ALT for damerne-løbet 2015
Foto: Kicki Thomsen ALT for damerne-løbet 2015

Gigtramte Michelle: ”For tre år siden kunne jeg ikke løbe”

Livet tog en uventet drejning, da Michelle som 15-årig fik konstateret gigt i bækkenledet.

Da Michelle Rasmussen som 15-årig fik konstateret gigt i bækkenledet, var det en brat afslutning på den vilde ungdom med fester, dans og lange shoppeture. Nogle dage humpede hun rundt i konstante smerter på krykker. Andre dage kunne hun ikke komme ud af sengen. I dag har hun lært den rette balance mellem aktivitet og afslapning og løber for første gang med til ALT for damernes kvindeløb på Amager.

Det startede da Michelle Rasmussen i 10.klasse begyndte at få mere end almindeligt ondt i ryggen, når hun havde været ude og shoppe med veninderne, eller havde gået en lang tur. Smerterne blev stødt og roligt værre og værre for hver dag, indtil Michelles mor insisterede på, at hun skulle gå til lægen. Her viste en MR-skanning, at der var inflammation i Michelles bækkenled:

- Jeg blev virkelig ked af det, da jeg fik beskeden. Jeg vidste ikke helt, hvad det betød for min fremtid, men det var jo klart, at det ikke var godt.

De næste fem år blev Michelle undersøgt fra ende til anden for at finde ud af, hvad det var for en slags gigt, hun havde, og hvordan man kunne hjælpe hende. En lang jagt, som endte blindt. For to år siden meddelte lægerne nemlig Michelle, at det ikke var til at sige, hvad det var for en slags gigt, hun havde: 

− Jeg havde heldigvis lært rigtig meget om min sygdom og mig selv, da vi nåede dertil. Jeg har fundet balancen i at holde mig aktiv med træning, men samtidig ved jeg også, hvor min grænse går nu. Jeg har lært mine begrænsninger at kende. Jeg ved, at jeg ikke kan løbe efter jeg har været på arbejde i fire timer, og at jeg ikke kan være ude og danse tango hele natten og så forvente at lave noget dagen efter også.

Sociale konsekvenser
Det var dog ikke kun Michelles fysiske udskejelser, der ændrede sig da gigten gjorde sit indtog. Det gjorde hendes omgangskreds også. Det er nemlig ikke uden sociale omkostninger at få konstateret gigt som 15-årig, hvor livet allermest handler om at gå ud – om fester, drenge, venner og udseende:

− Det kostede mig både min daværende kæreste og venner. Folk så mig jo bare på mine krykker og tænkte, at det var mærkeligt, for jeg havde jo ingen gips på benet eller noget. Man kunne ikke se på mig, at jeg var syg eller havde ondt, og nogle af mine venner havde svært ved at forstå det, at jeg rent faktisk var det. De forstod ikke hvorfor, jeg ikke kunne tage med i byen og ud og danse og den slags. Men hvis de skulle være sammen med mig, så skulle vi være hjemme og bare sidde sammen. Og det var der en del, som ikke kunne acceptere.

Det var et hårdt slag for Michelle, som ellers altid havde været et meget socialt og udadvendt menneske. I starten var smerterne daglige og helt ulidelige for hende. Hen ad vejen er hun blevet meget bedre til at håndtere dem, og de er der heller ikke nær så hyppigt længere:

− Jeg kan bedst beskrive det som en konstant smerte. Det føles lidt som at have en konstant forstuvet fod, bare hele benet. Det gør rigtig ondt at træde ned på benet, og jeg kan ikke rigtigt gå på det. Andre gange føles det mere som en jagende smerte. Som hvis nogen stak en kniv ind i hoften på mig. Nogle gange falder min krop sammen, når jagene sætter ind. Den kan ikke klare den voldsomme smerte, der lige pludselig kommer. Men jeg kender dem efterhånden så godt, at jeg når at gribe fat i et eller andet, eller også kan jeg faktisk mærke, at de er på vej, og kan nå at stoppe op og lægge vægten på det andet ben, så jeg ikke kollapser. Heldigvis er det ikke hver dag, jeg har smerter længere. Nu er det kun et par gange om måneden.

I dag er Michelle derfor heller ikke nødt til at isolere sig så meget derhjemme længere. Hun har fået sociale liv tilbage, både fordi hun har fået det bedre og har fået en bil, som hun kan komme omkring i, men også fordi, at de venner hun har i sit liv nu kender hendes sygdom og vilkårene.

Løb giver mig livsglæde
Noget af det, som har hjulpet Michelle rigtig godt er at begynde at motionere og styrke hende krop. I lang tid stod den på styrketræning, men sidste år fik hun mod på at prøve at begynde at løbetræne og gik i gang med et begynder-løbeprogram med en veninde.

− Løb giver mig glæde. Livsglæde egentligt. Jeg ved jo, at jeg har min gigt, og for bare tre år siden havde jeg det så slemt, at jeg slet ikke kunne holde ud at løbe. Det gør, at jeg får det godt med mig selv, og føler, at jeg godt kan klappe mig selv på skulderen over det, jeg gør. Og så giver det mig kondition og øget sundhed. Jeg tænker meget på, at jeg skal passe godt på min krop, mens jeg har den. Når jeg kommer hjem fra sådan en løbetur, kan jeg mærke, hvor meget godt det gør for mig. Jeg er jeg simpelthen bare så glad og lettet i kroppen.

Michelle deltog sidste år i ALT for damernes kvindeløb som en del af sit arbejde som pædagoghjælper som ledsager for en af beboerne fra bofællesskabet for døve og udviklingshæmmede, gik 5 kilometer. Og det gav hende appetit på mere:

− Jeg måtte prøve det igen! Det er lækre omgivelse og flot udsigt, når man løber langs vandet. Og så var stemingen på pladsen bare noget helt særligt. I år løber jeg 5 kilometer i dag sammen med min løbemakker, og mit mål er at løbe hele vejen. Efter kvindeløbet er mit nye mål at træne mig op til 10 kilometer, siger Michelle.

LÆS OGSÅ: Nu kan du tilmelde dig ALT for damernes Støt Brysterne løb 2015

LÆS OGSÅ: "Jeg havde fuldstændig glemt, hvordan det var at gå"

LÆS OGSÅ: "Jeg var tæt på at give op og acceptere min skæbne"