"Signe er nærmest en bonusmor for mine børn"

I udgangspunktet var Signe og jeg aldrig blevet veninder, hvis ikke vi havde mødt hinanden i 30-års alderen ved et tilfælde og fik børn samtidig. Hun ville have fundet mig frygtelig tidligere. Hun er uddannet lærer og er til håndbold og foreningsliv. Jeg kom fra Handelshøjskolen i Århus, gik op i mode og var bare en helt anden type. Vi havde ikke samme interesser overhovedet. Men det har vi fået. Nu laver vi nærmest alt sammen: går i fitness, løber sammen og dyrker SUP. Det var allerede under vores barsel i sin tid, at vi blev tættere og tættere.

Hvad binder jer sammen – udover naboskabet og børnene?

Vi har den helt samme humor og en befriende ironisk tone. Hvis noget er svært, kan vi grine af det. Vi behøver ikke tærske langhalm på det. Det har været en befrielse, da børnene var små, og man kunne bekymre sig over småting. Undervejs i corona-året blev jeg skilt, og jeg skulle pludselig finde ud af at være alenemor til to børn og en hund. Signe hjælper mig med at holde det hele lidt ud i strakt arm. Hun kigger på mit liv og børn med et sødt og kærligt blik. Og så kan hun hjælpe mig med at punktere smerten med et godt og højlydt grin.

Hvordan lærte I hinanden at kende?

Det gjorde vi for 10 år siden. Min daværende mand og jeg købte hus i Skanderborg, og Signe og Ole købte nabohuset tre dage efter. Siden har vi nærmest fulgtes ad i alt. Min søn, Sebastian, er jævnaldrende med Signes datter Andrea. De kom i børnehave sammen og blev bedste venner, og siden er min Frederikke og hendes Ella også blevet veninder. De går alle på samme skole nu, og vi har faktisk valgt, at de skulle gå i hinandens parallelklasser, fordi de næsten er som søskende.

LÆS OGSÅ: Den ultimative gave: Min veninde har givet mig et barn

Hvordan er jeres relation nu?

I dag ser jeg dem som min selvvalgte familie, og vi joker med, at Signe er bonusmor til mine børn. Børnene ved, at de altid kan gå over til Signe og Ole. Signe kan både være der for mine unger, men hun kan også bede min datter – på en sjov måde – om at skrue ned, hvis munden ikke står stille. Hun er der for mine børn, men hun laver også fis med dem og opdrager på dem.

Hvordan supplerer i hinanden?

Vores tilgang til livet er ens. Vi mener begge, at alting kan løses med humor og gåpåmod. Særligt når vi gør det sammen. Jeg har følelsen af, at jeg kan klare alt, fordi Signe har min ryg – sådan havde jeg det også, både før og efter jeg blev alene. Det har altid været os, der klipper hækken. Det har vi ikke brug for nogen mand til at klare. Og hvis vi vil ud med vores paddleboards, skal vi nok få dem bugseret op på min bil, selvom den egentlig er for lille og ikke har en ordentlig tagløsning.

Hvornår har du følt dig særligt støttet af din nabo?

Jeg blev skilt i september, og er egentlig en meget privat person. Jeg havde ikke lyst til at involvere hele verden i det. Så jeg sagde det kun til ganske få mennesker, og så aftalte jeg med Signe, at vores to familier var i corona-boble sammen. Børnene legede ikke med andre, og jeg havde et frirum. Når alting ramlede, så kunne vi gå en tur, og jeg kunne græde en halv time.

Hun er uendeligt god til at bekræfte og anerkende mine følelser, uden at vi søber rundt i sorgen. Og fordi hun er skolelærer, og har set mange andre skilsmissefamilier, kunne hun også forsikre mig om, at jeg håndterede forandringerne på en fin måde, og at børnene nok skulle klare det. Jeg ved ærlig talt ikke helt, hvad jeg skulle have gjort uden Signe. Tænk at have en nabokone, der bare siger: “Tænk på alt det gode! Nu skal du holde jul hos os, og jeg glæder mig til at lave din Tinderprofil.”

LÆS OGSÅ: Når venskaberne forsvinder efter børn: ”Jeg havde ingen at spejle mig i”

Hvad har betydet mest i jeres relation?

Det er nok følelsen af “I’ve got your back”. Uanset hvad der sker, så kan jeg ringe. Om jeg skal hentes om natten, eller hvis jeg blev syg og skulle have hjælp til børnene. Når man pludselig står alene med hus og børn, så er det en gave at vide, at hun er der. Og i den mindre seriøse ende af skalaen, så er det visheden om, at vi altid tager hinandens børn, hvis en af os skal have et break i hverdagen. Med Signe kan jeg altid grine og være lidt teenager igen. Jeg bliver bare altid glad, når jeg ser hende.

Ser du jer blive gamle sammen?

Jeg tror, at vi er i hinandens liv for altid. Selvom vi skulle flytte væk fra hinanden, så håber jeg, at vi bliver ved med at være hinandens frirum, når børnene er kede af det, man har haft en dårlig dag på jobbet eller et skænderi med manden. Vi står altid til rådighed for hinanden. Det er den største gave, man kan give hinanden som mennesker. Hvis Signe og Ole flyttede et andet sted hen, kunne jeg sagtens finde på at flytte med. Vi har en vits kørende om, at vi kunne bo i det samme hus uden problemer, så måske det bliver en realitet, når vi bliver gamle. Som roommates i et oldekolle.