Mette Helena Rasmussen
SPONSORERET indhold

Mette Helena Rasmussen: ”Der er ikke noget mere usexet end par, som skændes om indretning”

Livet er for kort til at skændes om boligindretning, pointerer boligstylist Mette Helena Rasmussen, som forklarer, at hvis I er uenige derhjemme, så prøv noget af, for det kan altid laves om. Hun husker os samtidig på, at et hjem ikke skal handle om at ”performe” og høste flest likes på Instagram, men i stedet være et trygt, rart og personligt sted, der først og fremmest skal gøre dig glad.

Af:: Lærke Sofie Bonke Foto: Bo Nymann
19. okt. 2020 | Bolig | ALT.dk

Du kender det sikkert. Diskussionen med din partner om, hvilken sofa der bedst passer til jeres nye lejlighed, eller hvilken farve væggen i børneværelset skal have. Boligstylist, Mette Helena Rasmussen, mener, at livet simpelthen er for kort til den slags diskussioner.

”Bare gør det. Lad være med at bekymre dig så meget. Læs ikke for mange bøger og diskuter det ikke for meget. Du kan altid lave det om igen. Det er bare indretning og ikke en provokeret abort, du skal tage stilling til eller et realkreditlån, du kan fortryde i 30 år”, siger Mette Helena Rasmussen til ALT.dk.

”Der er ikke noget mere usexet end par, som skændes om indretning. Det er også røvsygt med kvinder, som absolut vil blive enige med deres mænd og finde et kompromis. Så ender det med, at ingen af dem er glade. Her er det bedre, at en af dem er virkelig glad. Så skal man bare huske at forkæle sin partner med noget, som gør ham virkelig glad og opveje det lidt.”

Vores bolig skal ikke ’performe’

Når Mette Helena Rasmussen rådgiver kunder omkring indretning, er det vigtigt for hende at gøre opmærksom på, at hjemmet skal være et sted, hvor du kan have fødderne solidt plantet på jorden og føle dig godt tilpas.

”Vores hjem skal være et sted, hvor vi trækker os tilbage og samler energi, og hvor vi er sammen med de mennesker, vi har tættest på os. Vores hjem skal ikke være en anledning til noget, som dræner os. Vores bolig skal ikke ’performe’, det skal ikke være et spørgsmål om, om den får nok likes på de sociale medier, eller om naboen synes, den er flot nok”, konstaterer Mette Helena, og uddyber:

”Det er vigtigt at vende tilbage til og tænke på, hvad vores hjem betyder for os, og hvordan vi sikrer os, at vi har vi har det på den måde, vi ønsker det i vores hjem. Det er langt vigtigere end at sige, at man har strikket sit eget vægtæppe.”

Plads til alle i boligindretning

Derfor er det også positivt at observere, at der i disse år er både plads til farver og til alternative boligløsninger, der ikke nødvendigvis ligner det, man ser i boligmagasinerne, mener Mette Helena:

”Det lyder så corny, når man siger det, men den personlige indretning bliver bredere og bredere, så der er plads til os alle sammen i dag. Der er ikke noget, som hedder god stil eller rigtig indretning”, siger boligstylisten, som alligevel finder lykken og lader sig begejstre, når det helt rette (personlige) interiør dukker op:

”Verden er fuld af så mange ting, man kan se i et bolighus. Om de står der eller ryger ind på hylden derhjemme, ja, det kan være ligegyldigt. Men det med at få øje på noget, som kan løfte ens indretning, noget, som er helt særligt, og hvor man virkeligt føler sig heldig over, at man fik lov at tilegne sig netop det, det kan godt give en lille smule materiel lykke.”

Den overskyggende boligtendens

Hvis Mette Helena skal give ét bud på en boligtendens i 2020, så er det umuligt at komme uden om den påvirkning, som corona-virus har haft på danskernes virkelighed, siger hun. Vi har nemlig brugt mere tid inden for hjemmets fire vægge, end vi plejer, og det har haft betydning for sammenhængen mellem os selv og vores bolig, mener hun:

”De tanker, du gør dig om dit hjem, har fået endnu større berettigelse, fordi vi har været mere hjemme end nogensinde. Vi kommer ikke ud at rejse, vi har været hjemsendt, vi arbejder hjemmefra, og vi bliver også hurtigt sendt hjem fra den restaurant, vi har taget os sammen til at gå ud og spise på. På den måde har vores hjem fået vores fulde opmærksomhed”, forklarer Mette Helena og uddyber:

”Det er lidt ligesom kvinder, som går på barsel. Lige pludselig har de utroligt meget tid og mener, at der skal ske alt muligt i deres bolig, og de skal åbne en webshop, hvor de sælger marokkanske gulvtæpper. På samme måde sker der noget, når vores blik retter sig indad mod vores bolig. Vi har jo fået ordnet rigtigt meget i vores hjem i 2020, så jeg tror, at der kommer en større sammenhæng mellem os selv og vores bolig som en direkte kraft – og med mindre fokus på, at den skal leve op til en særlig tendens.”

Men hvordan ser en vellykket, personlig boligindretning så ud i Mette Helena Rasmussens stylistøjne? Nedenfor kommer hun med fire eksempler på de løsninger, der har gjort mest indtryk på hende som dommer på Nybyggerne-programmet på TV2.

Anbefalet til dig