Hvorfor er vores datter så pylret?

Spørgsmål:

Jeg skriver for at få et godt råd angående min datter på et år. Hun er i dagpleje og bliver hentet af sin far hver dag klokken 15.00, og jeg er hjemme en times tid efter.

Vores problem er, at hun græder, når vi kommer hjem, lige så snart hun bliver sat på gulvet. Hun vil hele tiden være oppe hos os. Det er næsten umuligt at foretage sig noget (som at lave mad), for hun hænger i vores bukseben og græder helt hysterisk. Vi går til gymnastik med hende, og når vi er der (generelt når der sker noget andet), så er der ikke noget med hende, så er hun en lille charmetrold, og der er ingen, der kan forstå, at hun kan være så pylret.

Hun kan ikke gå endnu, men tager et par skridt, så det varer nok ikke længe. Det er virkelig ved at gå os på, da hun er hysterisk, helt indtil hun har fået nattøj på. Vi har også en ældre datter på fem et halvt år, og det kan ikke undgås, at det også påvirker hende. Det skal også lige siges, at Ida (vores lille tudeprinsesse) er utrolig stædig og bliver virkelig hidsig, når hun ikke får sin vilje.

Jeg håber, du kan give os et godt råd, for det påvirker virkelig vores humør. Hvad gør vi galt???? På forhånd tak for hjælpen.

Majbritt

Læs psykologens svar på næste side.

Svar:Kære Majbritt

Noget af det, børn har med fra fødslen, er, at de reagerer forskelligt på de samme situationer, for eksempel hvordan deres hverdagsrytme er, om de er lette at trøste, om de sover længe eller i kort tid, om de synes, det er rart at være sammen med mange voksne og børn, eller om de bliver usikre og urolige, og om de har svært ved at skifte mellem hjem og dagpleje. Da de små børn jo ikke kan tale og dermed fortælle os, hvad de savner, eller hvordan de gerne vil have, at vi skal hjælpe dem, ja, så bruger de mimik, lyde og gråd.

Jeg tror, at jeres lille pige på et år, når hun kommer hjem, prøver at fortælle, at hun har savnet jer og gerne vil have, at I er sammen med hende. Og jo mere I afviser hende, jo mere vil hun kalde på jer, fordi hun har brug for at føle, at I har set hendes behov og gerne vil tilfredsstille dette behov. Da hun endnu ikke kan gå, men må sidde på gulvet, kan hun kravle efter jer – eller græde og råbe på jer. Og når I så tager hende op, ja, så må hun da klamre sig til jer af angst for, at I sætter hende ned igen.

Mit råd er, at I ikke må afvise hende. I skal tage hendes kontaktbehov alvorligt. Vis, at I gerne vil være sammen med hende, vis, at I har forstået hendes behov. Tag hende med i det, I laver. Lad hende sidde på køkkenbordet og lege med kartoflerne, mens du skræller dem. Eller lad hende sidde i den høje stol og lege med ufarlige køkkenredskaber, men sådan at I har øjenkontakt, så hun føler, at I er sammen – at I genspejler hende. Gør I det, vil I få et barn, der ikke har behov for at kalde på jer ved at græde.

Med venlig hilsen

Margrethe Brun Hansen