Episode fra idræt: Vi spillede rundbold, og mit hold var inde. Jeg var ikke god til boldspil, og jeg kom til at slå en skævert. Igen. 

En af klassens populære piger, der står bag mig i køen, hvisler mellem tænderne: ”Hvorfor kunne du ikke lade os andre slå i stedet for, når du er så dårlig … dit rødhårede spektakel!”.

”Af samme grund som du også skal være med til at lave matematik, selvom du er dummere end vådt bølgepap!”, hvislede jeg spontant tilbage. 

LÆS OGSÅ

Rikke tabte 25 kilo på 9 måneder ved at gå ture

Efter at have prøvet at utal af diæter, fandt 50-årige Rikke Stobberup en sund livsstil, der virkede. Ved at skrue op for det grønne og gå masser af ture, tabte hun sig 25 kilo på ni måneder.

Jeg var så ked af det skide hår, og folk vidste godt, at kommentarer om det normalt gjorde mig tavs. Men ikke i dag … no! Not today! På en måde var jeg stolt af endelig at give tilbage. Så stod vi der og skulede til hinanden.

Spillet gik i stå. Ud af øjenkrogen kunne jeg se vores idrætslærer løbe ind til os med et vredt udtryk. Den populære pige så ham også – og så skete der noget fascinerende med hendes ansigt. 

Det krampede på en måde. Hun tog begge hænder op til øjnene, og grådkvalt sagde hun: ”Hun driller mig med, at jeg er dårlig til matematik”.

”Ork satme … Det var da hende, der startede!”, forsøgte jeg, helt tør i munden. Idrætslæreren ville ikke høre min version, men så strengt på mig: ”Skam dig! Kan du da ikke se, at hun græder, Mette! Kan du SÅ sige undskyld!”.

Og så stod vi der i nogle lange sekunder. Spillet var stoppet. De andre gloede forarget på mig og hviskede om, at Mette havde fået én til at GRÆDE. 

Modvilligt og med prikkende kinder rakte jeg hånden frem til hende og sagde undskyld. Det fik hende straks i bedre humør, og da spillet atter var i gang, kastede hun et triumferende blik hen imod mig. 

Jeg løb rundt og følte mig totalt ydmyget. Og så var jeg ked af det på grund af rødhårsbemærkningen, men jeg havde lært hjemmefra, at man ikke græder foran folk, hvis man på nogen mulig måde kan lade være. Tårer må man ikke snyde og manipulere med!

Men jeg havde mødt mit livs første crybully den dag på rundboldbanen. Sådan én, der manipulerer sin omverden med tårer eller strategisk sårbarhed – fordi offerstatus giver sympati fra omverdenen, som en crybully kan bruge til at få sin sag igennem eller kanøfle modstandere med. 

LÆS OGSÅ

Min mand vil ikke indrømme sin affære

Jeg er sikker på, at min mand har en affære, men han vil ikke indrømme det, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Siden har jeg med lige dele foragt og fascination fulgt mennesker, der kontrollerer deres omverden med tårer.

Min egen svigermor er blandt andet legendarisk, fordi hun på kommunekontoret græd sig til adskillige vinterfrakker til sine sønner, da hun var enlig mor.

I vores tid er det blevet hverdagskost, at især influenter og realitystjerner græder foran kameraet. Det er meget autentisk, vil nogle mene, og likes’ene vælter ind. 

Men er der ikke noget helt uautentisk i, at folk har overskud til at fange deres mest sårbare øjeblikke på kamera, frasortere grædebillederne med dobbelthage og dårlig belysning, lægge filtre på og så til sidst bringe billedet på de sociale medier? På mig virker det strategisk og kalkuleret.

Der er bare noget modsatrettet i at kuratere sine autentiske øjeblikke. Gråd og sårbarhed bliver også – bevidst eller ubevidst – brugt til at kontrollere omgivelserne og vinde sympati. Og det virker jo, fordi masserne ureflekteret reagerer som den dag på rundboldbanen: Den, der græder synligt, skal have støtte. Den anden part skal have en lærestreg.

Jeg bifalder, at der er bedre plads til vise sin sårbarhed nu end tidligere. Den holdning kan hos mig godt sameksistere med en skepsis over, at tårer bruges, hvor argumenterne ikke holder vand. 

For ellers støtter vi vel, at ret og rimelighed opløses af saltvand og snot?

Klummeskribent Mette Kirstine Goddiksen

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.