Børn i selvstændighedsalderen
Foto: Getty Images Der er mange tegn på, at dit barn er kommet i trodsalder - eller selvstændighedsalder. Blandt andet at der ikke skal meget til, før verden bryder sammen.

Børn i trodsalderen

Udvikling: Er dit barn i selvstændighedsalderen?

Selvstændighedsalder - tidligere kalder trodsalderen - kan være hård at komme igennem. Vi forklarer meningen med galskaben og giver gode råd til, hvordan I nemmest klarer de konfliktfyldte år.

OBS: Denne artikel er oprindeligt udgivet d. 21. maj 2015. Efter aftale med børnepsykolog Margrethe Brun Hansen er artiklen opdateret af Lea Holdgaard Hansen.

Et klassisk scenarie

“Jeg vil selv øse op på min tallerken!”

“Fint! Det bliver spændende at se, om du kan.”

Og når barnet så spilder:

“Hovsa, det gik jo næsten godt. Vil du have hjælp?”

“Nej, jeg kan godt selv!”

“Ja, jeg kan i hvert fald se, at du nok skal få det lært.”

Så er den der igen, mælken. Splattet ud på gulvet og op ad stoleben for anden gang den frokost. Han kan da ikke vælte koppen to gange så hurtigt efter hinanden, helt tilfældigt?

„Mer’ mælk!” lyder det krævende fra junior, og du skænker en halv kop mere. Da du endnu en gang skal til at koncentrere dig om din egen mad, ser du det ud af øjenkrogen: Han gør det med vilje!

Med et uudgrundeligt smil og ballade malet i øjnene kigger han på dig, tager koppen og smider den på gulvet. Jubii, sikke meget det kan fylde på gulvet, det mælk, og sikke meget gang i mor, der kommer. Hvor mange gange mon hun gider mere?

LÆS OGSÅ: Selvstændighedsalder: “Min 2-årige vil bestemme alt!”

Hvis du har et barn i to til fire års alderen har du sikkert prøvet det samme som ovenfor, eller noget der ligner. Medmindre du da er velsignet med et usædvanlig stille barn. Om det er maden, tøjet, tandbørsten, slikket på hylderne i supermarkedet eller legetøjet hos Fætter BR, er billedet det samme:

De vil have det hele, de vil have det nu, de vil gøre det selv, og de skal gerne prøve mor eller far af utallige gange, selv om de får et nej. Det er tænderskærende provokerende, og du opfatter det næsten som et personligt angreb.

LÆS OGSÅ: Terrible twos: Overlevelsesguide til selvstændighedsalder

Det er det faktisk også, afslører børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.

"Fra i pilfingeralderen at have interesseret sig for, hvad ting kunne, og hvordan de føltes, er det nu dig, den voksne, barnet vender sig mod, "siger hun.

"Ved at udfordre dig på alt det, det gerne vil, oplever dit barn, at det får sat verden på plads. For det ved jo ikke selv, hvad det kan eller ikke kan. Men jeg’et og selvværdet bliver bygget op i kraft af de ting, barnet selv oplever, det kan. Og det oplever en slags magtfølelse og tilfredsstillelse i, at det selv kan bestemme noget."

Selvstændige væsner

Vi opfatter det ofte som trods, og vi sætter ord som 'trodsalderen' på, når de små ramler ind i den periode, hvor de synes at være mere på tværs end noget andet. Men det handler altså om, at vores børn skal vokse op til at blive selvstændige væsner med færdigheder og selvtillid på plads. Det er derfor, eksperterne i dag kalder det for selvstændighedsalderen. Et vigtigt og nødvendigt udviklingstrin, men dermed dog ikke sagt, at børnene skal have lov til hvad som helst.

"Der er jo mange ting, de ikke kan selv eller ikke skal have lov til," siger Margrethe Brun Hansen.

"Her er det, vi voksne må gå ind og vælge for barnet. For eksempel at det skal have sele på i bilen, at det skal med hjem fra børnehaven, og at det er sovetid, når barnet er lagt i seng. Der er ikke så meget at diskutere i disse tilfælde. Men på mange andre områder kan vi godt imødekomme barnets store ønske om at være selvhjulpet. Lad dem hælde op i koppen selv, selv tage mad på tallerkenen, selv tage ting ud af skabene. Hjælp dem til at kunne tingene selv ved for eksempel at sætte de madvarer, barnet kender og bruger nederst i køleskabet, inden for rækkevidde. Eller stil en taburet eller stol til rådighed, så bananerne på køkkenbordet kan nås. De bliver jo så stolte, når der er noget, de kan selv."

Rum vreden

Alle børn går igennem selvstændighedsfasen, som i virkeligheden starter omkring de to år og i princippet fortsætter, til barnet er flyttet hjemmefra. Der er ikke forskel på drenges og pigers måde at komme igennem det på, det handler snarere om den personlighed, barnet har fået i dåbsgave, siger Margrethe Brun Hansen.

Og personligheden er ikke nødvendigvis et udtryk for, hvor lidt og hvor meget barnet afprøver forældrene, men mere for hvordan vi som forældre bør håndtere barnet, når konflikten opstår.

"Vi må se på, hvad det er for børn, vi har," siger hun.

"Det sensitive barn kan ikke tåle særlig hård og særlig megen irettesættelse, før det bliver ked af det, mens det robuste barn ikke tager det helt så tungt, at vi irettesætter," fortæller Margrethe Brun Hansen, der dog også tilføjer, at nogle børn bare er mere insisterende end andre.

Så hvor storebror måske har været nem at sætte grænser for, kan lillesøster sagtens være en anderledes udfordring.

"Det vigtige er, at vi kan rumme, at barnet bliver vred og gal på os, og det oplever jeg, at mange har svært ved. Mange forældre synes, at al tid sammen med børnene skal være lykketid. De får dårlig samvittighed, hvis barnet er ked af det eller gal i længere tid, og kan der! for nemt komme til at give efter for at få fred. Men at sætte grænser og turde tage en kon flikt er også kærlighed, for det hjælper vores barn i dets udvikling."

Vær konsekvent

Barnet er i en udfordrende fase af opvæksten, og her er det væsentligt som forældre at prøve at undlade at give efter. For så er du sikker på at have balladen, både når maden skal spises flyverdragten skal på, og håret skal vaskes.

"Jo flere gange man har givet efter i en konflikt, jo længere bliver barnet ved at skrige næste gang, I er uenige om noget. For det har jo virket før," siger Margrethe Brun Hansen.

LÆS OGSÅ: Sådan støtter du dit særligt sensitive barn

"Og i virkeligheden bliver barnet helt forvirret, for nogle gange må jeg jo og andre gange ikke, så hvad gælder egentlig? Ved at være konsekvent giver du dit barn klare signaler og dermed styr på verden. Selv om det ikke forhindrer konflikter, for det gør det ikke, betyder det, at de ikke bliver så langvarige," siger Margrethe Brun Hansen.

Hun lover også, at når man 12 gange har båret et skrigende barn ud af supermarkedet i den klassiske dumå-ikke-få-noget-slik-selv-om-du-skrigerdig-gasblå-i-hovedet-konflikt, begynder de at fatte det. Så bare hold ud!

Ned i tempo

Rolige voksne giver rolige børn. Sådan er det. Jo mere du hidser dig op, jo mere bliver en konflikt tilspidset. Og jo mere stresset du er, desto sværere har du ved at se, hvad det egentlig er, dit barn ønsker.

"Inden du reagerer, så prøv at se på, hvad det egentlig er, dit barn vil. Vil det bare se på noget spændende, men ikke nødvendigvis have det? Har det brug for en lille snak, inden I tager flyverdragten på? Det handler jo ikke altid om at trodse os, men mange gange også bare om at få vores opmærksomhed og nærhed," siger Margrethe Brun Hansen, der foreslår os at holde en lille pause, inden vi henter børn i institutionen.

"Gå stille hen til lågen og ned ad gangen. Få sjælen med! Ved lige at puste ud, komme ned i tempo og få arbejdet lidt på afstand, udstråler vi ro og ”jeg er her nu” over for barnet. Det giver færre konflikter og mere overskud til at håndtere de konflikter, der altid vil komme, og som er nødvendige for, at barnet kan danne sin personlighed."

Supplerende kilde: www.familielaboratoriet.dk af Jesper Juul.

Se, hvad vi ellers skriver om: Tumling, Udvikling og Børnepsykologi