Lige nu kan hele Danmark følge med, når Mai Cermeño uddeler
roser til mænd i datingprogrammet Bachelorette.
Selvom hun har masser af
erfaring med dating i Danmark, har opholdet i Mexico alligevel udfordret hendes
måde at gå ind i relationer på.
Det fortæller hun i ALT for damernes podcast Skål Søster.
"Generelt, når jeg dater, giver jeg ikke mere, end jeg
får tilbage – og det er nok en måde at beskytte mig selv på. Jeg tror, jeg er
en svær nød at knække. Jeg tænder hurtigt af på vævende energi, og det synes
jeg, der er meget af i datingkulturen i dag. Hvis jeg kan mærke, at du trækker
dig lidt, ikke helt ved, hvad du vil, eller er her af de forkerte grunde, så
slukker jeg lynhurtigt for mit følelsesregister. Men det kunne jeg ikke gøre
under optagelserne,” siger hun.
I podcasten fortæller Mai også, at hun har svært ved at åbne
op over for potentielle partnere. Hun har nemt ved at tale om følelser med
veninder og familie, men det er noget helt andet, når det gælder romantiske
relationer.
”Jeg har svært ved at dele mine følelser med folk, hvor jeg
ikke ved, om de forlader mig, afhængigt af hvor samtalen fører hen. Så snart
der er en risiko for, at de emner, vi berører, kan lede til, at vi ikke skal
være sammen længere, så synes jeg, det bliver sværere. Både for at beskytte sig
selv, men også for at undgå at gøre den anden ked af det,” siger hun og
fortsætter:
"Jeg tror, jeg har svært ved at give kritik til en
partner, især hvis jeg fornemmer, at den anden ikke kan tage imod den eller
følge op med en ordentlig samtale. Og det er jo de færreste, der er rigtig gode
til det. Derfor vælger jeg ofte bare at lade være – og enten trække mig eller leve
i det.”
”Jeg er ikke ovre min eks”
I Bachelorette har Mai været nødt til at tale om sine
følelser. Hun har ikke kunnet gemme sig bag en skærm som derhjemme, men måtte
se mændene i øjnene, når hun afviste dem. Det har været både hårdt og lærerigt,
fortæller hun.
"Vi skulle tale om det hele: hvordan vi havde det, og
hvis vi følte os pressede. Vi var nødt til at tage snakken næste gang, vi var
på date. Herhjemme ville jeg bare have sendt en besked, og så var det det. Men
i Mexico var jeg tvunget til at forklare, hvorfor jeg ikke ville give en rose.
Det var nyt for mig at afvise ansigt til ansigt.”
Mai fortæller, at hun aldrig har ghostet nogen – men hendes
afvisninger foregår næsten altid på skrift.
”Jeg er en lang besked-type med alle mulige grunde til,
hvorfor jeg ikke vil ses mere – og det, jeg skriver, kan være rigtigt eller
ikke rigtigt. For mig handler det om at afslutte det uden at gøre den anden ked
af det. Jeg har godt nok skrevet nogle lange kringlede beskeder: Så er jeg ikke
ovre min eks, så ser jeg en anden, så er jeg ikke lige klar, så har jeg det
hårdt eller travlt. På den måde er der stadig god stemning, men der er en grund
til, at jeg smutter,” siger hun og fortsætter:
”Mine veninder har ofte sagt, at jeg altså gerne bare må
skrive: 'Jeg føler den ikke, men tak for i går.' Men jeg ender altid med den
lange besked, så han går derfra uden at føle, at der er noget galt med ham. Det
tager jeg gerne ansvaret for.”
Lyt til hele snakken i podcasten Skål Søster, hvor Mai
Cermeño og Emma Sofie Nielsen, årets to bachelorettes, også fortæller om, hvorfor de hele tiden forlanger initiativ fra drengene og om at
bruge humor i dating.