"Vi støtter også hinanden, når vi er magtesløse"

Julie ringede til mig, mens hun stadig havde veer og sagde: “Min baby er død”. Hun var to et halvt døgn om at føde Idunn Fjola, og det var forfærdeligt. Jeg har kendt Julie, siden jeg var barn, og for første gang anede jeg ikke, hvordan jeg var den bedste veninde for hende. Jeg opsøgte Landsforeningen for spædbarnsdød, og fik en guide til, hvordan man hjælper som pårørende. Den fulgte jeg.

Det handler især om ikke at kræve noget af hende og ikke forvente svar, at lytte og anerkende hendes tab. Vi talte sammen næsten hver dag, og jeg fulgte op på hende hele tiden. Det var svært for Julie at komme ud i verden igen. Hun skulle jo have haft en baby, og så var den der bare ikke. Julie og hendes mand var sindssygt gode til at tale sammen, og i dag arbejder han med sorggrupper, der har oplevet det samme.

Men hun har tit givet udtryk for, at min hjælp og støtte var uundværlig; at jeg hjalp i en situation, hvor alle er magtesløse. Det var sådan et ønskebarn for alle. Jeg følte næsten, at jeg mistede et barn også. Det var nærmest, som at være der selv, og jeg sørgede med hende. Selvom intet i mit liv kunne sammenlignes med det, hun gik igennem, tog vi begge afsked med livet, som vi kendte det. Det blev aldrig en konkurrence om, hvis problemer der vægtede tungest, men derimod en følelse af at være holdt og støttet gennem alt.

Hvad har det gjort ved jeres venskab at stå en krise igennem?

Det har bekræftet os i det, vi allerede havde. Der er ikke første gang, vi har oplevet modgang og problemer, men det her er bare en monumentalt større krise end noget andet, vi har oplevet. Vi har alle de formative år sammen. Første gang man røg, drak sig fuld og fik kærestesorg. Det er bekræftende for os begge, at vi kan være veninder, når det hele er ad helvede til og ikke bare, når vi rider på en bølge af lykke. Det bliver ikke en ny relation, men venskabet får en dybere klangbund.

LÆS OGSÅ: Den ultimative gave: Min veninde har givet mig et barn

I hvilke situationer har Julie støttet dig?

Det var ikke planlagt, da jeg blev gravid som 34-årig. Jeg stoppede kun med mine p-piller, fordi jeg fik nogle grimme pigmentfejl i huden. Min mand og jeg drev modemagasinet Vs. sammen. Vi boede i New York med soveværelse, køkken og stue i ét rum i en lille lejlighed. Vi havde ingen plads, men vi elskede vores liv, og der var ingen grund til at ændre på noget. Så blev jeg gravid, og pludselig blev vores tilværelse vendt på hovedet. Hvor skulle babyen sove? Hvordan kunne han passe ind i vores hektiske rytme? Omvendt havde vi været kærester siden gymnasiet, så vi vidste, vi skulle have børn sammen.

Vi havde engang fyldt en væg med post it notes med alt det, vi ville opnå i livet. En af sedlerne sagde “to børn”. Men det belejlige tidspunkt var aldrig kommet, og vi levede lidt i en drøm. Vores baby var magasinet.

Julie og jeg har været veninder altid, men jeg fik sagt det ret sent til hende. Hun er min fremkalder af skjulte følelser, og jeg vidste nok inderst inde, hvad hun ville sige. I hendes verden måtte jeg godt komme hjem fra New York, arbejde mindre og fokusere mere på venner og familie. Jeg søgte ikke støtte hos hende. Men ærlighed. Jakobs og min rytme i New York tog udgangspunkt i fotoshoots, møder, networking og deadlines.

Og selvom vi prøvede at få det til at fungere med en baby på sidelinjen, så var det bare hårdt at arbejde +72 timer om ugen med et spædbarn, der var meget vågen. Efter næsten et år på den måde, kunne vi godt mærke, at vi måtte hjem til Danmark. Julie havde allerede et barn på det tidspunkt. Hun er mor på en helt anden måde end mig, men hun har aldrig dømt mig. Hun er den altomfavnende mor, uddannet pædagog og har altid villet børn virkeligt meget. Hun elskede sin barsel og glædede sig til den. Jeg har næsten ikke villet på barsel og frygtede det lidt.

Hvordan var det at komme hjem til Danmark igen?

Vi havde seks måneder, hvor vi ikke skulle noget. Men at gå fra at arbejde alle ugens dage til ikke at arbejde overhovedet, var ikke den befrielse, jeg havde håbet. Jeg følte. at jeg mistede min identitet, og blev reduceret til kun at være mor. Alle sagde, at jeg bare skulle læne mig tilbage og nyde det, men det kunne jeg bare ikke.

Når man bliver mor, savner man allermest omsorg. Du giver så meget omsorg til alle andre, og al den energi du har, giver du til barnet. Du savner nogen, der kommer og spørger oprigtigt, hvordan du har det. Det gjorde Julie. Jeg vidste, at hun altid var der. Hun viste mig alt det, jeg kunne glæde mig over ved småbørnslivet, når det hele virkede svært og nederen.

LÆS OGSÅ: "Signe er nærmest en bonusmor for mine børn"

Hvordan viste hun dig det?

Hun kunne få mig til at finde humoren i situationerne, og netop fordi hun ikke var lige som mig, kunne hun også udfordre mig, hvis jeg brokkede mig.

Når vi talte sammen, så vidste jeg altid, at hun både var på min og børnenes side. Og vi kunne dele de forbudte tanker, man også har som mor, uden at man straks skulle diagnosticeres med en fødselsreaktion. Jeg har to børn i dag, og jeg kan stadig synes, at det er svært at acceptere det identitetstab, der følger med.

Hvordan støtter du og Julie hinanden i dag?

Vi bruger hinanden til opmuntring. Sender billeder af dagene hvor man er træt, grå og ikke har været til frisør længe. Hun har en teenager, et spædbarn, en tumling og en labrador. Jeg har to drenge i vuggestue og børnehave. De dage hvor det hele ramler sammen, får vi hinanden talt ud af panikken – og finder det forløsende grin sammen i stedet.