren har det
med at sige, at de dage, man dyrker
yoga, bliver gode dage. Den slags
trylleformularer virker 100 procent
på mig, og jeg bliver gladere af alsidig
bevægelse.
Alligevel er det over 20 år
siden, jeg sidst har dedikeret mig til en
træningsform i mere end to uger. Dengang var jeg i start-20’erne og
var lige flyttet et halvt år til Paris,
hvor min mor boede. Efter en måned
i Paris fik jeg besøg af en veninde fra
Danmark. Hun var startet til capoeira,
en brasiliansk kampsport, og fik mig
overtalt til, at vi skulle prøve det sammen.
Vi fandt et hold i udkanten
af byen, jeg blev instrueret i grundpositionen, og lige dér var det som, at en
lille flod af fysisk glæde blev aktiveret
i et ret så sløvt indre landskab. Det
kommende halve år var capoeira hele
mit liv, og om natten drømte jeg om
bevægelserne.
Jeg fik hurtigt en stor
vennegruppe, en kæreste, var
til brasilianske fester og havde
i det hele taget et storslået og
festligt ophold i Paris.
Tilbage i Danmark startede
jeg også på et capoeirahold,
men det varede ikke længe, før
præstationsangsten begyndte at
snige sig ind på mig. Det, der virkede
ubesværet og let som en leg i Paris,
blev stift og aktiverede konstant en
frygt for at fejle.
I stedet for at flyde
med musikken og tillade kroppen
at blive en dansende kriger, blev jeg
kritisk og overvågende, og efter et par
år havde jeg totalt mistet min glæde
og motivation. Det er ikke mere end et par år siden, jeg sidst
drømte, at jeg trænede capoeira; nok den mest
tilbagevendende drøm i mit liv.
Måske også fordi
det var forbundet med et af de dårligste brud i
mit liv. Hvor jeg følte, at jeg listede væk som en
tyv i natten, fordi jeg egentlig forlod noget, jeg
elskede; en del af mig selv, som jeg var blevet så
glad for, men som jeg ikke havde kapacitet til at
passe på. Eller fordi det var en kærlighed, der
krævede mere, end jeg kunne forpligte mig til.
Og siden da har jeg ikke kunnet finde hjem i
noget andet sportsligt.
Foruden løb, som nok var
noget nær det kedeligste, jeg kunne komme på
dengang, da jeg begyndte for at holde mig i form.
Sikkert fordi jeg ikke havde lyst til at brænde
mig på den måde igen.
Annonse
I dag kan jeg rigtig godt
lide at løbe, men hvis løb var en kæreste, så er
vores forhold hverken overraskende eller altopslugende, mere bare forudsigeligt og monotomt.
Men ved jeg, hvad jeg har.
Jeg kommer ikke til at starte til capoeira igen,
det hører en anden tid til. Men jeg har kæmpe
optur over, at Youtube og yogamåtten på sin
egen diskrete måde har hjulpet mig med at bryde
forbandelsen. Og at jeg på voksenmåden igen tør
forpligte mig til en sportsdisciplin på tidspunkter, der passer mig.
Desuden har han har ret,
yogainstruktøren.
Alle dage med yoga er altså gode dage.
Klummeskribent Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
