 
        Én ting blev altafgørende for, at Simone Boye kunne spille fodbold, da hun blev mor
Professionel fodboldspiller Simone Boye havde allerede spillet 90 landskampe, da hun blev mor for et år og fire måneder siden. Nu er hun vendt tilbage fra barsel og sammen med resten af kvindelandsholdet skal hun forsøge at føre Danmark hele vejen til VM i Brasilien i 2027. Men samtidig ser hendes liv helt anderledes ud end før – for det kræver balance at få livet som professionel atlet til at gå hånd i hånd med moderskabet.
Du er udtaget til kvindelandsholdstruppen, som forhåbentligt skal hele vejen til VM i 202 7 – havde du gjort dig nogle forhåbninger om, at det ville kunne lade sig gøre på den anden side af din barsel?
– Det er i hvert fald det, jeg havde drømt om – at jeg kan kombinere de to ting og både spille på højeste niveau og være mor. Det betyder vildt meget for mig, at det kan lykkes. Men man ved jo aldrig, hvordan en fødsel forløber – og man ved heller aldrig, hvordan det er efterfølgende, og hvilket barn, man får. Hvordan sover barnet og hvordan trives det – det er alt sammen afgørende for, hvad man kan som forælder.
Gjorde du dig tanker om, hvordan du ville reagere, hvis du ikke kunne fortsætte som professionel fodboldspiller?
– Jeg var faktisk indstillet på, at jeg måtte acceptere, at jeg havde nået det i min karriere, som jeg gerne ville, hvis det skulle vise sig, at jeg blev nødt til at stoppe, når jeg var blevet mor. Men når det er sagt, så havde jeg også ambitioner og et håb om, hvad jeg gerne ville nå at opleve – og én af dem var at komme på landsholdet igen, denne gang som mor. Og at jeg stadig ville have nogle gode år tilbage på højeste niveau.
Havde du en idé om, hvad du skulle lave i stedet, hvis du blev nødt til at stoppe på grund?
– Så langt har jeg ikke tænkt, og for mig har det givet mening at tage det hele én dag ad gangen. Heldigvis gik min graviditet rigtig godt og uden de store gener, så jeg nåede aldrig dertil i mine tanker under graviditeten, og da fødslen også gik godt, var det næste fokus at jeg skulle tilbage og i gang med genoptræningen.
Hvilken rolle spillede sporten og din karriere i overvejelserne omkring at stifte familie?
– Jeg var 31 år gammel, da min kæreste Nikolaj (Madsen, red., dansk fodboldspiller) og jeg besluttede at få et barn. Og for mig har det ligget som en frygt i baghovedet, at jeg ikke ville kunne blive gravid, hvis vi udskød det for længe. Hvis jeg for eksempel spillede, til jeg var 35-36 år og så fandt ud af, at jeg ikke kunne blive gravid, så vidste jeg, at jeg ville fortryde det. Så jeg var meget afklaret omkring at prøve at se, om jeg kunne blive gravid, og den glæde ved at få et barn har betydet mere end glæden ved at jeg kunne spille 5 år mere inden vi skulle prøve at blive forældre.
Hvad har du savnet mest ved at være en del af holdet mens du var på barsel?
– Det med at være en del af gruppen har jeg savnet meget. Og så er det jo også noget helt specielt at få lov til at repræsentere sit land og være med på højeste niveau.
Hvordan har din hverdag ændret sig, efter du er blevet mor?
– Jeg har fået en smule mere fritid nu, hvor hun er begyndt i vuggestue, men ellers har det bare været nul fritid, og det har været en stor omvæltning. Inden, hun kom til verden, havde jeg rigtig mange huller, hvor jeg ikke lavede noget – jeg kunne tage til træning, og så havde jeg ofte både eftermiddag og aften fri til alt muligt andet. Så jeg har skullet omstille mig til at sige farvel til tid til mig selv. Det har også haft en betydning for, hvordan jeg går til fodbolden, for tidligere var jeg vant til at kunne præstere under højt pres, fordi jeg vidste, at der lå en pause på den anden side af en bestemt kamp eller en presset periode. Den pause findes ikke på samme måde længere, og den omvæltning forestiller jeg mig, at mange andre mødre også kender til.
I forhold til det fysiske, hvordan har du så forberedt dig på at komme tilbage på topniveau?
– Allerede under min graviditet har jeg sørget for at holde mig i gang med både styrketræning og løb, så længe, jeg kunne. Men jeg var nødt til at stoppe med at løbe lidt over halvvejs i min graviditet, fordi jeg fik plukveer. Men styrketræningen kunne jeg fortsætte, hvilket har været rigtig rart. Det gjorde jeg tre gange om ugen, og så mødte jeg også ind i klubben hver dag, mens jeg var gravid, for jeg bliver lidt skør af at sidde derhjemme. Så for mig var det rart at have en hverdag og komme ud og byde ind og også træne det, som jeg nu engang følte var godt for mig og min krop den pågældende dag.
Som topatlet er der meget fokus på kroppen og dens formåen og præstation – hvordan var det for dig, da din krop begyndte at forandre sig?
– Det var specielt at mærke, at selvom jeg blev ved med at træne, så blev jeg alligevel langsommere og dårligere og dårligere. Det plejer jo at have den modsatte effekt, når man træner, og for mig var det svært at acceptere at der var ting, jeg pludselig ikke kunne. Der var mange gange, hvor jeg følte, at jeg havde to dele af min hjerne. Den ene var eliteudøveren, og så var der mor. Det med at være gravid, som hele tiden clashede med den måde, jeg plejede at bruge min krop på. Jeg kan huske, at jeg skulle lave nogle løbeøvelser, og så havde jeg sat nogle kegler op, og så fik jeg en plukve fem meter før den ene kegle – og den ene del af mig tænkte, jeg skulle stoppe, fordi jeg mærkede at kroppen havde behov for at gå i stedet for at løbe, men den anden del af mig var vant til at presse mig selv helt i mål.
– Jeg tror først, at jeg gav mig selv lov til at stoppe med at jagte præstationen, da jeg indså, at det ikke gjorde noget godt – tværtimod ville det måske kun gøre, at det ville tage mig længere at komme tilbage på den anden side, hvis jeg pressede mig selv for meget. Men det har været vildt svært. Jeg hørte også om nogen, som kunne løbe nærmest ugen inden, de skulle føde, og så havde jeg en ting med, at det ville jeg også kunne. Men man skal acceptere, at hver graviditet er så individuel, og det vil jeg også huske, hvis jeg skal være gravid igen. Så længe man lytter til sin krop, så skal den nok vise vejen.
Hvad har været den største mentale omstilling til livet som både mor og udøvende atlet?
– Da jeg skulle tilbage, så handlede det meget om logistikken i, hvornår jeg lige kunne tage afsted, og også i forhold til min kæreste Nikolaj og den lidt dårlige samvittighed over at lade ham være alene hjemme hos vores datter. Det handlede meget om, at det hele skulle gå op på en måde, så vi alle sammen havde det godt. Vi bor i Stockholm, og hele min graviditet og selve fødslen også har vi været i Stockholm, så der har været langt hjem til familien.
– Det har derfor været altafgørende, at Nikolaj har villet sætte sit liv på standby og være der, så jeg kan udleve min drøm om at vende tilbage til fodbolden. Han har selv spillet fodbold og er gået på pension – og det økonomiske har kun kunnet gå op i en højere enhed, fordi jeg i min kontakt er økonomisk sikret selv under graviditet. Sådan var kontrakterne på ingen måde for bare 10 år siden, og vi har i dag mulighed for at leve af min indkomst. Hvis vilkårene ikke havde ændret sig på den front, ville jeg ikke havde kunnet forfølge min drøm om både at være mor og professionel fodboldspiller.
 
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
         
        