Barn syg
Foto: Nimastock Vil du helst uden om medicin og diverse remedier, når junior skrænter? Vi har spurgt sundhedsplejersken og biopaten om deres bedste råd.

Sygt barn: Bliv rask helt naturligt

Har du barn syg? Få sundhedsplejersken og biopatens gode råd til, hvilke naturlige remedier, der kan lindre dit barns feber, hovedpine, køresyge og øjenbetændelse.

Hovedpine

Har dit barn jævnligt hovedpine, skal lægen naturligvis ind over. Men har du mistanke om, at hovedpinen skyldes spændinger, så prøv at lægge flere ture ud i den friske luft ind i jeres hverdag. Børn spænder, ligesom voksne, i kroppen, når de sidder for længe foran en skærm.

Faktaboks

OM EKSPERTERNE

Pia Jensen er sundhedsplejerske og ansat i Sundhedstjenesten i Lyngby Taarbæk kommune. Derudover er hun familie- og ungecoach.

Marianne Palm er biopat og naturopath i biologisk medicin. Har skrevet en bog om at behandle børns sygdomme med naturlige lægemidler. Se mere på Sund-forskning.dk

Sundhedsplejerskens bedste tip: Massér dit barns pande i tindingerne, eller der hvor der er to buler i kraniet over øjenbrynene. Det løsner spændinger i musklerne og øger blodtilførslen.

LÆS OGSÅ: Børn kan også få migræne

Søvn

Har du sådan en derhjemme, der beder om vand 47 gange efter puttetid og kalder dig ind på værelset bare for at stille presserende spørgsmål som: ‘Er du egentlig god til at skære fisk, mor?’ Kort sagt en, der har svært ved at overgive sig til søvnen? For mange virker det beroligende at blive strøget blidt mellem øjenbrynene og ned over næsen. Tricket er godt at have i baghånden, hvad enten du har en baby eller et større barn. Og når du er i gang, så prøv det også lige på dig selv … det er faktisk rigtig dejligt.

Biopatens bedste tip: Put en enkelt dråbe lavendelolie på hovedpuden. Lavendel er kendt for at virke beroligende.

LÆS OGSÅ: Søvn: Sådan får du junior til at sove længe

Hård mave

Hård mave kan gøre rigtig ondt og kan skyldes flere ting: For lidt vand, for lidt fibre og såmænd også for lidt vand i kombination med for mange fibre. Så giv først og fremmest dit barn rigeligt at drikke, hvis det har hård mave.

Biopatens bedste tip: Pebermynte og kamillete indeholder bitterstoffer, som hjælper fordøjelsen i gang.

LÆS OGSÅ: Forstoppelse: Det skal din baby (ikke) spise

Tør hud

Tør hud kan være tegn på mangel på de vigtige omega- 3-fedtsyrer, som vi blandt andet får ved at spise fisk. Så har dit barn meget tør hud, så skru op for familiens indtag af rødspætter og fiskefrikadeller. Du kan også prøve at komme lidt olivenolie på den tørre plet. Olie indeholder et stof, der binder fugt til huden.

LÆS OGSÅ: 9 ting du skal vide, før du køber creme

Øjenbetændelse

Øjenbetændelse, hvor det hvide inde i øjet er rødt, skal behandles hos lægen, men du kan med fordel fjerne søvn og puds med en klud (eller noget andet der ikke fnugger) vendt i lunkent kogt vand. Gnid inde fra øjenkrogen og ud.

Hvis der kun er lidt gult sekret (‘pus’) I øjenkrogen, hvis øjet ikke er rødt, og hvis dit barn i øvrigt ikke virker påvirket, kan du behandle det selv ved at skylle barnets øje med saltvand.

LÆS OGSÅ: Når øjet er betændt

Transportsyge

Bræk ud over hele bagsædet er aldrig sjovt. Har man et barn med tendens til køresyge (og søsyge), tager man mod alle råd med kyshånd. Her kommer et par af de lidt mere alternative: Giv dit barn et par kopper ingefærte et par timer, før I skal af sted. En dansk undersøgelse tilbage fra 1988 viser, at ingefær mindsker tendensen til opkast og koldsved fremkaldt af søsyge – mange oplever, det har den samme gode effekt mod køresyge. Sidst, men ikke mindst, kan du også hjælpe dit barn med at træne sin balancesans op – og dermed mindske risikoen for transportsyge – ved at lade hende hoppe, gynge og slå kolbøtter.

LÆS OGSÅ: Køresyge: De mest effektive råd

Forkølelse

Det er knap så sjovt at være baby og snotforkølet – det er for eksempel ret svært at spise. Ammer du, er et godt råd derfor at komme lidt modermælk i den tilstoppede næse lige inden spisetid. Det får slimen til at løbe tilbage i svælget, så barnet bedre kan trække vejret, mens det får mælk.

Biopatens bedste tip: Har du et større barn, så giv det et fodbad med peber, chili eller revet ingefær i vandet. Det varmer kroppen op og får slimen til at løsne sig.

LÆS OGSÅ: Snot og forkølelse – hvad er fup og fakta

Feber

Et lille barn med feber skal tjekkes af lægen. Men du kan også selv gøre lidt. Giv dit barn masser af væske – vand, mælk, saftevand – alt det, du kan få i den lille. Det hindrer dehydrering og holder temperaturen lidt i ave. Sørg også for, at dit barn kan komme af med varmen. Barnets nakke må godt være varm, men ikke fugtig. Fugt er som regel et tegn på, at dit barn har for meget tøj på.

Biopatens bedste tip: Røllikeurtete kan muligvis stilne feberen en smule.

LÆS OGSÅ: Din feberguide

Rød numse

Røde numser skal have masser af frisk luft. Men vask også altid dit barns numse grundigt ved hvert bleskift – og skift bleen oftere, når dit barn har rød numse. Sørg altid for at tørre bleområdet godt – med en stofble, et blødt håndklæde (men undgå at gnide på huden) eller en føntørrer. En god numsesalves effekt skal man heller ikke fornægte! Hvis den røde numse opstår ud af det blå, kan du også se lidt på dit barns kost. Ligesom nogle voksne kan mærke det i numsen, efter de har spist chili, kan børn også få reaktioner.

Citrusfrugter og jordbær kan også give rød numse for nogle. Hvis du ammer, så overvej, om din egen kost kan spille en rolle. Kål, porrer, løg, citrusfrugter, konserveringsmidler og farvestoffer kan give reaktioner. Har du mistanke til dem, så fjern dem fra din kost, og introducer dem langsomt igen. Hvis der kommer en reaktion, vil den komme inden for det nærmeste døgn, når der er tale om små børn.

Sundhedsplejerskens bedste tip: Kogtvandsklude! Er der gået hul på huden, så tag et stykke lærredsstof, og kom det i kogt vand. Når det er kølet af, lægger du det ind i bleen. På den måde bliver huden holdt ren.

LÆS OGSÅ: Rød numse, nej tak!

LÆS OGSÅ: Test: Har du styr på børnesygdommene?

LÆS OGSÅ: Forkølelse: Sådan hjælper du din baby

Se, hvad vi ellers skriver om: Tumling og Børnesygdomme