Da Mette Kirstine spillede rundbold, indså hun noget, som stadig følger hende i dag
Har du også mødt en crybully – eller været en?
Episode fra idræt: Vi spillede rundbold, og mit hold var inde. Jeg var ikke god til boldspil, og jeg kom til at slå en skævert. Igen.
En af klassens populære piger, der står bag mig i køen, hvisler mellem tænderne: ”Hvorfor kunne du ikke lade os andre slå i stedet for, når du er så dårlig … dit rødhårede spektakel!”.
”Af samme grund som du også skal være med til at lave matematik, selvom du er dummere end vådt bølgepap!”, hvislede jeg spontant tilbage.
Jeg var så ked af det skide hår,
og folk vidste godt, at kommentarer
om det normalt gjorde mig tavs. Men
ikke i dag … no! Not today! På en måde
var jeg stolt af endelig at give tilbage.
Så stod vi der og skulede til hinanden.
Spillet gik i stå. Ud af øjenkrogen kunne jeg se vores idrætslærer løbe ind til os med et vredt udtryk. Den populære pige så ham også – og så skete der noget fascinerende med hendes ansigt.
Det krampede på en
måde. Hun tog begge hænder op til
øjnene, og grådkvalt sagde hun: ”Hun driller mig med, at jeg er dårlig til
matematik”.
”Ork satme … Det var da hende, der
startede!”, forsøgte jeg, helt tør i
munden. Idrætslæreren ville ikke
høre min version, men så strengt på
mig: ”Skam dig! Kan du da ikke se, at
hun græder, Mette! Kan du
SÅ sige undskyld!”.
Og så stod vi der i nogle lange sekunder. Spillet var stoppet. De andre gloede forarget på mig og hviskede om, at Mette havde fået én til at GRÆDE.
Modvilligt og med prikkende kinder rakte jeg hånden frem til hende og sagde undskyld. Det fik hende straks i bedre humør, og da spillet atter var i gang, kastede hun et triumferende blik hen imod mig.
Jeg løb rundt og følte mig totalt
ydmyget. Og så var jeg ked af det på
grund af rødhårsbemærkningen, men
jeg havde lært hjemmefra, at man ikke
græder foran folk, hvis man på nogen
mulig måde kan lade være. Tårer må
man ikke snyde og manipulere med!
Annonse
Men jeg havde mødt mit livs første crybully den dag på rundboldbanen. Sådan én, der manipulerer sin omverden med tårer eller strategisk sårbarhed – fordi offerstatus giver sympati fra omverdenen, som en crybully kan bruge til at få sin sag igennem eller kanøfle modstandere med.
Siden har jeg med lige dele foragt og fascination
fulgt mennesker, der kontrollerer deres omverden med tårer.
Min egen svigermor er blandt andet legendarisk, fordi hun på kommunekontoret græd sig til
adskillige vinterfrakker til sine sønner, da hun
var enlig mor.
I vores tid er det blevet hverdagskost, at især influenter og realitystjerner græder foran kameraet. Det er meget autentisk, vil nogle mene, og likes’ene vælter ind.
Men er der ikke noget helt uautentisk i, at folk har overskud til at fange deres mest sårbare øjeblikke på kamera, frasortere grædebillederne med dobbelthage og dårlig belysning, lægge filtre på og så til sidst bringe billedet på de sociale medier? På mig virker det strategisk og kalkuleret.
Der er bare noget modsatrettet i at kuratere sine autentiske øjeblikke. Gråd og sårbarhed bliver også – bevidst eller ubevidst – brugt til at kontrollere omgivelserne og vinde sympati. Og det virker jo, fordi masserne ureflekteret reagerer som den dag på rundboldbanen: Den, der græder synligt, skal have støtte. Den anden part skal have en lærestreg.
Jeg bifalder, at der er bedre plads til vise sin sårbarhed nu end tidligere. Den holdning kan hos mig godt sameksistere med en skepsis over, at tårer bruges, hvor argumenterne ikke holder vand.
For ellers støtter vi vel, at ret og rimelighed
opløses af saltvand og snot?
Klummeskribent Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
